The Secret Love

17 årige Rose Sahlertz bor i London med sin familie. Mor, far, lillesøster og storebror. Men hun udnytter alt den tid hun kan, til at være sammen med sin kæreste. 20 årige Harry Styles. Ingen ved de er sammen, drengene, hendes familie, ingen. Harry bliver forfulgt af pressen. Hvor længe kan de holde deres forhold hemmelig? Er der nogensinde nogen der finder ud af det? Deres forældre? 1Ds fans? Jonalister? Det handler blot om tid. Pludselig kommer Harry ud for en bilulykke Og Rose bliver bekymret for, om hun nu mister hendes store kærlighed.

299Likes
193Kommentarer
17881Visninger
AA

6. Kapitel 5

Jeg vågnede op, da solen varmede ind igennem vinduet. Jeg rejste mig halvt op, men valgte, at ligge mig ned igen, da jeg kunne mærke, hvordan mit hoved og krop var smadret efter igårs fest. Jeg prøvede at samle tankerne om hvad der egentlig var sket i går, og allerede der, kunne jeg mærke tårerne presse sig på. Jeg satte mig op, med benene ud over sengen. Hvorfor skulle det skide gulv også altid være så skide koldt? Jeg listede ud i gangen, for at finde noget tøj i min taske, som var anstændigt, at tage på hjem. Jeg sad og rodede i den ene taske, for at finde et par træningsbukser, da jeg hørte trin nærme sig i gangen, og Harry kom til syne. Man kunne tydeligt se, han havde grædt.

’’Rose…’’

’’Du skal slet ikke sige noget. Der er intet at snakke om’’ jeg ville gerne have sagt det på en selvsikker måde. I stedet kom det ud, som en svag og hæs hvisken. Jeg var ikke særlig stærk, selvom jeg gerne ville have alle til at tro på det. Lige nu vidste jeg slet ikke, om jeg skulle grine eller græde. Harry kom hen imod mig og satte sig ned med ryggen mod væggen, og jeg sank stille ned overfor ham. Vi sad der i et godt stykke tid, uden at sige noget. Jeg tror ikke rigtig nogen af os, havde noget at sige på det tidspunkt. Vi sad bare der i stilheden og kiggede på hinanden, da det pludselig hamrede på døren, og Harry sprang op.

’’Fuck hvad er klokken? Rose det må være en af drengene, jeg skulle have været i studie kl. 10:00’’ han nærmest hviskede det, så personen på den anden side ikke kunne høre det. Jeg skyndte mig, at samle mine ting, for at ’’gemme’’ mig i gæsteværelset, da der blev sat en nøgle i. Jeg løb op til gæsteværelset med min ene taske, med Harry lige i røven med den anden taske.

’’HARRY? ER DU HJEMME?’’ Det var uden tvivl Louis, der stod i gangen og råbte. Man kunne høre ham komme op ad trappen, og lige da han var ved at være oppe, sprang Harry ud af værelset og lukkede døren efter sig. Jeg lagde øret mod døren, jeg ville ikke snage, men jeg blev nød til at høre hvad der blev sagt.

’’Hvad sker der Harry? Du er aldrig sent på den! Er det Cara, der er derinde?’’ Man kunne hører Louis grine.

’’Nej, lad os nu bare komme afsted’’

’’Ej Harry! Det er Cara, du tog hende med hjem i går! ’’ Jeg blev så sur, da jeg hørte det der, for jeg var absolut ikke Cara. Jeg braste ud af døren og skubbede til Harry, for at komme forbi ham.

’’DU ER VERDENS STØRSTE IDIOT’’ jeg kiggede hurtigt på ham og skyndte mig ned ad trappen.

Jeg gik med tunge, faste og bestemte skidt hen af det brede fortov, mod den nærmeste undergrunds station. Det var hurtigst og billigst. Taskerne dinglede om benene på mig og forsinkede mig en del.

Harry var ikke gået efter mig, det behøvede han skam heller ikke. Dog havde jeg alligevel en blandede følelse med det, da den ene del af mig ville have han løb efter mig og den anden del ville ikke. Samtidig med, at jeg gerne ville være sammen med ham, men så alligevel ikke. Jeg savnede ham også og ville ligge i hans arme og mærke hans læber mod mine, men samtidig fortjente han det ikke. Han havde sikkert også en hel del, han skulle forklare Louis.

Harrys synsvinkel.

"Jeg har mistet hende Louis" jeg kiggede fortvivlet rundt, kørte en hånd igennem mit hår og mærkede sorgen stige i mig. Hvad havde jeg gjort?

"Hvad?" Lød det kort efter forvirret fra Louis.

"Ingenting, lad os komme af sted” jeg styrtede ned af trappen, fandt mine bilnøgler og pung inden jeg fik min sko på og jakke. Jeg låste lejligheden efter os og prøvede ihærdigt og ligge følelserne omkring Rose fra mig, men fandt det umuligt.

Rose’ synsvinkel.

Min krop var tung og træt efter i går og mit hoved dunkede, og larmen fra alle menneskerne i undergrunden, gjorde det bestemt ikke bedre.

Mit værelse var det første der strejfede mig, da jeg trådte ind af døren, efter den lange gå tur, med de to lorte tunge tasker. Det er jo bare tøj, hvordan kan de være så tunge?

Jeg stilede taskerne på gulvet, og smed mig på sengen og tænkte på, hvordan det egentlig havde været mig muligt, at få Harry til at fylde så meget i mit liv, på blot 3 måneder. For 3 måneder siden, havde jeg ikke set mit liv kun ville dreje sig om Harry, og alt jeg fortog mig, ville blive planlagt omkring hvad han skulle.

Min mobil brummede et sted i en af taskerne. Jeg satte mig halvt op og så at det var Harry. Hvad fattede han ikke?

Jeg mærkede savnet, som en kniv i hjertet på mig. Harry er den mest fantastiske dreng, jeg nogensinde har mødt! Jeg er sikker på han vil mig det bedste, men lige nu er det ikke en mulighed. Jeg ved han vil gøre alt for mig.

Men den der med, at man skal tænke før man taler, skal han godt nok lige tænke over. Tårerne kom frem, idet jeg tænkte på det og alt det her rod, og hvad han egentlig havde gjort og sagt. Jeg hader ham, samtidig med jeg elsker ham, og jeg vil have han skal skride ad helvede til, samtidig med at jeg vil ligge i hans arme og have ham ved mig.

Jeg fandt en flaske vodka i mit skab og drak en slurk. Det brændte helt ekstremt i min hals. Jeg måtte ind til byen og hente noget sodavand eller noget til. Jeg fandt min taske, pung, mobil, jeg nærmest løb ned af trappen og var ude af døren. Jeg gik lidt fortumlet rundt i gaderne, da jeg endelig kom frem til den første kiosk. Jeg fandt hurtigt en 2 liters sprite, en bøtte Ben&Jerry's cookie dough, fik betalt og var på vej hjem igen.

”Hvor har du været henne?” Lød det inde fra køkkenet. Det var Christian der spurgte.

”Bare ude” jeg fik mit overtøj af og gik mod mit værelse, hvor jeg låste døren efter mig.

”Rose?” Der blev taget i håndtaget.

”Åben!” Han lød frustreret.

”Christian gå” jeg drak noget af sodavanden, for at kunne hælde noget af vodkaen i. Jeg tog en kæmpe slurk og satte mig så i min seng, efter jeg havde puttet mere vodka i. Jeg vidste godt dette ikke hjalp, men nu gjorde jeg det alligevel, som en dårlig Harrysorgs lignende ting.

Hvorfor skal Harry også være kendt? Hvorfor skulle han også være så dejlig, at man nærmest ikke kan hade ham? Hvorfor skulle alle piger i verden være sure på mig, over jeg var kærester med ham? Hvad havde jeg gjort dem? Det var fanenes skyld det hele. Det er deres skyld, jeg ikke kan være sammen med Harry. Hvorfor skulle han være så dum og tro jeg ville være sammen med en anden? Aner han slet ikke, hvor meget jeg elsker ham? Uh hvor det sårede mig. Tænk han overhovedet kunne tro det! Det er det værste.

Jeg gik i bad, for at prøve at skylle det hele væk. Jeg følte mig egentlig også beskidt, af alt det jeg havde gjort og sagt inden for de sidste par dage.

Jeg drak en slurk mere og så at flasken næsten var tom. Jeg havde lagt mig ned i sengen og da jeg satte mig op for at bælle det sidste i mig, opdagede jeg, hvor omtåget jeg var og hvor alting rutsjede rundt. Jeg fik dog drukket det sidste, inden jeg faldt hen.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...