Psykiske Tanker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 6 nov. 2013
  • Status: Igang
Hun bliver slået derhjemme. Hun bliver slået, og det gør ondt: rigtig ondt. I forvejen er hun pskykisk syg, og har derfor ikke yderligere brug for et svært liv.
Så hun opdigter en verden, en verden hun til sidst ikke ved om er sand eller falsk.

1Likes
0Kommentarer
501Visninger
AA

1. Raslende Sten

Stenene rasler, vrider og smutter under mig. De larmer, skærer og de irritterer. En tåge samt en mørk sti venter mig forude, jeg kan se det! En skinger lyd i mit øre sprænger min trommehinde: mit skrig. Mit eget skrig. Hvorfor skriger jeg? Hvorfor? Det føltes som om smeltet jern løber inde i min hals. Jeg lukker mit højre øje, efterfulgt af det venstre. Mine fingerspidser glider ubesværet igennem den tynde atmosfære, og ligeså mit hår. Jeg ser... Jeg ser en mand stå foran mig, endnu ved han ikke jeg er her. Et sort stykke læder, dækker hans underkrop, han er smed. Smed efter sin far, som han elskede højere end hvad muligt var, og alligevel blev han tilsidesat flere gange. Hans bror var bedre end ham, han var selv familiens sorte får. Eller det sage far ihvertifald. Af had slyngede han en økse ned i armbolten. Han udarbejde lige nu sit mesterværk, som han trak op fra armbolten: en ramme. Den smukkeste, grå ramme jeg nogensinde har set. "Dit mesterværk?" Spurgte jeg. Smeden svarede ikke. "Dit mesterværk?" Spurgte jeg igen lidt højere. Smeden ignorerede mig stadig, og stirrede følelsesløst ned på rammen. Små hår rejste sig på mine bare arme, kun denne hvide kjole dækkede resten af min kolde, blege krop. Vinden blafrede i mit sorte, og døde hår. De Hvide Damer havde sagt at det klædte mig, at det afspejlede mig: min personlighed. De Hvide Damer sagde at jeg ikke skulle være bange, at alt nok skulle løse sig, at jeg bare skulle give det tid. Men intet havde løst sig... Manden er her stadig. Han ligger stadig på lur, han ønsker stadig at finde mig, og det kommer han også til. Irritteret rakte jeg min arm frem imod smeden, for at prikke ham på skulderen. Men så, så jeg hans dreng, han stod dér, lige ved siden af sin far, smeden. Smeden kigger efter noget... Drengen har opdaget hvad han leder efter, og holder kniven i strakt arm, imod sin far. Et blegt, tildækket smil, dannede sig på mine læber. De er væk, læberne er væk. Jeg åbner og lukker mine gummer flere gange for at sikre mig at læberne stadig er der. Der tilføres hurtigt blod til læberne, og de gendannes. Nu er de her igen. Drengen med det uglede hår og den blå heldragt på, kigger på mig. Han smiler, jeg kan se hans hvide tænder, en rigtig barnemund. Kniven holder han stadig i strakt arm. Endnu en mand er i rummet, hvorfor så jeg ham ikke før? Hans sorte tøj forvirrer mig, og jeg forsøger flere gange at blinke, men det er ikke muligt. Mine øjenlåg er væk, forsvundet. Ligeledes min frygt. Manden krummer sin ryg, og tager ivrigt imod kniven. "Nej! Nej det må du altså ikke! Det er farens kniv!" Råbte jeg: stadig ingen lyd. Jeg er den eneste der kan høre det. De andre ved slet ikke jeg er her. Den sorte mand trækker hurtigt kniven op til brystet og fører den igennem mandens bryst, derefter hans ribben og til sidst hans hjerte: han er død. Jeg gisper: han er død, drengen er her stadig, manden er her, hvem er manden, hvad vil han? Den sorte mand snurrer én gang rundt om sig selv og afslører sit ansigt: det er ham. Jeg ved det. Jeg kan genkende hans øjne.

Åh, mine ben! De rasler under mig, de er skæve og ustabile. En dråbe dannes, og føres videre ned af mit ansigt, ved hjælp af ferskendug. Den hiver fat i duggene, og fører sig selv hele vejen ned af mit kolde ansigt og ved min hage, giver dråben slip og falder tungt til jord. Den landte på min fod, min kolde fod. Blodårene var ved at sprænge. Her var koldt, jeg ved ikke hvorfor. Jeg kom tættere og tættere på, jeg løb. Løb, løb, løb. Det var alt der var i mit hoved. Løb for livet. Jeg ved ikke hvorfor, jeg ved bare jeg skal løbe. En stemme opstod i mit hoved. Han er her! Hvem er her? Han kommer! Hvem kommer? Han dræber dig! Stop så med det! Er du for svag til dit eget hoved? Måske, er du? Ha, sikke en dårlig vits. Ikke dårligere end din. Vil du anmelde et indbrud? Hvorfor? Fordi der er nogen der har stjålet din humor! Den var lam. Han kommer. Hvem kommer? Han dræber! Hvem dræber han? Dig! Dig! Dig! Stemmen forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...