Det var dengang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2013
  • Status: Færdig
Det her er mit oneshot til 24 timers konkurrencen. Ikke dårligt, men heller ikke godt.

0Likes
0Kommentarer
141Visninger

1. Lille pige

Det var svært at finde rundt til at starte med, men efterhånden som man gik rundt fandt man ud af det. Jeg havde altid elsket storbyer og var vokset op inde mit i byen. Det var bare noget andet at gå rundt helt alene i en fremmed by.

Jeg var taget til London. Jeg stod på London Bridge og prøvede at finde ud af hvilken vej jeg skulle gå. Det hele virkede så håbløst. Jeg havde fået lov til at bo hos en af mine veninder i udkanten af byen, men jeg vidste at det måske alligevel ikke var den bedste løsning. Jeg var stukket af hjemmefra. Måske ikke sådan rigtigt, for jeg var næsten 18 år, men jeg var stukket af fra mine forældre. Vi havde et kæmpe skænderi om hvorvidt jeg måtte rejse væk, og så smækkede jeg hoveddøren og tog af sted. Jeg nåede heldigvis at få nogle ting med og hvis de ikke allerede var på vej for at hente mig hjem, så ville de komme på et tidspunkt. Jeg vidste at det første sted de ville lede var hos min veninde, og derfor var jeg ikke sikker på at tage imod hendes tilbud om at bo der, men på den anden side havde jeg ikke andre steder at være. Så skulle jeg bruge alle mine penge på et dårligt hotel, og så var det vel alligevel bedre at sige ja til hende og så stå op imod mine forældre når de endelig kom.

Men først skulle jeg se byen. Mine fødder gjorde allerede ondt og der var mange mennesker, men byen var så fantastisk, at det ikke betød noget. Jeg var på market, jeg kørte i metroen frem og tilbage, jeg shoppede i en masse butikker, jeg så kulturen, jeg var i en boghandel, jeg så London Eye og Big Ben, jeg tog en turistbåd og jeg spiste fish and chips på en lokal restaurant. Derefter tog jeg af sted.

Storbyen var bare så fantastisk. Jeg havde aldrig set noget lignende.

Men så snart jeg stod udenfor min venindens bygning frøs jeg. De havde allerede fundet mig. Mine forældre stod udenfor lejligheden og diskuterede foran en taxi, hvor det åbne bagagerum viste min taske. Jeg løb straks hen til dem, men så snart min mor krammede mig tæt ind til sig blev jeg helt blød i knæene og følte at jeg ikke kunne sige fra.

"Vi har været så bekymrede," sagde hun og aede mig. "Du skal aldrig gå igen."

"Nej, du kommer med hjem lige nu."

Og alligevel var der noget i mig der tænkte, at hvis jeg bare lod dem tage mig med hjem og fortsætte mit kedelige liv, så ville jeg rådne op der. Den her by var noget for sig og jeg ville blive her. Det var nok derfor jeg endelig valgte at stå op for mine forældre og fortælle dem hvad jeg virkelig mente.

"Nej. Det her er lige stedet for mig. Jeg vil ikke hjem."

"Jamen skat, hvem skal betale din husleje?" sagde min mor og min far gryntede bare og gloede ned i jorden.

"Det skal jeg selv. Jeg har en masse penge sparet op og jeg kan sagtens klare det. Jeg er en storby pige og nu tror jeg altså at jeg har fundet min helt rigtige storby."

"Er du helt sikker?" spurgte hun bekymret og jeg nikkede.

Min far derimod var ikke ligesom min mor. Han ville ikke bare lade det gå så let. "Nej. Du skal hjem lige nu. Og det bestemmer JEG. Du er min lille pige, du får ikke bare sådan lov til at flytte til en fremmed by."

"Nej," svarede jeg og kunne mærke tårerne presse på. "Det var dengang. Jeg er ikke en lille pige længere." Jeg gik stille hen og tog hans arm. "Hvis du ser byen vil du måske ombestemme dig."

Og så viste jeg ham byen. Vi havde den bedste tid af vores liv. Han elskede stedet og han elskede idéen om at jeg boede der. Storbypige. Det var da hvad jeg var. Han ombestemte sig og jeg gik rundt i storbyen hver dag.

På gaderne. Jeg gik på marked. Jeg kørte i metro og tog. Jeg tog busser og taxier. Jeg stødte ind i folk, jeg lærte vejene at kende, og jeg kunne næsten finde rundt overalt. Storbyen var min.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...