Storbyen

Ella er vant til at bo på en stor gård på landet, med sin mor. Så at flytte til London er både en stor omvæltning, men også en drøm der går i opfyldelse.
Ellas far forlod Ellas mor da hun lå på fødegangen, siden havde ingen af dem hverken set eller hørt noget til ham.
Kan Ella falde til i Londons store travle by?
Får hun nye venner og veninder?
Eller bliver hun alene og ensom, som på den gamle skole?

1Likes
0Kommentarer
260Visninger
AA

2. Kapitel 2

Ella vågnede, da hendes mor forsigtigt bankede på værelsets dør. Argh, morgen igen! Ella var bestemt ikke fan af morgener, hun var altid svær at få op for sin mor. Hun havde prøvet hvad som helst, og fundet ud af, at det der hjalp mest, var når hun bankede på døren to gange kort efter hinanden.
"Ella, nu er det anden gang jeg banker, du skal op, ellers kommer du for sent ud til James."
Selvom Ellas mor stod ude på den anden side, af den lukkede dør, kunne hun fornemme moderens blide smil. James! Hun havde glemt alt om ham, hun måtte skynde sig, hun måtte ikke komme for sent.
Ella kom hurtigt i tøjet, og sprang ned af trapperne.
"Nå, det kunne få dig ud af fjerene hvad?"
Moderen smilte kærligt til Ella, de to havde altid haft et fantastisk forhold til hindanden. De var hinandens bedste veninde, men set fra den anden side, havde de også altid kun haft hinanden. Det var sådan de ville have det, Ella havde forsøgt at få hendes mor til at slippe sig lidt mere løs, og finde en ny kæreste, men moderen var tilbageholdende. Hun var bange for at de ville forlade hende, som Ellas far havde gjort. Ella kunne ikke bebrejde sin mors følelser, og bange anelser. Fandt Ella nogensinde ud af hvem hendes far var, ville hun stikke ham en på siden af hovedet. Hun hadede ham, og havde altid gjort det, fordi han havde knust hendes hjerte så voldsomt.
"Nej, jeg vågner da altid hurtigt, når jeg høre din stemme mor. Jeg ligger mig bare altid lidt længere under dynen, om vinteren for at få lidt mere varme, inden jeg skal ud i det kolde værelse."
Svarede Ella drillende, og satte sig overfor sin mor, der allerede havde dækket morgenbordet.
"Jeg skal nok tage opvasken, når jeg kommer hjem fra skole mor."
Moderen nikkede, spiste hurtigt sin mad, hun skulle tidligt ned på kontoret i dag. Det var sjældent at hun måtte skynde sig sådan, men det hændte af og til, og Ella tilgav hende altid for det. Alle andre dage sad hun jo sammen med Ella, til Ella selv skulle af sted.

"Godmorgen Ella."
James smilte venligt til hende, han stod og var præcist så fantastisk som han havde været dagen før.
"Godmorgen James."
Hun smilte venligt tilbage, til trods for at hun faktisk var ret så genert. Men hendes gode opdragelse tog fat, og gjorde så hun kunne smile venligt tilbage, næsten uden at man kunne se hendes generthed.
"Skal vi gå, vi behøver ikke gå så stærkt, den første time starter først kvart over otte, så vi har tre kvarter. Hvilken time skal du havde til at starte med?"
Ella sagde at hun skulle starte med at have musik, men at hun ikke anede hvor lokalet lå henne. Hun var ikke rigtigt blevet vist rundt på skolen, og den var jo ikke ligefrem lille. Skolen var større end den hun gik på, inden de flyttede til London. Der skulle nu heller ikke så meget til, det var en af de mindste skoler i Danmark.
Det havde været en omvæltning at flytte fra en lille landsby i Danmark, til en storby som London. Men det havde alligevel ikke været specielt svært, hun var jo sammen med sin mor, og at komme til London havde altid været hendes drøm. Det eneste hun skulle vænne sig til, var at man her kunne gå hen til alle de fede butikker, og de bedste restauranter.
"Musik lokalet ligger lige ved siden af danelokalet, jeg skal nok vise dig derhen."
Ella nikkede, og mærkede rødmen stige hende til hovedet. Bare James nu ikke så det, det ville simpelthen være for pinligt. Heldigvis lod det ikke til at han så det, til Ellas store held.

Turen til skolen havde ikke været så lang, men James var blevet siddende sammen med Ella, til deres lærere kom. Det havde resulteret i en masse blikke fra de andre elever, både dem fra Ellas klasse, men også fra James´ klasse.
"Vi ses efter timen Ella."
Med de ord var James gået ind i klassen, det morede ham tydeligvis at alles blikke, var rettet mod ham og Ella. Ella kunne nu ikke se det morsomme i det, hun havde aldrig været specielt glad for opmærksomhed. Hun havde altid været den stille pige, der bare sad i hjørnerne, gemt lidt af vejen. Hun havde aldrig haft så mange venner eller veninder, hun havde det bedst når hun sad for sig selv, med en god bog i hånden. På den gamle skole, var hun blevet anset som lidt af en nørd, det ville hun gerne lave om på, på den nye skole. Det var bare sværere end hun havde troet, hun havde hele tiden mest lyst til at sætte sig hen i hjørnet igen. Det var en anelse skræmmende for hende, at være helt ude blandt sine klassekammerater. Hun følte sig blottet, og som et let offer for mobberrig.
De blikke folk sendte hende, troede hun var på grund af at de nedstirrede hende. Hun havde aldrig haft megen selvtillid, men grunden til at alle stirrede som målløse på hende, var at hun var en utroligt smuk ung pige på sytten. Drengene fløjtede efter hende ude på gangene, men hun troede stadig bare, at det var for at drille hende, hun troede ikke på at det rent faktisk var fordi hun så godt ud.
"Du er godt klar over hvem du sad og snakkede med, ikke?"
Spurgte en mørkhåret pige Ella, da de kom ind i musik lokalet. Ella så undrende på hende, ja, hun vidste at det var James?
"Det er ikke bare James, han er skolens mest populære fyr. Han plejer ikke at snakke med pigerne, faktisk plejer han at undgå dem."
Nu undrede Ella sig endnu mere over, hvad det var den mørkhårede pige mente.
"Pigerne her på skolen flokkes om ham, og derfor vil han undgå dem. Ingen her på skolen har set ham snakke med en pige, altså ikke før i dag, med dig. Du må være noget virkelig særligt."
Ella forsikrede den mørkhårede pige, der endnu ikke havde præsenteret sig.
"Jeg er ikke nogen speciel, jeg er bare mig Ella."
Den mørkhårede rystede på hovedet, og sagde at Ella var alt andet end normal. Havde hun ikke set sig i et spejl for nyligt? Hvad mente hun med det? Selvfølgelig havde hun set sig i et spejl for nyligt, det var rimelig svært at sætte hår uden et spejl. Ikke fordi Ella normalt gik vildt meget op i sit hår, hun satte det bare op i en høj hestehale, det var også det hun havde gjort nu, måske det var det der var galt?
"Du kan ikke selv se det, kan du vel?"
Igen måtte Ella se undrende på hende.
"Se hvad? Du må undskylde, men jeg er ikke vant til at snakke med folk, der ikke præsentere sig for mig."
Det var ikke Ellas mening at det lød lidt hårdt, den mørkhårede pige så ikke ud til at lægge mærke til det.
"Det må du undskylde, jeg Pheobe. Se at du er en umenneskeligt køn pige, og jeg siger det ikke for at det skal misforstås, men nogen må jo sige det til dig, når du ikke selv kan se det."
Ella troede ikke på Pheobe, men smilte alligevel venligt til hende.
"Godmorgen klasse, jeg ser at vi har fået en ny elev her til musik. Hvad hedder du, og hvilket instrument kan du spille på?"
Ella havde glædet sig til at vise sine evner på et klaver, men nu var hun nervøs. Pheobe havde fortalt hende at hun var køn, at James ikke snakkede med hvem som helst, og nu skulle hun have endnu mere opmærksomhed ved at pille for hele musikholdet. Hun var ikke sikker på at hun kunne klare det, hvad hvis hun gik i baglås, så var hun med garanti sat tilbage i lyset igen, og så ville ingen have noget med hende at gøre, det var hun sikker på.
"Jeg hedder Ella, jeg er bedst til klaveret."
Sagde hun lavt, det var knapt hørligt, men læreren hørte det, og bad hende sætte sig hen og spille det stykke hun var bedst til. Hun gjorde som hun havde fået besked på, men sad længe og rømmede sig foran klaveret, inden hun fik taget sig sammen til at spille. Til hendes held, glemte hun også her, alt omkring sig når hun spillede klaver. Kroppen bevægede sig i takt med tonerne fra klaveret, hun fuldførte melodien, uden en eneste fejl.
"Det må jeg sige, det var utroligt smukt spillet. Det må du sandelig have øvet en del på."
Ella nikkede blot, hun kunne ikke finde stemmens brug.
"Danseklassen kommer om fem minutter, vi skal øve på næste uges skolekoncert. Ella, du har lige vundet klaveret til den koncert. Sæt jer hen til jeres instrumenter, så tager vi den fra starten. Ella du skal bare spille efter disse noder, de er ikke så svære når man først får dem lært."
Igen nikkede Ella bare, hun så ned i gulvet. Hun ville ikke se op, hun kunne ikke. Hun kunne mærke hvordan alles øjne var rettet mod hende, og igen fik hun en fornemmelse af at skulle kaste op. En skolekoncert, hvor hun skulle sidde alene og spille. Resten af musikholdet var der jo stadig, men det var kun hende der skulle spille på klaver.
Det var ikke svært for Ella, at læse de mange noder. Hun læste dem igennem en enkelt gang, og så sad de i hovedet på hende, som havde de været der hele hendes liv. Hun sad og øvede melodien igennem, da danseholdet kom ind. Hun lagde ikke mærke til dem, før James stod foran hende, og smilte venligt til hende.
"Jeg vidste ikke at du kunne spille klaver, i hvert fald ikke så godt."
Ella smilede, hun var stadig i musikkens stille rus, måske det også var derfor hun turde sige som hun gjorde.
"Der er mange ting du ikke ved om mig."
Hun blev helt forbavset over at hun havde turdet sige det, hun var ellers møg genert i nærheden af James. Han kunne ikke lade være med at smile, hun var en ganske særlig pige, det havde han hurtigt indset da de stødte ind i hinanden, dagen før.
"Så må jeg jo hellere lære dig lidt bedre at kende, skal vi følges hjem fra skole?"
Det kom lidt bag på Ella, at han igen ville følges med hende. Men hun nikkede, og tænkte stille for sig selv, at der ikke var noget hun hellere ville.
"Så klasser, nu ikke mere snik snak. Hvis vi skal få styr på den koncert, skal i alle kunne jeres ting. Det kan i ikke hvis i spilder øve timerne på at snakke, det kan i gør i frikvarterene."
Læreren lød lidt strengere, end han nok var. Ella havde i hvert fald fået indtrykket, at han var en meget venlig mand, hvis man bare gjorde hvad man blev bedt om i timerne. Efter hvad hun havde set på de ti minutter hun havde haft ham indtil nu, var han en af de lærere, der havde princippet, sjov i undervisningen skal der også være plads til, men kun hvis man yder sit bedste, og koncentrere sig de få gange det skal være seriøst.
Musiklæreren satte musik holdet i gang, danseholdet ventede på at det blev deres tur til at komme ind. Selvom Ella sad bag klaveret, og spillede melodien, kunne hun sagtens se på James der dansede. Aldrig i sit liv, havde hun set en danse så godt og rent, som James gjorde det. Hun havde nu ikke set så mange mennesker danse, kun dem i musikvideoerne. Dem plejede hun nu ikke at sammenligne med nogen, men i dette tilfælde kunne hun ikke lade være. Hun var sikker på, at James så let som ingenting kunne blive professionel danser, hun nærede ikke den mindste lille smule tvivl. Han var som født til at danse, og hun som til at spille klaver.

Ellas første musiktimer var gået stærkt, hun havde nydt hvert sekund, til trods for at de havde måttet spille de samme sange, om og om igen for at alt var perfekt til koncerten i næste uge. Hendes nervøsitet var hurtigt forsvundet, da de alle begyndte at spille og danse, i slutningen af timen, følte hun endda at hun kunne klare det meste af verden.
"Nåh, der er langt til vores næste lokale, så hvad med at fortælle mig lidt om dig selv?"
James var ubemærket kommet op på siden af hende, så hun fik et lille chok, da han pludselig sagde noget til hende.
"Hvad vil du vide?"
Genertheden var der stadig, men hun skubbede den så langt væk hun kunne. James var en ung mand, præcist som alle andre her på skolen. Og hvad så hvis han var den populæreste fyr på skolen? Det havde vel ikke noget at gøre med ham som person, det kunne det meget vel, men det mente Ella nu ikke var tilfældet her. De fleste populære fyre hun havde kendt, havde alle været snobbede, og bevidste om deres udseende. Mange af dem fra skole før London High, havde endda forsøgt sig på Ella. Til trods for hendes generte ydre, skulle man ikke komme for tæt på, hvis man havde de forkerte tanker. Ville Ella, kunne hun meget nemt slå fra sig. Det kom som regel, bag på de fleste.
"Hvor du boede før, og hvad din far laver."
Ella fik et lidt underligt udtryk i ansigtet, da James nævnte ordet far. Skulle hun fortælle ham sandheden, eller finde på en lille hvid løgn? Nej, hun kunne altså ikke få sig selv til at lyve, hverken overfor James eller nogen anden. Hun var opdraget til at sige sandheden, det eneste der gjorde det svært, var at han netop havde såret hendes mor så frygteligt meget, at hun ikke nærede den fjerneste lyst, til at finde ud af hvem han var.
"Jeg boede i Danmark, i en lille landsby, men på en stor gård. Min far har jeg aldrig kendt, han stak af fra min mor, da hun lå på fødegangen, siden har ingen af os set, eller hørt noget fra ham."
Nu var det James´ tur til at få et underligt udtryk i ansigtet, det var vel en blanding af tristhed på Ella og hendes mors vegne, men også en undskyldende mine spillede et sted.
"Det må du undskylde, jeg skulle ikke have spurgt ind til det."
Ella så undrende på ham, hvorfor skulle han ikke det? Det var jo ikke hans skyld, at hendes far havde opført sig som en idiot overfor hendes mor. Det var sket i fortiden, og ingen kunne nogensinde ændre det. Desuden havde Ella og hendes mor, det med garanti meget bedre, end de ville have haft det, hvis hendes far havde været inde i billedet.
"Det skal du ikke være ked af, du kunne jo ikke vide det. Og hvorfor undskylde? Det er jo ikke din skyld at min far ikke kunne mande sig op, og tage konsekvenserne for sine handlinger."
Ellas smil, smittede af på James. Når hun sagde det på den måde, havde hun vel egentligt ret.
"Du skal ind der, men jeg henter dig i frokostpausen, så kan vi sidde sammen til frokost, og lære hinanden lidt bedre at kende."
Ella nikkede, James var på ingen måde som de fyre hun havde kendt førhen. Alle de andre tænkte kun på at få den flotteste pige med i seng, hun kunne mærke at James langt fra var sådan. Han virkede oprigtigt interesseret i at lære hende at kende, og hvis hun selv skulle sige det, havde hun nu heller ikke noget imod at lære James lidt bedre at kende. Indtil nu, kendte hun ikke andet til ham, end hans navn, hvor han sådan cirka boede, og at han var London Highs populæreste fyr. Det var jo ikke ligefrem meget at gå efter.

Timen gik igen hurtigt, og ved frokost pausen kom James og hentede hende. Han havde sagt til hende, at hvis hun endnu ikke havde været der, ville hun få meget svært ved at finde kantinen. Han skubbede lidt drillende til hende, men mente det på en god måde.
Som ugen skred frem, var James og Ella sammen hele tiden. Det havde fået nogle af de andre elever til at starte rygter om, at der var mere imellem dem, end blot venskab. Det kendte hverken James eller Ella til endnu, og kom folk hen til dem, svarede de bare lige så stille, "Så ved du noget jeg ikke ved."
De fleste piger på skolen havde tydeligvis ondt i røven, af at Ella kom fra et helt andet land, og kom til deres skole, og med det samme gik og snakkede med deres James. En enkelt havde endda været henne ved hende, og sagt at hun skulle holde sig langt væk fra James.
Tilfældigt var James lige i nærheden, og have hørt det hele. Så han gik hen, stillede sig med armen rundt om Ella, og sagde at han helt selv bestemte, hvem der var hans venner og hvem der ikke var. Hun var blevet så rasende, at hun ikke havde sagt et ord, vendt sig om og hamret lige ind i en dør der lige var blevet åbnet. Det resulterede i, at hun brækkede næsen.
Siden den dag, havde de været endnu mere sammen, de tog ud og spiste sammen, de tog i biffen sammen, ja faktisk gjorde de næsten alt sammen nu.
James og Ella var blevet de bedste venner, og havde gennemført en succesfuld skolekoncert, hvor de havde vist sig at være de bedste, og vundet en lille æske chokolade hver. De var blevet taget op på scenen igen, og der stod de to, alene uden andre fra klassen. Men i det mindste var de sammen, det var nok det eneste der gjorde til, at Ella ikke var besvimet. Der havde hele skolen og deres forældre givet dem en ekstra klapsalve, Ella havde været helt dårlig og rød i hovedet, men fordi James holdt hende ind til sig slappede hun mere og mere af.
At flytte til London, var det bedste Ella og hendes mor havde gjort.
Livet i en storby, var lykken for Ella. Hun havde mødt James, hun havde fået nye venner, livet var bare bedre, i en storby.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...