Psykiske Tanker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 6 nov. 2013
  • Status: Igang
Hun bliver slået derhjemme. Hun bliver slået, og det gør ondt: rigtig ondt. I forvejen er hun pskykisk syg, og har derfor ikke yderligere brug for et svært liv.
Så hun opdigter en verden, en verden hun til sidst ikke ved om er sand eller falsk.

1Likes
0Kommentarer
500Visninger
AA

2. Fremmede Stemmer

Jeg løber. Mine ben falder snart sammen under mig. Fortsæt! Stemmen var kommet tilbage. Det er rigtigt, jeg er tilbage. Hvad laver du her? Hvor? I mit hoved? Altså jeg erstatter din hjerne, den er taget på ferie, tror jeg. Ellers var den her ikke fra start Det kan jeg ikke huske. Forsvind! Tving mig! Det er mit hoved! Så bestem over det! Ud! Tving mig! UD! Bekæmp mig! Du kan godt! Ud med dig! Han kommer, og han slår de svage ihjel! Forsvind! Som du siger... Det sidste jeg hørte var et hånligt grin, så var stemmen væk igen. Tomhed, jeg føler tomhed. Som om en kniv, skærer i mit håndled, brister min pulsåre op og forlader mig, lader mig forbløde. Mine ben falder sammen under mig, jeg falder. Ned lander jeg på den kolde jord, og bliver liggende, jeg ved ikke hvad der vil ske. Så jeg kigger forvirret op, er her nogen? Ingen er der at se, kun ham, han er dernede! Jeg må videre. Du må videre. Jeg kan ikke! Du skal! Nej! så dræber han dig! Husk på hun er derhenne, bare lige ned for enden, så er hun der. Du vil være fri... Jeg falder, helt ned. Jeg falder gennem tyndgekraften, der hjælper min krop med at lande. Englen! Hun er derhenne! Jeg løb... En kold hånd klaskede mig hårdt og ubehøvlet på kinden, av. Jeg faldt helt ned på jorden Jeg førte min egen, svage hånd op til min kind, den var rød. jeg kunne mærke det. Min kjole, hvid og så uskyldig, var fyldt med blod, og det var mit blod. Han stod lige over mig, med læberne adskilt fra hinanden, og hans kolde ånder, forvandlede også mine læber blå. Hans øjne, hans øjne som jeg kiggede direkte ind i, de var sorte. Han ville dræbe mig, jeg vidste det. En af hans arme stod med en kniv i den, og pegede på min pulsåre, hvis han ramte ville jeg dø, alt ville være slut. Freden ville overtage, livet ville tabe, døden ville vinde. Bladet var så underligt... blødt. Det gik lige igennem mig. Lavede et snit i mit hjerte, og brændte et psykisk ar ind på mine hornhinder: jeg gik i opløsning.

Hans pupiler udviddede sig, og jeg kunne mærke hvordan jeg langsomt blev opløst: langsomt blev til aske. Mine fødder, mine ben, min mave og mine hænder, alt. Det eneste der var blevet efterladt var min kjole, hvis skørt nu var mere rødt end hvidt. Du er her, velkommen. Endelig er jeg her, her hvor jeg har længtes efter at være så længe. Tre våde dråber, trillede ned af min iskolde kind. Da de nåede hagen, gav de ufrivilligt slip, og landede på mit lår. Låret var væk, ikke her, ikke der, ikke nogen steder. Jeg rakte ud efter min fod, ingen stedet at se. Tåren trillede bare videre, væk, flygtede fra mig. Ligesom jeg var flygtet fra min mor, død. Væk og aldrig komme tilbage. En ånd, en ånd i en opløst krop. Jeg måtte lære at kontrollere det, lære at bevæge mig, lære at tage hævn. Uden tvivl ikke sidste gang jeg besøgte dette besynderlige sted... Jeg vil vende tilbage, med hævn i håndtasken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...