Mit København

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2013
  • Status: Færdig
"København, du er kun alt jeg har. Når dine tusinde øjne lukker i og mørket maler dig uendelig. Dine døtre, de vil mig intet godt. Men dine øjne lyser mig hjem når jeg får nok.."

Et one-shot, et konkurrence bidrag, et gennembrud i skriveblokeringen, en kærligheds erklæring og et sidste spinkelt forsøg, på at være alt og ingenting.

8Likes
10Kommentarer
653Visninger
AA

1. Mit København <3

København virkede kold og træt, mens jeg langsomt traskede gennem gaderne. Hele byen var belagt med en tyk tåge, som gjorde det umuligt at se klart. Men denne omtågede tilstand passede perfekt til den tilstand, jeg befandt mig i. Mine sorte sejlersko sjoskede gennem vandpytterne, og efterlod et aftryk af dryppende fødder. Normalt ville det gå mig på, og få mig til at skrige eller stønne irriteret. Men lige netop den søndag aften, var det helt okay.  For mens resten af byen var dybt optaget af at gemme sig for uvejret, der lurede ude i horisonten, kunne jeg uforstyrret vandre hvileløst rundt i mit eget nemesis. Kun mine våde skridt og stormfulde tanker. Kun mig og København.

Aftenen i går fløj forbi mine øjne, som om øjeblikke var forklædt som lyn. Det siksakkede sig ind i min hukommelse, og gjorde mig både svimmel og forvirret. Mens Gammel Kongevej  forsvandt under mine fødder, forsøgte jeg at fastholde og bevare de minder, jeg trods alt vidste, var virkelighed.

Lokalet var fyldt af en tyk røg, der hastigt bevægede sig opad. Man kunne følge røgens hvirvlen, mens den snoede sig op omkring bjælkerne. Musikken bankede ud af højtalerne, mens rummet blev fyldt med stemmer. Nogle grinte, mens andre nærmere råbte. Der var både panik og kærlighed i luften. Og selvom det hele var så fandens kaotisk, følte jeg mig alligevel lykkelig. Jeg tog endnu en tår af mit glas, og lod smagen af tranebær lægge sig på min tunge. Det smagte hæsligt. Både den billige vodka og de eddikesure tranebær. I virkeligheden ville jeg helst have været hjemme. Men alligevel tømte jeg glasset ned i halsen, og lod musikken få min krop til at bevæge sig.. Og selvom det kunne gøre mig irriteret,at jeg fulgte de traditioner, jeg selv foragtede, så hjalp det, når du tog mig i hånden og forsikrede mig om, at det var rigtigt, jeg kom.

Jeg kunne efterhånden se den kolde sø ved min side, hvilket mindede mig om, at jeg snart ville løbe tør for tid. Jeg stoppede op et ganske kort øjeblik. Både for at ryste mine våde sko, men også for at kigge op. Himlen var efterhånden sort, kun med undtagelse af de stjerner, de bragede frem på himlen. Og selvom byen virkede død, var stjernerne nok til at få hele verden til at virke levende.

Som aftenen skred frem, og langsomt malede et billede af sig selv, begyndte det at virke som en fejltagelse. Al den kærlighed jeg havde følt, blot ved at se alle der fremmede ansigter, var begyndt at ebbe ud. Og selvom jeg have følt mig så pokkers lykkelig, så var der nu ingen tvivl om, at lykken var væk. I stedet havde den efterladt en følelse af panik. Jeg kendte ikke de højrystede stemmer, der styrede rummet. Jeg kendte ikke de kroppe, jeg kunne mærke imod mig. Og alt fra den bankende høje musik, til den evigt tykke røg, fortalte mig, at jeg skulle gå. Jeg spejdede rundt i menneskemængden, for at få øje på dig. Men du var ikke til at finde nogle steder. Og af en eller anden grund, skræmte det mig mere, end jeg havde troet.

Idet jeg drejede ned på Vesterbrograde, kunne jeg så småt høre stemmer. Byen, der ellers havde været helt rolig og slukket for liv, summede nu stille. Og selvom jeg havde nydt at have København for mig selv, var det rart at vide, at jeg stadig havde nogle at dele min kærlighed med.

Da et glas pludselig blev smadret foran mine fødder, og blodet fra en fremmed hånd dansede foran mig, fik jeg nok. Uden at tage konsekvenserne til overvejelse buldrede jeg gennem mængden. Mens beruselsen gjorde det svært for mig at se klart, søgte mine hænder en vej ud. Og da jeg endelig mærkede den bidende kulde på min hud, virkede det hele okay. Også selvom det kun var for et kort øjeblik.
Gaderne var ligesom fyldte af larm, som de plejede og være, og jeg fik lyst til at råbe. Bare bede om stilhed. Bare et enkelt minut hvor alting var stille, og hvor byen ikke var for andre end mig. Og jeg tog mig selv i at hade alt. Dig, mig og København. Alt, der gjorde, at jeg ikke bare kunne se dig i øjnene, og fortælle dig, at jeg ville have dig for mig selv.

Selvom mindet om had blussede op i mit sind, følte jeg intet andet end lykke. Lyssene fra Tivoli lyste hele gaden op, og gjorde det umuligt at være andet end glad. Alt jeg nogensinde havde følt blev flået ud af mine hænder, og erstattet af en ny følelse. En følelse af at være bare en lille smule elsket. En følelse af ikke at frygte fremtiden, selvom den pludselig stod lige foran mine våde fødder.
Selvom Tivoliet lyste gaden op, var det dit ansigt, der fik mine læber til at forme sig til et smil. Og mens jeg tog dine hænder, og fortalte dig, at jeg elsker dig, opgav jeg alle tanker. For pludselig blev alt erstattet af visheden om, at jeg endelig var hjemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...