Flowers for a Ghost - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Igang
*den er med i fandom konkurrencen, og det er One Direction-fandommen*.
De lider ikke af det samme, de får ikke stillet den samme diagnose – men alligevel er de ikke så langt fra hinanden, hvad det angår. De har begge to en sygdom, der er psykisk, og det er det, der gør, at deres skæbner krydser veje.
Både Amber og Louis er meget forvirrede, når de vågner i et rum, som alle kan sige, hvad er: nemlig et værelse på et hospital. Hvad skete der? Hvorfor er de der? I takt med at brikkerne falder på plads for de to fortvivlede sjæle, og det går op for dem, at det ikke blot bliver et kort besøg, lærer de også hinanden at kende.

149Likes
34Kommentarer
8357Visninger
AA

4. Første kapitel

 

Avicii - Wake Me Up 

Ambers synsvinkel:

Det føltes helt umuligt for mig at åbne mine øjne. Som om, jeg var ved bevidsthed, men at det alligevel ikke var muligt for mig at åbne øjnene og se. Det skræmte mig. Mine øjenlåg var for tunge, virkede det som om.

Kunne jeg bevæge mig? Jeg prøvede at fokusere på at løfte min arm, sådan som jeg altid gjorde, og jeg var rimelig sikker på, at det fungerede. Det, der dog ikke passede helt ind i billedet, var den reaktion, der kom.

”Amber? Åh gud, Amber!” stemmen lød tåget og langt væk, men genkendelig, og den kom tættere og tættere på. Igen bevægede jeg mig på mig, og med et fungerede det hele for mig. Dermed kunne jeg også slå mine øjne op.

Jeg kunne ikke fokusere rigtigt i de første par sekunder, hvor jeg dybest set kiggede ud i intetheden, indtil min mors ansigt blev rigtig tydeligt for mig.

Der var tårer i hendes øjne, og hun så træt ud. Det lignede, at hun ikke havde spist eller sovet i et godt stykke tid. Jeg var forvirret. Hvorfor var hun sådan der? Hvad var der sket?

”M-mor?” det føltes underligt at tale, og jeg drejede hovedet for at se, om der var noget vand i syne. Til mit held var der, og jeg rakte ud efter det. Dog nåede jeg ikke så langt, før min mor havde rejst sig.

”Nu skal jeg hjælpe dig, min pige. De sagde, at du nok ville være lidt rundt på gulvet og ikke helt ved dig selv, så du skal endelig ikke anstrenge dig,” hun puffede mig ordenligt ned i sengen, som jeg lå i, igen, uden jeg kunne gøre noget ved det.

Hvorfor opførte hun sig sådan? Hvad var det, der var sket? Siden jeg var uden evne til at sige, hvad der havde gjort, at jeg var havnet her, i det, jeg havde regnet ud var en hospitalsseng, havde hun måske ret i, at jeg var rimelig omtåget. Jeg følte mig også ved siden af mig selv.

Min mor holdt glasset op til min mund, og jeg drak det hurtigt, før jeg endnu engang sank tilbage i puderne.

Jeg rynkede på panden og åbnede min mund kort for at finde ud af, hvordan jeg skulle formulere mit spørgsmål uden at lyde dum, men det resulterede blot i, at jeg lukkede den i igen. Til sidst kiggede jeg op.

”Mor, hvad er der sket?” jeg åndede det nærmest ud, fordi jeg ikke brød mig om at spørge om det. Jeg brød mig ikke om at være den ’svage’, der var forvirret og lå her, ude af stand til at gøre noget selv. Og noget, jeg brød mig endnu mindre om, var, at se min mor være så bange og ked af det og vide, at det var min skyld.

Hun rykkede uroligt på sig i sædet, før hun lagde sin hånd oven på min.

”Du prøvede at tage livet af dig selv i går aftes,” det lød smertefuldt for hende at sige, og jeg kunne se, at hun var ved at græde – hun prøvede blot at holde masken for min skyld. Det var jeg kun glad for, for at være ærlig, for som sagt var intet værre end det.

Da hun sagde det, slog det mig som en bølge, at det var det, der var sket.

Piller. Sorg. Depression. Selvmord. Det var det, der var sket i går, og det, der var grunden til, at jeg nu lå her. En dårlig smag bredte sig i munden på mig – ja, faktisk hele min krop. Det havde været meningen, at det skulle tage livet af mig, ikke få mig på hospitalet!

Før ville det have såret folk at miste mig, men nu ville det såre dem og gøre det endnu hårdere, at jeg nu var ”hende, der prøvede at tage livet af mig selv”, og så ville de garanteret gøre alt for meget for mig og fuck..

De havde jo alle sammen godt vidst, at jeg havde en depression og ikke var glad, men det her.. det var det værste, der kunne ske.

”Oh.” det var det eneste, jeg kunne svare på hendes ord, og det gjorde mig syg, at hun bare sad og ventede på min reaktion.

”Mor.. har du ikke lyst til at tage på McDonald’s for mig? Jeg har virkelig lyst til McDonald’s,” mumlede jeg efter to minutters fuldkommen stilhed. Jeg sagde det, dels fordi jeg rent faktisk havde en underlig lyst til det, og dels, fordi jeg ikke kunne klare at sidde i den her stilhed mere. Det var direkte forfærdeligt.

Et grin pyntede hendes ansigt, og jeg blev smittet af det. Situationen taget i betragtning var det en sjov ting at komme op med, og jeg var sikker på, at hun fik fornemmelsen af, at jeg ikke var fuldstændig på dybt vand.

”Selvfølgelig vil jeg det, min skat, selvfølgelig,” grine-græd hun og gav mig et kys på panden, før hun forlod rummet med et smil på læben, og der var noget, der sagde mig, at det ikke var sådan, hun var kommet ind.

Så var jeg overladt til mine egne tanker, men det var for en gangs skyld rart, for jeg kunne ikke klare min mors måde at være på. Og det var ikke for at være led eller strid, men jeg kunne bare ikke klare en klæbrig mor, der ikke kunne tro, at hendes datter nogensinde ville gøre det mod hende selv.

I stedet for tænkte jeg på, hvor resten af min familie var henne. Det gav sig selv, at min far ikke var her; han var i Los Angeles med arbejdet og kunne garanteret ikke komme hurtigt. Altså det var trods alt en lang flyvetur, og han var garanteret på vej nu.

Men min bror, Sam.. hvor han var, havde jeg ingen idé om. Især ikke, når det var i går, det skete. Han var altid den overbeskyttende storebror, der ikke ville lade noget eller nogen såre hans søster, og han ville for alt i verden blive hos hende, hvis hun havnede i denne situation. Så hvor var han nu?

 

Louis’ synsvinkel: 

Var jeg syg? Var der noget fuldstændig galt med mig? Måske var det en drøm. Det håbede jeg – jeg krydsede inderligt fingre. Jeg følte, at jeg drømte, og at alting var meget langt væk. Jeg drømte, at faldt og faldt og faldt ned i et stort, sort, dybt hul. Men det værste var, at det ikke var ubehageligt. Det føltes ikke underligt, og jeg skreg ikke, som man normalt ville gøre, hvis man var på vej ned i et hul. Nej, det var en rar måde at falde på.

Da jeg havde svævet ned i hullet på denne besynderlige måde i det, der føltes som et godt stykke tid, så jeg et lys, der nu kom nærmere. Og så kunne man snakke om at blive bange, for nu var jeg ikke i min trygge ramme med mørket. Nej, lyset indikerede, at der ville ske noget nyt, og jeg brød mig ikke om ændringer. Ikke nu.

Men ændringer havde altid fundet sted, uden at man kunne løbe udenom det, og ændringer kom der – også her; det var som om, jeg begyndte at bryde igennem overfladet på den ligegyldighed, jeg lige havde været indhyllet i.

Og pludselig brød jeg fuldstændig igennem, og jeg vågnede nærmest uhyggeligt hurtigt – i hvert fald var der ikke noget med at vågne op på en stille og rolig måde. Nej, jeg slog bare øjnene op og kiggede direkte hen i.. en hvid væg.

Wow. Romantisk. Det var det første, der gled igennem mit hoved, da jeg så det. Dernæst slog det mig, at jeg ikke havde så hvid en væg derhjemme, og det førte videre til, at det gik op for mig, at jeg normalt havde en blødere madras på min seng.

Okay, what on earth was going on? Da jeg kiggede ned på min hånd, der lå på min mave, så jeg, at der var flere slanger tilsluttet den, og det fik mig for alvor til at opdage, at der var noget grueligt galt. Og at det var mig, der var noget galt med – ellers ville jeg ikke være den, der lå i en seng. Der så måtte være en hospitalsseng.

Men hvor var folk henne? Burde der ikke være mindst en person her, som bare var lidt bekymret og kom herhen, hvis jeg lå på hospitalet. Jeg drejede forvirret hovedet rundt i rummet med en skuffet mine, indtil jeg fik øje på en velkendt person, der sad sammenfoldet i en stol og tydeligvis var faldet i søvn.

Hendes brune hår var i en sjusket hestehale, der indikerede, at hun ikke havde gjort noget ved det i meget lang tid. Jeg trak lidt på smilebundet.

”Eleanor?” jeg havde håbet, at min stemme ville være stærkere og mere gennemtrængende, men den svigtede mig. Irriteret hostede jeg en enkelt gang for at få stemmen på plads, men det lod til, at det var nok til at vække hende, for hun kiggede forvirret op.

Hendes øjne låste sig på mig, og da det gik op for hende, at jeg stirrede tilbage, løb vandet op i hendes øjne.

”Åh, Louis,” mumlede hun grådkvalt og fløj hen på stolen, der stod ved siden af mig, kun for at kunne ligge hovedet på min mave. Jeg lod min hånd glide over hendes kind.

”Jeg er okay, Eleanor,” forsikrede jeg hende om, som om jeg havde en idé om, hvad jeg snakkede om. Lige nu stod det ikke engang helt klart for mig, hvorfor jeg var her, og det var til at dø over.

Hun kiggede op på mig med et smil, der modsagde tårerne, der gled ned af kinderne på hende. Det gjorde ondt på mig at se hende på den måde, men på den anden side gjorde det mig glad, at hun smilede lidt.

”Ja, det.. jeg blev bare så bange, da du pludselig besvimede midt i det hele, jeg troede, der var sket noget alvorligt. Eller.. det er der også, men.. åh gud, jeg var så bange, Louis,” hun anstrengte sig for at holde et hulk inde.

Pludselig gik det op for mig, hvorfor jeg var her; jeg havde haft det så dårligt, da jeg var kommet hjem, fordi jeg var så sulten – selvfølgelig havde jeg ikke spist. Eleanor havde bestilt pizzaer, som jeg virkelig havde lyst til, men ikke kunne give mig selv fornøjelsen af.. Det måtte være blevet for meget for mig, og så var jeg besvimet. Fuck. Skulle det absolut ske foran hende?!

Jeg skyndte mig at rykke mig lidt til siden og gjorde tegn til, at hun skulle tage plads ved siden af mig på den smalle seng.

Det tog hende ikke mange sekunder for hende, og hun lagde hovedet på mit bryst, da hun lå ved siden af mig. Jeg lagde armen om hende og nussede hende på armen.

”Undskyld, love. Men jeg er her, og jeg er rask og-” ”og du er dehydreret, fordi du ikke har fået nok energi – og ikke nok med, at du ikke har spist, som de har fastslået, så har du også glemt at drikke,” min talestrøm blev afbrudt af en anden, dybere stemme, og det tog mig ingen tid at opdage, at Zayn var trådt ind i rummet.

Jeg sank. Okay, så nu var der nogen, der vidste noget. Eleanor måtte også vide det, når nu hun var her. Hun sagde bare ikke noget til mig. Min hånd lå nu stille på Eleanors ryg.

”Zayn.. jeg.. ikke nu, okay?” sukkede jeg og kiggede hen på ham. Det smertede mig, for jeg kunne se, hvor skuffet og bekymret han var, selvom han også var en anelse vred.

”Ikke nu? Hvornår så, Louis? Hvornår havde du tænkt dig at fortælle os, at du ikke spiste? Hvornår havde du tænkt dig at fortælle dig, at du med vilje undgik at spise sammen med os og i stedet kom med latterlige undskyldninger? Hvorfor fortalte du os ikke, at du har et problem?” han startede med at lyde sur, men hans stemme blev mere og mere dæmpet for hvert ord, der slap ud af munden på ham.

”Stop! Jeg har ikke noget problem,” insisterede jeg. Jeg syntes personligt ikke, at det var noget problem. Eller jo, det var det, men alligevel så nej, det var det ikke. For helvede da også, jeg kunne ikke engang finde ud af noget inde i mit eget hoved.

”Okay, måske. Men jeg orker ikke at tage den nu. Jeg er lige vågnet. Og jeg er træt,” mumlede jeg. Og det var Eleanor også; meget endda. Det var lykkedes hende at falde i søvn på den korte tid, siden Zayn var kommet ind. Så var man meget træt. Noget sagde mig, at jeg havde været her længere tid, end jeg regnede med.

Zayn kiggede mig i øjnene i et par langtrukne sekunder, før han trak på skuldrene.

”Det er op til dig, mate, men pas nu på dig selv. Vi holder for helvede da alle så meget af os selv, og du fortjener slet ikke at udsætte dig selv for en spiseforstyrrelse. Forbered dig på, at nogen af de andre kommer senere. I øvrigt er din mor nede i cafeteriet, så hun kommer nok op, når hun har drukket sin kaffe,” med de ord forlod han rummet.

Jeg kiggede ned på Eleanor og klemte blidt hendes skulder, selvom hun sov. Hvad var det her nu blevet for noget rod? 

***

Hey guys.

Dette er første kapitel - jeg håber, I kan lide det :) Selvfølgelig er der ikke så meget gang i det lige her, men det vil komme, nu skal vi bare lige i gang! :) x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...