Love At First Sight - A One Direction Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2013
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
En koncert, En helt normal pige og en helt normal drøm. Det er da ikke så specielt er det? Jo. For Sara Walker er det. Hun skal endelig til koncert ved hendes yndlings band og få sin drøm opfyldt. Alt er planlagt. Hendes mor skal aflevere hende og hendes far hente hende. Men det er ikke så let om vinteren. Især ikke i en snestorm. Hun er nødt til at blive ved koncert stedet og vente i to timer på sin Far, fordi han er fanget i en snestorm. Lyder kedeligt, huh? Ikke for Sara. Mens hun sidder der kommer 5 drenge ud til hende og underholder hende. Dvs ikke bare 5 tilfældige drenge, men de fem hun elsker så højt. Hun får et stærkt venskab med dem og specielt en af dem. Det viser sig, at der ikke er plads på deres hotel alligevel, da der har været en fejl, så drengene skal bo ved Sara de 14 dage de er i Danmark. Der sker med det samme, noget mellem hende og en af drengene. Hvordan bliver dagene i Danmark? Hvad sker drengene skal hjem? Vil hende og den ene slutte deres " forhold " ?

98Likes
75Kommentarer
13982Visninger
AA

20. >>> 2. advent... Perrie is gone<<<

 

Zayn's synsvinkel:

Jeg ser frustreret på døren, som Perrie lige er løbet ud af. Hvor kan hun være? Bare hun nu ikke, gør noget dumt. Åh gud, hvad snakker jeg om, hun gøre ikke noget dumt, det gør jeg. Jeg fucker alt op. Hun fortjener slet ikke det her. Hun har altid været perfekt og jeg har altid kunnet stole på hende. Hun fortjener slet ikke det her.

Jeg føler mig så ond. Eller... Faktisk så føler jeg mig ikke dum, jeg er dum. Jeg ringer endnu engang til hendes nummer, men jeg får ingen respons. Eller jo... " Det Perrie! Jeg ringer tilbage, medmindre jeg ikke gider, at snakke med dig!" Og så hendes grin.

Hvad skal jeg gøre? Hun er væk og jeg/vi er ligesom nødt til, at fortælle drengene hvorfor. "Zayn, hun tager den ikke... Skal vi ikke bare fortælle drengene det?" Sukker Sara og jeg ser bedrøvet på hende. Jeg ville ønske, hun var min, men det er hun ikke. Hun er Harry's, så længe det varer. Jeg kommer virkelig til, at savne den tøs!

"Det er vi vel nødt til..." Mumler jeg og hun nikker, mens hun ser ned i gulvet. "Zayn... Du må ikke misforstå mig.... Men... Men det bliver aldrig os to.." Sukker hun og jeg nikker. Hun har ret, også selv om, det skærer i mit hjerte, at høre hende, sige det. Det bliver aldrig os to. Jeg nikker og går ud i gangen, for at gå op ad trappen.

" Kommer du?" Sukker jeg og hun nikker. Hun går langsomt med mig og vi går tavse op ad trappen. Da vi er ovenpå, går vi ind i stuen og ser fire sovende drenge. Harry siger en lille grynte lyd og selvom situationen er, som den er, kan jeg ikke lade være, med at smile for mig selv.

" Drenge...." Sukker Sara irriteret og dasker til Louis. Han ryster sit hoved hurtigt og åbner forskrækket øjnene. " Hvorfor vækker du mig?" Sukker han og Sara ser irriteret på ham. "Væk de andre, så fortæller jeg det." Lou nikker og sukker højt. " Drenge! Vågn op, der er sket et eller andet!".

Alle drengene vågner med ét og jeg kan ikke holde, det lille smil tilbage, som former sig på mine læber. "Hva' så smukke?" Mumler Harry flirtende og Sara smiler svagt, mens mit smil med ét forsvinder. Sara's smil forsvinder og vi kigger alle opmærksomt på hende. "Perrie er løbet væk..." Sukker hun og en tåre triller ned af hendes kind.

Ikke at jeg tror, det er fordi, hun savner hende, men jeg tror, hun har skyldsfølelse og det er min skyld. " Hvad?!" Udbryder alle drengene på samme tid og Sara ser ned i gulvet. "Hun er løbet væk.." Gentager hun og Harry klapper på hans lår, hvor hun sætter sig og gemmer sit hoved, i hans skulder.

Det stikker i mit hjerte, at se på dem, sidde sådan der og jeg har, mest lyst til, bare at gå min vej, men det kan jeg ikke. Det er min skyld det her og jeg kan ikke, bare gå fra det. "Hvorfor?" Sukker Liam og Sara mumler ind i Harry's skulder. "Zayn har noget, han gerne vil, fortælle jer.". Alle blikke vendes mod mig og jeg føler mig virkelig dårlig tilpas.

De bebrejder mig alle sammen, hvilket de har en god grund til, men de kender jo ikke grunden endnu. "Zayn?" Mumler Niall og jeg kigger ned i gulvet. "Jeg har fået følelser for en anden og hun hørte mig og Sara, snakke om det nedenunder..." Forklarer jeg og undgår at nævne, at den ànden´ er Harry's kæreste, eller hvad man nu kan kalde hende.

"Forhelved Zayn... Hvordan kan du få følelser for en anden? Du elsker Perrie over alt på jorden, i skal snart giftes og jeg har aldrig set dig gladere, end når i er sammen?" Sukker Louis og jeg skammer mig en smule. Han har helt ret og jeg hader det. "Men hvem er den ànden´ du lige pludselige, elsker mere end Perrie?" Spørger Liam og jeg kigger hen på Sara, som stadig har hovedet gemt, i Harrys skulder.

Skal jeg fortælle dem sandheden? De fortjener den, men hvordan vil de, tage den? Hvordan vil Harry, tage den? Og hvad med Sara? Hvad vil hun synes om, at jeg fortæller dem det? Vil det ikke ødelægge, hendes og Harrys dage sammen? I det hele taget, bare drengenes og hendes dage sammen?

Det vil det, men de er nødt til, at vide det. "Sara..." Sukker jeg og alle ser overrasket på mig. "Hvad?!" Spørger Harry forvirret og jeg er helt sikker på, at han ikke har nogen ide om, hvordan han skal reagere på det her. "Jeg er ked af det...." Sukker jeg og han ser skuffet på mig. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige...." Sukker han og jeg nikker.

Det gør jeg heller ikke... "Vil i ikke... Vil i ikke, lade mig være alene lidt?" Spørger Harry og jeg nikker, hvilket jeg kan se, at Liam også gør. Harry rejser sig op og forlader rummet. Jeg kan høre ham gå ned af trappen og hvis jeg ikke tager fejl, er han på vej ind på Sara's værelse.

"Zayn... Hvordan kan du miste alle dine følelser for Perrie?" Spørger Niall og jeg trækker på skuldrene og lader mit blik, glide hen på Sara, som sidder og ser trist på mig. "Jeg ved det ikke Niall..." Sukker jeg og han nikker.

" Vi er nødt til, at finde hende..." Mumler Louis og Liam nikker. " Han har ret. Vi er nødt til at vide, hvor hun i det mindste, befinder sig.". Jeg nikker og sætter mig opgivende i sofaen, som Liam og Louis også sidder i. Pludselig rejser Sara sig op og vi ser alle spørgende på hende. "Jeg snakker lige med Harry." Forklarer hun og vi nikker alle sammen, i det hun forlader rummet.

Det giver et lille stik i hjertet. at hun er på vej ned til ham, men jeg ved, det er ham, hun elsker, så det er vel klart, hun går ned til ham.

***************************************************************************************************

Sara's synsvinkel:

Jeg ser nervøst, på den lukkede dør, der fører ind til mit værelse. Jeg ved, Harry sidder derinde og selvom jeg burde være tryg, ved at snakke med ham, så overvejer jeg bare, at løbe min vej. Ikke fordi jeg er bange for ham eller noget, men jeg har aldrig sådan rigtig, set ham være sur og jeg er bange for, han bebrejder mig.

Måske han synes, jeg har flirtet med Zayn eller sådan noget, hvad ved jeg. Han ved jo, vi er bedste venner, men nu når Zayn har følelser for mig, så ved han sikkert ikke, hvad han skal tro. Uanset hvad, så er jeg nødt til, at åbne døren og gå derind. Han skal ikke være ked af det, eller sur. Jeg elsker ham jo.

Jeg tager stille fat i håndtaget og åbner døren. Han sidder der. På sengen med foldede hænder og et seriøst blik, i øjnene. Jeg lukker stille døren og sætter mig ved siden af ham. "Hvordan har du det?" Spørger jeg og han trækker på skuldrene, mens han kigger væk. Han virker afvisende og slet ikke til, at have lyst, til at snakke, men det er han nødt til, for det har jeg.

Okay, det lød egoistisk, jeg ved det, men sådan har jeg det lige nu. Jeg sætter mig ned på gulvet, ind foran ham og han er tvunget, til at se mig i øjnene. "Harry jeg elsker dig. Jeg er lige glad med, om Zayn så siger, at han elsker mig, for jeg elsker kun dig og det kan Zayn ikke ændre på." Sukker jeg og hans øjne møder mine.

De er fuld af sorg, tvivl, men alligevel en smule glæde. Jeg tror på en måde, at det var mine ord, der gjorde ham en smule glad. Jeg tror faktisk, han stoler på mig. Jeg sætter min hånd på hans kind og han smiler svagt. Jeg presser mine læber mod hans og han er hurtig, til at gengælde kysset.

"Jeg elsker også dig..." Mumler han, da han har trukket sig ud af kysset. Jeg smiler svagt og jeg kan mærke, varmen stige i mine kinder. "Vil du ikke godt, lade være med, at være sur på Zayn? Han har ikke selv bestemt sine følelser og det ændre alligevel intet for os. Måske vil ham og Perrie gå fra hinanden, men det er deres sag." Sukker jeg og han nikker.

"Du har ret... Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal tage alt det her..." Svarer han og jeg nikker forstående. Ja, selvom jeg er egoistisk, så er jeg altså også forstående. Husk det! Altså ikke jeg er en smule egoistisk, men det med, jeg er forstående, det er meget vigtigt, at huske på og... Bare glem det....

*suk* jeg tabte min egen diskurtion. Ikke specielt smart af mig, det må jeg være ærlig og indrømme. Jeg sætter mig tilbage i sengen og han lægger sin arm, om min skulder. "Hvad er vi, når i rejser?" Spørger jeg og min stemme knækker over, da jeg nævner ordene: Når i rejser. Jeg har længe, villet spørge, men det er så svært, at få ordene ud af min mund.

Som om, det enlig ikke er gået op for mig selv endnu. "Jeg ved det ikke..." Sukker han og ser trist på mig. Jeg kigger hurtigt ned i senge, da mine øjne læber i vand og det er en smule pinligt, hvis han ser det. "Jeg kommer til at savne dig..." Mumler jeg pibende og han knuger mig ind til ham.

"Jeg kommer også til, at svane dig... Jeg kommer jo til, at være rastløs, når jeg er hjemme og ikke har dig ved min side..." Mumler han og det lyder faktisk også til, at han er på randen til, at græde, præcis som jeg er. Jeg hulker lavt, hvilket jeg vil gætte på, at han hører,for han holder mig i hvert fald, tættere ind til dig og hvisker.

"Det her er den bedste ferie, vi nogen sinde har haft... New York er fedt, Barcelona er smukt, men der er kun et sted, vi kommer til at savne... Lille Danmark..." Jeg fniser, da han siger lille Danmark, for han har ret. Danmark er lille. Okay faktisk er det slet ikke sjovt, men jeg kan ikke lade være med, at fnise.

"Måske er landet lille, men vi har været næsten jorden rundt, men i lige præcis Danmark, mødte jeg det mest fantastisk menneske, jeg overhovedet kunne forestille mig... Hendes fine nøddebrune øjne, der matcher hendes smukke brune hår, er sødere end noget andet. Hendes grin er som klokker, der dingler....I.... i klokkeblomst!" Fniser han og varmen stiger i mine kinder.

Hvor er han dejlig. Jeg er mundløs også selvom han lige har sammenlignet mit grin, med klokker der dingler i klokkeblomst. Haha! Men hvor er han dog sød. Jeg elsker ham virkelig og lige nu, er verden lige meget. Jeg har ham ved min side og så vil jeg ikke tænke på Perrie lige nu. Drengene må finde hende. Lige nu vil jeg bare nyde den tid, Harry og jeg har sammen.

************************************************************************************

''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''

Aww! Hvor er det dog sødt!

Jeg vil også have en som Harry! *SUK*

Hvad synes i? Var kapitlet okay? 

Vær sød at skrive en kommentar, like og sæt den på farvoriten! Det vil betyde så meget for mig!

Mange tak for de søde kommentarer alle sammen! De er virkelig rørende! 

Jeg læste en i dag (I mandags) hvor der stod, det var den bedste movella ever og der sad jeg med tårer i øjnene! I er bare så dejlige!

Jeg elsker jer virkelig!
Xoxo Emi.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...