If we ever meet agian.

Den berømte sanger fra One Direction, Harry styles og den mindst ligeså berømte model Amanda Hudson datede hinanden i tre år. De var uadskillelige lige indtil et kæmpe skænderi kommer op. Der bliver sagt ting de begge ikke mente og det ødelagde alt. Amanda har en hemmelighed som næsten ingen ved, men hvad nu hvis Harry finder ud af det? Hvad sker der når de bomber ind i hinanden helt tilfældigt en dag? Finder de sammen igen eller er det her bare en ond drøm for dem begge to som aldrig ender?

32Likes
22Kommentarer
7474Visninger
AA

13. Parents

 

Han smilede og kiggede igen ud over den udsigt vi havde. Vi stod sådan et stykke tid, hvor vi begge kiggede på det flotte syn foran os.

''Jeg troede ikke du ville komme'' sagde han og brød tavsheden.

''Selvfølgelig er jeg her'' sagde jeg og smilede op til ham som han gengældte. Han kiggede ned i jorden og jeg kunne mærke han ikke var sig selv. Det var hans store dag i morgen og han så ikke det mindste glad ud. Hans øjne viste mig der var noget i vejen og jeg stillede mig hen foran ham og løftede hans hage op så han kiggede mig i øjnene.

''Er du okay?'' spurgte jeg bekymret.

Han nikkede kort og jeg gav ham et skeptisk blik. Han sukkede og åbnende munden for at tale.

''Jeg har fundet hende jeg vil tilbringe resten af mit liv med og jeg er så dybt forelsket i hende. Hun er den smukkeste og mest omsorgsfulde person jeg har mødt og jeg har aldrig elsket en person så meget''

Jeg kunne mærke et stik af jalousi på grund af den måde han snakkede om Melanie på. Hans øjne lyste op og han smillede stort. Det gjorde ondt, men jeg havde selv valgt det sådan her.

''Hvorfor har du så tårer i øjnene Harry?'' spurgte jeg og tog min finger væk fra hans hage.

''Fordi det ikke er hende jeg skal giftes med'' han kiggede mig dybt i øjnene og jeg havde forstået at det var mig han snakkede om. Jeg kiggede ned i jorden og kunne mærke varmen stige i mine kinder. Han tog sine hænder på mine kinder og løftede mit hoved op. Vores læber var meget få centimeter fra hinanden. Han lænede dem længere ned til mig og jeg var nødt til at stoppe ham.

''Harry, jeg kan ikke. Jeg er her med Jason og du skal giftes i morgen. Det ville være forkert af os begge'' jeg kunne ikke fatte jeg havde afvist ham. Der var intet hellere jeg ville end at kysse ham, men det ville give os begge falske forhåbninger og det var jeg ikke klar til. Jeg kiggede ned i jorden. Jeg kunne ikke kigge op på ham. For jeg vidste han var såret.

''Jeg vil have dig. Ikke Melanie'' sagde han.

''VI kan ikke det ved du''

Han kastede sine arme fortvivlet op i luften og pustede ud.

''Vi kan sagtens! Jeg elsker dig over alt på jorden. Om du er min eller ej så har jeg altid tænkt på dig mindst en gang om dagen. Hvad du laver, om du nogensinde tænker på mig som jeg tænker på dig. Måske er du stoppet med at elske mig, men aldrig er jeg stoppet med at elske dig. Jeg gifter mig i morgen kun for din skyld. Jeg elsker ikke Melanie længere. Jeg holder af hende, men det er dig jeg vil tilbringe mit liv med. Hver eneste dag! Ingen andre og at det ikke er gengældt gør mere ondt end du tror'' jeg kunne se tårerne løbe ned af hans kinder og jeg gik over og tørrede dem væk.

''Du må aldrig tvivle på jeg elsker dig. Der kommer ikke en dag, hvor jeg ikke vil for du er den vigtigste person i hele min verden og jeg vil så gerne være sammen med dig resten af mit liv. Men sådan skal det ikke være, der er for mange udfordringer for os begge. Du skal på tour igen meget snart og jeg starte en masse nye photoshoots. Der er en masse vi skal have talt ud som jeg ikke er klar til at snakke om. Men Harry du ER hele min verden, det håber jeg du ved. Vi kan ikke blive ved med at sige det her til hinanden for der sårer os begge mere end nødvendigt. Vi nødt til at blive fra hinanden nu. Jeg holder også kun af Jason, jeg vil aldrig elske en som jeg elsker dig''

Med det kyssede han min pande og trak mig ind til sig. Jeg puttede mig ind til hans bryst og mærkede tårerne slippe ned af mine kinder.

''Der er i! Vi har ledt over alt efter jer to!'' sagde to meget velkendte stemmer. Jeg vendte mig rundt og så to mødre. Ikke bare to tilfældige mødre. Min og Harrys og min mor havde Paige med. Jeg gik i panik da jeg så Paige, nu kunne det kun gå alt. Paige kom løbende hen mod mig og sprang op i mine arme.

''Hej mo-'' jeg afbrød hende ved at jeg tog hende op og dækkede hendes mund ved at trække hende helt ind mod mig. Det var for tæt på.

Anne og min mor kom gående mod os. Mor så overrasket ud over at se mig med Harry og kiggede undskyldende da hun indså at Harry ingenting vidste. Anne eller Harry spurgte heldigvis kun om Paiges navn og intet mere hvilket var fantastisk. Harry havde ingen mistanke.

''Amanda hvor er det længe siden jeg har set dit smukke ansigt!'' udbrød Anne og trak mig ind til hende i et langt kram. Jeg kunne ud øjenkrogen se min mor med tårer i øjnene over at se Harry. Hun havde altid elsket ham, fra første gang jeg tog ham med hjem var hun forgabt i ham. De krammede og Harry så glad ud.

''Ja det er for længe siden'' sagde jeg smilende da jeg trak mig fra krammet. Hun havde også tårer i øjnene som min mor der kom over og trak mig ind til sig mens Paige stod på jorden og holdte min hånd.

''Jeg troede ikke at du ville være her, jeg tog Paige med og jeg havde ikke tænkt mig fortælle Harry noget, men så stødte jeg på Liam der sagde du var her, men Harry ved intet vel? hviskede hun. Jeg rystede på hovedet.

Han ville aldrig tilgive mig. Først der ville jeg føle mig ødelagt. Jeg føler mig ødelagt nu, på grund af jeg ikke kan være med Harry, men ikke så meget som hvis han kendte sandheden. Han ville aldrig snakke til mig igen. Jeg havde ikke forventet at støde ind i ham nogensinde igen og havde ingen anelse om, hvordan jeg nogensinde skulle kunne fortælle ham det. Det var et sandt mareridt. Det hele blev endnu værre da jeg så Melanie kom ud til os. Hun nærmest løb hen til Harry og fløj om halsen på ham. Hun kyssede ham og da hun slap ham kiggede hun ondskabsfuldt på mig. Jeg så ned i jorden og kunne se Harry havde opfattet det.

Anne kom over mod mig og hviskede i mit øre:

''Jeg kan ikke klare hende, den lille snob vil bare have ham for hans berømmelse. Bare det var dig der stod ved siden af ham i stedet for'' jeg fniste nervøst, men det falsk. Jeg ville også ønske det var mig der stod ved siden af ham lige nu, men her stod jeg med Harrys og min mor mens Harry ser glad ud og kysser hende på panden. Mine tanker blev afbrudt da et par store arme krammede mig bagfra. Jeg vidste det ikke var Harry. Jeg kiggede hen på ham og han grinte ikke længere med Melanie han så ked ud af det og skuffet ud. Jeg vendte mig og så Jason.

''Hey, undskyld jeg aldrig kom tilbage'' sagde jeg og kyssede hans kind.

''Det okay, du blev distraheret kan jeg se'' sagde han og nikkede mod Anne og min mor.

''Årh undskyld, det her er min mor Scarlett. Og nej ikke kalde hende miss. Hudson. Det hader hun og hun ender alligevel med at rette dig '' sagde jeg grinende. ’’Og det her er Anne, Harrys mor’’ tilføjede jeg.

Jason og Anne så begge utrygge ud da de gav hinanden hånden. Jeg vidste at hun helst ønskede jeg var sammen med hendes søn og ingen andre. Tro mig det ville jeg også.

''Hej jeg er Jason, det godt at møde dig'' sagde Jason høfligt til min mor efter akavet at have præsenteret sig for Anne. Min mor og Jason gav høfligt hinanden hånden.

''I lige måde Jason'' sagde min mor og gik over mod Anne mens Jason igen gik om og holdte om mig bagfra. Jeg lagde mit hoved tilbage på hans skulder da det gik op for mig at Paige stadig stod med mig i hånden.

''Årh Paige det her er Jason, kan du sige hej?'' sagde jeg glad. Hendes ansigt lyste op og Jason slap mig fordi Paige gik ind for et kram i stedet for bare et kedeligt håndtryk.

''Hej Jason, vil du vise mig rundt på det pæne hotel?'' spurgte hun og jeg kunne se hendes skønne grønne øjne lyste op da Jason nikkede. De gik begge ind mod lobbyen og gik over til Anne og min mor.

''Hvor er er Gemma?'' spurgte jeg Anne.

''Årh hun sover. Hun har jetlag, men hun kan ikke vente med at se dig igen!'' sagde Anne optimistisk.

''Heller ikke mig. Jeg savner hende så meget! Vi burde tage ud at spise en aften, vil du sige jeg gerne vil mødes med hende så snart som muligt igen?'' spurgte jeg smilende. Gemma var stadig en af mine bedste veninder efter alle de år. Vi havde skrevet lidt sammen, men havde til sidste ikke skrevet så meget, men jeg var sikker på det ville blive det samme når vi første mødes igen!

''Selvfølgelig. Jeg går også op og sover jetlagen væk. Vi ses til morgenmad i morgen ikke?'' Min mor og jeg nikkede begge to og min mor fortalte hun ville gå op og pakke hende og Paiges ting ud. Tilbage nogle meter væk stod Harry alene og beundrede igen udsigten. Da jeg så Melanie var væk gik jeg hen mod ham og stod ved siden af ham.

''Hvad tænker du på?'' spurgte jeg ham smilende.

''Er Paige mit barn?'' svarede han og kiggede meget skuffet mod mig og lignede en der kunne bryde sammen hvert øjeblik.

********

Nu kender i vist hemmeligheden ;)

Undskyld det tog så længe at opdatere, men er lige startet på gymnasiet og har slet ikke haft tid, men skal nok få næste kapitel op så hurtigt så muligt!

- StylesTomlin

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...