Ringe i vandet

En kort novelle, skrevet på en dag hvor jeg bare fik en idé til en historie.


0Likes
0Kommentarer
116Visninger

1. Ringe i vandet

”Vi var de eneste tilbage på stranden. Solen var ved at gå ned, bølgerne skvulpede rytmisk mod de store klipper i bugten. En fiskekutter var på vej tilbage i havnen med dagens fangst. Jeg vendte mig om mod Sofie og spurgte: ”Hvem er han så?” Sofie så væk…”

Sandet var endnu lunt under fødderne, i solens sidste orangegyldne stråler så det ud som bitte små guldkrystaller. Jeg sukkede lavmælt og gned mig om hagen. Sofie hulkede lidt, og jeg fortrød at jeg havde spurgt. Nu anede jeg ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg mærkede vreden boble inden i mig - som en sydende suppe af foragt, had og hævntørst svulmede det op, men endte som en klump i halsen.
Jeg havde lyst til at samle hende op, krølle hende sammen og knuge hende tæt ind til mig, så ingen kunne se eller nå hende. Hun var min – så lillebitte og uspoleret, eller, det havde hun i hvert fald været indtil i weekenden. Hendes lange bløde krøller hang ned ad ryggen og dansede blidt fra side til side i takt med hendes korte, dog målrettede skridt. Mens jeg gik og betragtede hende overvejede jeg hvad jeg skulle sige til hende. Men hun var en klog pige, så det skulle være velovervejet – hun kunne med det samme høre hvis ikke jeg var sikker i min sag, og det skulle jeg være! Som klipperne i bugten skulle jeg være hendes, hendes klippe som altid stod fast, urokkelig, og altid samme sted, så hun altid kunne finde mig. Finde hjem. Men hvad nu med ”hjem”? Uspoleret, ikke mere, og ”hjem” var vel også ambivalent nu.
Jeg kunne stadig ikke få det til at hænge sammen i mit hoved, det var som om trådene ikke kunne slå gnist – at hun kunne tillade det, at han kunne gøre det, og at min pige stod midt i det. Hvis hun altså vidste det. Men han gjorde det. Uanset hvor forkert det var.
Små ensomme bølger sang stilfærdigt da de klappede sandet, mens vi gik langs stranden med vores sandaler i hænderne. Vinden var blød og mild og jeg fik en følelse af at stranden aldrig ville nå sin ende. Den lune luft, stilheden, intimiteten og så den tørre, kradsende fornemmelse i halsen. Som at prøve på at synke grus, den ellers blide luft kradsede og rev hul da jeg prøvede at spørge hende om hun ville med mig hjem i stedet. Men gruset stoppede mig, og fornuften, lidt forsinket, fortalte mig henkastet at det jo også var en dum idé.
Mens jeg gik der i mine egne tanker, sneg min fantasi sig ind og ødelagde idyllen. Jeg så det for mig, og Gud, hvilket syn. Det gnistrede for mine øjne og billedserien kørte bare – hendes store, blå og dybe øjne, skræmt fra vid og sans, hendes puls i min tinding, som en pulserende stortromme og jeg kunne næsten ikke høre hvad jeg selv tænkte. Jeg kunne ikke sætte ansigt på ham, og gud ske tak og lov for det, 16år i spjældet ville jeg slet ikke have tid til.
Jeg forestillede mig hvordan jeg kunne få ham til at lide, og jeg frydede mig, smilte måske også lidt og mærkede en sitrende fornemmelse i fingrene. En flok måger fangede mit blik og jeg drejede ansigtet mod havet – de sagde ingenting, og jeg undrede mig, det gør måger da altid, eller hvad? Der var havblik nu, ingen bølger mere, alt var stille. Helt stille. Larmende stille. Solen var næsten druknet nu – de sidste flammende røde stråler slikkede vandet og nød en sidste dans med dybet. Gad vide hvad der gemte sig under det glitrende, bløde silkelagen. Jeg begyndte så småt at fange en hovedpine og bed mod fornuft tænderne sammen i et forsøg på at udelukke det. Jeg lukkede øjnene for en stund og mærkede hvordan varmen i mit ansigt langsomt blev erstattet af en kølig skygge da solen gjorde en sidste krampetrækning og forsvandt under overfladen.

Den rosa tone i horisonten blev afløst af et mere blåviolet skær, men sandet var stadig lunt, så jeg holdt endnu sandalerne i hænderne.
Gad vide om det ville blive klart når mørket faldt på? Sofie elskede stjerner, det vidste jeg, og hun kunne kigge på dem hele natten, modkæmpe trangen til at lukke øjnene i, bare for at betragte de små lysende prikker.
For et par år tilbage havde vi slået et telt op ude i haven. Vi lå inde i teltet i vores soveposer og med lyset fra en lommelygte, trods det at det endnu ikke var helt mørkt uden for, lå vi og kiggede i blade og læste bøger. Da mørket faldt på kravlede Sofie ud af sin sovepose og lynede teltduen op – der var fugt på ydersiden, og temperaturen var noget køligere end jeg syntes om. Men det var vel hvad man fik ud af at ville sove i telt i oktober.
Hun sagde ingen ting, tog bare sine sutsko på og kravlede ud på græsplænen. Jeg tænkte at hun nok skulle indenfor og tisse, så jeg lå bare alene i mørket og kiggede søvnigt på den petroleumsblå teltdug, måske i håbet om at den var så tilpas kedelig og ensartet at jeg ville falde i søvn. Men så hørte jeg skridt udenfor, og satte mig op i soveposen for at lyne teltdugen op så Sofie kunne komme ind. Hun sad i skrædderstilling i det våde græs med hovedet lagt bagover så de honningfarvede krøller rørte de ømme strå. Jeg undredes, fik kuldegysninger, og rømmede mig en anelse. Hun rettede blikket mod mig, smilede lidt anstrengt og vendte igen blikket mod himmelen. Jeg tøvede et kort øjeblik, men møvede mig så ud af soveposen og satte mig ud i græsset hos hende. ”Mor sidder inde i lænestolen og græder, jeg tror hun snakker med mormor,” sagde hun lavmælt, men flyttede ikke blikket. Jeg mærkede hvordan natteduggen trængte igennem mine natbukser, køligt, jeg fik kuldegysninger igen og skuttede mig med armene om knæene. Jeg betragtede for en kort stund hendes ansigt, hun var så smuk og ren her i nattelyset – hendes hud var så bleg, næsten mælkehvid, og hendes blå øjne reflekterede stjernerne så de lignede små diamanter. Jeg blev betaget og tog mig selv i at synke en klump. Derefter rettede jeg blikket op mod himmelen, og forstod først nu hvorfor hun var opslugt. Et næsten sort tæppe havde smyget sig over himmelloftet og tusinder, millioner – måske milliarder stjerner havde lagt sig til rette til skue for oktober-campister og folk med skriveblokade.
”Nogle gange ville jeg ønske at jeg var en stjerne, for så ville jeg passe ind i mængden, ikke skille mig ud, og stadig være smuk.”
Det ville være rart hvis det blev stjerneklart i dag, nu Sofie var så ked af det. Så ville hun blive glad.
Nu var det ved at blive køligt, så måske vi skulle gå hjem ad. Jeg kiggede på Sofie, hun gik stadig ved siden af mig, samme tempo – små skridt, målrettede skridt, og kiggede ind ned i sandet. Gad vide hvor længe vi egentlig havde gået efterhånden. Jeg tog mig til armen, men fandt ikke mit armbåndsur.
Jeg tænkte at jeg ville spørge hende nu, men mærkede allerede koldsveden pible om kap, ned ad min pande og nakke. Det havde været rart med stilheden, tankerne, lune solstråler og en smule grus i halsen, men nu måtte det frem, jeg måtte vide hvad der foregik. Jeg betragtede hende kort, hun gik med en glat, hvid sten i hænderne. Jeg havde slet ikke ænset at hun havde bukket sig efter den. Jeg rømmede mig, og hun kiggede op på mig med et blik der sagde mig, at hun længtes efter noget. Hun så savnende, søgende ud, hun fangede mit blik med sine store blå øjne og holdt det i et jerngreb – vi gik fortsat, med øjenkontakt, jeg med grus i halsen og hun med stenen i hænderne. Pludselig stoppede hun op, jeg stoppede op og jeg mærkede hvordan pulsen i mine svedige hænder gjorde det svært at bore neglene i håndfladerne.
”Jeg har fået en kæreste oppe i skolen, han hedder Mikkel. Så jeg kan ikke være kærester med dig længere far.”
Hun smilede, næsten undskyldende, men så lettet ud da hun gik forbi mig, knugede om den hvide, glatte sten med begge sine små hænder og kastede den ud i vandet. Jeg sagde ingen ting, Sofie vendte om på hælene og gik med sine sandaler i hænderne tilbage mod strandvejen. Jeg stirrede på det dybblå silkelagen, og ringene i vandet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...