Dear Darlin' | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 4 dec. 2013
  • Status: Igang
Den dag i dag er mit navn Melodie Jackson, men det plejede at være Ashlyn Pierce. Jeg plejede at have et lykkeligt liv, jeg plejede at have Harry. Men alt ændret sig for tre år siden. Hvorfor? Fordi jeg døde, eller det var det alle troede. Alle troede at jeg døde i en brand ulykke, mine venner, min familie, og alle som jeg nogle sinde havde mødt, mistede jeg. Men i virkeligheden, var der ikke noget af det der skete. Ja, jeg har mistet mennesker jeg holdte af, men jeg var ikke død. Jeg var bare på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Jeg så noget som jeg ikke skulle se, og nu er jeg tvunget til at leve et andet liv, som en anden person. Jeg troede jeg skulle leve sådan her resten af mit liv, men så dukkede han op i mit liv igen, og alt blev vendt op og ned.

200Likes
195Kommentarer
14661Visninger
AA

11. Moments

 

Ashlyn / ”Melodies” Point Of View

 

Harry kom langsomt tilbage, og satte sig stille og roligt ned på bænken. Da han åbnede sin mund, troede jeg at han vil sige noget, men han lukkede den hurtigt igen. ”Oh my god” hviskede han, og jeg så mærkeligt på ham. Havde jeg noget i ansigtet?

”Er du okay?” spurgte jeg om, og han begyndte på at grine. ”Om jeg er okay?” gentog han, bare meget hånligt som om jeg lige havde sagt noget mega dumt. Han begyndte på at grine endnu mere, og det blev ret voldsomt til sidst. Indtil han begyndte på at græde.

”Hvad tror du selv?” han snøftede. ”J-jeg har levet i den tro på at du var d-død, at jeg havde mistet det bedste der nogensinde var sket for mig. Jeg havde troet at jeg aldrig vil se dit smil ig-gen, dine smukke brune øjne, eller bare i det hele taget d-dig” han græd endnu mere en før.

”Og her er du” tårerne rande ned af kinderne på ham.

”Ashlyn” hviskede han.

Jeg var mundlam, i chok og ikke mindst mundlam.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, hvad jeg skulle tænke, eller hvad jeg skulle gøre. Så jeg endte op med at kramme ham.

Det var et stort knus, og selvom det kun var et knus, så var der så mange følelser i det. Jeg havde savnet den her varme, den her tryghed, og selvfølgelig ham. Og selvom jeg vidste der vil komme en masse lort ud af at han vidste at jeg var Ashlyn, så var det stadig dejligt at han endelig vidste at jeg stadig var Ashlyn.

Efter vi havde krammede i et godt stykke tid, så hviskede Harry ”Hvordan” ned i skulderen på mig.

Jeg træk mig ud af krammet, og så ham i øjnene. Jeg tog mine hænder op til hans kinder, og fjernet hans tåre væk. ”kom med mig, og så fortæller jeg dig det hele” han sagde ikke noget, men nikkede.

 

**

 

”Bare sæt dig ned” mumlede jeg til Harry, da vi var kommet ind i min lejlighed. Han nikkede, og satte sig ned på min sofa, hvor jeg satte mig ned ved siden af ham.

”Så du undre dig nok over hvad der sker” sagde jeg, og kløede mig akavet på nakken. ”Jeg forstår det bare ikke, er du kommet tilbage for de døde?” spurgte Harry om, og i et kort øjeblik troede jeg at han lavede sjov. Men da han ikke kom med et af sine typiske fjoget ansigter, så kunne jeg regne mig frem til at han ikke lavet sjov.

Men hvad fanden, man laver ikke sjov med døden. Men jeg var sku heller ikke meget bedre selv.

”For ca. tre år siden, så jeg en man ved navn John. Og lad os bare sige det pænt, så er John ikke et godt menneske” jeg holdte en lille pause inden jeg begyndte på snakke videre.

”Jeg så ham begå et af sine mange mord, og han opdagede mig og der fulgte konsekvenser med” jeg slugte mit eget spyt.

”Han gav mig to valg, og de var at han ville dræbe alle jeg holdte af, eller at jeg kunne blive hans slave pige. Og derfor, var jeg nød til at forfalske min egen død. Så der ikke var nogle af jer som vil tro at jeg var blevet kidnappet, eller noget i den stil” det var svært at se Harry i øjnene, så jeg kiggede så meget ned af som overhoved muligt.

”Ashlyn” sagde han og jeg kiggede op på ham.

”Jeg tror ikke du forstår hvor meget jeg savnede dig” hviskede han, og jeg kunne lade hver med at smile. Jeg havde også savnet ham så meget, at det gjorde ondt.

”Men Harry du må ikke fortælle det til nogle” sagde jeg og så alvorligt på ham. ”Hvorfor ik, jeg er sikker på at dine forældre gerne ville vide at du stadig er her, og Gemma hun har også savnet dig så meget, og min mo..” jeg stoppede Harry midt i hans sætning. ”Nej, det går ikke” jeg sukkede.

”Der er jo en grund til at jeg skal holde det hemmeligt. Hvis John finder ud af at du ved at jeg ikke er død, så er vi alle sammen så godt som færdige” jeg tog min ene hånd op til min pande.

”Hvad fanden skal jeg gøre” hviskede jeg til mig selv, men jeg var sikker på at Harry sagtens kunne høre det.

”Okay jeg siger det ikke til nogle” sagde han, og sendte mig et blidt smil.

”Men på en betingelse” jeg løftede mit ene øjenbryn.

”Kys mig” og jeg var hurtigere end lynet selv, til at placere mine læber mod hans. 

 

A/N

 

Kort kapitel, I know! But Don’t blame me, blame the vodkaaaaaaaaaaaa.

Sorry mennesker, jeg er lidt halv beruset, ahhahahah! We. Men grunden til at kapitlet er kort, er udelukkende fordi at jeg har en dårlig skrive dag. Og hvis det blev længere vil det bare ikke blive særlig godt.

 

ENDELIG ET HARLYN MOMENT.. bless u jessica *_*


 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...