I En Anden Verden?!

En stil jeg næsten lige har afleveret... Ligger den ind her, fordi jeg ikke har lagt så meget ud, og så kunne jeg da godt tænke mig lidt respons på min måde at skrive afleverings opgaver på...

0Likes
0Kommentarer
186Visninger
AA

3. Okay?! Hvad sker der lige her?

Jeg vågnede ved at jeg hørte en hane gale,  eller... det lød mere som om det var et skrig gennem en tragt, men jeg tror da det var hanen, for hvem ville skrige gennem en tragt så tidligt? Nå, men jeg sprang selvfølgelig op af sengen fordi jeg blev så forskrækket, men jeg faldt dog hurtigt til ro igen. Jeg sad lidt på min seng,  mærkede efter om noget føltes anderledes og bare så viseren på uret rykke sig minut efter minut. Luften føltes som om den prøvede at presse mig helt ned mod jorden, så da det hele til sidst blev det for kedeligt, så jeg gik ud i køkkenet. Ude i køkkenet mødte der mig et uventet syn. Mona havde lavet en stor brunch, også selvom klokken ikke engang var syv endnu. Mona kiggede op fra sin tallerken og lyste op i et smil da hun så mig. "Det var du længe om. Nu må du hellere se at få spist noget, ellers bliver du sulten allerede inden du når i marken." Mona sendte mig et smil og gik så ud af rummet. Jeg nærmest løb hen til bordet og øste mad på min tallerken. Jeg tog så meget at jeg begyndte at tvivle på om jeg kunne spise det, men jeg fik spist det hele og så også lige en ekstra portion af samme størrelse.  Da jeg begyndte at tænke på at jeg var mæt, kom Mona med det samme ud i køkkenet og begyndte at rydde af bordet. Da jeg prøvede at hjælpe, kom hun bare med nogle sære grynt og skubbede mig ud af døren. Jeg rendte ind på mit værelse for at finde noget tøj, men inde på sengen lå det sødeste tøj. En bondepigekjole i halvtredserstil. Stoffet var fantastisk mod min hud, og den var lige præcis min størrelse. Den kjole var som skabt til mig. Jeg trak den over mit hoved og kiggede mig i spejlet. Jeg kiggede længe på mig selv, men mit blik glider ned i bunden af spejlet hvor jeg ser et par sko. De var smukke, så jeg vendte mig rundt for at finde dem på gulvet, men der var ingen sko. Jeg kiggede i spejlet igen, men der var de. Jeg bukkede mig frem og gled min hånd hen over skoene i spejlbilledet, og vendte mig derefter rundt. Det første jeg så er skoene. Jeg gik stille hen mod dem, som om de ville forsvinde ved en for hurtig bevægelse. Jeg tog dem op og da de blev i mine hænder, tog jeg dem på og gik ud i gårdspladsen. Jeg valgte at ville udforske gården lidt, inden jeg skulle til at passe dyrene og sådan. Jeg gik over mod laden imens jeg tænkte på alle de besynderlige ting der skete rundt på gården. Det hele føltes som om jeg var i en lille drømmeverden, men det kunne jo ikke passe, for det er umuligt. Jeg gik langs muren på laden, og da jeg kom til en dør, åbnede jeg den. Det skulle jeg ikke have gjort! Ud af døren kom der et kæmpe slangehoved, og hvis jeg kiggede ind kunne jeg se en masse mørke. Men det var ikke mørke, det var resten af slangen. Jeg gik tre skridt bagud, jeg ville fortsætte men slangens øjne fangede mig. Da den var sikker på jeg ikke gik længere, begyndte den stille at hvisle. "Du må hjælpe mig. Jeg sidder fast herinde, min krop er en stor knude og mørket skræmmer mig. Jeg må ud. Ud i skoven, ud i naturen, ud i lyset, og helst inden jeg bliver sindssyg." Jeg ville sige nej, ville råbe at jeg ikke skulle røre ved dens klamme slimede krop, men noget i mig fik mig til at sige ja. Jeg gik hen mod døren og trådte ind i mørket til slangens krop. Lugten af slim var overvældende, men jeg tog fat om slangens krop. Den smuttede flere gange, da den var så glat, men jeg ville færdiggøre det her. Min vilje på at klare det, kunne også godt ses i arbejdet, for slangen blev viklet mere og mere ud af sig selv og sad mindre og mindre fast inde i rummet. Jo længere tid jeg brugte, jo mere hjalp det og til sidst var slangen fri og ude i sollyset igen. Jeg trådte ud til den, og den hvislede et stille tak. Jeg stod længe og så slangen kravle væk, og da den var ude af syne gik jeg videre langs muren. Jeg kom forbi en stor lade port, men den var for tung til at jeg kunne åbne den, så jeg gik videre. Længere henne kom der endnu en lille dør, og den var let nok at få op. Inde bag døren, var der en skov. En efterårsskov. Træerne var næsten tomme for blade, og der rasede en vild storm nede ved stammerne.  Jeg kravlede forsigtigt indenfor, og på vej ind stødte jeg på en stor rund ting. Til at starte med troede jeg det var en træstamme, men da jeg mærkede ordentligt efter, kunne jeg mærke at det var en stor fed rottehale. Jeg fulgte den frem til rottens krop, og jeg mødte ikke synet jeg havde forventet. Det jeg så var en lille fed rystende hårklump, og jeg havde forventet en stor snerrende hårklump. Jeg prøvede at tale til dig, men min stemme blev ført væk af vinden, så jeg råbte af mine lungers fulde kraft. "SØDE VEN DA. HVORFOR LIGGER DU DER I VINDEN?." Jeg hørte ikke et svar i mange minutter, så jeg ville til at gå men så hørte jeg den lille piben. Jeg vendte mig mod dyret, og så at det prøvede at kravle frem ad, men vinden var for kraftig til at rotten kunne komme nogle vegne. Jeg ved ikke hvordan det kunne lade sig gøre, men på få sekunder kom jeg hen til dyret og fik fat i dets poter og slyngede den over mine skuldre, og så gik jeg bare. Jeg gik dybere og dybere ind i skoven. Jo dybere jeg kom, jo mindre blæste der og jo roligere blev rotten. På et tidspunkt begyndte rotten at sparke kraftigt med poterne, så jeg satte den ned og lige i det jeg slap den, løb den ind i krattet og jeg så den ikke igen. Jeg løb tilbage gennem skoven og var flere gange nervøs for om jeg fulgte den rigtige vej. Mit hjerte hamrede hårdere og hårdere, og det var ikke på grund af at jeg var forpustet, men fordi jeg blev bange. Jeg kunne ikke finde udgangen, så jeg løb bare rundt omkring. Pludseligt så jeg et lys i det fjerne, jeg løb hen mod det og ind i det. Jeg tumlede ud af døren og faldt ned og landede på noget blødt. Jeg fik rejst mig op og børstet det meste skidt af kjolen, og kiggede mig så omkring. Jeg opdagede til min undren at jeg ikke var på gårdpladsen, men jeg var på taget af laden. Og det var ikke stråtag der var der på, men det var en kæmpe stor korn mark. Jeg gik lidt rundt, men kunne ikke finde et dyr. Det undrede mig meget, for de andre steder havde jeg jo skulle hjælpe dyr.. Hvad mon jeg skulle her? Jeg gik hen i en halmballe, og stak hånden ind i den. "AV!" skreg jeg ud i luften, og trak hånden til mig. Jeg kiggede ned og så en nål sidde fast i min finger. Jeg trak den ud og smed den ned på jorden. På jorden begyndte den at strække sig ud og danne nogle ord. Da nålen endeligstoppede med at bevæge sig, havde den dannet en sætning: Du fandt nålen i høstakken! Løb nu ud til kanten og hop! Jeg blev ret bange, men det var der jo ingen grund til. Alt andet havde været muligt, så jeg ville da også godt kunne overleve sådan et fald.. Jeg begyndte at løbe og da jeg kom til kanten, sprang jeg. Jeg faldt  og angsten bed fast i mig igen, men så tog vinden fat i min kjole og den posede ud så den blev til en faldskærm. Jeg svævede stille ned mod jorden og da jeg ramte den, skubbede vinden mig hen mod den store ladeport. Jeg prøvede at skubbe den op, men det var umuligt. Jeg var ved at give op, men i det samme sprang portene op. Inde i den store hal, stod der en traktorlignende genstand og græd. Jeg gik hen mod den og da jeg kom helt tæt på, opdagede jeg at det var Farmablo. Tårerne blev ved med at strømme ud af den eneste øje, så jeg lagde min hånd på den. Den åbnede sit øje, og sagde: "Hvilke skældsord der end er på vej ud af din mund, så skal du vide at det er løgn! Det passer ikke alt det I siger om mig!" Jeg blev mundlam og hviskede: "Hvis du har så meget selvværd, og hvis du er stærk, hvorfor står du så her og græder? Hvorfor er du ikke ude på marken og arbejde? Hvorfor siger du ikke de ord til de andre?" Jeg vidste ikke hvem 'de andre' var, men jeg ville jo gerne hjælpe. Genstanden foran mig lyste helt op ved lyden af de ord. "Er jeg stærk? Er jeg stærk nok til det? Ja jeg er... Du har ret. Jeg skal ud og vise at de ikke kan ændre mig" Maskinens øje lyste helt op, og den skyndte sig så meget at den var ved at køre ind i ladeporten, men den nåede lige at dreje inden det skete. Det uheldige ved den situation, var bare at den kom til at køre min fod over i svinget. Jeg fældede en tårer, men ville ikke til at råbe eller skrige, for måske kunne det ødelægge maskinens gode humør, og det ville jeg ikke have skulle ske. Jeg hinkede ned i enden af hallen, og der fandt jeg en lille sprække i træværket. Jeg fandt et håndtag lige ved siden af, og det trykkede jeg selvfølgelig ned. En dør gik op og inde bag den, var der et kæmpe paradis. Jeg skulle lige til at fare derind, men en indskrift over døren fik mig til at stoppe. Du har fortjent dette efter du hjalp alle der manglede hjælp. Men går du ind af denne dør, bliver det sidste gang du går gennem en. Jeg læste det igennem en masse gange. Var det det værd? Skulle jeg give mit kedelige hverdagsliv op for at tage ind i paradiset? Jeg vendte mig rund og hinkede ind i huset. Jeg hoppede ind på mit værelse, rev kjolen af mig, kastede den over på den nærmeste stol og smed mig på sengen. Tænk at jeg lige have droppet paradiset! Jeg kan ikke længere se meningen i mit valg, men pyt med det. Der var en mening med galskaben, det ved jeg!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...