Flowers for a Ghost - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Igang
*den er med i fandom konkurrencen, og det er One Direction-fandommen*.
De lider ikke af det samme, de får ikke stillet den samme diagnose – men alligevel er de ikke så langt fra hinanden, hvad det angår. De har begge to en sygdom, der er psykisk, og det er det, der gør, at deres skæbner krydser veje.
Både Amber og Louis er meget forvirrede, når de vågner i et rum, som alle kan sige, hvad er: nemlig et værelse på et hospital. Hvad skete der? Hvorfor er de der? I takt med at brikkerne falder på plads for de to fortvivlede sjæle, og det går op for dem, at det ikke blot bliver et kort besøg, lærer de også hinanden at kende.

149Likes
34Kommentarer
8359Visninger
AA

11. Ottende kapitel

Ambers synsvinkel:

Jeg vågnede ved, at døren blev smækket op og knaldede mod væggen. Jeg var fuldstændig forvirret: jeg havde ikke styr på, hvad klokken var, eller hvad der overhovedet skete omkring mig, og jeg havde også utroligt ondt i hovedet.

”Fuck,” hørte jeg, der blev mumlet bag mig, og jeg opdagede først rigtigt der, at Louis stadig lå sammen med mig. Det havde jeg helt glemt. Jeg skulle til at spørge ham om, hvad det var, der skete, men nåede det ikke, før en skinger stemme skar igennem.

”Hvad fanden er det, du har gang i?!” jeg kunne ikke genkende stemmen. Den var kvindelig, og ikke en af de få, som jeg kendte til.

”Eleanor..” selvfølgelig var det hende. Louis slog dynen væk fra ham og fumlede rundt på gulvet for at komme hen til Eleanor. Jeg satte mig selv op med et sæt og kiggede hen mod Eleanor. Hun så forarget ud, og hendes blik var rettet fuldstændig direkte mod mig – det lignede, at hun var klar på at springe på mig og rive mig i småstumper.

”Hvad fanden er det, du har gang i? Jeg forstår dig slet ikke, Louis. Det der, det er.. svinskt. Meget svinskt!” råbte hun, da han kom helt hen til hende. Han prøvede at tage fat om hendes håndled, men hun rev det til sig med noget om, at han da godt nok ikke skulle røre hende, og hvad fanden han egentlig bildte sig ind.

Jeg havde ikke lyst til at være her. Jeg havde ikkelyst til at være grunden til noget. Jeg ville ikke have den her dårlige samvittighed, det gjorde bare det hele endnu værre. Det vidste jeg. Og det var ikke, fordi jeg ligefrem havde det godt i forvejen.

”Er hun bedre end mig? Er hun virkelig? Hvem er hun overhovedet? Jeg forstår det ikke.. du sagde, at hun var en herfra, som du havde snakket med, så du ikke var alene, og som var flink, men det var det. Det var det, du sagde sidst, jeg spurgte! Og nu ligger du her og holder om hende, imens I sover? Det ligner dig slet ikke. Og undskyld mig, men er hun ikke bare en pige, der cutter i sig selv, eller hvad er det?” vrissede hun.

Louis skævede over mod mig, og jeg fik øjnekontakt med ham. Han mimede et undskyld, før han åbnede døren for at følge efter Eleanor, der nu var gået ud. Jeg svarede ham ikke på nogen som helst måde, men sørgede for bare at sidde sammenkrøllet i min seng.

Det var gået i hjertet på mig det, hun havde sagt. Det kunne jeg ikke lyve om. Jeg blev let påvirket, som alle vidste, så det var ikke rart at få den slags smidt lige i hovedet. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det.

”Er hun ikke bare en pige, der cutter i sig selv..” hvad var det overhovedet for noget at sige? Det gjorde mig ked af det, ja, men det gjorde mig fandeme også sur. Hvad bildte hun sig ind at tro, at det var okay at sige sådan noget om mig? Dog sagde jeg ikke noget.

Så sad jeg her alene tilbage, og jeg vidste ærligtalt ikke, hvad jeg skulle føle eller gøre af mig selv. Jeg vidste ikke engang, hvad klokken var, men jeg gik ud fra, at det måtte være sent, siden det var dag, da vi faldt i søvn.

Hvorfor var jeg også sådan en stor idiot at sove sammen med Louis uden at tænke over det? Og hvad var han dog også for en idiot at sige ja til det? Eller bare gå med til det, når han vidste, at 1. han havde en kæreste, 2. at hun let kunne være her og med det samme ville finde os. For søren. Jeg burde nok ikke, men jeg kunne ikke lade være med at give ham skylden.

Det var noget lort. Jeg skulle bare have holdt mig fra ham, så ville det her problem ikke være her.

 

Louis’ synsvinkel:

”Eleanor, hids dig selv ned, for fanden! Hvad var det for noget at sige højt derinde? Har du ingen situationsfornemmelse, kvinde? Hun er en pige, der cutter, ja, men tro mig, så bliver det ikke bedre af, at der står en og siger, at hun bare er sådan en. Er du dum?” jeg burde ikke stå og råbe af hende, som om det var hende, der havde gjort noget galt, men så godt som jeg kendte Amber nu, kunne jeg ikke tillade det. Jeg vidste, hvordan hun ville tage det. Hun ville tro på det og glemme alt, som jeg havde fået hende til at tro bare lidt på. Det var ødelagt.

”Okay, så nu guilt tripper du mig for det her? Jeg giver dig ret i, at det ikke var fair, men lige nu kunne jeg ikke være mere lige glad end, jeg er. Kig på dig. Hvor fanden er du henne? Hvad er der blevet af dig? Jeg troede, det ville hjælpe dig at komme her, men i stedet finder jeg dig i sengen med en anden!” skreg hun. Folk kiggede på os.

”SSH! Og nej, du får det til at lyde som om, vi havde sex eller sådan noget. Vi havde bare lige snakket om alting, og der skete.. noget, så hun fik det rigtig dårligt, og jeg kunne ikke bare forlade hende – hun havde brug for en til at passe på hende og fortælle hende, at det var okay. Hun var helt ude af den for fanden da. Ville du måske også gøre alt for at passe på din ven? Lad være med at tro det værste,” vrissede jeg igen.

Jeg stod og løj hende lige op i ansigtet og det værste var, at hun ikke havde nogen anelse om det. Okay, det endnu værre var, at jeg ikke fik nær så dårlig samvittighed, som jeg burde.

”Man skulle også tro, at I havde sex, når man tænker på den måde, du har opført dig på hele tiden – det er som om, det er meget vigtigere, at hun har det godt, og at hun har en at snakke med, end det er, at jeg har det godt! Det er for fanden da mig, der har en kæreste, der ligger indlagt, fordi han har anoreksi! Tror du ikke også, at jeg har det svært? Bare fordi jeg ikke selv er en af dem, der indlagt, er det ikke ensbetydende med, at jeg har det let!” udbrød hun.

Jeg vidste, hun havde ret. Hvorfor kunne jeg ikke bare slappe af og tage tingene rationelt? Jeg havde ikke svar på det, men jeg havde det som om, jeg var så sur, at jeg slet ikke kunne håndtere mig selv. Jeg blev blot mere og mere provokeret af hvert ord, hun sagde. Hun forstod slet ikke noget som helst med hensyn til det.

”Vi har ikke haft sex, helt ærligt. Vi er indlagt, og jeg har en kæreste, dig – tror du selv, jeg kunne finde på at gøre det mod dig? Hvor stor en idiot tror du, jeg er? Jeg er meget ked af, at jeg passer på folk, som jeg lærer at kende og ikke bare lader dem få et anfald. Og ja, måske er det svært for dig, men det kan på ingen måde være lige så svært. Det er umuligt, at det kan det, for det er ikke dig, der er her og har problemer med overhovedet at overleve en dag!” udbrød jeg.

Det lignede ikke, at hun helt vidste, hvad hun skulle sige, hvilket jeg egentlig bare var glad for. Det beviste, at hun inderst inde vidste, at jeg havde ret.

Hvad jeg selv lavede var så en anden sag. Fordi, ja, jeg havde kysset Amber, og jeg havde virkelig været tiltrukket af hende, men når jeg stod her foran Eleanor og blev beskyldt for alt muligt, kunne jeg ikke lade være med bare at tænke på, at det sku da var hende, jeg ville have – var det ikke?

”Undskyld, El. Jeg ved godt, jeg ikke burde have ligget sammen med hende, men du ved til gengæld også, hvor meget jeg gerne vil passe på folk, og at jeg ikke nødvendigvis ligger sammen med en, fx Amber, fordi jeg har noget med hende bag om ryggen på dig,” det var svært for mig at sige det, fordi jeg hadede at være den, der indrømmede mine fejl.

Selvom jeg fandeme også syntes, at hu havde begået nogle fejl ved at sige sådan noget.

”Ugh.. Er du klar over, hvordan det føles at komme ind og se dig der?” mumlede hun. Hun slappede heldigvis også mere af, og det gjorde mig lettet.

”Ja, jeg ved det godt. Undskyld,” jeg åbnede armene op i håb om, at hun ville komme hen til mig, hvilket hun gjorde efter kort tids tøven.

”Undskyld,” mumlede jeg igen ned i hendes hovedbund. Det gik op for mig, at jeg rent faktisk havde savnet hende, og der var også noget andet, der gik op for mig:

Grunden til, at jeg havde været så obs på Amber, var måske, at vi var i sådan en lukket ’virkelighed’. Som vores eget lille sted, fordi vi var her afskåret fra den rigtige virkelighed, og det gjorde det hele meget mere småt og som om, at det hele var okay. Og som om, det kun var os.

”Jeg skal nok sige undskyld til Amber – jeg ved godt, det jeg sagde, ikke var okay,” indrømmede hun. Jeg nikkede tilfredst – mere kunne jeg vel ikke forvente af hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...