Forladt

Bella er en pige på de 14-15 års alderen, hun lider af anoreksi plus at hun er ny cutter. I stedet for at skrive dagbog, taler hun til hendes dukke Ingelise, men dukken ender med at rode hende ud i noget rigtig skidt.

1Likes
2Kommentarer
250Visninger
AA

2. Alene

Efter jeg havde brugt et ekstra kvarter ude på badeværelset kom min mor hen og bankede på døren, kunne høre at hendes stemme var rimelig irriteret da hun sagde at jeg skulle komme ud. Jeg valgte at åbne døren da jeg egentlig ikke rigtig magtede et skænderi. Men jeg blev ført direkte ud til bordet hvor morgenmaden stod klar. Vil det sige at min mor havde tænkt sig at tvangsfodre mig?..
Jeg vil ikke være rask, jeg vil ikke af med anoreksien, for så vidste jeg bare at jeg blev tyk og igen hvem har lige lyst til at være venner med en der er tyk?
Nå, men min mor fik på en eller anden måde maden ned i mig, men jeg vidste jo godt selv at jeg nok skulle få maden op igen. Bare to fingre ned i halsen og det er det. Det gør jeg jo så tit. Men alligevel følte jeg at jeg lige havde taget 4 kilo på.

Kunne se min bus holdte der ude, så jeg smed min gamle, sandfarvet grimme skuldertaske over mine skuldre, tog nogle nemme hurtige sko på og en jakke over armen. Normalt har jeg ikke min dukke med men ja den kom altså alligevel med i tasken i dag.  Jeg sus ud af døren og ned til vejen hvor min bus holdte og ventede på mig.
Jeg gik langsomt op af de 3 trappetrin op til bussen med tanken i hovedet, at endnu en dag skulle jeg sidde alene på det bagerste sæde fordi ingen vil side sammen med tykke mig. Ej men helt ærligt 160 i høje og 32 i vægt, det kunne da kun tyde på at jeg er fed!  Da jeg gik op på det sidste trappe trin sendte jeg buschaufføren et falsk lille smil og det var tydeligt at jeg fik en endnu mere falsk smil tilbage. Da jeg gik mellem alle personerne i bussen som sidder og snakker med hinanden, må jeg indrømme at jeg ville ønske at det var mig.  Jeg slog mig selvfølgelig ned på det bagerste og sidste sæde i bussen, helt alene. Ingen siddemakker eller noget, nej. Kun mig. Men det var der jo ikke noget nyt i. 
De sidste mange nætter havde jeg grædt mig selv i søvn og egentlig heller ikke fået så meget søvn, så jeg var faktisk rimelig træt, skulle bare have den her dag overstået så jeg kunne komme hjem og måske ventede der en blyantspidser som ikke rigtig havde brug for sit blad længere som jeg måske måtte låne. Det var lige hvad jeg kunne nu i hvert fald.
Jeg sad og kiggede ud af mit vindue, og pludselig blev hele min omverden lukket til, de mange larmende stemmer i bussen var pludselig væk. Jeg så tilbage til før min sygedom, hvor jeg sad på en bænk på en smal sti, langs åen, min mor var kommet hjem med nogle hindbærsnitter, jeg havde fået lyst til en, så jeg tog en uden at spørge og gik mig en lille tur og der satte jeg mig på bænken langs åen. Den søde dreng fra klassen kom cyklende forbi med sin fætter, og han begyndte at grine af mig. Han rakte hånden ud og tog fat i min snitte, og kastede den i vandet, mens han spurgte om jeg ikke havde fået nok at sådan nogle søde sager. Efter den dag, var jeg helt holdt op med at spise.
En tårer blev presset ud af tårekanalen og løb langsomt ned af kinden. Hvorfor skulle jeg lige præcis ende i den grimme krop, hvorfor var jeg ikke blevet sat ned i den familie som altid holdte sammen.


- Like eller kommenter for mere
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...