Flowers for a Ghost - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Igang
*den er med i fandom konkurrencen, og det er One Direction-fandommen*.
De lider ikke af det samme, de får ikke stillet den samme diagnose – men alligevel er de ikke så langt fra hinanden, hvad det angår. De har begge to en sygdom, der er psykisk, og det er det, der gør, at deres skæbner krydser veje.
Både Amber og Louis er meget forvirrede, når de vågner i et rum, som alle kan sige, hvad er: nemlig et værelse på et hospital. Hvad skete der? Hvorfor er de der? I takt med at brikkerne falder på plads for de to fortvivlede sjæle, og det går op for dem, at det ikke blot bliver et kort besøg, lærer de også hinanden at kende.

149Likes
34Kommentarer
8341Visninger
AA

5. Andet kapitel

 

Paramore - Misguided Ghosts 

Ambers synsvinkel:

”Jeg er så ked af, at jeg ikke kunne komme før,” udbrød Sam, nærmest før han overhovedet havde fået åbnet døren til hospitalsrummet. En klump samlede sig med det samme i halsen på mig, og jeg bed mig i læben.

”Det er okay. Det var ikke meningen, at jeg skulle stoppe det, du var i gang med, så du skal ikke undskylde, for det er jo ikke ligefrem, fordi du kommer for sent til-” ”Hold mund, Amber,” afbrød han mig og satte sig på kanten af min seng.

Nu da han var tættere på, lagde jeg med det samme mærke til, at hans øjne var blanke, og det gjorde ondt dybt inde. Jeg ville slet ikke have nogen af dem til at opleve mig sådan her – hvorfor kunne det ikke bare være.. blevet gennemført?

Der var stilhed i mellem os i et godt stykke tid, før et hulk brød det, og mit blik, som havde hvilet på dynen, fløj tilbage på ham. Han havde begravet hovedet i hænderne for at skjule hans gråd, men hans skuldre rystede.

Tårerne vældede op i mine øjne og fugtede dem. Forsigtigt fjernede jeg hans hænder, eller prøvede på det, men det resulterede blot i, at han lagde hovedet ned i mit skød, ovenpå dynen.

Jeg var også bare en stor fiasko. Lige meget hvad jeg gjorde, så var det ikke godt nok. Jeg sårede alt og alle omkring mig, inklusiv mig selv, og der var intet, der kunne gøre, at det var godt for både mig og andre på samme tid.

”Mmm.. Jeg håber ikke, jeg forstyrrede dig i noget vigtigt,” mumlede jeg, da jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle sige. Han kiggede op på mig med et forvirret blik.

”Sagde du virkelig det der? Som om, at der på nogen måde ville være noget, der var mere vigtigt, end min søsters liv!” udbrød han chokeret med et forarget blik i øjnene. Jeg bed mig i læben. Okay, det var måske heller ikke så smart at sige.

Jeg bed mig i læben og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Det føltes ikke som om, at det var på sin plads at bede ham gå, men alligevel følte jeg mig ikke særlig godt tilpas, når han var her. Det var ondt, når det var min bror, men det var bare som om, at jeg følte mig.. ja, jeg havde ikke engang et ord for det.

”Hvor er jeg træt,” endte jeg med at mumle i håb om, at han kunne tage en hentydning. Jeg løftede dynen lidt op over min mund og blinkede med øjnene.

Det fik ham til at bevæge sig lidt. ”Så vil jeg også lade dig få noget ro. Du har nok brug for masser af søvn for at komme dig,” han rejste sig fra stolen og klappede sig akavet på det ene lår.

”Åh gud, hvor er jeg glad for, du er her, Amber. Jeg elsker dig,” mumlede han, før han hurtigt forsvandt ud af rummet – jeg nåede ikke engang at sige det tilbage.

Det var ikke ofte, at min bror var så forfjamsket, så jeg var godt klar over, at det her kom totalt bag på ham. Endnu engang fik jeg dårlig samvittighed, som jeg lå der i min seng helt alene.

Se, endnu engang kunne jeg ikke beslutte mig for, om jeg havde det bedst, når jeg var alene, eller når der var nogen omkring mig. Når der var nogen, havde jeg lyst til at skrige, at de skulle holde sig væk, fordi jeg ikke kunne holde det ud, men når jeg var alene, var jeg ked af det og ensom og ladt alene med mine tanker, og det var heller ikke just behageligt.

Langsomt mærkede jeg mig selv glide mere og mere hen i ubevidstheden, og til sidst faldt jeg helt i søvn.

Jeg gik ned af en lang gang uden at vide, hvor den endte henne, men det var som om, det ikke gjorde noget. Eller det gjorde det. Der var nogen efter mig, kunne jeg fornemme. Jeg gik i hvert fald med hurtigere skridt, end jeg normalt ville gøre, og jeg hev efter vejret.

Forvirret kiggede jeg ned af mig selv, imens jeg stadig gik hurtigt, kun for at få øje på et tømt pilleglas.. hvor der var noget rødt smittet af. Jeg begyndte at gå langsommere og langsommere, men det var ikke mig selv, der gjorde det. Jeg prøvede at gå i samme tempo som før, for at slippe væk for hvad end jeg flygtede fra, men der syntes at være en modstand, der sagtnede min fart.

Jeg kunne mærke, hvordan jeg gik mere og mere i panik, og det var først der, jeg lagde mærke til, at det røde på glasset var blod. Blod, der kom fra mine håndled. Chokeret skreg jeg, og pilleglasset røg ud af mine hænder.

Mine hænder rystede, da jeg tog dem op mod mig. Det var blod. Som om, der var nogen, der havde skåret mine håndled op. Var det mig selv?

Jeg var blevet træt i hovedet, og det var hårdt at trække vejret. Personen/tingen bag mig kom tættere og tættere på, men jeg var for træt til at kæmpe mere. Jeg var virkelig, virkelig træt, og mit hoved snurrede rundt.

Jeg faldt ned på knæ og kiggede mig først der tilbage for at se det, som jeg mest havde frygtet. Der kunne ikke sættes en beskrivelse på det, for det var ikke nogen rigtig ting. Eller person. Eller hvad det var. Det var mere et begreb. ’Døden’.

Et grin lød. ”Du kan ikke slippe for mig, darling. Du ved jo godt, at jeg vil få dig lige meget hvad, og du bliver selv skyld i det – jeg vil ikke lade dig være, før det.” rungede det.

Det tog mine sidste kræfter at samle mig og skrige højt af frygt, da mørket langsomt sluttede sig indover mig.

Jeg vågnede ved et ubehageligt højt skrig, der skar i halsen, og jeg var fuldstændig badet i sved.

 

Louis’ synsvinkel:

Senere på dagen vågnede jeg ved et hjerteskærende skrig, som kom fra et andet rum. Jeg satte mig op ved et sæt, fordi jeg blev så forskrækket.

”Du skal nok tage den lidt roligt,” jeg drejede hovedet efter stemmen og fik øje på en sygeplejerske, der stod og vandede en plante i vindueskammen. Jeg smilede til hende. ”Jeg blev bare forskrækket over det skrig,” forklarede jeg venligt, lidt irriteret over, at hun bare sådan bad mig om at holde mig i ro.

Hun sukkede lidt og smilede sørgmodigt: ”Ja.. det lød som om, det kom lidt længere nede af gangen – måske er det hende den nye, der blev indlagt i går,” det virkede som om, at hun snakkede mere med sig selv end mig, for det var ikke normalt, at sygeplejersker fortalte det til deres patienter.

Jeg nikkede bare lidt, selvom hun ikke så det, før jeg lænede mig tilbage mod puderne. Mit hoved føltes lettere nu, og jeg var ikke så træt. Men jeg havde stadig ikke spist. I hvert fald ikke gennem munden – noget sagde mig, at de havde fået noget i mig på en anden måde. Det gjorde mig ubehageligt tilpas.

Det var første gang, at jeg rigtigt havde mulighed for at studere rummet, for jeg havde ikke været alene før nu. Her var meget enkelt – for enkelt efter min smag. Jeg brød mig ikke om, at det var så upersonligt, men det var klart, når det var et hospital.

Her stod en seng, som jeg sjovt nok selv var lagt i, og ved siden af mig var der et bord. Der var ikke andet end et glas vand, nogle blade og min mobil på det, så det var også rimelig tørt. Det værste af det hele var, at jeg kunne skimte navnet ’One Direction’ på et af bladene, så det gav sig selv, at jeg i hvert fald ikke skulle kigge i dem. Som om, at jeg gad sidde og læse om mig selv.

I stedet for valgte jeg at tjekke min mobil, som jeg ikke havde lagt øjnene på, siden jeg var havnet her. Hvis jeg kendte directioners godt nok, ville jeg være overbombet med beskeder om, at de gerne ville have, at jeg skulle have det godt igen, og at de elskede mig. Det var sødt.

Som ventet scrollede jeg igennem mange af de beskeder.

”@Louis_Tomlinson jeg elsker dig så højt, håber du er ok!”

”Jeg er lige stået op og har set #louisgetbetter trendet – hvad er der sket @Louis_Tomlinson”

Der var utroligt mange af dem.

Jeg gik ind for at skrive et nyt tweet og tænkte et godt stykke tid over, hvad jeg egentlig skulle skrive. Jeg ville ikke have, at det lød for dramatisk, men alligevel brød jeg mig ikke om, hvis jeg skulle lyve for dem og sige, at jeg havde det helt fint. De måtte vide, at jeg ikke vidste, hvornår jeg ville være klar igen.

”Hej alle. Tak for de søde beskeder – de gør mig glade! Jeg ved ikke, hvornår jeg er klar til at blive udskrevet igen, men jeg har det nogenlunde fint, og I skal ikke være alt for bekymrede. Elsker jer.”

Jeg læste beskeden igennem flere gange, før jeg sendte den ud. Derefter lagde jeg den fra mig, fordi jeg vidste, at det ville blive en krig at være på Twitter, imens folk læste beskeden og svarede på den. Og der ville helt klart være en masse spam om, om jeg kunne følge dem, og det magtede jeg ikke.

Kort efter blev døren lukket op, og et smil gled over mine læber, da jeg så, at det hverken var en sygeplejerske eller min kæreste (misforstå mig ikke, det var ikke, fordi jeg ikke brød mig om hendes tilstedeværelse), men derimod fire drenge.

Niall fløj hen på stolen ved min seng og kiggede grundigt på mig uden et ord. Nærmest som om, han studerede mig for at se, om der var nogle synlige skræmmer. Det uhyggeligt ved det var, at det var der selvfølgelig ikke.

”Er du okay..?” han lød mistænkelig. Jeg nikkede. ”Ja, så okay, som jeg kan være.” Niall nikkede bare som svar til mit svar, og jeg kunne se, at han havde et bedrøvet blik. Der var ingen, der brød sig om det her.

”Jeg håber ikke, I har aflyst koncerter, for det skal I ikke! Bare gennemfør det uden mig,” skyndte jeg mig at sige, da jeg kom i tanke om det. Harry, der sammen med de andre nu stod rundt omkring min seng, hævede et øjenbryn.

”Ja, altså, vi har aflyst den i dag og de næste to dage frem. Eller ikke aflyst – bare rykket til en anden dato,” forklarede han.

Det var forståeligt. Men fuck, hvor brød jeg mig ikke om at skuffe vores fan.

”Har du spist noget?” spurgte Zayn om, da der var total stilhed. En klump samlede sig i halsen på mig. Jeg havde ikke direkte spist endnu, men hvis jeg ikke tog meget fejl, så ville det snart skulle prøves. Jeg fik kvalme ved tanken.

”Jeg har brug for at gå en tur. Jeg har ligget her alt for længe,” konstaterede jeg og undlod at besvare hans spørgsmål. Uden nogen idé om, hvordan jeg så ud, svang jeg mig ud af sengen og forsvandt ud af rummet. Der var ingen, der havde sagt, at jeg ikke måtte gå en tur fra mit værelse, så derfor gik jeg ud fra, at det var okay.

Det føltes underligt at gå igen – som om jeg ikke havde bevæget mig evigheder, men det var vel efterhånden også ved at være et døgn siden.

Jeg fik forbi flere patienters værelser. Uden at tænke over det kom jeg til at kigge ind i et værelse, hvor døren stod åben. Automatisk stoppede jeg op, da jeg fik øje på pigen, der lå derinde. Der var slanger sluttet til, og hun var lettere bleg, men omgivet af helt brunt hår, som var uden nogen glans, men alligevel fascinerede mig.

Hun fascinerede mig på en underlig måde.

Imens jeg stod betaget, vendte hun hovedet rundt og rettede sine øjne lige mod mig, så vi fik øjenkontakt. Forvildet flyttede jeg mig væk og frem og skyndte mig væk fra værelset med høj hastighed.

Gad vide, hvad hendes historie var? 

***

Hey guys, det var så andet rigtige kapitel.. Jeg håber, I kan lide deeeeeeeeet?

Please, græd med mig, fordi jeg skal til at lave mit engelsk nu og har næsten ikke lavet noget, og den skal afleveres inden 23.59 i aften, og jeg tror bare, det her kommer til at gå helt forfærdeligt dårligt.. det er endda engelsk (som sagt), så hvorfor kan jeg ikke finde ud af det??:( suk 

Derudover håber jeg, at I overlever den forfærdelige regn, som der har været i dag - jeg var ved at dø over det!!! God dag, mussier. x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...