Flowers for a Ghost - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Igang
*den er med i fandom konkurrencen, og det er One Direction-fandommen*.
De lider ikke af det samme, de får ikke stillet den samme diagnose – men alligevel er de ikke så langt fra hinanden, hvad det angår. De har begge to en sygdom, der er psykisk, og det er det, der gør, at deres skæbner krydser veje.
Både Amber og Louis er meget forvirrede, når de vågner i et rum, som alle kan sige, hvad er: nemlig et værelse på et hospital. Hvad skete der? Hvorfor er de der? I takt med at brikkerne falder på plads for de to fortvivlede sjæle, og det går op for dem, at det ikke blot bliver et kort besøg, lærer de også hinanden at kende.

149Likes
34Kommentarer
8360Visninger
AA

8. Femte kapitel

Ambers synsvinkel:

Jeg kunne ikke forklare, hvorfor jeg så hurtigt havde lukket op for Louis. Det gav ingen mening, at jeg pludselig havde gjort det, for normalt lukkede jeg ikke op uden videre. Måske var det tanken om, at der var en, der oplevede lidt det samme som mig, og det var første gang, jeg oplevede det.

Han havde sagt, at der var cirka en uge, til han blev udskrevet. Hvordan kunne han komme sig så hurtigt, så de følte, at han var rask nok til at blive udskrevet? Han kunne vel ikke bare blive ladt til sig selv, for det ville da aldrig hjælpe

På den anden side var han selvfølgelig også kendt, så det gjorde også, at han vel kunne have en med ham, der holdte øje med ham, eller hvad sådan nogle kendisser gjorde. Jeg havde ikke styr på kendte mennesker. Det havde jeg ikke rigtig været i stand til at overskue.

Samtalen med Louis i går havde sat en masse tanker i gang, og jeg var ikke helt sikker på, om det var gode tanker. Jeg tænkte meget om tingene fra i går. Om hvordan det føltes. Og jeg følte mig ikke så godt tilpas, som jeg havde gjort i starten af dagen i går.

Jeg bed mig hårdt i læben, som jeg havde gjort mange gange siden i går. På et tidspunkt så hårdt, at jeg rent faktisk var end op med at bløde, og det værste var, at jeg nød smerten af det. Det var også lang tid siden, jeg havde haft mulighed for at gøre noget mod mig selv, og det gjorde det ikke let at være her. De sørgede vel for den slags, ikke? At de psykiske patienter ikke kunne skade sig selv?

Sam sad på mit værelse i en stol med sin mobil i hånden. Vi havde snakket i starten, men det var hurtigt døet ud, fordi jeg var så meget i mine egne tanker i dag og dermed ikke i stand til at snakke med ham. Jeg ville gerne have mine tanker ud, og det skulle ikke være til ham, for så ville han meget hurtigt tro, at jeg var klar på at tage livet af mig selv igen.

Men var jeg i princippet ikke også det? Selv, når jeg var glad, tænkte jeg på at begå selvmord. Det var jo sket før.

”Sam, jeg har brug for at komme lidt ud, okay?” mumlede jeg, da jeg besluttede mig for, at jeg ville finde Louis og snakke med ham, hvis han havde tid. Jeg følte mig tilpas, når jeg snakkede med ham, og det var muligvis min eneste chance for at lære ham at kende, når han var her – normalt var han jo omgivet af alt det kendis-noget, så det gjorde det svært.

Sam kiggede op og nikkede med et smil. ”Det er okay,” forsikrede han mig om, og jeg forsvandt ud af værelset.

Jeg havde efterhånden fundet ud af, hvor han boede, og jeg tøvede ikke med at banke på, da jeg stod ude foran døren.

”Kom ind?” hans stemme lød spørgende. Hvorfor blev jeg allerede gladere af bare at høre hans stemme?

Da jeg trådte ind, var der flere mennesker end blot ham. Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde haft en idé om, at det kun ville være ham, der var der, men det havde jeg altså haft, så det kom bag på mig, da der pludselig stod en fantastisk smuk brunette og kiggede spørgende på mig. Hun var alt det, jeg gerne ville være, hvis jeg skulle være ærlig.

”Amber?” spurgte Louis overrasket. Jeg nikkede.

”Jeg kan.. øh.. jeg ville bare.. jeg kan bare komme tilbage senere eller sådan,” mumlede jeg med blikket rettet stift mod jorden.

Louis sprang op fra sengen, han sad på. ”Nej, nej, det er helt fint! Jeg kan godt lige smutte i en halv times tid, hvis du har brug for at snakke?” han kiggede sigende hen på Eleanor, der bare nikkede lidt. Hvordan kunne han regne ud, at jeg var her for at snakke?

”Hvis du er sikker, såå-” ”Det er jeg,” han tog en jakke, der hang over en stol og gik hen til mig i døren. Jeg droppede at modsige ham.

Først da døren var smækket i bag os, og jeg ikke længere kunne mærke brunettens øjne på mig.

”Det var..?” spurgte jeg. Louis så forvirret ud, indtil det gik op for ham, hvem jeg snakkede om. Han smilede lidt. ”Det er Eleanor. Min kæreste,” forklarede han.

”Oh,” var det eneste, jeg kunne svare, og jeg smilede. Vi satte os ned på en bænk med et par puder på, så det var mere komfortabelt.

Der var stilhed i mellem os, men det var alligevel ikke rigtig nogen ubehagelig stilhed. Jeg følte mig tryg, og det skræmte mig bare underligt meget.

”Hvad var det, du ville snakke om?” spurgte Louis efter noget tid. Han satte sig, så han kunne kigge direkte på mig, og jeg sukkede. ”Jeg ved det helt ærligt ikke helt. Jeg har bare tænkt så meget siden i går, og jeg havde bare brug for at snakke med en, som jeg kan snakke med om sådan nogen ting. Og jeg havde ikke lyst til at få fat i en psykolog, eller hvad der er her.” indrømmede jeg. Han nikkede forstående.

”Jeg føler, at jeg er ved at gå fra forstanden,” begyndte jeg, ”jeg føler ikke, at jeg hører til nogen steder overhovedet – bortset fra, når jeg ligger i min seng alene og prøver at forestille mig, at jeg er et andet sted. Det er som om.. den pige, jeg ser, når jeg kigger mig i spejlet, er ikke den, jeg gerne vil være, forstår du? Jeg skammer mig så meget over mig selv. For fanden, hvorfor kan jeg aldrig rigtig udtrykke mine følelser som ord?” bandede jeg. Jeg følte ikke, at jeg kunne forklare det.

”Fortsæt. Du gør et bedre job, end jeg nogensinde har hørt nogen gøre – kom så. Du skal du med det, love.” opmuntrede Louis mig uden tøven.

 

Louis’ synsvinkel:

Jeg nød virkelig at høre hende snakke. Jeg fandt det utroligt fascinerende, at der kunne komme så mange dybe, så rigtige og smukke ting ud af munden på hende, selvom hun slet ikke selv tænkte over det. Når hun snakkede, ville jeg bare have det til at fortsætte hele tiden, for det hjalp også mig selv med at få afklaret nogle ting.

”Vidste du godt, at der ikke er noget i verden, der kan irritere en så meget, som ens sind og tankegang? Har du tænkt på det? Det er ens tanker, der kan fortælle en alt det dårlige omkring alt – selv når andre folk siger noget slemt, så vil dine tanker altid være værre, fordi de fører dem videre. Det er forfærdeligt. Vi er vores egne fjender, og det er så uhyggeligt..” hun sukkede tungt, og jeg ventede blot på, at hun ville sige noget mere. Jeg ville ikke bryde stemningen, der var kommet.

Når vi sad sådan her, var det altid som om, der ikke var andre omkring os. Som om, at alt det postyr, der foregik, var udenfor en skal, som vi var pakket godt ind bagved.

”Jeg sammenligner mig selv med alle andre piger, jeg går forbi. Det er ikke noget, jeg tænker over, jeg gør det bare, og så kommer jeg til at tænke på alt det, jeg ikke er. Og også: har du nogensinde oplevet, hvordan det er, når det virkelig går op for en, hvor ligegyldig man er? Man opdager det ikke, før man prøver at tage et skridt væk fra menneskerne, man er sammen med, og så se, hvordan ingen opdager, at man er væk. At folk er fuldstændig ligeglad med, at du er der, og så går det virkelig op for dig, hvor ligegyldigt, det ville være, hvis du rent faktisk slog dig selv ihjel..”

”Amber, søde,” afbrød jeg hende, for jeg blev bekymret ved hendes ord. Jeg vidste godt, at hun ikke havde det godt, men der var noget, der sagde mig, at det her var et tilbageskridt og ikke et tegn på noget godt, ”hvad er det, der foregår op i dit hoved i dag? Hvordan har du det? Er det værre end i går? Er det.. på selvmordtankerne igen?” jeg brød mig ikke om at sige det sidste, men det var nødvendigt.

Hun kiggede rundt omkring os for at være sikker på, at der ikke var nogen, der hørte os. Så trak hun på skuldrene og kiggede ned på sine hænder, der hvilede på hendes skød.

”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde tænkt på at slå mig selv ihjel,” indrømmede hun. Det var som et stik i hjertet at høre hende sige det. Hun fortjente det ikke.

Jeg tog fat om hendes hage for at få hende til at kigge mig lige i øjnene. Og det gjorde hun – dog modvilligt.

”Amber. Du skal ikke være en af de teenagere, der dør af selvmord. Det er du for god til. Jeg har hørt dig sige så meget nu.. du ved så meget, du har så mange ting, og du har så meget viden – viden, som ingen voksen person nogensinde har givet mig indtryk af at have før. Du ser ting så anderledes og så smukt, og jeg ved, at du godt kan. Din engel må vinde over din djævel. Det bliver den nødt til..” hun smilede lidt, da jeg bragte hendes forklaring fra i går op. Så blev hun helt seriøs igen og kiggede mig dybere i øjnene, end jeg nogensinde havde oplevet nogen gøre før.

”Folk dør ikke af selvmord. De dør af sorg.” hviskede hun så med tydelige, klare ord. Endnu engang formåede hun at overraske mig med det, hun sagde, og jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle svare hende tilbage.

”Har du skadet sig selv på det sidste?” endte jeg med at spørge i stedet. Hun rystede på hovedet med et underligt smil. ”Nej, det gør det ikke ligefrem muligt her, selvom det er lettere for mig at bløde smerten ud. Undskyld. Det lød voldsomt,” jeg kunne se fortrydelsen i hendes øjne så snart, ordene havde forladt hendes mund.

”Åh kig på os, vi er smukt par, hva?” jeg grinede lidt, ”begge to så.. fortabte. Kan vi ikke bare gå tilbage til side et af livet og starte forfra på bogen?” sukkede jeg.

Hun smilede. ”Hvis bare det var så let..”

”Har du spist i dag?” fortsatte hun. Jeg rynkede på panden. Jeg havde slet ikke tænkt på det i dag, og det var der tydeligvis heller ikke andre her på stedet, der havde, for normalt kom der nogen ind med mad til mig. Jeg rystede på hovedet.

”Nej,” indrømmede jeg, ”men jeg har ikke lyst. Det er som om, der konstant er en lille stemme indeni mig, der siger ’lad være med at spise, ellers bliver du alt for tyk’. Jeg bryder mig ikke om det.” forklarede jeg.

Hun lyttede nysgerrigt, og selvom jeg ikke burde tænke sådan, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor smuk hun var. Hun var det mest ødelagte væsen, jeg nogensinde havde kendt, og hun var så forbandet smuk selv inde i det, hun sandsynligvis selv ville kalde helvede. Hun var ødelagt, det kunne jeg se, men hun havde bare noget over sig, der fortalte mig, at det nok skulle gå i sidste ende.

”Det er ikke godt. Ikke, hvis du skal ud snart. Hvad siger du til, at vi går ned og får lidt mad sammen, og så kan du komme tilbage til din kæreste?” foreslog hun.

Det slog mig ud af kurs. Eleanor. Jeg havde nærmest ikke tænkt på hende, imens vi havde snakket. Rettelse: det havde jeg slet ikke. Var det godt?

Jeg nikkede og rejste mig, og for første gang nogensinde siden jeg blev kærester med Eleanor, fik jeg lyst til at kysse en anden end hende.

Nogen gange får man lyst til at være sammen med nogen, og du vil have dem, og du vil give dem små søde kys. Men det kan du ikke. Det var sådan, jeg havde det. 

***

jeg fik pludselig stress, fordi det gik op for mig, jeg snart skal være færdig med den her history - har vidst kun til d. 9, og jeg skal noget både i morgen, fredag og lørdag. og søndag, men der er det alligevel også too late, haha. men har to og snart et halvt til kapitel i udkast, så det burde nok gå.

og btw undskyld, hvis kapitler er shitty, jeg er ved at gå fuldstændig ned med stress,ugh i just can't så har det ikke så godt atm. 

håber, I kan lide det. x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...