Flowers for a Ghost - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Igang
*den er med i fandom konkurrencen, og det er One Direction-fandommen*.
De lider ikke af det samme, de får ikke stillet den samme diagnose – men alligevel er de ikke så langt fra hinanden, hvad det angår. De har begge to en sygdom, der er psykisk, og det er det, der gør, at deres skæbner krydser veje.
Både Amber og Louis er meget forvirrede, når de vågner i et rum, som alle kan sige, hvad er: nemlig et værelse på et hospital. Hvad skete der? Hvorfor er de der? I takt med at brikkerne falder på plads for de to fortvivlede sjæle, og det går op for dem, at det ikke blot bliver et kort besøg, lærer de også hinanden at kende.

149Likes
34Kommentarer
8396Visninger
AA

3. Louis | Prolog

 

Birdy - People Help The People 

Igennem hele dagen var jeg blevet mere og mere drænet for energi. For hvert skridt jeg tog, var det som om, at svimmelheden bare tog mere og mere til, hvilket var fuldstændig forfærdeligt. Og så alligevel ikke, for det var jo egentlig min egen skyld.

Jeg vidste godt, at jeg burde spise, men det var bare så meget i mod min natur. Okay, det var måske for meget at køre den ud og sige, at det var i mod min natur. Min natur var jo at spise normalt og regelmæssigt, men det her var bare blevet min nye natur.

De andre havde flere gange sagt til mig, at jeg skulle spise noget mere til frokost, fordi jeg her på det sidste ikke havde indtaget så meget, som jeg engang gjorde. Det værste var, at det havde stået på i meget længere tid. Hver gang undskyldte jeg det med, at jeg allerede havde spist noget tidligere på dagen, men jeg vidste ikke, hvor længe jeg kunne blive ved med at bruge den undskyldning.

Mit hoved dunkede, og det føltes som om, at det var ved at sprænge af smerte. Hver evig eneste gang jeg anstrengte mig, skar smerten bare igennem mig. Imens virkede det også som om, at min mave var ved at blive ædt up. Jeg var så sulten, at jeg kunne æde selv den klammeste ting – og så alligevel ikke. For jeg gjorde det aldrig.

Efter at have kæmpet mig op af trapperne, fik jeg sat nøglen i låsen og åbnede op. Den første duft, der ramte mig, var duften af pizza. Min mund løb i vand, og min mave rumlede højt. Irriteret spændte jeg i den for at få den til at tie stille.

Jeg var tvunget til at læne mig op af dørkammen, da jeg var kommet ind, bare for at være sikker på, at jeg ikke blev alt for svimmel. Derefter tog jeg mig sammen og gik ud i køkkenet, hvor det selvfølgelig var Eleanor, der var.

På køkkenbordet stod to pizzaæsker, der tilsyneladende var helt uåbnede.

Eleanor kiggede op på mig med at smil, imens hun satte sit hår op i en hestehale. ”Hej skat. Jeg tog lige et par pizzaer med hjem på vejen – jeg tænkte, at du havde haft en lang dag, og jeg kunne ikke overskue at lave mad heller,” forklarede hun.

Det var nu, jeg burde smile stort og overbevisende. Og det gjorde jeg.

”Det er sødt af dig,” forsikrede jeg hende om. Indeni havde jeg kvalme af at tænke på pizza, men samtidig skreg alt i mig, at jeg skulle kaste mig over den.

Tag dig sammen. Modstå fristelsen, Louis. Jeg blev nødt til at gentage det for mig selv, før jeg endnu engang kiggede hen på El for at fortsatte mit svar fra før: ”Det er sødt af dig, mus, men jeg har spist sammen med drengene.. vi kan jo altid gemme en af pizzaerne til en anden dag,” jeg lavede et undskyldende blik.

”Det er okay. Det er bare lang tid siden, vi har spist sammen – du spiser altid med drengene. Hey – Louis? Er du okay? Du ser ret bleg ud,” hun lød bekymret. Måske var der grund til det; en bølge af svimmelhed var kommet over mig som et vandfald, der truede med at vælte mig.

”Jeg har det fint, jeg skal bare lige ind i seng lidt og slap-” mere nåede jeg ikke at sige, før det var som om, at jorden skred sammen under mig. Måske havde jeg det ikke helt fint alligevel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...