Dear Darlin' | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 4 dec. 2013
  • Status: Igang
Den dag i dag er mit navn Melodie Jackson, men det plejede at være Ashlyn Pierce. Jeg plejede at have et lykkeligt liv, jeg plejede at have Harry. Men alt ændret sig for tre år siden. Hvorfor? Fordi jeg døde, eller det var det alle troede. Alle troede at jeg døde i en brand ulykke, mine venner, min familie, og alle som jeg nogle sinde havde mødt, mistede jeg. Men i virkeligheden, var der ikke noget af det der skete. Ja, jeg har mistet mennesker jeg holdte af, men jeg var ikke død. Jeg var bare på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Jeg så noget som jeg ikke skulle se, og nu er jeg tvunget til at leve et andet liv, som en anden person. Jeg troede jeg skulle leve sådan her resten af mit liv, men så dukkede han op i mit liv igen, og alt blev vendt op og ned.

200Likes
195Kommentarer
14571Visninger
AA

9. Feelings

 

Ashlyn / ”Melodies” Point Of View

 

”Harry?” ordene kom væltende ud af munden på mig, som en flod af tåre. Jeg havde godt regnet mig frem til at det var en af drengene, men ikke til at det var Harry.

Det her var så ironisk som det overhoved kunne være.

”Hey Melodie” sagde han og blinkede med det ene øje. Jeg stod stadig med munden åben, og stirret på ham. ”Er du James Bond?” det var ikke engang ment som et spørgsmål, men lige nu havde jeg heller ikke nogen idé om hvad der forgik.

”Yup” sagde han, og jeg nikkede bare. ”Og det er dig jeg har skrevet med hele tiden?” igen det var ikke ment som et spørgsmål, men jeg kunne åbenbart ikke stoppe med at sige hvad jeg tænkte.

”Ja det er det os” svarede han med et grin, og jeg sukkede lydløst og smilede svagt. ”Nå” sagde jeg så, mens jeg fægtede kort med armene.

”Nå” sagde han os.

Det her var mere akavet end man skulle tro. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, eller hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste ikke engang hvor jeg skulle kigge.

”Jeg vil gerne lære dig at kende” sagde han så, og som en reaktion løftede jeg mit ene øjenbryn. ”Hvad?” spurgte jeg usikkert om, og igen sagde han ”Jeg vil gerne lære dig at kende” jeg nikkede.

”Du minder om et person som jeg savner, og du virker bare så speciel” mumlede han, men jeg forstod hver et ord han sagde.

”Tak” sagde jeg kort, og smilede blidt.

”Så vil du lave noget sammen i morgen?” spurgte han om, og jeg nikkede. ”Ja det vil jeg godt” sagde jeg, og selvom jeg var forvirret over situationen, bange for at han vil opdage mig, og nervøs for at det hele ville blive alt for akavet, så svaret jeg ja. Jeg kunne ikke sige nej til ham, ikke efter det han lige havde sagt.

”Godt” sagde han og efterlod mig i køkkenet. Jeg tog en dyb indånding for mig selv, og fyldte det glas jeg havde i hånden op med mere vand. Hvor jeg efter tog en stor slurk.

Jeg havde en mærkelig følelse, og jeg kunne virkelig ikke lide den. Jeg følte mig ikke tryg, og jeg havde bare lyst til at ligge i min seng og gemme mig under dynen. Jeg ved godt at tilbringe tid med Harry var noget jeg selv havde lyst til at gøre. Men nu havde jeg anden fornemmelse. For når jeg var sammen med Harry, bragte det minder tilbage, og minder førte til mit tidligere liv, og mit tidligere liv førte til min familie. Og det var ikke fair mod dem, jeg havde bare efterladt dem i den tro om at jeg var død.

Jeg savnet dem så meget. Jeg savnede at kunne snakke med min mor om alt, om mine følelse, mine karakterer, drømme, og bare ting som jeg tænkte på. Jeg savnede at være fars lille prinsesse. Jeg savnede mine bedste forældre, mine kusiner og fætre, og endda min skøre onkel som samlede på forskellige oste mærker.

Jeg savnede alt.

Og jeg hadet ham med hele mit hjerte, for at tag det fra mig. Det hele var hans skyld, og jeg han fortjente at dø. Så meget hadet jeg ham, at jeg ville ønske at han ikke eksisteret. For hvis han ikke eksisteret så ville mit liv ikke være som det var nu.

Og når jeg sagde ham, så mente jeg ham som var skyld i at mit liv var et helvede. For der var jo en grund til at jeg skulle leve et andet liv, som en anden person.

Tilbage til dengang jeg var 16 år, så jeg noget som jeg ikke skulle have set. Og jeg ville ønske at jeg ikke havde set det, for udover at det bogstavlig talt ødelagde mit liv. Så, så jeg noget som ingen 16 år skulle have set.

Jeg kunne tydeligt huske den dag, som om at det hele skete i går. Jeg var ude at gå med naboens hund, da det var mit job. Jeg kunne huske at jeg var helt i min egen verden, indtil jeg hørte et skrig. Det var ikke et skrig fra en jomfru som var i nød, det var et skrig som udstrålede smerte. Jeg fulgte efter skriget, og selvom jeg var bange, så var jeg nød til at hjælpe den person som var udsat for den smerte. Og der så jeg ham, manden der havde gjort mit liv til et helvede. John. John var ikke en god mand, han var kinda farlig og jeg var ret sikker på at han ikke havde et hjerte.

Da jeg så John, var han i gang med at myrde et uskyldigt offer. Og da der var ingen andre end mig som havde set hans ansigt, gav han mig to valgmuligheder. Enden at se alle dem jeg holdte af, blive dræbt, og så selv blive dræbt, eller at være hans lille slave pige hvor ingen af dem jeg holdte af kom noget til. Så det var selvfølgelig det jeg valgte, jeg vil hellere have at jeg skulle lide, end at min familie skulle.

De første to år var de hårdeste, for jeg havde slet ikke nogle kontakt til den menneskelige verden. Jeg var fanget i hans hus, og jeg måtte aldrig gå ud. Så i to år, havde jeg ikke været uden for. Jeg havde kun gjort som jeg fik besked på, og det var et helvede.

Men her for et halvt år siden, så skulle John ikke bruge mig til så meget mere, og derfor besluttede han sig for at give mig ’frihed’ og jeg må ærligt sige, at mig og John havde to forskellige definitioner af frihed.

Det er derfor jeg bor her i LA, og lever som Melodie Jackson som skulle arbejde i en tøjbutik.

Og selv om jeg ikke hang på John længere, så tjekket han stadig op på mig, på de mest uforventede tidspunkter.

Han var et forfærdeligt menneske.

”Melodie kommer du ikke snart ind igen?” det var Eleanor som hev mig tilbage til den virkelig verden, ”Jo, jeg kommer nu” sagde jeg og stillede glasset fra mig, inden jeg gik tilbage ind til de andre.

 

 

 

**

 

 

 

Harrys Point Of View

 

 

Jeg vågnet op med en ny følelse, og jeg kunne kun sige at det føltes skønt. Jeg følte mig ikke træt, som jeg havde gjort de sidste mange dage. Jeg følte mig frisk, fyldt med energi, og det var der kun en grund til.

Melodie.

Jeg havde set så meget frem til at være sammen med hende i dag, og jeg havde ærlig talt ingen idé om hvorfor. For jeg havde lige mødt hende, og alligevel så kunne hun få mig til at smile som en gal.

Så siden i går, havde jeg bare set frem til dagen i dag. Og nu lyder jeg sikkert som en eller anden forelskede idiot, men var jeg ikke. Tro mig, jeg var ikke forelsket i Melodie, eller noget der var tæt på. Hun var bare spændene. Ikke andet.

Da jeg havde rejst mig fra sengen, tog jeg hurtigt tøj på, og efter følgende så tog det heller ikke lang tid med at få spist morgenmad.

Jeg skulle først mødes med Melodie om to timer, men jeg følte mig så frisk at jeg bare ikke kunne sove længere. Og jeg havde virkelig ikke nogen idé, om hvad jeg kunne lave imens.

For jeg ventet kun på at jeg skulle gå, og jeg havde ikke rigtig lyst til at lave andet. Så jeg gik ud fra køkkenet, ind i stuen og satte mig ned på sofaen. Hvor jeg tog min mobil frem og gik på twitter, det kunne måske få tiden til at gå.

 

A/N

OVER 200 PÅ FAVORIT?! Tusind tak, det betyder så meget! I forstår ikke hvor glad jeg er!!

Jeg håber virkelig i kan lide det her kapitel, og at i ser frem til det næste! For jeg ser frem til at skrive det næste!

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...