Flowers for a Ghost - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Igang
*den er med i fandom konkurrencen, og det er One Direction-fandommen*.
De lider ikke af det samme, de får ikke stillet den samme diagnose – men alligevel er de ikke så langt fra hinanden, hvad det angår. De har begge to en sygdom, der er psykisk, og det er det, der gør, at deres skæbner krydser veje.
Både Amber og Louis er meget forvirrede, når de vågner i et rum, som alle kan sige, hvad er: nemlig et værelse på et hospital. Hvad skete der? Hvorfor er de der? I takt med at brikkerne falder på plads for de to fortvivlede sjæle, og det går op for dem, at det ikke blot bliver et kort besøg, lærer de også hinanden at kende.

149Likes
34Kommentarer
8614Visninger
AA

7. Fjerde kapitel

 

Linking Park - Iridescent 

Ambers synsvinkel:

”Har du noget i mod, hvis jeg sætter mig her?” jeg kiggede op fra min mobil og kunne hurtigt konstatere, at det var Louis, der spurgte. Jeg rystede på hovedet uden at sige et ord og rykkede mig lidt. Jeg var stadig lidt fornærmet over det, han havde sagt for to dage siden om depression – men alligevel ikke, for han kunne ikke vide, hvordan det føltes.

”Såå.. hvor lang tid skal du være her?” spurgte han nysgerrigt, og det gik op for mig, at han havde sat sig her for at snakke. Jeg kunne vel ligeså godt også give det en chance, så jeg slap for at være helt alene her. Det begyndte at blive ensomt.

”Jeg er ikke helt sikker, hvis jeg skal være ærlig. Nok et par uger til, måske. Hvad med dig?” jeg lagde mobilen fra mig og rettede mig mod ham, så jeg kunne kigge ordenligt på ham. Han så bedre ud, end han havde gjort første gang, jeg så ham. Nu havde han sjovt nok også været her i ligeså lang tid som mig, og jeg kunne også selv mærke, at jeg gjorde minimale fremskridt.

”Hmm.. Omkring en uge, tror jeg. Måske mere, måske mindre – jeg ved det ikke, men det er nok ikke godt, at jeg bliver her for længe, når man tænker på min karriere.. det går udover de andre drenge,” han trak på skuldrene, og jeg rynkede på panden.

”Synes du virkelig selv, at din karriere er vigtigere end dit helbred?” jeg lagde hovedet på skrå. Han kiggede ikke på mig, men fumlede derimod blot med en snor på hans bukser, som om han ikke vidste, hvad hans skulle gøre af sig selv.

”Ja… eller… kan du ikke godt forstå-” ”Nej, det kan jeg ikke..” afbrød jeg ham. Jeg kiggede ikke længere på ham, men i stedet ligefrem for mig, ”nej. For hvis du ikke får det bedre, fordi du skal tilbage til karrieren, så ender du her igen, og så vil det ødelægge det endnu mere for dig selv. Og de andre i dit band for den sags skyld – og tro mig, de vil forstå det,” jeg vidste ikke, hvor disse vise ord kom fra, for jeg var jo ikke bedre.

Havde jeg måske selv lyst til at få det bedre? Havde jeg lyst til at leve nu? Blev jeg glad, når jeg vågnede hver morgen? Svaret var nej. Sådan var det stadig, så jeg burde ikke side og være bedrevidende overfor ham, men jeg kunne ikke lade være, for jeg vidste alligevel, hvad jeg snakkede om.

Derudover vidste jeg stadig ikke, hvad han fejlede. Hvorfor han var her. Han havde ikke sagt det til mødet, og jeg havde ikke rigtig set ham ellers, andet end et par gange på gangene, når jeg var ude og gå en lille ”tur”.

Mine ord havde gjort ham tavs, og han sad bare og nikkede lidt for sig selv, som om han godt kunne se, at det gav mening.

”Men vil du?” det var næste, han sagde. Jeg hævede et øjenbryn, fordi det overhovedet ikke passede ind i kontekst. ”Vil jeg hvad?” spurgte jeg forvirret og lod mine øjne kigge ind i hans grå. Han bed sig i læben.

”Vil du få det bedre? Er du en af dem, der ønsker at få det bedre, eller en af dem, der er her og blot venter på, at du kan komme væk, når du længe nok har ladet som om, at alt er fint – så meget, at alle her tror på dig?” uddybede han.

Det føltes som om, mit hjerte sprang et slag over, for hvad helvede skulle jeg svare til det? Jeg ville jo godt få det bedre, men jeg ville ikke få det bedre. Der var to sider af mig, som var i en kamp, og de kunne ikke enes, og det skabte kaos i mit hoved.

”Både og,” nøjedes jeg med at svare ham, blot for at trække det ud, så jeg kunne give mig selv mere tid til at tænke over mit svar. Jeg ville ikke have ham til at tro, at jeg var en fuldstændig fucked op person, selvom det egentlig var det, jeg var.

Jeg kunne se, at jeg forvirrede ham med mine svar. Jeg kunne godt forstå ham, for det var ikke rigtigt nogle helt faste svar, men nogen der efterlod stof til eftertanke hos ham – det kunne jeg se. Jeg tog en dyb indånding, før jeg begyndte på en ordentlig forklaring.

”Lad mig sige det sådan her: Hvis vi tager djævlen og englen, som efter sigene er mod i hinanden og prøver at bekæmpe hinanden – det gode og onde – så lader vi som om, at de er inde i mit hoved. Djævlen er halvdelen af mig, og englen er den anden. Så forestil dig, at djævlen råber, skriger og insisterer på, at englen skal dø – at den del af mig, der inderst inde gerne vil prøve at være normal skal forsvinde, så djævlen kan tage helt over og få mig ned, så jeg til sidst ikke eksisterer – djævlen vil have mig til at få det gjort slut.Fx var det det, der tog over, da jeg prøvede at tage mit eget liv. Så er der englen, der kæmper uhyggeligt meget tilbage, men som snart ikke har flere kræfter til at gøre det. Som bliver mere og mere udmattet for hver dag, der går, og som allermest har lyst til at give op, men alligevel kæmper, fordi den ved, at det ikke er meningen, at djævlen skal vinde. At det onde vinder over det gode. Sådan er det aldrig. På film er det aldrig sådan – det er altid det gode, der vinder. Man ved altid, at manden får damen til sidst i kærlighedsfilm. At barnet får hunden, han har ønsket sig. At supermanden vinder over skurken. Kan du følge mig? Forestil dig at have alt det inde i hovedet og så besvar spørgsmålet om, om jeg har lyst til at kæmpe og leve. Jeg ved det ikke.”

 

Louis’ synsvinkel:

Jeg var ganske enkelt målløs over det, hun sagde. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde forventet, at hun ville sige, men det var i hvert fald ikke det. Jeg vidste ikke noget om depressioner – jeg vidste ikke, at det kunne være så omfattende, som hun beskrev det.

Men på en måde kunne jeg godt relatere til hende, for i en mindre grad var det det samme med mig, når jeg diskuterede med mig selv om, om jeg skulle spise eller ej. Det fuldstændig samme og alligevel ikke.

Hun kiggede ned på gulvet, og jeg fornemmede hurtigt, at hun var ked af det. Jeg fik dårlig samvittighed, for noget sagde mig, at jeg havde sat nogle tanker i gang, som ikke just var gode, og før jeg kunne stoppe mig selv lagde jeg armen om hende og trak hende ind til mig, så hun ikke sad og så så alene ud.

Jeg kunne mærke, hvordan hun stivnede kort, men derefter slappede af og lod sit hoved falde ind mod mit bryst og kom med et lille snøft. Jeg lod mine hånd køre op og ned af ryggen på hende i et forsøg på at give hende komfort, men jeg følte mig ærlig talt mere som en idiot end noget andet.

”Du ved.. mit problem er, at jeg ikke spiser,” jeg søgte udenom ordet anoreksi, men jeg vidste godt, at hun forstod det. Det slog mig, at hun var den første, jeg indrømmede det overfor – den første, som jeg åbenbart følte fortjente det. Hun havde lukket mig ind i en meget privat del af sit liv, og jeg følte mig okay ved at åbne op omkring mig selv overfor hende.

Hun nikkede mod mit bryst, før hun rettede sig op og tørrede øjnene. ”Undskyld,” mumlede hun og prøvede at fjerne noget af den mascara, der var havnet under hendes øjne. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, før jeg instinktivt rakte ud og tørrede det væk med mine tommelfingre. Lidt for offensivt måske.

”Hvordan er du havnet der, hvor du er?” spurgte hun så og kiggede på mig med et blik, jeg ikke helt kunne sætte ord på. Som om hun havde ondt af mig, men alligevel ikke på den ubehageligt medfølende måde, som jeg ikke brød mig om.

”Jeg ved det ikke,” jeg smilede skævt over, hvor latterligt det lød, ”det skete bare langsomt, går jeg ud fra. Selvfølgelig kom det ikke fra den ene dag til den anden, men det startede jo, da min karriere tog fart. Jeg havde nok svært ved at håndtere alt det pres, der pludselig kom fra alle sider, for jeg var jo slet ikke vant til det. Og med opmærksomhed og presset kom der selvfølgelig mange hadefulde beskeder – det ved alle jo, at der gør til kendisser, og ja.. så faldt min selvtillid, og jeg begyndte at føle mig tyk og ikke god nok, og så skete det langsomt.. jeg har aldrig rigtig.. indrømmet det overfor nogen før..” sukkede jeg.

”At du har anoreksi?” spurgte hun mildt. Jeg bed mig i læben. Jeg ville gerne kunne nikke og være afklaret med det, men det kunne jeg ikke få mig selv til.

”Jeg bryder mig ikke om det ord,” indrømmede jeg med et latterligt, undskyldende smil. Hun lagde sin hånd ovenpå min. ”Det tager sin tid. I sær hvis du først lige har fået stillet den diagnose. Jeg havde det også sådan med depression i starten; jeg ville ikke indse det, men nu ved jeg det, og jeg kan stå ved det, fordi jeg er afklaret med det. Som sagt vil det tage sin tid for dig at affinde dig med det, men det vil komme, og først når du er klar til at se dine problemer i øjnene og indrømme overfor dig selv, at du har et problem, kan du bekæmpe det.”

Gang på gang overraskede hun mig med det, hun sagde. Hun sagde tingene så ægte og sande, at det gav mig kuldegysninger, og hun slog aldrig fejl med at få mig til at være mundlam. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle sige.

Hun strakte sig lidt.

”Kender du det, hvor man føler, at man bare er der?” spurgte hun, ”man er ikke nogens, man er ikke elsket, man føler, at man bare er der for at være der. Det er smertefuldt at vågne op hver morgen, fordi man er et offer for sine egne tanker, sit eget hoved. Der er ingen, der ser en om natten, når man er allermest sårbar – der er ingen, der ved, hvad man føler indeni, og der er ingen, der får mistanke omkring det på grund af det smil, man stiller op dag efter dag. Det er utroligt, hvad det smil kan skjule, er det ikke? Er det ikke sygt? Jeg tager mig selv i at kigge på folks håndled, for at være sikker på, at de er okay – for jeg ved, hvordan det er, når man ikke har mange, der bekymrer sig eller ser igennem masken,” tårerne kom vældende op i  hendes øjne igen, og hun fortsatte: ”Ikke alle er bange for døden. Nogen forguder det, er det ikke sygt? Er det ikke sygt, at jeg er en af dem? Jeg ville ønske, at jeg var tyndere.. pænere.. sjovere – perfekt. At jeg var en anden. Engang forstod jeg ikke, hvorfor der var nogen, der hadede den her verden så meget, at de for alt i verden ville forlade den, men det gør jeg nu. Nu er jeg vokset og har set, hvad verden har at byde på, og jeg har endnu ikke fundet det fantastiske ved livet, som alle snakker om. Åh gud, Louis, hvorfor døde jeg ikke den aften?” det sidste kom ud som et hulk.

Det rørte mig at høre hende sige det. Det rørte mig så meget, at jeg selv sad med tårer i øjnene, da jeg endnu engang hev hende ind til mig for at trøste hende. Det varede dog ikke lang tid, før hendes mor var der.

”Så, Amber, jeg tror, det er tid til, at du skal tilbage på værelset,” sagde hun anstrengt og hev fat om Ambers arm. Amber bed sig i læben, imens hun fjernede sig fra mig.

Hun mimede et ’Tak’ til mig, før hun rettede blikket væk fra mig og gik væk sammen med sin mor, der havde armen om hende.

Det her var nok den dybeste samtale, jeg nogensinde havde haft med en person, og den havde virkelig ramt mig dybt inde.

***

hey guys.

sorry, men det her kapitel er ikke rettet, fordi jeg har rimelig meget stress på; om under to timer skal jeg mødes med mine veninder og skal til Brønshøj først. For jaaaa, jeg skal til EMA pre party - jeg glæder mig! Nogen, der skal derind?

Håber, I kan lide kapitlet og se bort fra fejlene, der må komme.x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...