Storbyen

Ella er vant til at bo på en stor gård på landet, med sin mor. Så at flytte til London er både en stor omvæltning, men også en drøm der går i opfyldelse.
Ellas far forlod Ellas mor da hun lå på fødegangen, siden havde ingen af dem hverken set eller hørt noget til ham.
Kan Ella falde til i Londons store travle by?
Får hun nye venner og veninder?
Eller bliver hun alene og ensom, som på den gamle skole?

1Likes
0Kommentarer
259Visninger
AA

1. Kapitel 1

Ella gik gennem Londons mange gader, det var en enorm by for en pige, der var vant til at bo på landet med sin mor.
Hun var flyttet til London med sin mor, da hun havde fået et velbetalt job i den store by. Ellas mor havde sagt, at hun skulle se det som et nyt og spændene eventyr, så det var hvad Ella havde gjort.
De havde nu boet i London i tre uger, så Ella mente at det nu var på tide, at se lidt mere af London, end kun den vej de selv boede på. Den kendte hun efterhånden ind og ud, så den vej var der efterhånden ikke noget ved mere.
Deres nye hus var enormt, vist nok det man kaldte en villa. Men deres gård have nu helle ikke været lille. Hendes mor og Ella selv, havde aldrig manglet penge, langt fra. Moderen havde altid haft jobs der gav gode penge, så de kunne til enhver tid klare sig.
Ellas far, kendte Ella ikke. Han var stukket af fra hendes mor, da hun lå på fødegangen for at føde Ella. Siden havde hverken Ella eller hendes mor set noget til ham, eller hørt noget fra ham. Ella var faktisk ligeglad med ham, hun ville ikke kende til en der havde såret hendes mor så dybt, som han havde ved at forlade hende da hun havde allermest brug for ham, og gjort at hun kom hjem til en tom gård.
Han havde taget alle møbler med, og kun ladt børnetingene stå, fordi han ikke selv ville få brug for dem. Med hjælp fra Ellas bedsteforældre, havde Ellas mor kæmpet sig tilbage til en normal tilværelse.
Tingene begyndte dog at se lysere ud, allerede en måned efter Ellas fødsel. For Ellas mor modtog et tilbud om et job som sekretær for borgmesteren. Borgmesteren kendte til hendes nuværende situation, og havde derfor meddelt i tilbuddet, at det meste af hendes job kunne laves hjemmefra, så hun stadig havde en masse tid med sin lille nyfødte.
Med tanke på Ellas liv og fremtid, havde moderen takket ja til tilbuddet, siden da og indtil for tre uger siden, havde hun altså arbejdet for ham. Nu var hun så blevet tilbudt en chefstilling i en stor virksomhed i London, der gav endnu flere penge end hvad hun fik nu. Eftersom både Ella og hendes mor trængte til lidt forandringer, havde hun accepteret tilbuddet. Hun havde naturligvis snakket med Ella før hun traf beslutningen, eftersom Ellas mening var vigtigere end noget andet. Ella havde hurtigt sagt ja, hun havde altid haft en drøm om at flytte til London. Hun havde dog bare aldrig troet, at hun ville komme til det. Men nu var hun her, og London var præcist så fantastisk som hun havde regnet med det ville være.

Hun var gået forbi en masse smukke butikker, fyldt med vidunderlige kjoler og fantastiske sko, alt var å fantastisk, at hun helt havde glemt at se hvor hun var drejet. Nu var klokken efterhånden mange, og Ella måtte vende hjemad, inden hendes mor blev bekymret. Men hun havde ingen anelse om hvor hun befandt sig, hun havde været for travlt optaget af at se på de mange butikker, så hun havde glemt alt om at se hvilke veje hun var kommet fra. Hvordan skulle hun dog finde hjem nu? Gaden her vrimlede med folk, både i biler og som gående.
Hun så sig om flere gange, i håb om at finde noget, der kunne lede hende hjem. Men hun genkendte intet, hvad skulle hun dog gøre?
Hun gik rundt om næste hjørne, måske var det derfra hun var kommet? Hun tænkte så meget over hvilken vej hun mon skulle, at hun ikke lagde mærke til, at der kom en ung mand gående rundt om hjørnet, i modsat retning af hende selv.
Ingen af dem lagde mærke til noget, før de ramlede sammen, og begge væltede ned på Londons hårde fortov.
"Det må du altså virkelig undskylde."
Sagde Ella venligt, som hun prøvede at komme op. Det gik dog langt fra som ønsket, da det hun holdt i hele tiden bevægede sig, så hun mistede taget og væltede igen.
"Det gør ikke noget, nu skal jeg hjælpe dig."
En mandig hånd, blev rakt ned til Ella, der pinlig berørt, tog imod den. Det var jo hende der var gået ind i ham. Han virkede nu ikke som en, hvor det gik ham på at der var en, der ikke havde set sig ordenligt for.
"Mit navn er James."
Først nu så Ella op på den unge mand, der stod bøjet over hende, for at få hende på benene igen.
"Jeg hedder Ella. Du må altså virkelig undskylde, jeg er ny i byen, og fik ikke set hvor jeg kom fra. Så jeg var optaget af at finde ud af hvordan jeg kommer hjem igen, derfor så jeg dig ikke."
Men det gjorde hun nu, også i den grad! Han var en nydelig ung mand, på omtrent hendes egen alder. Nu var sytten år jo ikke så vanvittigt gammelt, alligevel lignede James en helt voksen person i holdningen. Ansigtet og kroppen som helhed, var nu en meget god betegnelse for en teenager. Han var muskuløs, havde strittende blondt hår, og de smukkeste havblå øjne. Hun tænkte ikke rigtigt over noget, hun var nærmest som i et lille rum for sig selv, så da han igen sagde noget, gav det et lille sæt i hende.
"Måske jeg kan følge dig hjem? Jeg har boet i London hele mit liv."
Ella nikkede, og fortalte genert hvor hun boede. Det var ikke lige sådan et førstehåndsindtryk hun ville give den første hun mødte der var på alder med hende, ved at ramle ind i ham, og da slet ikke når det oven i købet var en der så så godt ud.
"Det er ikke mere end en gade fra hvor jeg selv bor, kom nu skal jeg vise dig vej."
Ella fulgte James, som han gav tegn til at gå videre.
"Hvor længe har du boet i London?"
Spurgte han venligt, for at bryde den pinlige tavshed.
"Jeg flyttede hertil med min mor, for tre uger siden. Hun blev tilbudt en chefstilling, for et eller andet stort firma."
Lød det ikke mere som pral, end som en ganske normal samtale? Han måtte endelig ikke få indtrykket af, at hun var en snobbet pige, der udelukkende tænkte på at hun var bedre end alle andre. Faktisk var det så langt fra den personlighed Ella i virkeligheden havde, hun hadede alt og alle der mente de var bedre end alle andre. Hun var opdraget til, at alle mennesker var ligeværdige, uanset job og indtjening.
"Det lyder spændene, min far er revisor her i byen. Hvilken skole skal du går du på?"
Ella var først blevet meldt ind på skolen for en uge siden, hendes mor mente at det var bedst at starte op efter en ferie, på den måde fik Ella også noget tid til at vænne sig til sine nye omgivelser, som hun så smukt havde fortalt skolen, da de begge havde været dernede for at melde Ella ind.
"London High."
James nikkede, og smilte et bredt smil.
"Det er også der jeg går, hvilken linje har du valgt?"
Ella havde altid været interesseret i musik, så derfor havde hun selvfølgelig valgt musik linjen, i håb om at lære en masse nye instrumenter at kende. Hun havde en drøm om en dag, at blive musiker. Hun ville ikke selv stå og synge, for det vidste hun at hun ikke var god til. Hendes sangstemme lød som et vildt dyr, der blev trukket i halen. Hendes store drøm, gik ud på at spille klaver, for en af de helt store sangere.
"Musik linjen."
Ella var stadig genert, det var ikke hver dag man stødte ind i en flot teenage fyr. Han var så venlig mod hende, til trods for at hun var hamret lige ind i ham, uden så meget som at se sig for. James fortalte at han selv gik på danse linjen, da hans inderste og største drøm, var at blive professionel danser, for en stor og berømt sanger en dag. Han havde danset siden han var fem, så dansen havde stortset altid været en del af hans liv.
Vi kan følges til skole i morgen, hvis du altså vil?"
Ella nikkede, det ville være rart. Nu kendte hun i det mindste en på skolen, dem fra hendes linje, snakkede ikke rigtigt til hende. De var lidt som om de mente de var hæve over alle andre, men det kunne jo selvfølgelig også bare være fordi, hun var den nye pige ingen vidste noget om. Men hvordan skulle de lærer hende at kende, hvis de ikke engang kom hen til hende? På den anden side set, kunne hun jo ligeså vel som dem, gå hen til dem og tage det første skridt.
"Nu kan jeg godt finde hjem, tak fordi du fulgte mig på vej James."
Ella takkede for James´ venlighed, og vendte sig om for at gå ned af vejen til huset. Hun kunne allerede skimte det store hus´ tag, så nu var det ikke svært for hende at finde hjem igen.
"Vi ses i morgen Ella, jeg venter her for enden af vejen, klokken halv otte."
Ella nikkede venligt, og gik videre. James var virkelig venlig, og sød at snakke med. Ella håbede inderligt, at de to ville blive gode venner. Så havde hun da en enkelt.

"Hvor har du dog været min skat? Jeg blev helt bekymret, er du klar over hvor længe du har været væk?"
Ella så undskyldende på sin mor, der løb hende i møde ved have gangen.
"Det må du undskylde mor, det var ikke meningen. Jeg var så optaget af at se på de mange smukke butikker, og deres vidunderlige sko og kjoler, så jeg glemte at se hvor jeg gik hen. Da jeg så ville gå hjem igen, fandt jeg ud af at jeg ikke vidste hvor jeg var. Heldigvis mødte jeg en dreng, James, fra min skole. Han var så venlig at vise mig hjem."
Til trods for at Ella virkelig var ked af, at have gjort sin mor bange, kunne hun ikke lade være med at smile en smule.
"Det må sandelig have været en sød fyr, du kan jo ikke stoppe med at smile igen."
Sagde hendes mor, i et mere beroliget og afslappet tonefald.
"Det var det også mor, han henter mig for enden af vejen i morgen, så vi kan følges i skole."
Hendes mor nikkede forstående, og sagde at Ella hellere måtte komme med ind, og fortælle alt om ham, over en kop varm kakao. Det var ikke ligefrem varmt i vejret mere, efteråret var ved at bukke under for vinterens kommen. Ella havde altid elsket vinteren, men glædede sig alligevel altid til når sommeren vendte tilbage. Vinteren var smuk, men sommeren var vidunderlig varm, for det meste i hvert fald. Hvis hun kunne, ville hun blande sommer og vinteren sammen. Hun ville tage vinterens skønhed, og tildele den sommerens dejlige varme. På den måde kunne hun ligge i haven, fuld af sne og solbade.

Om aftenen da Ella lå i sin seng, tænkte hun på at der måske alligevel havde været en grund til at hun var faret vild, ellers havde hun aldrig mødt James. Hun havde måske nok set ham på skolen ind i mellem, men hun var nok aldrig kommet til at tale med ham, ikke som hun havde gjort i dag.
Hun glædede sig allerede til dagen efter, hun skulle følges med James, men hun skulle også have sin første musiktime på den nye skole. Hun glædede sig til at vise hvor godt hun kunne spille på klaver, bare hun nu ikke blev for nervøs. Det kunne hun ikke tage sig af nu, lige nu måtte hun bare lægge sig godt til rette, og falde i søvn. Ellers kunne hun i hvert fald ikke vise hvor god hun var på et klaver, det var hun sikker på.
Hun tænkte en masse tanker, om hvad der mon ville ske dagen efter, og at hun helt sikkert måtte søge et job, så hun kunne købe nogle af de fantastiske kjoler, hun havde set i de mange butiksvinduer. Måske hun kunne søge ned i den lille butik, to gader fra den hun selv boede på? Det var vel et forsøg værd. Med det opklaret, faldt hun langt om længe, i en dyb og behagelig søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...