Kulde

Væggene var malet i en hidsig grøn farve. Gulvtæppet var stikkende og råt mod hans bare tæer. Fjendtligt.
Øjnene kiggede tomt mod loftet. Kuldegysningerne var han for længst færdig med at få. Selvom aftenen var kold var der ikke det mindste spor af gåsehud på hans arme.

2Likes
0Kommentarer
326Visninger

1. Kulde

Væggene var malet i en hidsig grøn farve. Gulvtæppet var stikkende og råt mod hans bare tæer. Fjendtligt.
Øjnene kiggede tomt mod loftet. Kuldegysningerne var han for længst færdig med at få. Selvom aftenen var kold var der ikke det mindste spor af gåsehud på hans arme.
Væmmelse var det eneste han følte. Ædelstenene sagde ham ikke længere noget. Nu gjaldt det kun om at få tiden til at gå.
Den gang han bandt sig var det friheden der trak. Så blåøjet var han ikke længere. Frihed var ikke noget andre kunne give én.
Byens larm kom langsomt igen. Hans hørelse var altid det sidste der kom tilbage. Nattens sorg lagde sig over ham som en dyne. Hans skuldre blev tunge - ikke af samvittighed, den forsvandt med gåsehuden. Det var uendeligheden der trykkede. Han havde aldrig forstået dem der ønskede evigt liv. For hvad var tid værd, hvis den var uden varme?
Kulden smøg sig kælent om hans ankler. Lokkede mod gaden. En uro satte sig i ham som en gammel følgesvend.
Et sidste blik mod kroppen på gulvet. Et glimt af noget - en følelse?
Væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...