Love At First Sight - A One Direction Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2013
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
En koncert, En helt normal pige og en helt normal drøm. Det er da ikke så specielt er det? Jo. For Sara Walker er det. Hun skal endelig til koncert ved hendes yndlings band og få sin drøm opfyldt. Alt er planlagt. Hendes mor skal aflevere hende og hendes far hente hende. Men det er ikke så let om vinteren. Især ikke i en snestorm. Hun er nødt til at blive ved koncert stedet og vente i to timer på sin Far, fordi han er fanget i en snestorm. Lyder kedeligt, huh? Ikke for Sara. Mens hun sidder der kommer 5 drenge ud til hende og underholder hende. Dvs ikke bare 5 tilfældige drenge, men de fem hun elsker så højt. Hun får et stærkt venskab med dem og specielt en af dem. Det viser sig, at der ikke er plads på deres hotel alligevel, da der har været en fejl, så drengene skal bo ved Sara de 14 dage de er i Danmark. Der sker med det samme, noget mellem hende og en af drengene. Hvordan bliver dagene i Danmark? Hvad sker drengene skal hjem? Vil hende og den ene slutte deres " forhold " ?

98Likes
75Kommentarer
13964Visninger
AA

19. >>>1. advent<<<

 

Zayn's synsvinkel:

Jeg ser nervøst på Sara. Lige om lidt kommer Perrie og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig så rastløs, efter jeg har fortalt dét til Sara og hvordan mon Sara er, når hun ved dét og så skal være sammen med Perrie. Efter jeg har mødt Sara, er mit liv blevet så kompliceret. Jeg kan ikke kende mig selv mere og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre til brylluppet. 

Altså om jeg skal aflyse det og fortælle Perrie sandheden, eller hvad jeg skal? Jeg burde jo blive sammen med Perrie, men er det ikke forkert, at blive gift med en, når man har en smule følelser for en anden?  Det ville såre Perrie, hvis jeg aflyser brylluppet, men at blive gift med hende, når det ikke kun er hende, jeg har følelser for, er også forkert.

Jeg hader mit liv lige nu. Jeg kigger rundt i lufthavnen og får øje på Perrie. Hun smiler stort, da hendes øjne møder mine og jeg ser kort på Sara. Hun sender mig et lille smil, som jeg vil skyde på betyder " Det er okay. Jeg siger ikke noget til hende.". Jeg kigger endnu engang på Perrie og ser hun er kommet nærmere på os.

Egentlig ret mærkeligt, ikke? Altså at hun er kommet tættere på, når hun går? Haha, det synes jeg. Hun stiller sin kuffert og løber så hen mod mig. Jeg smiler stort og endelig er hun henne ved mig. Hun krammer mig med det samme og jeg smiler svagt. Jeg har savnet hende, også selvom det med Sara.

Perrie trækker sig ud af krammet og ser ind i mine øjne. " Jeg har savnet dig..." Smiler hun og jeg smiler automatisk stort. " Og jeg har savnet dig!". Et stort smil former sig på hendes læber og jeg fniser, men presser så mine læber mod hendes. Sommerfuglene er der slet ikke som de plejer og jeg trækker mig skuffet fra hende.

Jeg ved godt det er ondt af mig, at jeg bare trækker mig fra hende, men jeg ved slet ikke hvordan jeg skal reagere lige nu. Jeg smiler svagt til hende og siger så " Vi må hellere til at komme hjem nu..." Hun nikker, ser forvirret på mig, men vender sig så om og tager hendes kuffert. Vi begynder alle at gå i stilhed og jeg er helt sikker på, at drengene så min afvisning og er mega forvirrede.

Jeg plejer at kunne stå med hende, når det er så længe siden, vi har set hinanden, i sådan cirka 10min, bare for at snakke og kysse først, men jeg kan bare ikke. Slet ikke når sommerfuglene er væk. Jeg kan da ikke være så forelsket i Sara, at jeg har mistet følelserne for Perrie, kan jeg?

Jeg går aller forrest og bag ved de andre, kan jeg høre Perrie's stemme. "Nå så du er den berygtede Sara, der dater min lille Hazzimus!". Jeg kan høre Sara's grin og en varm følelse kommer frem i mig. Nej, det kan ikke passe. Det må ikke passe. Jeg kan da ikke have mistet følelserne for Perrie nu? Vi skal snart giftes og jeg har en tatovering af hende.

" Ja, det er jeg vel..." Fniser Sara bag ved og et lille hul, kommer frem i min mave. Åh gud. " Kan du ikke lige lukke ørerne to sekunder?" Spørger Sara om og jeg vil gætte på at Perrie nikker. Sara begynder i hvert fald at skrige og jeg fniser for mig selv. Hun er jo mixer, så den reaktion kunne jeg have sagt mig selv.

**********************************************************************************

Sara's synsvinkel:

Vi er nu kommet hjem og Perrie og jeg har bare snakket, som om vi har kendt hinanden i tusind år. Hun er lige så fantastisk, som jeg havde forventet. Vi sidder alle sammen i stuen og ser disney channel. Faktisk har vi gjort dét i omkring 3 timer nu. Haha! Jeg kigger over på Zayn, som Perrie ligger med hovedet på hans skulder og sover.

Perrie og jeg snakkede sammen inde på mit værelse tidligere og der snakkede vi om, at hun synes Zayn er blevet afvisende overfor hende, men hun var ikke sikker på, om det bare var noget, som hun forestiller sig, men det er jeg. Det er slet ikke noget, hun forestiller sig, for Zayn er virkelig afvisende og jeg har virkelig skyldsfølelse.

Det er jo fordi, han har følelser for mig, men burde hans følelser for hende, ikke stadig være der? Man kan da godt have følelser for to, kan man ikke? Jeg har stadig ikke fortalt Harry, det med Zayn og jeg ved faktisk heller ikke, om jeg burde gøre det. Det vil ødelægge deres venskab, han vil sikkert fortælle Perrie det og jeg ved ikke hvad der vil ske, med Harry og jeg, hvis ham og Zayn ikke var venner mere.

Men på den anden side, så føler jeg mig forpligtet, til at fortælle ham det. Han er jo på en måde min kæreste, eller..... Det er han ikke, men vi er noget, som..... Som stopper i over morgen morgen. Haha! Over morgen morgen, det lyder sjovt, men det er om morgenen og i over morgen, så sådan er det altså.

Faktisk er det slet ikke sjovt, men trist. Jeg ved ikke lige, hvad der skete med min humor der. Måske var det bare en måde, at fjerne de triste tanker på? Jeg ved det ikke, men det hjalp i hvert fald ikke. *suk*

Jeg kigger op på Harry og smiler. Jeg ligger med hovedet på hans skulder og jeg er lavere end ham, så jeg kigger altså op på ham, også selvom vi sidder. Ja ikke sig det, jeg ved godt det ikke giver nogen mening. " Jeg elsker dig..." Hvisker han og mit smil bliver større. " Og jeg elsker dig." Zayn's blik kommer herhen og jeg lægger igen hovedet på Harrys skulder.

Jeg skal heller ikke gøre det værre for Zayn, heller ikke selvom, jeg virkelig havde lyst til, at kysse Harry lige før. " Jeg kommer om lidt." Mumler jeg og sætter mig så ret op. Jeg sukker, rejser mig fra sofaen og går så ned af trappen. Jeg vil have nogle chips! Jeg ved godt, jeg spiser usundt ret tit, men jeg har altså en sød tand.

Sig ikke at du ikke også har det, for hvem har ikke det? Jeg åbner skabet og kigger rundt i det. Kiks, knækbrød, popcorn..... Nej der er vidst ikke chips. Jeg slår seriøst min far ihjel, når han kommer hjem! Han har ikke chips! *Snøft* Ej okay, jeg slår ham ikke lige ihjel, men tæt på! Haha! Ej okay, det gør jeg så heller ikke.

Men hvad skal jeg så tage? Altså vi har popcorn, men jeg lyst til chiiiiips! * Snøft igen!*. Er det bare mig, eller snøfter jeg ret meget i dag? Det tager jeg som et ja.

Jeg tager sukkende en popcornspose op af popcornsæsken og tager den i microovnen. Så skal jeg vel bare vente i 15 min, så er de vel klar. Jeg sætter mig på bordet og tager min mobil op af min lomme. Ingen smser til mig! *Snøft igen igen*. Jeg får faktisk aldrig smser, medmindre det er drengene eller mine forældre, men ellers ikke.

Jeg er den der forever alone type, der sidder i hjørnet af klassen og spiller frog race på min fancy nokia! Det passer faktisk... Desværre... Men nu har jeg drengene, så de betyder alt for mig og har ændret hele mit liv. Lige pludselig er jeg forelsket, har fire bedstevenner og sidder med alle mine idoler og glor disney channel.

Haha! Jeg gad faktisk godt vide, hvordan dem i klassen har taget det, der stod i avisen. Synes de stadig, jeg er kikset og kedelig, eller har de rent faktisk ændret mening? Det kunne være fedt, hvis de har ændret sig, men så alligevel ikke. Jeg vil ikke have falske venner og uanset hvad, så har jeg jo drengene.

Eller... De sidder i England, men jeg har dem altid, til at støtte og være der for mig, for der findes skype og mobiler! Det bliver en hård tid uden dem, men jeg må klare mig. En tåre triller ned af min kind og jeg tørrer den stille væk med min pegefinger. Jeg skal ikke græde, det bliver godt igen, jeg skal bare vænne mig til livet uden dem.

Jeg kommer virkelig til at savne Harry's søde smil og smukke grønne øjne, Niall's nuttede grin og blå øjne, Zayn's håde ydre, men bløde indre fyldt med følelser og hans kærlighed til spejle, Louis' dejlige humor og hans dejlige Eleanor og Liam der er som en far, men alligevel er virkelig useriøs somme tider.

Jeg kommer virkelig til at savne dem og det er allerede i morgen, der er deres sidste hele dag, inden de rejser søndag morgen.Jeg hører en lyd og kigger en på døren, hvor Zayn står med et lille smil. Jeg gengælder det og han går hen til mig og sætter sig på bordet ved siden af mig. " Så hvad synes du om hende?" Spørger han stille om og jeg smiler stort.

" Hun er fantastisk..:" Sige jeg og han nikker og ser ned i gulvet. " Hvad skete der i lufthavnen Zayn? Hvorfor afviste du hende?" Mumler jeg, så de andre der er ovenpå, ikke hører os. Han bliver ved med at se ned i gulvet og jeg klapper foran hans ansigt, så han kigger op. " Jeg... Jeg har mistet mine følelser for hende..." Sukker han og jeg ser skræmt på ham.

Åh nej..... Det her måtte ikke ske! Hvad med brylluppet, hvad med Perrie, hvad med... Hvad med alt?! Det her er alt sammen min skyld....

**********************************************************************************

Perrie's synsvinkel:

Jeg åbner stille mine øjne og ser forvirret rundt i stuen. Zayn lægger ikke ved mig mere og han er heller ikke i den anden sofa. Måske han er neden under? Jeg rejser mig, sukkende op og går så ned af trapperne. Døren ind til køkkenet stå åben, med lyset tændt og jeg kan høre lavmælte stemmer, som jeg vil gætte på, tilhører Sara og Zayn.

" Lufthavnen Zayn. Hvorfor afviste du hende..." Lyder Sara's stemme og jeg stiller mig helt stille op af døren. Jeg ved godt, det er forkert, at lytte ved døren, især ved min kæreste, som jeg burde stole på, men jeg vil bare virkelige gerne vide det. Jeg elsker ham jo....

Zayn åbner sin mund og jeg kigger opmærksomt på ham gennem døren. Jeg burde gå nu. Jeg vil ikke gøre det her, jeg kan bare ikke gå. " Jeg... Jeg har bare mistet mine følelser for hende..." Med det samme, de undslipper hans mund, så gisper jeg højt. Alt for højt måske, for deres blikke falder med ét på mig.

Tusindvis af tårer strømmer ned af mine kinder og jeg løber ud i gangen. Jeg vil væk herfra og det skal være nu! 

****************************************************************

'''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''

Aww hvor var det synd for Perrie!:'(

Det havde hun slet ikke fortjent........

Hvor tror i, hun løber hen? Der er jo ikke liiiige nogen hun kender i Danmark, så tror i hun tager tilbage? 

Vær sød at kommenter, like og sæt den på farvoritlisten, det vil betyde SÅ meget! 

Nå... Har i fået advents gave? Eller er jeg bare sær, fordi jeg stadig får det? (ik svar på det! Haha!) Hvis ja, hvad fik i så? 

Der er faktisk kun tre uger til juleaften og jeg glæder mig, som et lille barn! Haha! Jeg eeeeelsker juleaften!  Kommer nok også snart ud, med en ny movella ved navn " I'm Done ". Det er ikke en fanfic, men det er en movella, der kommer til at betyde utroligt meget for mig....

Håber i har en god dag og i kunne lide kapitlet! ( Også selvom det var synd for søde Perrie!)

Xoxo Emi.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...