Flowers for a Ghost - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Igang
*den er med i fandom konkurrencen, og det er One Direction-fandommen*.
De lider ikke af det samme, de får ikke stillet den samme diagnose – men alligevel er de ikke så langt fra hinanden, hvad det angår. De har begge to en sygdom, der er psykisk, og det er det, der gør, at deres skæbner krydser veje.
Både Amber og Louis er meget forvirrede, når de vågner i et rum, som alle kan sige, hvad er: nemlig et værelse på et hospital. Hvad skete der? Hvorfor er de der? I takt med at brikkerne falder på plads for de to fortvivlede sjæle, og det går op for dem, at det ikke blot bliver et kort besøg, lærer de også hinanden at kende.

149Likes
34Kommentarer
8397Visninger
AA

9. Sjette kapitel

Ambers synsvinkel:

Der var engang en, der fortalte mig, at man ikke kunne græde, når man allerede var tom indeni. Personen tog fejl, for det har jeg bevist, at man kan – op til flere gange endda. Jeg havde ikke fået særlig meget søvn den her nat, fordi mine tanker havde holdt mig vågen, og det var irriterende. Det var som om, at jeg bare fik et slags tilbagefald nu. Hvorfor? Jeg ville ikke have det.

Mine forældre ville først komme senere på aftenen, så vi kunne spise aftensmad sammen, så jeg havde hele dagen for mig selv. Hvad fanden jeg skulle lave, havde jeg ingen idé om, og siden klokken kun var 10, virkede klokken 19 meget langt væk for mig. 9 timer, hvor jeg skulle lave intet.

Ok, det var løgn. I dag havde jeg faktiske en aftale med en psykolog, som ville komme herhen til mig for at snakke. Jeg havde ikke lyst. Hvad ville jeg få ud af det? At jeg bare blev mere ked af det, end jeg allerede var? Psykologer fik altid gang i tankerne endnu mere, end jeg selv gjorde.

Jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, hvad Louis mon lavede, og jeg vidste, det ikke var noget godt, at jeg så hurtigt følte den her forbindelse til ham. Især ikke, hvis man tænkte på, at han for søren da havde en kæreste.

Det værste, man kan gøre mod sig selv, er at blive alt for afhængig af en bestemt person. Hvorfor? Fordi hvad gør man, hvis den person en dag bestemmer, at du ikke er nødvendig for dem mere? Ligesom Louis nok også kun snakkede med mig, så længe han var her. Tanken om det gjorde ondt, det måtte jeg indrømme.

Klokken blev hurtigt 11, og det bankede på. Jeg råbte et stille ’luk op’ uden at rykke mig fra min seng. Jeg var alt for træt til at overskue det. Der trådte en dame med brunt, langt hår ind med et venligt smil. Hun så ikke specielt gammel ud, og det fik mig til at slappe lidt af.

Jeg havde altid haft den idé om, at de lidt yngre psykologer forstod mig bedre, fordi vi var tættere i alder, selvom det garanteret var noget vrøvl at tro.

”Hej, Amber,” sagde hun venligt. Jeg smilede igen uden at sige noget. Jeg burde virkelig rejse mig fra sengen, for ellers ville hun nok tro, at det hele var meget værre, end det var. Eller.. måske var det så slemt, som jeg gav udtryk for. Jeg var forvirret, men det var vel ikke noget nyt.

Jeg valgte at sætte mig op til sidst, så mine fødder dinglede udover kanten.

”Hvad hedder du?” spurgte jeg, som det første. Hun fandt en stol, så hun kunne sætte sig ned foran mig. ”Jeg hedder Camila,” svarede hun, ”skal vi komme i gang?” hun kiggede afventede på mig, og først da jeg nikkede ja, fortsatte hun.

”Okay, fortæl mig, hvordan du umiddelbart har det. Bare lige i det her øjeblik. Du skal huske på, at jeg ikke kender dig, så jeg skal bare vide, hvordan det nogenlunde står til, efter du kom herhen,” hun tog en kuglepen frem, så hun kunne skrive ned, hvad jeg sagde.

Jeg overvejede mit svar i godt og vel ti sekunder: ”Jeg ved det ikke. De første par dage jeg var her, var jeg faktisk okay. Overraskende okay, når man tænker på, at jeg lige havde prøvet at slå mig selv ihjel, forstår du? Men her de sidste to dage er det blevet lidt underligt.. jeg ved ikke, hvad det er. Jeg føler mig bare underligt tilpas, og jeg kan ikke lade være med hele tiden at tænke på.. ting, jeg ikke burde tænke på, går jeg ud fra. Jeg ved snart ikke, hvad normale mennesker tænker på,” jeg grinede trist.

Hun lagde hovedet på skrå og stoppede med at notere, da jeg sagde det.

”Søde. Du er normal. Bare fordi du går det her igennem betyder det ikke, at du er mere unormal end andre. Folk med depression er ikke dumme og unormale, de ser bare verden i et andet perspektiv, end hvad de fleste gør,” sagde hun og sørgede for at fastholde mit blik. Hendes ord beroligede mig på en underlig måde.

”Hmm,” endte jeg med at svare. Jeg vidste ikke, hvad jeg mere skulle sige.

”Hvor lang tid siden er det, at du fik den her depression?” spurgte hun videre om, da det gik op for hende, at jeg ikke havde mere at sige. Jeg tænkte mig lidt om. ”En to års tid siden vil jeg tro. Men det var jo galt, inden jeg fik det konstateret, selvfølgelig,” tilføjede jeg.

”Okay.. og hvad var det, der udløste det? Ved du det?” hun sørgede for at have en mild stemme. Jeg trak på skuldrene. Det begyndte at være et mere og mere følsomt emne, hun kom ind på.

”Det havde måske noget at gøre med, at jeg blev mobbet. Eller det havde det, men det var mere mine egne tanker, der gjorde det endnu være, du ved. Fordi jeg tog tingene til mig og gennemtænkte og overtænkte konstant, og fik konkluderet alt muligt, der er dårligt om mig selv, og nu sidder jeg her og kan ikke slippe det,” svarede jeg. Hun så trist ud, og noget sagde mig, at hun ikke kunne lide at se andre have det sådan her.

Medlidenhed var ikke det, jeg havde brug for.

”Hvad så siden du er kommet her? Jeg ved godt, du kom lidt ind på det før, men er der noget, der er værd at nævne?” spurgte hun nysgerrigt. Automatisk kom jeg til at tænke på Louis, og det udløste med det samme et smil. Hendes blik blev nysgerrigt, da hun så det.

”Hvad er det, du smiler over?” spurgte hun med et smil. Jeg bed mig i læben og skyndte mig at få fjernet mit smil.

”Der er ham Louis her, der er her. Du ved nok godt, hvem han er – det er ham kendissen. Der må vel nok være en masse om det, er der ikke?” spurgte jeg. Hun nikkede. ”Jo, der har vært en del omkring det. Det er jo lidt vildt,” hun grinede, ”men hvad er der med ham, som du smiler over?”

”Han er flink,” indrømmede jeg, ”jeg kan ikke huske, hvornår der sidst var en anden, end en psykolog, ikke for at fornærme dig, der snakkede til mig af fri vilje, og det gør han. Og han lytter til mig, når vi snakker, som ingen længe har lyttet før. Det er helt utroligt. Jeg kan virkelig godt lide at være sammen med ham,” jeg blev varm om hjertet og smilede. 

Mit smil forsvandt dog hurtigt igen, da det som altid lykkedes mig at tænke på det negative ved sagen.

”Men han er jo kendt, så det er nok bare lige nu. Han har nok glemt mig, når han bliver udskrevet, og så er det det,” mumlede jeg lavt. Hun så lettere bekymret ud, men alligevel ikke overbevist om, at jeg havde ret.

”Det tror jeg ikke, du skal være så sikker på, faktisk. Altså, man glemmer ikke lige sådan et ophold på et hospital, når man er indlagt med anoreksi, som han er, og så glemmer han helt sikkert heller ikke personerne, og dermed ikke dig, hvis du er en af dem, han snakker med,” forklarede hun.

Hun havde i princippet ret. Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at frygte det værste. Som om, at det var noget nyt.

Vi snakkede i en halv times tid mere, da vi pludselig blev afbrudt af, at der blev banket på. Jeg kiggede ud og kunne se Louis stå og vente.

Så kiggede jeg bedende hen på Camila, der blot smilede lidt, og nikkede. ”Stik af med dig, det er i orden,” forsikrede hun mig om. Jeg sværger, jeg havde aldrig i mit liv været så hurtigt ude af min seng og henne ved døren.

 

Louis’ synsvinkel:

Jeg kunne skimte en anden person bag ved Amber, da hun åbnede døren, men hun skyndte sig at lukke den i efter sig.

”Hvad så?” spurgte hun nysgerrigt. Hun var lidt bleg i dag, men der var noget anderledes over hendes øjne i dag – på en god måde.

”Jeg tænkte bare på, om vi ikke skulle have vores daglige snak, som vi er begyndt på,” smilede jeg og følte mig ærlig talt rimelig dum. Hun nikkede. ”Jo, god idé. Jeg har lige snakket med en psykolog,” sukkede hun. Jeg lagde hovedet på skrå.

”Stakkels dig, hva? Jeg snakkede med en i går, efter vi havde spist. Jeg er ikke god til psykologer,” indrømmede jeg. Hvorfor havde jeg en trang til at ligge armen om hende, imens vi gik? Jeg beherskede mig.

”Tror du godt, vi må gå udenfor? Like, lige foran hospitalet? Jeg synes, det er utroligt lang tid siden, jeg har været ordenligt udenfor,” forklarede hun. Jeg tøvede lidt. Hvordan fortalte jeg hende, at der var utroligt mange teenagepiger udenfor hospitalet, der ville se mig? Utroligt, at der stadig var nogen, når man tænkte på, at jeg havde været her så længe.

”Det er nok ikke nogen god idé,” begyndte jeg. Hun rynkede på panden, og jeg skyndte mig at fortsætte: ”jeg er kendt, ved du nok.. og der er altid folk overalt, hvor vi er…”

Hendes ansigt lyste op, da hun satte to og to sammen. ”Aaaaah! Der er folk her. Hvor smart. Eller ikke smart. Men ja. Du ved. Jeg forstår. Skal vi så ikke prøve noget andet sjovt?” et smil prydede hendes læber, og det gjorde mig glad at se hende sådan. Jeg havde ikke set hende med så meget liv i kroppen før.

Jeg skulle til at spørge hende, hvad idéen var, men nåede det ikke, før hun ubevidst havde grebet fat i min hånd og begyndte at løbe ned af gangen, forbi alle de andre mennesker, der var her. Jeg kunne ikke andet end at følge med, og selvom jeg burde, slap jeg ikke hendes hånd, men holdte derimod godt fast om den.

Hun ledte vejen ned af trapperne og var ved at støde ind i en læge, som spurgte os om, hvad vi lavede, men vi svarede ikke; hun hev os bare videre, indtil vi var helt nede ved udgangen. Med det samme kunne jeg se omkring 40 piger være der, og først efter tre sekunder, da jeg tænkte logisk, slap jeg hendes hånd. Der kunne blive taget billeder af det, og som om at Eleanor ville tro på, at vi bare lige uskyldigt holdt i hånden.

Jeg holdt mig lidt i baggrunden i håb om, at de ikke ville se mig, men hun gjorde stik det modsatte: Hun gik direkte op til døren, åbnede den, før hun råbte: ”OH MY GOD, DET ER LOUIS TOMLINSON!” utroligt højt.

Selvom det i sidste ende kun kunne ende dårligt, kunne jeg ikke lade være med at grine højt af hende. Alle pigerne kiggede hen mod os, og da de fik øje på os, kunne jeg love for, at der blev skreget. Da de begyndte at løbe hen mod os, lukkede Amber forskrækket døren i og grinede hen til mig.

”Så lidt,” drillede hun. Jeg sukkede og rejste hånden for at vinke til dem. Den ting, hverken Amber eller jeg havde tænkt på, var, at 40 piger altså godt kunne åbne en dør op mod os to. Og også, at her ikke var nogen vagter.

”Okay, Amber?” mumlede jeg, da de pressede på døren, hvor hun stod. Hun hørte mig ikke først gang, så jeg fløj hen til hende. ”Amber, jeg tror, det er tid til, at vi smutter. Hurtigt,” hun så forvirret ud, så det endte med, at jeg sukkede med et grin, før jeg greb fat i hendes hånd for at løbe væk – og så brød helvede løs bag os.

”Okay.. nu forstår jeg, hvad du mener,” råbte hun til mig, imens vi nærmest flygtede fra folk. Ingen af os kendte hospitalet særlig godt, så det endte med, at vi bare løb på må og få i håb om, at ingen kunne følge med, og at der var nogen, der fik lukket pigerne ud igen.

Efter fem minutter stoppede vi op inde i et helt tomt lokale, og da vi fik øjenkontakt, brød vi ud i grin. Amber var dødforpustet, og det hjalp ikke just, at hun grinede så meget, men det var sjovt. Hele situationen om, at jeg lige var flygtet fra mine fans, var fandeme sjov.

”Åh gud, det er det dummeste, du nogensinde har gjort,” grinede jeg og holdt mig på maven i håb om at kunne få vejret. Vi grinede i to minutter mere, før der langsomt blev stille. Hun havde et konstant smil på læberne nu – noget, jeg aldrig havde set før.

”Dit smil er smukt,” ordene røg ud af mig, før jeg nåede at stoppe det. Jeg slog en hånd for munden, for det var upassende at sige det. Det var bare.. nej.

Hun prøvede at få sig selv til ikke at smile, men min kompliment resulterede kun i, at hun smilede endnu større, og at hendes kinder langsomt fik en rosa farve. Det var sødt.

”Stop det, Tomlinson,” mumlede hun, men det lød ikke, som om hun mente det. Jeg fik lidt mere mod og rystede på hovedet. ”Nej. Har du nogensinde fået at vide, at du kan lyse et helt rum op, selv når du selv føler, at du er på den værste dag?”

Okay, det skulle jeg heller ikke have sagt. Men samtidig jo, for det varmede så meget at se, hvordan hendes øjne strålede, selvom hun gjorde et ihærdigt forsøg på at sige nej, og at det ikke passede, og at jeg var fjollet.

”Du er nu heller ikke så værst selv,” indrømmede hun genert. Det lød som om, hun aldrig havde komplimenteret en fyr før, og jeg grinede hæst. ”Jo tak skal du have,”

Det gik op for mig, hvor tæt på hinanden vi sad, og da jeg kiggede op på hende, tog jeg hende i allerede at kigge på mig. Men hun kiggede ikke væk. Var det meningen, at jeg skulle få sommerfugle i maven, som jeg plejede at få, når jeg var sammen med Eleanor? Nej, det var det bestemt ikke, men jeg kunne ikke stoppe det.

Og jeg kunne heller ikke stoppe mig selv, da jeg strøg noget hår væk fra hendes kind og lagde min hånd på den efterfølgende. Og det samme gjaldt, da jeg lænede mig frem og pressede mine læber mod hendes.

Jeg var godt klar over, hvad jeg lavede, og at det var noget lort. Men tanken om Eleanor virkede så forbandet langt væk, at ikke engang det kunne afholde mig fra det. Jeg var virkelig tiltrukket af hende og hendes person. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...