The Secret Love

17 årige Rose Sahlertz bor i London med sin familie. Mor, far, lillesøster og storebror. Men hun udnytter alt den tid hun kan, til at være sammen med sin kæreste. 20 årige Harry Styles. Ingen ved de er sammen, drengene, hendes familie, ingen. Harry bliver forfulgt af pressen. Hvor længe kan de holde deres forhold hemmelig? Er der nogensinde nogen der finder ud af det? Deres forældre? 1Ds fans? Jonalister? Det handler blot om tid. Pludselig kommer Harry ud for en bilulykke Og Rose bliver bekymret for, om hun nu mister hendes store kærlighed.

299Likes
193Kommentarer
17915Visninger
AA

7. kapitel 6

Min mave gjorde så ondt. Man skulle tro der var en eller anden djævel derinde. Jeg krympede mig sammen og tog mig hårdt til maven. Jeg lå og vred mig rundt i sengen og holdte min dyne ind imod min mave, men smerten blev ved med at være der. Hvorfor? Hvorfor skulle det gøre så ondt, at have sin menstruation?

Døren gik op, men der var helt stille. Jeg vendte mig rundt og så Isabella stå med store øjne.

”Hvad laver du!?” Hun kiggede på mig, som om jeg var ved at dø.

”Ingenting. Ikke noget du skal bekymre dig om” sagde jeg blidt og sendte et lille smil hen til hende.

”Okay, men der er morgenmad nu, hvis du vil have noget”

”Jeg er ikke sulten, men ellers tak” jeg smilede endnu engang til hende, og idet hun lukkede døren, tog jeg mig til maven igen. Jeg fik fat i min mobil og så en masse sms’er og opkald og dimser fra Twitter. Både fra Harry, Chanel og Caria. Jeg fik mobilen åbnede og så der var 2 sms’er og 5 opkald fra Harry, 3 sms’er fra Chanel og 7 sms’er og 5 opkald fra Caria. Også var der de 100+ dimser fra Twitter. Oh gard, har folk ikke andet at lave? Jeg tjekkede først alle sms’erne.

Harry

Undskyld. Men jeg skal jo kunne dække rygterne om os, så godt som muligt<3

Jeg ved godt det er en åndsvag undskyldning! Jeg savner og elsker dig. Aldrig glem det<3<3<3:*

Chanel

Tak fordi du gad være med til at fejre min føds bedste <3<3

Hyggede du dig med Christian? <3<3

Håber i hvert fald du hyggede dig, selvom du pludselig var væk:D

Caria

Noget galt? Har ikke hørt fra dig i over en dag? <3333

Hallooooo?

Er der sket noget??<3333

Riiiiiing!! <3333

Halloooooo du gør mig altså nervøs!!<33333

Åh gud Caria. Hvor er hun sød sådan at bekymre sig, men jeg kan for helvede ikke svare, når jeg sover vel? Jeg skyndte mig at svarer hende. Magtede ikke lige det andet.

Heey Car, undskyld jeg slet ikke har skrevet, har haft travlt<333

Jeg var ked af at lyve, som altid. Jeg kunne bare ikke sige, jeg havde problemer, for så ville hun vide alt, og jeg kunne ikke fortælle hende det, mig og Caria fortalte ellers alt til hinanden for bare 3 måneder siden.

Jeg blev helt forskrækket, da jeg så min blottede krop i spejlet. Alle de mærker og min kind var rød og en lille smule hævet. Havde det virkelig været så voldsomt? Jeg drog tanken væk og gik ind under det opvarmede vand, som rensede min krop. Jeg fik skyllede mit hår samt min krop. Mærkerne gik bare som det eneste ikke væk.

Jeg viklede håndklædet om min krop og et om håret, hvor jeg så gik med målrettede skridt mod mit værelse, med det formål, at få noget tøj på.

”ROSE!” Isabella råbte nede fra gangen af, idet jeg var nået halvejs ned af gangen.

”JEG KOMMER” råbte jeg igen og vendte så om med kurs mod trappen.

”Hvad er der?” Spurgte jeg, da jeg var på vej ned af trappen.

”Der er en pakke til dig” Hun smilte stort og gav mig den. Den var lille, lidt firkantede, men samtidig brev formet. Lidt mærkelig kombination, men sådan var det altså.

”Jamen tak, fordi du for en gangs skyld ikke kigger i mine ting og rent faktisk giver dem til mig” Jeg smilte skævt til hende og gik så igen mod mit værelse.

Jeg fandt noget undertøj og tøj i mit skab og fik det på. Jeg satte mig i sengen og tog dynen lidt ind over min ben og fik fat i pakken, hvor der med lidt krattede bogstaver stod Til Rose. Jeg pakkede den stille op og fik øje på en smykkeæske og et stykker papir med de igen krattede bogstaver. Det var klart et brev. Jeg foldede det ud og begyndte at læse.

Søde, dejlige, helt ubeskrivelige Rose.

Jeg savner dig! Jeg savner dig mere, end jeg nogensinde har savnet nogle før. Du er mit livs kærlighed, og jeg vil gøre alt for, at du kan være hos mig igen. Mit hjerte er halvt uden dig. Jeg kan ikke bare lade dig gå, på grund af min elendighed og det, at du fortjener det bedste af det bedste. Jeg vil forsøge, så godt jeg kan, at give dig mit bedste. Jeg elsker dig over alt på jorden, og de sidste par måneder har været de mest fantastiske i mit liv. Jeg ved du hader mine fans, men de er jo også en del af mig. Jeg har været den lykkeligste dreng i hele verden, på grund af dig. Jeg kan virkelig ikke beskrive, mine enorme store følelser for dig. Du er alt! Jeg ved de allerede har svinet dig til, men ikke på grund af vores kærlighed, for den kender de ikke noget til. Det beviser vel også bare, hvor meget jeg elsker dig. Jeg vil gøre alt for dig! Rose, jeg kan ikke leve uden dig. Jeg er ikke perfekt, det ved jeg, men jeg elsker dig, og vi kan alt sammen. Det os to imod hele verden. Jeg undskylder virkelig min opførsel og mine tanker. Jeg gik vel i chok. Forstår godt du blev sur, men ikke mindst såret. Undskyld. Jeg kan ikke sige det nok, men jeg elsker dig og vil have dig tilbage i mit liv, lige meget hvor meget jeg skal kæmpe! Gaven er en bekræftelse på min undskyldning.

- Harry

Jeg vidste nu, at Harry fortrød det han havde sagt og gjort, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Men jeg måtte hurtigt slå tankerne væk, da jeg så hvad klokken var og jeg fik ret så travlt med at få arbejdstøjet på og så af sted.

***

Jeg var endelig hjemme efter arbejdet. Jeg fik overtøjet af og gik ind i køkkenet, for at få et glas vand. Da der ikke var flere glas i skabet kiggede jeg i opvaskemaskinen. Det fik mig til at tænde af, da jeg så Isabella ikke havde tømt den, som jeg sagde til hende, i morges hun skulle.

Jeg så i gangen, at hendes sko var der, men det var Charlottes også. Hendes veninde.

"ISABELLA?" Jeg råbte af mine lungers kraft, men intet skete. Jeg gik med tunge og irriteret skridt op af trappen og smadrede nærmest hendes dør op.

"Så skru da ned pigebarn! Hvorfor har du ikke tømt opvaskemaskinen, som jeg udtrykkeligt sagde til dig morges?" Jeg sagde det ret surt, måske for surt.

"Fordi jeg tænkte, du også skulle have noget at lave" svarede hun flabet tilbage.

"Isabella det er fandeme dig der får lommepenge for det! Vi andre arbejder faktisk røven ud af bukserne for at få vores penge! Så du går ned og tømmer den opvaskemaskine lige nu!" Jeg havde hævet stemmen en del

"Hvis du har så mange penge, du kan flytte hjemmefra, kan du så ikke bare gøre det?"

"Hold nu kæft, din lille mide, kan du ikke bare komme på børne anstalt?"

"Hvo-"

"Isabella gå ned og tøm den opmaskemaskine nu!" Jeg gik længere ned af gangen og lukkede så døren til mit værelse, da jeg kom ind. Åh Gud hvor kan hun være belastende! Det var da utroligt. Jeg fandt min computer frem og gik på Facebook og Youtube, for derefter at finde min opgave i Word. Jeg kiggede hurtigt min Twitter, hvor der stadig var rygter omkring mig og Harry efter billederne fra Funky Buddha og Harrys bil, samt det vi går ind af hans hoveddør. Paparazzier laver da heller ikke andet, end at ødelægge andres liv!

Efter en time mutter og alene på mit værelse, gik jeg ned i stuen for at plante min røv godt i sofaen, men idet jeg trådte ind i rummet, var jeg ved at tabe min computer af irritation over, at Isabella heller ikke har ryddet op efter diverse tallerkener og glas. Jeg stillede min computer på bordet og tjekkede, at hun havde tømt opvaskemaskinen, som hun til min ikke store overraskelse ikke havde og nu sprang mit temperament fuldstændig i luften.

 "ISABELLA!" Råbte jeg af raseri, og hun kom styrtende ned i køkkenet.

"Nu får du fandeme tømt opvaskemaskinen! Det er da utroligt, som man skal sige tingene til dig flere gange, før du fatter det og hvis ikke den er feset ind nu, snakker jeg med far om det"

"Jeg skal nok gøre det nu, men seriøst flytter du ikke snart hjemmefra?" Hun spurgte mig på den mest flabede måde, men jeg holdte kæft, da ordrerne faktisk ramte mig. Mener hun virkelig, jeg skal flytte hjemmefra?

Jeg tog igen min computer i hænderne og gik op på mit værelse igen.

Jeg skulle lave lektier, men min hjerne kunne ikke lade være med at tænke på, det Isabella havde sagt. Mente hun det virkelig? Den dårlige samvittighed steg op i mig og jeg blev nød til at snakke med hende om det, om hun ville eller ej.

Alt det med Harry og jeg, skal jo ikke gå ud over hende og jeg var heller ikke hendes mor, selvom det tit virker sådan. Men derfor skulle hun til gengæld også lave hendes pligter, uden vi skulle sige det til hende, hele tiden, da det var pænt træls, at man ikke kunne tage et glas, fordi det stod i opvaskemaskinen. Men i kender vel det med at man siger noget man ikke mener, når man er sur? Jeg mente fx heller ikke det, jeg sagde til Harry, med at jeg bare var endnu en pige, jeg ville vel bare sige noget der pissede ham af, hvilket jeg fortryder meget voldsomt nu.

***

Jeg sad dybt koncentreret i mit matematik, med hovedet helt nede i papiret og mine tanker fuldstændig fokuseret på opgaven, da vi ikke måtte bruge hjælpemidler til dette. 600*23/100=-

”Rose-” jeg holdte mund og prøvede at holde koncentrationen, men hun havde ødelagt den, så jeg vendte mig surt om og kiggede på hende.

”Åh! Hvad er der nu Isabella? Jeg sidder faktisk og laver lektier og du ved udmærket godt, at når jeg ikke svarer, skal du ikke gå ind!” Jeg var så irriteret, at jeg havde lyst til at gøre det værste ved hende.

”Vil du ikke nok læse det her?” Hun rakte mig hendes hæfte, men jeg tog det ikke.

”Ikke nu, jeg kommer ind til dig, når jeg er færdig med det her og så ikke forstyr mig igen okay? Også skal vi lige have snakket om det tidligere” Jeg vendte mig om og hørte døren lukkede bag mig.

Jeg kom tilbage til min matematik og fik regnet stykket og gik så videre.

***

Endelig var jeg færdig og kunne sende opgaven til min lærer.

Jeg fik pakket sammen og gik så ind til Isabella. Charlotte var taget hjem. Heldigvis.

”Så, nu kan jeg læse det” sagde jeg smilende. Og satte mig i hendes seng. Men idét blev der råbt nede fra køkkenet. Wow er klokken allerede så meget? Jeg kiggede på mit ur 17:38.

”Vi ordner det bagefter” jeg kiggede på hende, inden jeg gik ud af døren og videre ned af trappen.

”Det smager godt” mumlede jeg og tog endnu en bid.

”Far?” Jeg kiggede opmærksomt på ham, for at vide han lyttede 100 %.

”Ja?” Han tog endnu en mundfuld i munden.

”Jeg tænkte på, alt det der med at Christian og jeg skal kigge efter Isabella ikke? Hun er altså 11 og kan godt klare sig selv? Altså vi kan da godt se efter hende, når vi er hjemme, men tænker bare hun er stor nok til at være alene hjemme”

”Hvad siger du til det Isabella? Spurgte han og kiggede over på hende, inden han tog endnu en mundfuld. Jeg blev halv irriteret, hvorfor kunne han ikke bare tage beslutningen? Han var den voksne og han tog da hundredevis af beslutninger hver dag på kontoret. Herre gud altså.

”Jeg kan sagtens passe mig selv” Mumlede hun og spiste videre.

”Så er det jo bare fint” mumlede han inden han gik fra bordet.

”Tak for mad” lød det kort efter fra Christian, som ikke havde sagt et kvæk under maden.

Vi fik ryddet af bordet og Isabella og jeg gik op på hendes værelse.

”Så” mumlede jeg og satte mig ned i hendes seng.

”Du må undskylde, jeg blev så sur, men det er bare irriterende, at du får besked på at gøre noget, og at man så skal sige det til dig flere gange, hvor du egentlig burde forstå det første gang og bare gøre det. Som sagt er det dig der får penge for det, ikke os andre. Okay?” Hun nikkede blot og kiggede på mig.

”Det der med du vil have, jeg skal flytte, mener du virkelig det?” Jeg kiggede alvorligt på hende.

”Nej du må aldrig flytte hjemmefra! jeg vil savne dig for meget” hun sagde det helt trist og krammede mig.

”Åh, jeg bliver jo nød til at flytte på et tidspunkt” Jeg krammede hende igen og gik så ind til mig selv igen.

Jeg så på klokken og valgte at gå i seng. Jeg lå bare der og kiggede ud i mørket og pludselig røg tårerne ned af mine kinder. For helvede da også! Kan Harry ikke bare forsvinde ud af mine tanker? Ud af mit liv? Hvordan kunne han tro, jeg med vilje ville være sammen med en anden og så oveni købet et offentligt sted? Men han kendte mig åbenbart ikke bedre. Som jeg egentlig troede. Efter længere tid, hvor jeg bare lå og havde grædt ind i min dyne, faldt jeg til ro og faldt i søvn.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...