If we ever meet agian.

Den berømte sanger fra One Direction, Harry styles og den mindst ligeså berømte model Amanda Hudson datede hinanden i tre år. De var uadskillelige lige indtil et kæmpe skænderi kommer op. Der bliver sagt ting de begge ikke mente og det ødelagde alt. Amanda har en hemmelighed som næsten ingen ved, men hvad nu hvis Harry finder ud af det? Hvad sker der når de bomber ind i hinanden helt tilfældigt en dag? Finder de sammen igen eller er det her bare en ond drøm for dem begge to som aldrig ender?

32Likes
22Kommentarer
7793Visninger
AA

18. I don't care what people say when we're together

 

Vi var endelig nået ned i stuen, hvor de alle 4 stod foran os. De så alle på os med meget bekymrende blikke.

''Æh ja guys. Der er noget vi skal fortælle jer'' sagde Harry og kørte en hånd igennem sit krøllede hår, hvilket han altid gjorde når han var nervøs.

''Hvad er det Haz?'' spurgte Liam stille.

Inden nogen af os nåede at svare, løb min smukke datter ind i køkkennet og sprang i armene på mig.

''Mor hvem er det?'' sagde hun og kiggede på drengene der nu havde munden åben. Det var så meget ikke sådan her det skulle ud.

''Paige løb lige op på værelset, jeg kommer om lidt'' sagde jeg og kyssede hendes pande. Hun løb op ad trapperne og op på værelset. Da døren smækkede var Zayn den første til at bryde tavsheden.

''Var det din datter?'' spurgte han stille. De andre kiggede forventningsfuldt på mig og jeg sukkede.

''Nej hun er vores'' sagde Harry og jeg kiggede straks op på ham. Overrasket over han fortalte dem det så let.

''Hun er hvad?'' udbrød Louis og Niall samtidig. Jeg nikkede hurtigt til Harry og han forstod min tanker, så jeg gik ovenpå og lå mig i min seng.

Jeg var ikke ked af det. Langt fra. Men jeg var nervøs for, at de nu ville hade mig for at have holdt hende skjult for Harry og jeg var bange for at de ville flippe ud over, at det ville påvirke hans ry at have en datter. Så ville han have været nødt til at forlade os. Det vil jeg ikke kunne klare. Jeg kunne ikke slippe ham igen. Han betød alt for mig. Jeg var virkelig bange for alt det kunne ske. Jeg lå mit hoved ordentlig på hovedet og tændte fjernsynet og håbede på at blive distraheret. Jeg kunne ikke høre dem nedenunder. Hvilket var et godt tegn for det betød, at ingen råbte. Døren åbnede og jeg forventede det var Harry, men i stedet kom Paige ind. Hvilket var mindst ligeså godt. Hun tog straks fjernbetjeningen fra mig og fandt noget hun gad at se. Jeg grinede af, hvor dominerende hun egentlig var. Det havde hun nok fra Harry. Jeg glemte alt om det der skete nedenunder, fordi Paige og jeg hyggede os så meget. Lige indtil Harry kom ind ad døren.

''Hej Harry'' sagde Paige glad.

''Hey'' svarede han og gik mod mig.

''Kom med'' sagde han og tog min hånd i hans og jeg fik med det samme den bedste fornemmelse i maven. Jeg prøvede at ignorere den indtil videre. Jeg var nødt til at snart få det sagt til ham.

 Han trak mig op ad sengen og trak mig med nedenunder. Paige løb selvfølgelig efter. Hun var så nysgerrig. Da vi nåede nedenunder kiggede alle drengene på mig. De smilede alle sammen til mig. Lige bort set fra Niall. Han kiggede kun kort på mig, men kiggede hurtigt væk igen. Louis, Zayn og Liam gav mig hver et kram og sagde, at de forstod min beslutning og selvfølgelig respekterede den. Hvilket var en kæmpe lettelse, men så var der Niall. Han sagde ingenting og kiggede stadig ned i jorden. Det var ham som jeg var mest tæt med udover Harry. Så det gjorde ondt, han ikke engang kunne kigge på mig.

''Amanda?'' jeg vendte hovedet for at være sikker på det kom fra Niall hvilket det gjorde. Jeg kiggede på ham og han vippede hovedet for at signalere jeg skulle gå med. Jeg kiggede rundt og så Paige på skødet af Louis mens de andre legede med hende og snakkede. Harry stod med det største smil på læben, så han ville ikke opdage hvis jeg gik. Jeg vendte mig mod Niall og fulgte med ham ud i gangen.

''Er du okay?'' startede jeg. Han kiggede stadig ikke på mig.

''Ja, jeg er bare såret'' svarede han.

''Hvad da?'' spurgte jeg forvirret.

''Hvad tror du? Jeg har aldrig haft et så tæt venskab som vi havde, men alligevel holder du hemmeligt overfor din bedsteven, at du har et barn. Jeg ville aldrig fortælle Harry det, hvis du havde bedt mig om ikke at gøre det. Det burde du vide efterhånden. Vi plejede at fortælle hinanden alt, er det fordi du ikke stoler på mig?'' man kunne se tårerne forme sig i hans øjne og mit hjerte gik i tusind stykker bare ved tanken om jeg havde såret ham. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg aldrig havde fortalt Niall det. Det havde ikke noget med Harry at gøre, for jeg havde altid stolet på Niall og han var altid på min side.

''Jeg ved ærligt talt ikke, hvorfor jeg aldrig har sagt noget. Det er jeg ked af. Jeg ville aldrig såre dig sådan her, jeg holder så meget af dig og det har jeg altid gjort også da jeg rejste fra London! Det har intet med dig at gøre, det er min fejl og jeg forstår dig fuldstændig'' tårerne løb nu ned af mine kinder. Jeg havde ikke ret til at græde. Jeg havde såret ham.

''Shh.. Det okay. Bare være ærlig en anden gang. Jeg er på din side, det er jeg altid. Jeg tilgiver dig. Selvfølgelig for jeg kan ikke miste min bedsteveninde igen'' sagde han roligt.

Jeg tog et skridt mod ham og krammede ham. Mine arme var bag hans nakke og hans hænder strøg min ryg. Jeg havde hovedet ned i hans skulder mens jeg stadig græd. Jeg   kunne ikke lade værre.

 

Da jeg endelig havde grædt ud, satte vi os på trinet ved døren udenfor.

Jeg besluttede mig for at fortælle ham alt fra nu af. Jeg fortalte alt, fra den gang jeg tog fra Harry og alt der var sket. Han nikkede forstående til det hele, men var overrasket da jeg åbnede mig op omkring mine følelser til Harry. Hvor meget jeg elskede ham. Der var intet jeg havde mere lyst til end at kunne kysse og putte med Harry når jeg havde lyst. Men han havde mistet hans følelser for mig, det var jeg overbevist om. Min hemmelighed havde ødelagt alt. Han ville aldrig tilgive mig for det. Men jeg kunne ikke stoppe med at tænke på ham. Han var i mine tanker hele tiden. Han var det første som jeg tænkte på, når jeg vågnede om morgen og det sidste jeg tænkte på, når jeg faldt i søvn om aftenen. Jeg så ham altid i tv'et efter vi havde slået op og smilede hver gang. Jeg var aldrig kommet over ham.

''Du ved, Harry skrev faktisk Happily på vores album'' sagde Niall.

Jeg nikkede. Jeg mindes han havde sagt det.

''Den skrev han til dig. Han har selv indrømmet det'' min mund åbnede sig stille da han fortalte mig det. Happily var en af mine yndlingssange og at den var skrevet til mig var utroligt!

''Half a Heart, har han dog ikke skrevet, men han har selv sagt han altid tænker på dig når vi synger den. Lyt til dem en aften og prøv så at få ham tilbage. I to er ulykkelige uden hinanden. Den måde i ser på hinanden, er det tydeligt at se i elsker hinanden. Du kan se det i hans øjne. De lyser altid op når han fortæller om dig, eller hvis du er i rummet. Det er tydeligt, at han elsker dig. Så go for it. Men Amanda, lov mig du fortæller ham om hvad du føler okay?'' jeg nikkede stille. Stadig overrasket over det han havde sagt. Niall klappede mig på ryggen og gik ind til de andre.

Jeg blev siddende på dørtrinet og tænkte. Kunne Harry virkelig stadig elske mig? Nej det var umuligt. Men jeg havde lovet Niall at fortælle ham om mine følelser, så det ville jeg gøre, snart.

Eller aldrig tilføjede stemmen i mit hoved.

Jeg gjorde som Niall foreslog og tog min telefon frem. Jeg havde altid mine høretelefoner med, hvilket var praktisk nu. Jeg tog dem i og afspillede Happily. Den startede med Harrys fantastiske stemme og jeg lyttede til teksten.

I don't care what peole say when we're together

you know I wanna be the one to hold you when

you sleep. I just want it to be you and i forever.

I know you wanna leave so come on baby be

With me so happily.

Jeg havde hørt sangen, men aldrig lyttet til teksten, men hold da op den var perfekt! Da jeg havde hørt den færdig fandt jeg half a Heart som jeg aldrig havde hørt før. Jeg trykkede play og koncentrerede mig igen om teksten.

Forget all we said that night
No, it doesn't even matter
'Cause we both got split in two
If you could spare an hour or so,
We'll go for lunch down by the river
We can really talk it through

And being here without you is like I'm waking up to

Only half a blue sky
Kinda there but not quite
I'm walking around with just one shoe
I'm half a heart without you
I'm half a man at best,
With half an arrow in my chest
'Cause I miss everything we do,
I'm half a heart without you


 Though I try to get you out of my head
The truth is I got lost without you
 

Sangen rørte mig mere end jeg troede og jeg kunne mærke tårerne i mine øjne. Der var et hint af hvad der var sket den aften, hvor det hele gik galt. At man skulle glemme alt det som vi havde sagde den aften. Nu forstod jeg, hvorfor han ville tænke på mig, for mine tanker var også ved ham.

''Amanda?'' det gav et sæt i mig da Harrys stemme lød.

Han grinte let ''undskyld, hvis jeg skræmte dig, men du har været herude for længe nu og Niall kom ind for et kvarter siden'' jeg havde hørt sangene et par gange så det kom ikke bag på mig jeg havde siddet herude i et kvarter alene.

''Jeg tænkte bare'' sagde jeg. Han så ned på mit skød, hvor min mobil lå.

''Kan du lide vores sange?'' grinede han. Jeg rødmede, men grinede hurtigt sammen med ham.

''Kom'' sagde han. Han rejste sig og tilbød mig hans hånd som jeg med glæde tog imod. Jeg rejste mig op og vi gik ind til de andre.

---------

Så kom kapitellet!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...