Flowers for a Ghost - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Igang
*den er med i fandom konkurrencen, og det er One Direction-fandommen*.
De lider ikke af det samme, de får ikke stillet den samme diagnose – men alligevel er de ikke så langt fra hinanden, hvad det angår. De har begge to en sygdom, der er psykisk, og det er det, der gør, at deres skæbner krydser veje.
Både Amber og Louis er meget forvirrede, når de vågner i et rum, som alle kan sige, hvad er: nemlig et værelse på et hospital. Hvad skete der? Hvorfor er de der? I takt med at brikkerne falder på plads for de to fortvivlede sjæle, og det går op for dem, at det ikke blot bliver et kort besøg, lærer de også hinanden at kende.

149Likes
34Kommentarer
8357Visninger
AA

10. Syvende kapitel

Ambers synsvinkel:

Jeg skubbede ham forvirret væk, efter jeg tog mig selv i at kysse ham tilbage, og det gik op for mig, hvad jeg egentlig lavede – noget, jeg ikke burde lave.

”Louis..” mumlede jeg. Han bed sig i læben og rykkede sig lidt væk fra mig igen, men ikke meget. Han så forvirret ud, som om han ikke kunne fatte, hvad der lige var sket – og det kunne jeg i den grad heller ikke. Jeg kunne mærke, at tårerne pressede sig på, og jeg kunne ikke engang forklare hvorfor. Det var bare.. det her ville ikke ende godt, det vidste jeg.

”Er du ved at græde?” udbrød han fortvivlet, ”undskyld, Amber! Det er jeg så ked af – jeg vidste ikke, det ville have den effekt på dig. Havde jeg vidst det, ville jeg aldrig have gjort det!” fortsatte han. Jeg rystede på hovedet for at forklare, at det ikke havde noget med ham at gøre.

”Stop, det er ikke.. det.. det er bare.. Hvorfor ville du spilde din tid med en pige som mig? Jeg er ikke god, og det bliver jeg heller aldrig.. Og i sidste ende ender det ud med, at en af os bliver sårede, og du har alligevel også.. Eleanor,” jeg brød mig ikke om at sige hendes navn. Jeg kiggede ham for alt i verden ikke i øjnene.

Han sukkede. ”Nu stopper du med det der. Du er alt for hård mod dig selv – du skubber mig væk, når jeg er ved at komme for tæt på. Fordi du føler, du ikke fortjener noget godt selskab, som du, måske, føler dig tilpas i. Stop med det, du er.. perfekt, som du er,” det lød som om, det var hårdt for ham at indrømme det. Men jeg kunne så også lige love for, at det var hårdt for at få det at vide.

Det lød dumt, men det var fandeme sandt. Det var hårdt, for jeg følte, jeg fik en løgn smidt lige op i hovedet, og det var yderst forfærdeligt. Jeg foretrak, at han bare ville holde kæft om det og sige sandheden.

”Stop!” udbrød jeg irriteret, ”stop med at sige, jeg er perfekt! Stop med at lyv overfor mig! Bare stop!” jeg hævede min stemme mere og mere. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var, der var ved at ske, jeg ville bare have det til at stoppe med samme. Tårerne pressede sig endnu mere på, og jeg krøllede mig sammen på gulvet; jeg trak knæene helt op til mit bryst og lagde armene om dem.

”Amber.. Amber, du ser virkelig dårlig ud. Du ryster,” mumlede han men lød panisk .Jeg bed mig i læben, da det første hulk prøvede at finde sin vej ud. I stedet for kom det ud som et underligt hikst.

”Det er..” jeg trak vejret hårdt, ”det er okay, Louis, jeg kan bare ikke.. jeg er bare mig, og du er dig – du er en stor stjerne, du har en kæreste, som det lader til, at alle kan lide, og jeg er en pige, der kommer fra den normale menneskedel, og som om det ikke er grund nok til, at jeg ikke tror på noget, du siger, så er jeg en pige, der lider af depression og gør skade på mig selv. Forstår du det ikke? Jeg er ingenting. Du skal ikke komme og fortælle mig, at jeg er perfekt, før du har set alt – alle de ar, der er overalt. Både indeni og udenpå. Hvis du prøver at se mig, når jeg lukker dig ude, råber og skriger af dig, at du skal lade mig være, og jeg skubber dig væk – når jeg bryder sammen i gråd og ikke kan håndtere mig selv, og du så stadig tror på mig.. så er der måske en chance for, at jeg kan forstå dig. Men det har du ikke. Du har kendt mig i så kort tid,” det var ikke meningen, at jeg ville vrisse af ham, men jeg var for meget ude af den til at tænke på det.

”Amber!” han råbte højt den her gang – så højt, at jeg rent faktisk blev helt forskrækket over det. Jeg sagde ikke noget, men kiggede kort op på ham, kun for at sænke mit blik igen.

”Jeg ved, det lyder ondt at se det her, men hold din kæft. Det irriterer mig, at du er sådan der og ikke gider tage i mod noget som helst, som andre giver dig. Jeg fatter godt, at depression medvirker til, at det bare generelt er fandens svært at tro på det, men så lad være med at tro på det, men jeg har lov til at sige min mening. Jeg er ked af at sige det, men hvis jeg ikke mente det, hvis jeg ikke fandt dig bare den mindste smule tiltrækkende, tror du så selv, jeg ville have valgt at kysse dig, når jeg har en kæreste? Nej.” han tav, men kun i kort tid.

”Lad mig fortælle dig noget, og jeg bliver sur, hvis du afbryder mig, okay? Du er smuk, men nej, ikke ligesom alle de piger i magasinerne, som ser så perfekte ud. Ikke på den måde. Du er smuk for den måde, du tænker på – lige meget hvor latterligt det så lyder. Du er smuk, når du får et glimt i øjet, når du snakker om noget, du elsker, eller om noget, som du ved noget om og har meninger om. Og ved du hvad, der også gør dig smuk? Og som jeg mener det helt inde fra mit hjerte af? At du har en helt utrolig evne til at få andre til at smile, selv når du er så dybt ked af det indeni. Se, hvad du har gjort ved mig. Jeg smiler hele tiden, når jeg er sammen med dig – næsten uden nogen undtagelse, og den effekt har du på mig, imens du render rundt og har det, som du viser mig lige nu. Det er smukt. Det er det, det handler om. Du er ikke smuk for noget så ligegyldigt som udseende, Amber. Du er smuk dybt ind i sjælen, og det er det, jeg ønsker, du for guds skyld lærer at forstå snart.”

 

Louis’ synsvinkel:

Jeg vidste ikke, hvor den talestrøm pludselig var kommet fra, og hvorfor jeg så let havde sagt den, men der var ingen tvivl om, at jeg i hvert fald mente det, jeg havde sagt. Dybt inde fra hjertet af, for det var noget af det mest rigtige, jeg nogensinde havde sagt om en pige.

Hun så forbløffet ud. Så forbløffet, at hun rent faktisk kiggede direkte på mig, hvilket hun ikke havde gjort, siden hun havde skuffet mig væk efter kysset.

Jeg var ikke dum. Jeg vidste, at hun prøvede at finde på en måde at sno sig udenom den og sige, at det ikke passede, men inderst inde vidste hun godt, at der ikke var noget at sige. At jeg mente det, og at jeg ikke løj, som hun prøvede at bilde sig selv ind, at jeg gjorde. Hun havde så svært ved at tage i mod komplimenter.

”Det… Jeg er dårlig til at svare på sådan nogle ting,” endte hun med at mumle. Jeg smilede skævt. ”Det har jeg erfaret. Men hey, det er okay. Jeg vil bare ikke have, du skal få et sammenbrud, fordi du bilder dig ind, at folk ikke mener de ord, de siger. Det er ikke fair overfor dig selv, at du skal gå igennem det hele tiden,” forklarede jeg.

Hun reagerede ikke på det, jeg sagde, men jeg vidste, hun havde hørte det. Der var stadig tåre ned af hendes kinder, og hun rystede stadig en smule, men jeg kunne se, at det var ved at aftage en smule – heldigvis.

”Kom, lad os få dig ind i seng. Lyder det ikke fint?” min stemme blev straks mere mild, hvis det da overhovedet var muligt. På den anden side havde jeg også lydt rimelig hård før, fordi jeg så godt ville have mit budskab igennem til hende, som hun ikke ville tage i mod.

Hun nikkede. ”Det lyder rart,” endte hun med at indrømme. Jeg nikkede tilfredst og stod selv hurtigt op, efter at have siddet nede ved siden af hende. Jeg rakte min hånd frem, som hun tog i mod, så jeg kunne hive hende op.

”Tak,” mumlede hun, da jeg åbnede døren for hende, så hun kunne komme ud. Dog havde jeg fornemmelsen af, at det ikke kun var det, hun takkede for, men bare i det hele taget for det, der lige var sket og det, jeg lige havde sagt.

Jeg undlod at svare, men smilede for mig selv. Der var ikke brug for at sige noget her. Jeg turde ikke gøre noget værre, for det, jeg lige havde set, havde jeg ikke lyst til at se igen. Det var hårdt at se hende bryde sådan sammen, uden tvivl.

Dog var der nogle tanker, der nagede mig: hvorfor var det, at jeg gik så meget op i hendes helbred, og hvorfor holdt jeg så meget af hende på så utroligt kort tid? Det var jo ikke normalt at gøre det. Helt ærligt. Jeg havde kendt Eleanor i Gud ved hvor lang tid, og hende havde jeg også set gå ned et par gange, og der havde jeg slet ikke følt, at jeg skulle beskytte hende på samme måde som Amber. Måske var det, fordi jeg også var klar over, at Amber var psykisk ustabil? Det var stadig underligt.

Og det, der var endnu mere underligt, var, at jeg rent faktisk havde kysset Amber uden at tænke på Eleanor. Jeg havde ikke engang dårlig samvittighed over det – i hvert fald ikke endnu, og det burde jeg ellers have. Jeg burde have fået utroligt dårlig samvittighed, da Amber sagde, at det ikke gik, fordi jeg havde en kæreste. Der skulle jeg nok have været fornuftig og sagt, at hun havde ret, og gået ud af rummet, men hvad havde jeg gjort i stedet?

Jeg havde nærmest smidt mig på knæ for hende for at sige, at det var okay, det der skete, og at hun ikke skulle tænke på det, og så havde jeg smidt de dybeste ord i hovedet på hende om, hvor smuk hun var indeni.. jeg var rimelig sikker på, at jeg aldrig havde skrevet eller sagt noget, der var nær så dybt, til Eleanor. Det var ikke godt det her. Måske var det noget godt, at jeg snart blev udskrevet.

Jeg bed mig i læben. Det var lige før, at jeg ikke havde lyst til at blive udskrevet. Hvor sygt var det ikke lige? Der var seriøst blevet kastet en eller anden forbandelse over mig – jeg var sikker.

Vi kom frem til hendes værelse, og hun skubbede døren op. Hendes mor sad derinde.

”Hvor har I været? Jeg var så bekymret?!” udbrød hun og gik hen til hendes datter for at give hende et stort, bekymret kram. Imens snakkede hun til mig: ”Du skal ikke ses med min datter, hvis du får hende på afveje på den måde!” skældte hun. Jeg hævede overrasket et øjenbryn. Hvad snakkede hun om?

Amber virkede ligeså forvirret som mig.

”Mor, stop. Hvis der er nogen, der har gjort min tid her udholdelig, så må det da være ham. Han er en af mine.. venner. Vi går rundt og snakker om alt og intet og har det bare hyggeligt. Så føler man sig næsten som et normalt menneske, selvom man er fanget på et hospital,” forklarede hun. Hendes mor så stadig skeptisk ud, men nikkede.

”Ja.. jamen, hvis du siger det..” tøvede hun. Amber nikkede bare og gjorde det samme igen, da hendes mor informerede om, at hun ville gå ned og spise kage og kaffe. Jeg satte mig i stolen ved siden af Ambers seng, da hun havde fået taget sine bukser af og hoppet under sin dyne.

”Skal jeg gå?” spurgte jeg usikkert. Min hånd hvilede på kanten af sengen. Krampagtigt greb hun min hun og rystede på hovedet. ”Helst ikke nu, før jeg sover.. jeg bryder mig ikke om at falde i søvn alene – jeg føler altid, her er nogen,” indrømmede hun.

”Det er fint, søde. Så sidder jeg bare her og venter – jeg skal alligevel ikke noget i dag,” forklarede jeg. Hun kiggede mig direkte ind i øjnene og rystede på hovedet. Det forvirrede mig.

”Nej.. du skal ikke sidde der. Du skal komme her og ligge sammen med mig i stedet.. please?” det sidste please kom ud, da hun igen blev flov og tilbageholdene. Hvad der lige var gået over hende i de to første sætninger, kunne jeg ikke sige men jeg kunne godt lide den side af hende.

Jeg nikkede langsomt. Jeg burde ikke, men jeg gjorde det. Jeg kunne ikke lade være. Og det værste var, at jeg følte mig hjemme, da jeg lå ved siden af hende med armen omkring hende. Nu kunne jeg rigtig passe på hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...