Flowers for a Ghost - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Igang
*den er med i fandom konkurrencen, og det er One Direction-fandommen*.
De lider ikke af det samme, de får ikke stillet den samme diagnose – men alligevel er de ikke så langt fra hinanden, hvad det angår. De har begge to en sygdom, der er psykisk, og det er det, der gør, at deres skæbner krydser veje.
Både Amber og Louis er meget forvirrede, når de vågner i et rum, som alle kan sige, hvad er: nemlig et værelse på et hospital. Hvad skete der? Hvorfor er de der? I takt med at brikkerne falder på plads for de to fortvivlede sjæle, og det går op for dem, at det ikke blot bliver et kort besøg, lærer de også hinanden at kende.

149Likes
34Kommentarer
8622Visninger
AA

12. Epilog

Ambers synsvinkel:

Det var to dages tid siden, at Eleanor og Louis havde fundet ud af det igen efter det store skænderi, de havde haft. Og det var to dage siden, jeg fandt ud af, at Louis ville blive udskrevet to dage senere – nemlig i dag.

Vi havde slet ikke været så tætte som før, og det havde generet mig. Alligevel havde jeg set den komme, fordi hvem vil blive ved med at kende mig og være så god mod mig? Alt varer kun midlertidigt, det havde jeg efterhånden erfaret.

Jeg var blevet vurderet til ikke at have fået det bedre – tværtimod værre, og jeg måtte indrømme, at jeg godt selv kunne fornemme det.

Det bankede på døren, og jeg kiggede op. Selvfølgelig var det Louis, der kom ind. Det virkede som om, det var afsked efter, vi havde kendt hinanden i flere år. Sandheden var, at vi dårligt kendte hinanden. Vi havde blot snakket her.

”Jeg har pakket alle mine ting, og jeg skal hjem om to minutter. Min mor henter mig og kører mig hjem,” han himlede med øjnene over det sidste, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt.

”Dejligt,” svarede jeg kort, uden at tænke over det. Han rynkede på panden, før han gik helt hen til mig og satte sig på sengen ved siden af mig.

”Er du okay?” spurgte han bekymret. Jeg trak på skuldrene. ”Så ok, som jeg nu kan være,” sukkede jeg, ”jeg bryder mig ikke om at være her, men jeg kommer ikke hjem, hvis ikke jeg tager mig sammen, så let er det.” forklarede jeg.

Han nikkede. ”Jeg forstår dig godt. Jeg håber virkelig, du får det bedre. Og når du gør, så ring til mig – også før det selvfølgelig. Så kan du tage med på tour eller noget, hvis du har lyst. Jeg er sikker på, de andre drenge ikke vil have noget i mod det,” han smilede.

Jeg nikkede. DET skal jeg huske,” forsikrede jeg ham om og tog i mod sedlen med hans nummer på. Han gav mig et langt, tæt kram, før han rejste sig.

”Vi ses. Du skal nok klare den.” og det var det sidste, han sagde, før han forsvandt ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...