Flowers for a Ghost - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Igang
*den er med i fandom konkurrencen, og det er One Direction-fandommen*.
De lider ikke af det samme, de får ikke stillet den samme diagnose – men alligevel er de ikke så langt fra hinanden, hvad det angår. De har begge to en sygdom, der er psykisk, og det er det, der gør, at deres skæbner krydser veje.
Både Amber og Louis er meget forvirrede, når de vågner i et rum, som alle kan sige, hvad er: nemlig et værelse på et hospital. Hvad skete der? Hvorfor er de der? I takt med at brikkerne falder på plads for de to fortvivlede sjæle, og det går op for dem, at det ikke blot bliver et kort besøg, lærer de også hinanden at kende.

149Likes
34Kommentarer
8458Visninger
AA

2. Amber | Prolog

 

Birdy - People Help The People

I dag havde været endnu en dag til de mange meningsløse dage, jeg havde gået igennem i mit liv. Dette var blot en at tilføje til mængden. Mit hår var fladt, som det altid var. Det brune hår havde mistet sit skær for længe siden – i takt med, at jeg mistede lysten til at stå op hver morgen.

Det lød dramatisk, det kunne jeg godt høre, men det var vel bedre at være ærlig og snakke sandt, end det var at lade som om, at det hele gik godt, ikke? Det var i hvert fald det, alle folk fortalte mig.

Musikken var høj inde på mit værelse – jeg kunne nærmest ikke forstå, hvad der var i mine egne tanker, og det var måske meget godt, når jeg uden på var ved at få et break down.

Havde dette været en film, der spillede, ville der uden tvivl være blevet brugt jump cut, som klipning. Var det ikke det, det hed? Det var jeg rimelig sikker på, men jeg kunne ikke tænke klart tilbage på de utallige mediefagstimer lige nu.

Mine hænder rystede, og mine øjne var våde og truede med snart at sende en bølge af dråber. Jeg blinkede arrigt for at holde dem væk, men det synes kun at gøre dem stærkere. Jeg var træt af det. Jeg var træt af at kæmpe for det her.

For mit liv.

Jeg var træt af at kæmpe en kamp for noget, som jeg ikke engang havde lysten til at vinde. Og uden lysten til at vinde, havde jeg ikke viljestyrken, og dermed ikke muligheden. Betød det ikke også ligeledes, at jeg kæmpede en kamp for alle andre end mig selv? At jeg kæmpede kampen for dem, der sagde, at jeg skulle forblive stærk, komme igennem det her, tro på mig selv. Jo.

Det var dem, jeg kæmpede for, og det kunne jeg ikke klare at blive ved med. Det var bare for meget at gå igennem hver evig eneste dag for andre, når jeg altid vågnede op og ikke havde livslysten med mig. Så var det ikke nemt.

Og det var sådan, jeg fik gjort mit hoved klart omkring, at jeg ikke kunne klare den kamp mere. Og desværre havde mine forældre gjort ingenting for at stille piller væk, selvom min psykolog havde sagt, at det var vigtigt, at det var uden for rækkevidde.

”Desværre”. For mig var det ikke desværre, for mig var jeg bare glad, for det gjorde bare hele processen så meget lettere for mig.

Imens jeg med stadigt rystende hænder kørte pille efter pille ned sammen med flere glas vand, kunne jeg ikke lade være med at stå og tænke. Det var en egoistisk beslutning, for selvom det var det, jeg ville, så ville jeg efterlade min familie i sorg. Og det var jeg ked af, men så kom der igen det op med, at det var en kamp, som jeg kæmpede for andre og ikke mig selv. Det var ikke sådan, det skulle være. Hvis det var en fair kamp, ville jeg kæmpe i håbet om, at der en dag kom en bedre dag for mig, og i lysten til at blive bedre, men nej. Det hang ikke sådan sammen, desværre.

Og imens jeg stod der, gik det op for mig, at jeg ikke ville kalde det her selvmord. Jeg ville tværtimod kalde det det en kamp – en kamp, som jeg tabte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...