If we ever meet agian.

Den berømte sanger fra One Direction, Harry styles og den mindst ligeså berømte model Amanda Hudson datede hinanden i tre år. De var uadskillelige lige indtil et kæmpe skænderi kommer op. Der bliver sagt ting de begge ikke mente og det ødelagde alt. Amanda har en hemmelighed som næsten ingen ved, men hvad nu hvis Harry finder ud af det? Hvad sker der når de bomber ind i hinanden helt tilfældigt en dag? Finder de sammen igen eller er det her bare en ond drøm for dem begge to som aldrig ender?

32Likes
22Kommentarer
6997Visninger
AA

22. Going back

Harrys synsvinkel

Hun kom gående ned af trappen og så mere stresset ud end hun længe havde været. Det var fordi det var i dag, vi fløj hjem til England. Det sted vi begge havde vokset op og forelsket os i hinanden. Zayn og Perrie skulle giftes i morgen og havde valgt det skulle foregå i England. Mere præcis i Brandford, hvor Zayn voksede op. Vi havde booket et fly til London fra lufthavnen og vi skulle gøre mod lufthavnen om en halv time så, hvis man sagde Amanda var stresset var det meget mildt sagt. Hun løb rundt og pakkede for os alle tre. Ja jeg burde hjælpe, men da jeg prøvede fik jeg at vide, at jeg ikke kunne finde ud af noget så jeg kunne ligeså godt sætte mig ned i stuen med Paige og her sad vi så. Paige sad på skødet og var meget koncentreret af svampebob firkant som spillede i fjernsynet lige nu. Tiden gik og vi var nødt til at køre nu ellers ville vi ikke nå det. Jeg tog Paige af mig skød og satte hende på skødet. Jeg rejste mig op og ville lede efter Amanda.

Jeg fandt hende inde i vores soveværelse, hvor hun stod med hovedet i klædeskabet mens jeg lændte mig op af dørkammen.

''Skat, vi nødt til at køre nu" sagde jeg til hende og hun kiggede op på mig og et kæmpe suk undslap hendes læber. Jeg gik over mod hende og tog mine arme om hende.

"Undskyld, jeg var sådan en bitch før. Jeg vil bare gerne tingene bliver gjort på min måde, så jeg blev stresset, men det skulle ikke være gået ud over dig. Undskyld" sagde hun og kiggede ned i jorden. Hun havde dårlig samvittighed det var sikkert. Jeg løftede hendes hage op så jeg kiggede hende i øjnene.

"Det okay, jeg ved hvordan du er med sådan noget. Det er noget af det jeg elsker mest ved dig" svarede jeg og kyssede hende på hendes læber kort.

"Du er for sød ved mig, Harry. Men det er noget af det jeg elsker mest ved dig" sagde hun og et fnis undslap hendes mund.

"Er du klar?" hun kiggede rundt i værelset og nikkede. Jeg gik derefter nedenunder og tog Paige ud i bilen og gik derefter ind for at hjælpe Amanda med alt baggagen.

.......

Efter et par timer sad vi her i New York i lufthavnen og ventede på vores fly til England. Vi sad i et rum for os selv da nogle fans havde spottet os. Paige sad ovenpå mig og sov i mine arme mens Amanda lå med hovedet på min skulder og halvsov. Jeg følte mig ensom, men jeg var nu heldig med at Liam og Sophia ikke var rejst endnu. De skulle gerne være ved os om lidt, så vi sammen kunne flyve til London.

Døren gik op og ind kom Sophia og Liam. Amanda slog øjnene op da døren smækkede i og det samme gjorde Paige. Da hun så hvem det var sprang hun ned fra mig og løb mod Liam.

"Onkel Liam!!" udbrød hun og han løftede hende op og gav hende et kæmpe kram.

"Hey Paige" sagde Liam med et smil.

"Jeg har savnet dig rigtig meget" fortalte hun ham og Liam grinede. Paige var meget glad for alle drengene og deres kærester, men det var første gang hun skulle møde Sophia.

Amanda og jeg rejste os op for at hilse på dem. Jeg gav Sophia og Liam et kram mens Amanda krammede Liam.

"Årh Sophia det her Amanda" sagde jeg og de gav hinanden hånden. De smilede varmt til hinanden også faldt de i snak mens Liam og jeg satte os i sofaerne og snakkede om alt det vi nu kunne finde på. Ind i mellem kiggede jeg hen på Amanda og beundrede hende. Hun opdagede mig selvfølgelig de fleste gange, men smilede bare sødt til mig. He

"Flyet er klar" annoncerede en af sikkerhedsvagterne. Vi nikkede alle og gik over mod gaten.

Vagterne havde sagt, at vi var nødt til at tage privatflyet på grund af mange fans havde købt en billet til at komme med flyet bare for at se os. Det kom ikke bag på mig, for jeg vidste hvad de var i stand til.

Et kvarter senere lettede flyet fra New York. Jeg sad ved siden af Amanda, Paige skulle have siddet der sammen med os, men hun ville hellere sidde med Liam, så der sad kun os to og i den anden side af flyet sad Liam, Sophia og Paige. Amanda sad mod vinduet med min telefon, med høretelefoner i. Hun elskede min musiksmag så jeg gav hende lov.

Hun sad i sine egne tanker mens hun så ud af vinduet, der var noget galt for man kunne tydeligt se tårerne i hendes øjne. Jeg prikkede hende på skulderen og da hun vendte sig mod mig løb en tåre ned af hendes kind. Jeg tørrede den hurtigt væk og hun sukkede.

"Er du okay?" spurgte jeg og så hende øjnene.

Hun rystede på hovedet og svarede: "min far er begravet i London og jeg har ikke besøgt hans grav siden jeg forlod London. Jeg vil så gerne besøge det sted, men jeg tør ikke. Jeg har det så dårligt over jeg aldrig kom tilbage for at besøge stedet og derfor tror jeg ikke jeg kan klare at tage derhen igen"

"Hvis det er du vil have det, så kan jeg tage med dig, det ved du. Jeg kendte også din far og kan stadig huske den dag han døde"

"Det ville betyde meget, tak Harry" sagde hun og krammede mig. Jeg holdte hende i mine arme og tænkte tilbage på den forfærdelige dag.

FLASHBACK:

Vi lå i min seng og så endnu et afsnit af gossip girl. Vi havde købt en kæmpe pose slik og delte den nu. Jeg sad op af væggen mens hun sad mellem mine ben med hendes hoved mod mit bryst. Jeg aede hende på kinden og hun lå helt afslappet. Vi var kommet til det afsnit, hvor Nate og Blair slår op, vi var næsten lige startet forfra med sæsonerne så det var en normal aften for os to. Pludselig ringede Amandas mobil og jeg kiggede ned for at se det var hendes mor der ringede. Jeg syntes det var mærkeligt, for hun plejede aldrig at ringe når Amanda var hos mig.

"Hej mor" sagde hun naturligt.

Jeg kunne ikke høre, hvad Scarlett sagde på den anden ende, men det kunne høre, at hun græd en hel del. Amanda mistede farven i sit ansigt for hvert minut der gik og hun holdte en hånd for munden. Hun var chokeret og tårerne strømmede nu ned af hendes kinder og jeg holdt hende tættere ind til mig. Lidt efter lå hun på og lå hovedet mod mit bryst. Hun græd højlydt og rystede.

"Hvad sker der, Am?" spurgte jeg bekymret.

"Det er min far. Han er på sygehuset igen og denne gang er der ikke mere at gøre. Han har kun en time tilbage at leve i. Harry, j-jeg kan ikke" hulkede hun.

"Shh. Du nødt til at få sagt farvel, jeg skal nok tage med dig, hvis det er det du ønsker. Du vil fortryde, hvis du ikke får sagt farvel til ham, tro mig" sagde og hun nikkede.

"Vil du ikke nok tage med mig?" spurgte hun og jeg kyssede hende på håret og vi rejste os og gik mod døren.

Da vi ankom til hospitalet tog jeg Amandas hånd i min og gav den et klem mens vi gik ind. Amanda græd for meget til at kunne sige noget, så jeg fortalte receptionisten, hvem vi skulle besøge. Hun fortalte hvilket værelse han lå på og lidt efter var vi der.

Jeg fik et chok da vi trådte ind og så ham. Han så helt livløs ud, men han var stadig i live da han åndede fint endnu. Han kiggede over mod os og sendte en svagt smil. Scarlett stod ved hans side med hans hånd i hendes. Hendes øjne var røde og hun græd stadig. Hun prøvede at sende mig et smil, men fejlede da hun brød ud i gråd igen. Jeg slap Amandas hånd for at give dem lidt familietid, men Amanda hviskede: "Jeg kan ikke klare det her uden dig, vil du ikke nok blive?" så jeg blev.

Amandas far Matt sagde en masse smukke ord til Scarlett og hun græd endnu mere. Lidt efter gik hun ud efter en læge, da det snart var tid.

"Amanda, min skat. Kom herover" sagde Matt svagt. Amanda kiggede nervøst op på mig og jeg nikkede. Jeg slap hendes hånd og hun gik hen og satte sig på stolen med siden af Matt.

"Du er vokset op og blevet alt det, jeg havde drømt om du ville blive og meget mere endda. Du er blevet sådan en moden og smuk kvinde. Jeg er så ked af at forlade dig dagen før din 18 års fødselsdag. Jeg ville ønske, at jeg kunne være der med dig og din mor. Men jeg ved du klare dig, du er den stærkeste pige jeg kender. Da jeg for et år siden fik konstanteret kræft tog du det så flot. Jeg ved du græd indeni, men du lod værre med at vise det for min skyld. Du vil være stærk for mig. Jeg er sindssyg stolt af dig og vil altid være det. Jeg vil altid være ved siden af dig, men du vil bare ikke kunne se mig, men jeg er her altid. Jeg elsker dig så højt min pige, altid husk på det. Jeg ved det bliver svært nu, men brug Harry. Han er en god mand og han passer på dig og elsker dig, det kan enhver se. Du er hele hans verden" sluttede han og Amanda græd højlydt. Jeg stod selv med tårer ned af mine kinder.

"Jeg elsker dig så meget far" græd hun. Hun tog hans hånd i hendes. Han smilede svagt til hende og han lukkede øjnene. Lyden af hans hjerteslag stoppede og han havde sovet ind. Jeg tog en hånd for min mund og græd selv nu.

Amanda slap hans hånd og løb over i mine arme, hvor hun græd ind mod mit bryst.

FLASHBACK SLUT:

"Tænk, at det allerede er 4 år siden" sukkede hun.

"Ja, jeg husker det tydeligt, men det okay. Han har det bedre der han er nu" sagde jeg og kyssede hendes kind.

"Hvad skulle jeg dog gøre uden dig?" undrede hun sig.

"Aldrig stil dig selv det spørgsmål, for det sker aldrig igen" svarede jeg. Hun smilede stort til mig og jeg kyssede hende blidt.

"AD" udbrød Paige. Vi grinte af hende og kyssede hinanden igen.

-----

Okay da jeg har fået mange spørgsmål om et par ting, svare jeg lige for at få det hele på plads:

Paige er 2 år hun fylder snart 3. Harry og Amanda gik fra hinanden da de begge var 19 og så gik der ni måneder før Paige blev født. De er begge 22 nu. De var kærester i 3 år inden de slog op dvs. fra 16 år til 19 år. Harry meldte sig til x factor kort tid efter de fandt sammen. Da de Amanda og Harry slog op havde One Direction næsten været til i 3 år så denne historie foregår ikke i 2014, men 2016 (de slog op i 2013). Lige nu er det oktober måned 2015. Der gik som sagt 3 år før de så hinanden igen.

Hvis der er flere spørgsmål så skriv endelig :)

-StylesTomlin

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...