Taxi'ens Fortællinger |One Shot|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2013
  • Status: Færdig
"Intet koster så meget, som de gaver vi modtager"

5Likes
0Kommentarer
243Visninger
AA

1. Taxi'ens Fortællinger

Så holder jeg her igen. Alene i bilen bare ventende på, at nogen prajer mig ind til siden. Det var kedsomligt, men samtidig interesant. At høre om andre folks liv og fortællinger. Det var meget sjovt. Folk var så forskellige. Det er noget jeg kan skrive under på, at man lægger mærke til, når man hører så mange menneskers historie hver dag.
En pige med sin hund vinkede til mig ovre fra den anden side af gaden. Jeg startede motoren, vendte skuden og parkerede ved siden af hende. Hun slog sin paraply ned, rystede den og satte sig ind ved siden af mig, med hunden på skødet.
"Nå, hvor skal du så hen?" Spurgte jeg venligt, og flyttede blikket fra hendes hund, hen på gps'en.
"Kan du ikke bare køre mig lidt rundt i byen?" Hun kikkede ikke på mig, men derimod ud af foruden, da hun havde talt færdigt så hun istedet ned på hunden og hendes smil falmede.
"Selvfølgelig, noget specialt du vil forbi?" Jeg spurgte i et forsigtigt tonefald, for hun virkede som en, der trængte til noget opmuntring - uden alt for meget sympati.
"Nej, bare vi ikke kommer her forbi igen.." Sagde hun - denne gang løftede hun forsigtigt blikket, og så på mig. Jeg gav et nik fra mig som tegn på, at jeg havde forstået.
Jeg startede motoren og blinkede, som signal til, at jeg ville dreje ud på vejen igen.
Jeg overvejede kort forskellige samtale emner og endte med at spørge ind til hendes hund.
"Han er en mops og hedder Mister", hun begyndte at smile, da hun fortalte om Mister, som hunden åbenbart hed.
"Sødt navn," kommenterede jeg, mest for bare at sige noget.
Jeg kørte forbi et diskotek, hvor lyden nemt gik igennem bilens ruder. Jeg svingede til højre i et kryds og endte på en lidt mindre vej. Jeg kikkede hurtigt på pigen.
"Hvad har du så lavet idag?" Spurgte jeg og valgte et farligere samtalemne.
Hun svarede ikke med det samme, så jeg kikkede hurtigt på hende. Hun sad og nærstuderede sine negle.
"Ikk' så meget", svarede hun stille og tog en dyb indåndning.
"Vil du snakke, eller skal jeg bare tænde for radioen?" Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte, da jeg stillede det spørgsmål, men det forhindrede ikke pigen i at svare.
"Bare tænd radioen", lød det tøvende fra hende. Jeg lænede mig frem, for at tænde for radioen, og samtidig lagde hun sit hovedet op ad vinduet.

Da vi havde kørt i omkring ti minutter, satte hun sig op og slukkede for radioen. Hun tog en dyb indåndning og sagde:
"Jeg vil alligevel gerne snakke"
Jeg kikkede overrasket på hende.
"Såå.. Hvad er sket?"
Hun kikkede skræmt på mig. Hun havde nok ikke forventet et så direkte spørgsmål.
"Det hele startede sidste måned.." Hun stoppede op og vendte blikket ned på Mister.
"Min bedste veninde blev indlagt med kræft, og selvfølgelig var jeg ked af det. Jeg lavede ikke andet end at sidde hos hende hele dagen", hun stoppede op med grødet stemme, og fik styr på sig selv.
"Hun.. Kemobehandlingen hjalp ikke.. Hun.. Væk", pigen snøftede og tørrede tårerene væk med bagsiden af sin hånd.
"Dagen idag har jeg så tilbragt sammen med min kæreste. Han synes ikke, jeg gav ham nok opmærksomhed, fordi jeg har brugt så meget tid med min veninde.. Så han... Slog op", hun hviskede det sidste og løftede et såret blik hen mod mig, for at se min reaktion. Jeg blev chokoret. Chokeret over, at nogen kunne behandle andre på den måde. Chokeret over, hvor meget der var sket i hendes liv, på kun en måned. Jeg blev så chokeret, at jeg ikke så den modkørende bil før det var forsent.
Pigen skreg, og jeg stivnede med foden på speederen. Jeg kunne ikke stoppe. Samtidig kunne jeg ikke fortsætte. Jeg kunne ikke leve med tanken om sådan en ulykke, med en stakkels, fortabt pige. I forvejen uden håb, hun ville dø. Det ville jeg ikke kunne leve med.
Det hele gik i slowmotion. Jeg livede op og trådte på bremsen så hårdt jeg kunne. I troen om, at det hjalp lænede jeg mig også tilbage og hev i rattet, men det var forsent.
Vi hamrede ind i den anden bil og luften blev slået ud af mig. Mere husker jeg ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...