Falling |One Shot|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2013
  • Status: Færdig
"Der er en grænse for stigning, men ikke for fald"

5Likes
7Kommentarer
386Visninger

1. Falling

Jeg står her igen. På toppen af bygningen og kikker ud over storbyen. Der er stadig lys i de fleste lejligheder, selvom klokken er over midnat, og det er tirsdag. Man kan høre larmen fra bilerne helt her oppe.
De sidste par dage har jeg stået her. Tænkt over mit liv, hvad der er sket, og hvordan jeg kommer videre. Det er ikke blevet til noget, og det gør det nok heller ikke.
Jeg har kun været her på taget alene. Aldrig sammen med. Kun mig. Mig. Mig.
Mig. Hvem ellers? Jeg bliver så træt af det. Af det hele. Folk der bestemmer over mig. Folk der dømmer mig. Folk der taler om mig bag min ryg. Kort sagt alle. De irriterer mig. Pisser mig af. Sørger for tørre tåre på mine kinder. Jeg bløder indeni, men udenpå er jeg glad og frisk. De tror allesammen på min ydre jeg. Der er ingen, som undre sig.
"Når hende! Det jo bare Elva?"
Jeg gjorde modstand. Jeg fortrød. Jeg løj mig igennem dagene og alting blev værre. Det er værre.
Jeg vil gerne have ordentlig venner. Nogle der rent faktisk bekymrer sig om mig. Nogle jeg tør fortælle mine dybeste hemmeligheder. Nogle der stoler på mig. Nogle jeg kan være mig selv sammen med.
Lige nu er det eneste tidspunkt, hvor jeg er mig selv, når jeg er alene. Når jeg vågner om morgenen og klokken er syv, så begynder jeg at hænge ting op mine vægge - det er en del af mig, som ingen nogensinde ser. Når jeg er gået i seng ligger jeg og tænker over livet, hvordan det er opstået, hvad der sker efter, hvordan det ender - det er en del af mig, som ingen nogensinde ser. Når jeg står op om morgenen og finder noget tøj, aldrig kjole, aldrig langærmet, altid bukser eller shorts og t-shirt - det er en del af mig, som ingen nogensinde tænker over. Når jeg kommer hjem fra skole, og der ikke er nogen hjemme, så sidder jeg og hører alt for højt musik - det et en del af mig, som ingen nogensinde ser. Når jeg, som nu, sidder og tænker på taget af den bygning, jeg bor i - det er en del af mig, som ingen nogensinde ser.
Jeg kan godt lide det. At være alene. Så kan jeg være mig selv. Gøre som jeg vil. Det er min frihed.
Jeg siger min mening - det er en del af mig, som man ikke kan undgå at lægge mærke til.
Opfanger folk det? Ja
Tænker folk over min mening eller forslag? Nej
Det er provokerende. Irriterende.
Min familie. De er gode nok. Min mor er overbeskyttende. Det er min far ikke. Mine tre brødre og jeg skændes og mig og min lillesøster hygger.
Jeg elsker min lillesøster, Ane. Hun er en del af mig. Jeg ville ønske, hun var ældre, så vi kunne lave flere ting sammen, samtidig så er det fantastisk, at hun er så lille. Hun kan være trættende, men efter kl 19 ved man, at hun er i seng, og man behøves ikke bekymre sig mere om hende. Hun er fire år. Hun er mit et og alt. Uden hende kunne jeg ikke. Jeg lyder sikkert mega sukkersød og alt det der, men det er min verden. Bare døm mig. Det gør alle andre, hvorfor ikke også dig?
Hun er den eneste grund til, at jeg ikke hoppet. Den eneste grund til, at jeg bliver ved med at gå herop, istedet for at tage den hurtigste vej ned. 
Jeg kommer til at tænke på idag i spisefrikvarteret:
Jeg var kommet gående med min mad på en bakke. Mine 'venner' havde med det samme kommenteret alt, der kunne kommenteres, da jeg havde sat mig ned. Min mad, mit tøj, mit hår, det eneste jeg sagde i timen, min aflevering til næste uge. Alt. Og de prøvede ikke engang at skjule, hvor forargede de var over, at jeg hang ud sammen med dem. Sådan var det altid.
Jeg sagde, at jeg gik på toilettet, bare for at få et lille øjeblik uden dem.
Derude satte jeg mig på toiletbrættet, efter at have låst døren. Jeg hørte nogen komme ind af døren og gå ind på toilettet ved siden af.
"Hvorfor sidder du her?" Lød det fra toilettet ved siden af. Jeg spærrede forskrækket øjnene op.
"Øhh.. Ikke for noget.." Prøvede jeg mig med.
"Hmm.. Men så længe du sidder her, er det ikke nær så sjovt at drille dig! Kom nu ud!" Hun lød helt begejstret, da hun sagde den sidste del. Jeg svarede ikke men blev stædigt siddende.
Der var helt stille og pludselig lagde jeg mærke til, at låsen rykkede sig. Jeg fór op, men det var for sent. De havde låst døren op og udenfor stod de alle sammen. De så på mig had i blikket. En trådte frem og hældte en halv tom smoohtie ud over mig. De andre begyndte at grine. Jeg kunne ikke fatte hvad, der lige var sket, så jeg stod bare og gloede lige ud i luften. Det gik op for mig, hvad der var sket. Jeg maste mig igennem flokken, løb ud fra skolen og hjem. Jeg vidste lige, hvad jeg skulle.

Det var derfor, jeg sad her nu. Jeg havde siddet her, siden jeg kom hjem. Min mor og far troede, at jeg var hjemme hos en af de veninder, jeg ikke havde.
Jeg havde besluttet mig. De skulle ud af min verden, og det kunne de kun på én måde.
Jeg satte mig med benene hængende ud over kanten og kikkede ned på byen under mig. De måtte gerne få mig som selvskab.
Jeg tog den sidste dybe indånding og sprang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...