Flowers for a Ghost - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Igang
*den er med i fandom konkurrencen, og det er One Direction-fandommen*.
De lider ikke af det samme, de får ikke stillet den samme diagnose – men alligevel er de ikke så langt fra hinanden, hvad det angår. De har begge to en sygdom, der er psykisk, og det er det, der gør, at deres skæbner krydser veje.
Både Amber og Louis er meget forvirrede, når de vågner i et rum, som alle kan sige, hvad er: nemlig et værelse på et hospital. Hvad skete der? Hvorfor er de der? I takt med at brikkerne falder på plads for de to fortvivlede sjæle, og det går op for dem, at det ikke blot bliver et kort besøg, lærer de også hinanden at kende.

149Likes
34Kommentarer
8476Visninger
AA

6. Tredje kapitel

 

Mayday Parade - Miserable at Best

Ambers synsvinkel:

Det var en uges tid siden, jeg havde haft den underlige oplevelse, hvor en fyr havde kigget på mig ude fra gangen af. Jeg havde knapt nok nået at se, hvordan han så ud; det eneste, jeg kunne huske, var, at han havde lidt pjusket brunt hår den dag og noget joggingtøj på. Det var det.

Jeg havde også stadig været lidt rundforvirret der, så måske var det derfor, jeg ikke rigtig kunne huske ham. Men det undrede mig, at jeg ikke havde set ham. På den anden side kunne det være, at han var ligesom mig; holdt sig på sit værelse for at undgå andre. For ikke at føle sig syg i hovedet. Modsat kunne det også være, at han var blevet udskrevet – hvad vidste jeg også om det?

”Skat, det er på tide, du vågner op,” kvidrede min mor henne fra sin stol, hvor hun sad med et blad. Hun havde praktisk talt levet her, siden jeg var blevet indlagt, men i de sidste to dage havde hun været på arbejde om formiddagen for, at hun kunne være hos mig om eftermiddagen.

Jeg elskede min mor, men jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde set så meget til hende, og som enhver anden teenagepige gik det mig på nerverne, at hun hele tiden var omkring mig. Jeg havde lidt brug for noget space engang i mellem.

”Du ved godt, jeg er vågen,” svarede jeg hende tilbage. Jeg havde ikke lyst til at stå ud af sengen. Jeg havde ikke lyst til at være social. Jeg havde bare lyst til at blive liggende og sove hele dagen.

Det havde ramt mig som en bølge i går, da det gik op for mig, at jeg i dag rent faktisk blev nødt til at socialisere mig med mennesker. For første gang siden jeg var kommet her.

”Ja, men jeg ved også godt, at det ikke er ensbetydende med, at jeg ikke skal hive dig ud af sengen,” svarede hun. Hun lagde bladet fra sig og rejste sig.

”Du har en halv time, før det starter, og jeg har en idé om, at du måske gerne vil se okay ud. Tænk nu, hvis der er nogen søde drenge, som du ikke forventer, og du så ligner noget, katten har slæbt med ind?” hun blinkede.

Jeg trak på skuldrene. ”Det er jeg lige glad med.. jeg har ikke lyst, mor..”

Jeg skulle til et slags.. terapimøde. Altså, hvad fanden det nu blev kaldt. Noget, der var her på afdelingen, hvor folk med psykiske problemer ligesom mine fx kunne komme og snakke ud om det. En støttegruppe? Jeg vidste det ikke, men jeg vidste til gengæld, at jeg overhovedet ikke havde lyst til at være der.

”Det skal du, og det ved du. Der er en grund til, at du er her, og du skal have det bedre, bum.” sagde hun bestemt og gik hen for at hive dynen af mig. Jeg sukkede og kunne mærke tårerne trænge sig på.

Du skal ikke være til besvær, Amber.

Jeg mindede mig selv om det gentagne gange, før jeg tog mig sammen og svang benene udover kanten af sengen for derefter at stille mig på gulvet. Da jeg kom hen til spejlet, måtte jeg give min mor ret: Jeg lignede noget, der virkelig var løgn, og jeg burde måske se bare lidt ordentlig ud. Det lod til, at jeg skulle være her et stykke tid, og jeg ville nok aldrig snakke med nogen, hvis jeg så sådan her ud.

Med de få ting jeg havde herhenne, tog det mig ikke lang tid at få filtret mit hår ud, smide noget vand i ansigtet, børste mine tænder og iføre mig en buksedragt. Jeg tog et par gamle, udslidte vans på, som jeg ikke havde gået i, i mindst to år, men som min mor af en eller anden grund havde taget med herhen, da hun skulle pakke mine ting.

”Bedre?” spurgte jeg og stillede mig foran min mor. Hun tog en tår af sin kaffe og nikkede. ”Nu ser du præsentabel ud,” konstaterede hun. Jeg sukkede og satte mig på sengen. Min mobil vibrerede og indikerede, at jeg havde fået en besked.

”Hej mussis.
Er der mulighed for, at jeg kan komme og besøge dig snart? Jeg savner dig utroligt meget og er bekymret L”

Det var fra Emma, min bedste veninde. Eller, hvad kan man sige.. den af mine veninder, som jeg var tættest med. Det var vel ens bedste veninde, ikke? Jeg vidste det ikke. Men det var rart, at hun bekymrede sig, for der var ikke mange, der havde skrevet, og Emma var den eneste, der blev ved med at skrive til mig.

”Hej boo.
Det tror jeg bestemt godt. Savner dig”

Svarede jeg hende hurtigt. Jeg nåede knapt at lægge mobilen fra mig, før det bankede på døren. En ung sygeplejerske trådte ind.

”Amber, jeg skulle følge dig hen til der, hvor du skal være? Du ved ikke, hvor det er, vel?” spurgte han venligt. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at han havde flotte, lige tænder.

”Nej,” jeg rystede på hovedet, ”jeg ved ikke, hvor det er.” forsikrede jeg ham om. Med et sidste opgivende blik mod min mor, som ingen nåde viste, fulgte jeg efter den unge mand, indtil han stoppede op ved et rum og åbnede døren.

”Værsågod,” smilede han. Jeg nikkede med et anstrengt smil, som tak, før jeg trådte ind i rummet. Der sad indtil videre kun fem personer derinde, og de rettede alle deres blik mod mig, da jeg trådte ind.

Den ene fangede især min opmærksomhed: Han havde brunt, pjusket hår og et par grå joggingbukser sammen med en løs, hvid trøje og en beanie. Det var den samme fyr, som jeg havde taget i at kigge på mig for en uge siden.

Var det meningen, at jeg skulle synes, han var så forbandet køn?

Jeg skyndte mig at kigge ned og sætte mig i en stol langt væk fra ham, da jeg ikke brød mig om den måde, hvorpå han kiggede på mig. Det føltes ubehageligt, og jeg kunne af vane ikke lade være med at tro, at han tænkte dårlige ting om mig.

Men jeg var nysgerrig. Hvad kunne være hans problem?

 

Louis’ synsvinkel:

Jeg havde ikke lyst til at skulle sidde samlet og snakke om mine problemer sammen med en bunke af andre mennesker, men det lod til, at jeg ikke kunne komme udenom det, for det var det, der ville være sundt for mig, fordi jeg åbenbart havde brug for at komme ud med det, jeg følte inderst inde og havde ført til mit problem nu.

For søren da, jeg var ikke særlig god bare uden videre at dele mit allerinderste med nogle fremmede mennesker, når min egen familie, venner og kæreste ikke engang vidste det. Hvad regnede de helt ærligt med? At jeg skulle bifalde det? No way.

Jeg blev fulgt hen i et rum, hvor det foregik, og så sad jeg ellers der, sammen med fire andre mennesker. Lige indtil pigen fra værelset trådte ind. Hun tog min opmærksomhed, og jeg kunne ikke lade være med at studere hende i al den tid, hvor der kom tre andre mennesker ind også. Hun var så fascinerende.

”Nu tror jeg alle, at vi er samlet,” smilede vores halvskaldede ’lærer’, eller hvad jeg nu skulle vælge at kalde ham, da alle var her. Jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg skulle kalde ham, for han var jo den, der stod for disse møder, så hvad kaldte man ham egentlig? Jeg orkede ikke at gå rigtig op i det. For mig var det bare en lærer.

På den anden side havde det heller ikke overhovedet været muligt for mig at gå op i det, siden hun havde trådt ind i rummet. Det var som om, at hun – uden overhovedet at prøve – bare tog min opmærksomhed. Måske, fordi de andre her enten var virkelig… utiltalende at se på, eller også bare fordi at hende her virkelig var køn. Jeg vidste det ikke, og jeg kunne heller ikke finde ud af det.

”Jeg synes, at vi skal starte med at lave en navnerunde, siden vi har fået tre nye personer til i dag, og de har jo ingen idé om, hvem I er, og hvilke problemer I har. I behøver dog ikke sige, hvad lige jeres personlige problem er, hvis det er for meget over grænsen, men I er velkomne til det. Du starter,” han nikkede hen mod en lyshåret dame, der så ud til at være i 30’erne.

Hun nikkede med smil på de smalle, svagt lyserøde læber.

”Jeg hedder Sandy, og jeg er 37 år gammel. Jeg kom her, fordi jeg gennemgik en svær tid, efter min datter blev dræbt i en bilulykke – det kunne jeg ikke klare, og jeg prøvede at tage mit eget liv for omkring en måned siden,” forklarede hun. Hun kiggede ikke nogen af os i øjnene, men det kom bag på mig, at hun overhovedet havde styrken til at sige det højt.

Det var jeg ikke ligefrem sikker på, jeg havde. Altså, jeg havde for fanden ikke engang rigtig indrømmet overfor mig selv, at jeg havde fået ’stillet diagnosen’, at jeg havde anoreksi. Det kunne bare ikke passe.

Flere præsenterede sig, men jeg lyttede ikke efter. Jeg hørte kun meget svagt efter, hvad der skete – jeg fik fat i, at der var en, der led af nogle anfald, så hun skulle kun kort være her, og så var der en anden, der havde anoreksi. Så kom turen til mig selv. Der blev jeg tvunget til at være opmærksom, sjovt nok.

”Okay..” begyndte jeg og kunne mærke, hvordan min mave trak sig sammen, ”Jeg hedder Louis.. Louis Tomlinson – en del af One Direction. Øhm.. ja..” jeg tav. Jeg kunne ikke få det over mine læber, hvad der var galt med mig. Det lod til, at Ben, som ’læreren’ hed, opfattede det, for han skyndte sig at gå videre til en lille buttet dreng, der sad ved siden af mig. Han havde skizofreni, fik jeg fat i.

Så var det hende. Pigen med det brune hår, som tog min opmærksomhed konstant. Jeg var nysgerrig efter at høre noget om hende og vide, hvad hendes problem var.

Hun kiggede lidt ud i luften, som om hun sad og nøje overvejede, hvad hendes ord skulle være.

”Mit navn er Amber.. Jeg er 17 år gammel – snart 18 dog. Jeg har en depression – det har jeg fundet ud af for lang tid siden, og i sidste uge prøvede jeg at slå mig selv ihjel ved at tage en masse piller. Men som I kan se, så lykkedes det ikke,” hun slog ud med armene på en opgivende måde og et bedrøvet blik.

Jeg kunne ikke lade være med at rykke mig rundt i stolen, da hun kom med den sidste kommentar om, at det ikke lykkedes. Jeg følte mig ubehageligt tilpas, da hun sagde det. Det havde ikke direkte kun noget at gøre med ordene – det var måden, hun sagde det på. Som om hun virkelig var ked af det over, at hun stadig var her.

”Det er sjovt.. jeg har aldrig rigtig forstået depression,” ordene røg ud af mig, før jeg kunne stoppe dem, og jeg fortrød dem med det samme, da hun kiggede hen på mig og ventede på, at jeg fortsatte mine ord. ”Ja, altså.. jeg har aldrig forstået, hvordan man kan være så ked af det, at man vil væk,” forklarede jeg prøvede ihærdigt på at redde det, men det gik ikke særlig godt.

Hun hævede et øjenbryn og lod sit blik bore sig direkte ind i mit. Det gjorde mig utroligt ubehageligt tilpas, og jeg kunne ikke få mig selv til at kigge væk, selvom jeg inderligt gerne ville.

Hun lænede sig lidt frem i sædet uden at rykke sit blik, før hun langsomt åbnede munden og sagde noget, som jeg nok aldrig ville glemme igen.

”Se det på den her måde: Depression er mere som ikke at have evnen til at forestille sig en fremtid.”

***

Hey guys!! håber, I kan lide det her kapitel.

btw, jeg vil bare lige sige, at jeg ikke ved, hvordan det foregår med sådan noget her med terapimøder eller, hvad det er, jeg har skrevet (lol), så jeg er ikke sikker på noget af det - men nu har jeg skrevet det som, at det er en, de har på hospitalet, som folk, der er indlagt hos dem, kan bruge, indtil de bliver udskrevet. 

Vil nu gå i gang med at rette min tysk stil igennem for fejl, for den skal genafleveres... FIK 10 I DEN fØRSTE GANG, WHAT IS THIS SHIT OMFG

god dag til jer alle x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...