Die mauer *One shot*

9-10 november 1989.
To dage der for mange tyskere, ændrede deres liv.
Muren der siden 1961 havde holdt dem fanget, faldt.
I DDR eller Østtyskland havde alle borgere følt desperationen, nu var de endelig frie- De kunne leve livet.
Denne novelle følger en 17 årig piges oplevelse fra klokken 22 den 9. November til klokken 24:00 den 10. November.
Pigen- Hannah Arden bor sammen med sin mor, far og bror på Bornholmer straße, i Øst Berlin (DDR).


2Likes
0Kommentarer
248Visninger

1. Diese Welt.

 


Egentlig stod vi der bare.
Ventede på at det skete, det vi alle vidste måtte ske.
Folk på den anden side forstod måske ikke vores desperation, vores behov for atter at være fri.
De havde alt, vi havde intet.
Vi havde stået her i næsten tre timer, min mor, min far, min bror og Karla.
Jeg var næsten ved at miste modet, det virkede så håbløst.
Vagterne vidste ikke at muren var faldet, de ville ikke indrømme at deres sikre rammer var bortfaldet.
Jeg kunne mærke at de andre også var ved at miste modet, menneskerne omkring mig, de pressede, masede og skubbede ikke længere.
Det var håbløst, det virkede det til.
Bare de tre timer før, der havde gaderne været fyldt med råben og larmen.
Jublen og glæden var ikke til at tage fejl af, muren var faldet!
Der klokken 18:57 var meddelelsen  blevet læst op, min far og mor var sprunget op.
De dansede rundt, min bror og jeg dansede med, et par minutter efter kom Karla og hendes forældre stormende ind.
De bar på en flaske vin, og hurtigt blev stemningen højere.
Min mor og far hentede glas, selv min bror, Karla og jeg måtte få et glas.
Det var jo ikke hver dag, at muren faldt.

Stemningen var løssluppen, alle i vores stue lo og dansede. 

Karlas forældre åbnede vinduet, og larmen fra de mange jublende mennesker, fyldte vores stue.

Deres jublen blandede sig med vores.

Det var som om jublen var en stemme, en stemme som ryddede alle af vejen, bortset fra vagterne og muren.
Da vi havde drukket vores vin, besluttede mine forældre at vi skulle ned til folkemassen, og måske måtte vi krydse grænsen!

Før vi gik derned, besluttede Karla og jeg at vi skulle tage vores fineste kjoler på.
Jeg spurtede ind på mit værelse, og fik hurtigt taget min blå kjole på.
Inden jeg gik ud fra mit lille værelse, redte jeg mit hår og satte et blåt hårbånd i.


Da vi endelig kom ned på den overfyldte gade, var stemningen helt ekstatisk.
Folk lo og sang, lugten af alkohol og røg var overalt.
Men i dag generede den mig ikke, jeg var for glad.

En mand havde taget sin guitar med, Karla og jeg gik hen til ham.
Samtidig spurgte vi om han kendte 'neunundneunzig  luftballons', hans svar var ja.

Stille og roligt begyndte han at spille, og Karla begyndte stille at synge.

Kort efter sluttede jeg mig til.
Da vi havde sunget i knap 10 sekunder, begyndte en dreng stille at synge med.

Alle begyndte efterhånden at slutte sig til koret, soldaterne vendte sig om, de vendte sig mod masserne, der krævede en adgang de ikke måtte få.

Men de ville ikke rykke sig, de var stålfaste, og nu knap tre timer efter var vi alle trætte, vi troede ikke på det længere, det kunne jo bare være en løgn.


Blidt puffede Karla til mig, "Jeg tror der sker noget" sagde hun.
Forvirret kiggede jeg på hende, det gik op for mig at folk var begyndt at skubbe, og masse igen, denne gang voldsommere.
Et eller andet var tydeligvis ved at ske.

"Hvad er klokken?" Spurgte jeg Karla.
Karla vendte hurtigt hovedet mod mig igen, "23:30" svarede Karla.

Jeg maste mig op på siden af Karla, og kiggede desperat i mængderne, efter mine forældre, men jeg måtte indse at de for længst var væk.

Det burde jeg have vidst.

Nu måtte jeg bare sørge for at være sammen med Karla.

Pludselig lød et råb.
Alle blev stille, og en soldat stillede sig oppe på muren, så vi alle kunne se ham.

"Muren er faldet, i skal nok komme igennem."

Stilheden var overdøvende, indtil alle begyndte at råbe.
Alle ville igennem, og humøret var steget fra 38 til 100 på en sætning.

Den sætning ændrede den verden jeg levede i, den ændrede alle i Tyskland, både i øst og i vest.

Jeg kiggede nervøst på Karla, som jeg holdt i armen.

Selvom vi begge var sytten, og så godt som uadskillelige, var dette et sted hvor man nemt blev væk.
Karla kiggede på sit ur, og mumlede "23:32"

Lige da hun havde sagt det, fik jeg øje på porten.
En port, gennem muren, en portal til en verden jeg aldrig havde set.

Et øjeblik efter blev Karla og jeg vinket frem, en soldat kiggede kort på os.

Han vinkede os videre.
Da han bare vinkede os videre, begyndte vi at gå, blot for at stoppe efter to skridt.

Det var så mærkeligt, at besøge en verden du ikke kendte, for første gang.
Karla og jeg stod der bare, bare ti sekunder, vi glanede bare, fortryllet af nuet.

En mand skubbede os hårdt videre, og vi begyndte at småløbe mod den anden side.

Magien ved den anden side var overdådigt.
Mange folk stod og krammede hinanden, selvom de tydeligt var fra øst og vest.

Det var som om, alle accepterede hinanden.
Karla trak mig videre ind i vestberlin, bort fra mylderet for de andre østtyskere, der trængte ind i vesten.

Vi blev ved med at holde hinanden i armen, mens vi trængte ind i den ukendte storby.
Neonlysene omkring os, de var så smukke i mørket.
Jeg vidste det, både Karla og jeg var trætte, men vi kunne ikke tage hjem.
Vi ville ikke hjem, det var et for stort øjeblik til at blive spoleret.

Karla begyndte at gå langsomt, indtil vi fik øje på nogen fra vores klasse.
De sad på en café, og talte højlydt sammen med en gruppe vesttyskere.

Karla hev mig over til dem, "Hej, Karl" sagde hun sødt.
Han kiggede op på hende, "Karla og Hannah!"
"Sæt jer ned" 
Gruppen rykkede sammen, og vi satte os ned.
Snakken gik lystigt, café ejeren kom søvnigt med to krus øl.

For mig var det mærkeligt, jeg havde aldrig drukket det før, men jeg havde heller aldrig været i Vesttyskland før.

Kort efter kom en del af vores andre klassekammerater.
Selv dem jeg ikke kunne lide, men alligevel var det sjovt.
Alle grinede, alle var glade og lykkelige.
Da vi alle havde drukket et krus øl, spurgte den lille gruppe vesttyskere stille; "Vil i sove hos os, i vil vel ikke tilbage, nu når i lige er sluppet ud?"

En flod af jaer fyldte caféen.

Tre og tre gik vi med dem, rundt omkring stod folk og krammede, de dansede rundt midt på gaden.

Følelsen af lykke og glæde var tilstede i store mængder.
Det var tydeligt, Karla og jeg var selv opstemt af det, som vi fulgte efter 'Sasha'.
Efter en ti minutters gang, nåede vi hendes blok.
Karla og jeg havde aldrig set noget lignende, det var ikke den beton vi var vant til.
Det var smukt, ikke blot noget anvendeligt. 

Det var som om vi ikke blot var i den samme by.

Stille vinkede Sasha os hen mod sin dør.
Hendes mor og far kom ud, med åbne arme trak de os ind.

Deres ansigter var glade over at vi var kommet, de var glade på vores vegne.

Glade over at vi var frie.

Smilende redte de op til os, og lod os finde os tilrette i den nye verden.
For os var den ny, for dem var den gammel, de ville se vores verden, og vi ville se deres.
Derfor var alle glade da vi lagde os til at sove.

 

 

For mig var det et øjeblik af realisation, jeg realiserede hvor jeg var, og hvad det var for en verden jeg levede i nu.
Den dag står så klart, i mine svindende minder.
Det var jo bare en storby der var vært, vært for en begivenhed der omvæltede hele min verden, og hele din verden.
Tænk hvis muren ikke var faldet, tænk på hvad der var sket med din verden.

 

------------

 

Jeg ved ikke om nogen kan lide det, men sig hvis i kan.

Dette er klart ikke mit bedste, og det ved jeg.

- Who do you think? (Ellen)

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...