Kupeerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 15 okt. 2013
  • Status: Færdig
Historien handler om en ung mand der via eurofoiserende stoffer kommer på et eventyr ind i sig selv og bliver konfronteret med nogle af de fordomme, som han gemmer på.

0Likes
0Kommentarer
196Visninger

1. Kupeerne

Kupeerne

 

”Husk at være hjemme senest klokken 23:00!” En skrap kvindestemme forlader min hukommelse og svæver væk som en lille uskyldig sæbeboble. Jeg rækker fortvivlet ud efter den – og den eksploderer med et øredøvende brag sammen med kvindestemmen. Hvem var hun? Jeg vender mit blik udad og bemærker en tyk grødagtig røg, der bølger ud af munden på mig. Hvad er det? ”Slip jointen!” Per instinkt lader jeg den lange, rug barkbrune rulle skifte hænder til den spinkle blonde fyr med de græsgrønne øjne, der sidder overfor mig. Vores togvogn slår pludselig over fra et smooth ride til at blive mere bumby. Min krop svajer faretruende, og jeg skal lige til at vælte om på gulvet, da to fløjlsbløde hænder snor sig rundt om mit liv og holder mig fast. En slank ung pige med langt blond hår, stramt tøj og et par lyseblå himmeløjne griner fjoget af mig, før hun lige så pludselig giver slip og lader mig glide tilbage i siddende stilling. Populær. Hun må være populær! Jeg gennemsøger min hjerne efter definitionen på populær, men den har jeg for længst glemt. Den unge blonde fyr griner også af mig, før han suger på den barkbrune rulle og giver den videre til pigen. Han lader forsigtigt en lille spinkel hånd glide op i hendes venstre bukseben. Forfjamsket rejser jeg mig op og vakler hen imod døren et skridt af gangen. Jeg forsøger at holde mit fokus på en fod ad gangen, men hver gang jeg fokuserer på den ene fod, giver den anden sig til at køre rundt i spastiske bevægelser. Jeg finder fortumlet frem til dørknappen, og i samme sekund jeg træder ud af kupeen, forsøger jeg at huske, hvem de to personer egentlig var – men jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om det. Jeg er i ingenmandsland. Toget stopper pludseligt op, og mine fødder letter fra gulvet, som var de to små fjer, der længtes efter den fugl, som de engang sad på. Men jeg er ikke en fugl. Med en sagte hvislen rammer min tunge krop imod døren og klemmer sig til den, som var den en nær ven. Så åbner min nære ven sine arme og lader mig passere væk fra ingenmandsland til den næste kupe. Den er smuk. Under mine fødder breder der sig et tykt lag silkeblødt græs, der kæler om mine bare tæer. Himmelen over mig er uendelig og skinner i den klareste blå farve og ser ud til at gå i et med det brusende hav, der skvulper op imod skrænten, hvis ende jeg befinder mig få meter fra. Godt en meter fra kanten, under en bananpalme med store beduggede grønne palmeblade, sidder en skikkelse og kigger ud over det brusende hav. Før jeg kan nå at tage en beslutning, har personen rejst sig. Pigen griber fat om et langt behåret spyd og vender sig om imod mig. Hun er splitternøgen og har en smuk natsort hud. Den høje slanke skikkelse lader sin venstre hånd køre igennem det lange kulsorte hår og betragter mig med sine store imødekommende brune øjne. ”Kom nærmere!” Hendes smukke bløde stemmer lokker mig et skridt fremad, så et til og pludselig sidder vi begge to under palmen. ”Hvad laver du her?” Min stemme får det til at gibbe i hende. ”Jeg er ikke velkommen i andre vogne!” svarer hun trist. ”Hvorfor ikke? Du virker da sød!” Ryger det ud af mig. Hun fniser. ”Sød? Vriend, kan du ikke se, at jeg er sort?” ”Er det ikke lige meget?” Spørger jeg. Hendes overbærende smil glider langsomt væk fra hendes ansigt, og hun fjerner sit blik fra mig. ”Det burde det være, men…” Hun tager en dyb indånding og blinker en stor våd tårer væk med sine lange mørke øjenvipper. ”Det er det ikke!” Den smukke slanke krop bliver sat i bevægelse, og pigen rejser sin majestætiske figur op, så hun står med fronten imod det brusende hav og den uendelige himmel, der går i et. ”Rejs dig op, vriend!”Jeg støtter mig til palmen og kommer langsomt op af stå. Da går det op for mig, at jeg også er nøgen. ”Ser du havet og himmelen, vriend?” Den dybe smukke stemme kæler for min øregang, og jeg nikker hypnotiseret. ”Du og jeg, vi er ligesom havet og himmelen, der begge er blå!” Hun drejer fronten imod mig og placerer en slank hånd på min højre brystkasse. ”Vi er ens, vriend! Indeni er vi ens” Jeg åbner munden for at svare, men den dybe smukke stemmer omkranser mig atter og gør, at jeg kun kan nyde hvert eneste ord, som den bringer mig. ”Selvom det ser sådan ud, så mødes himmel og hav aldrig, vriend! Der er en usynlig barriere, der gør det umuligt for dem at mødes. Vi har også en barriere, der holder os adskilt, men den er alt andet end usynlig” Hun fjerner forsigtigt sin hånd fra mit bryst og placerer den over sit eget. ”Hvis folk ikke kan se igennem mit ydre, bliver jeg aldrig velkommen!” Hun tier og kigger mig direkte i øjnene. Jeg åbner munden for at fortælle hende, at det ikke er rigtigt. At alle mennesker vil acceptere hende, som hun er, men jeg kan ikke. Min krop føles pludselig tung, som om den usynlige barriere har svøbt sig om mig som en kæmpemæssig jakke og forsøger at tvinge mig i gulvet. ”Mennesker forandrer sig! Vi bliver klogere” Mine ord lyder hule, når de genlyder i mit hoved, men jeg vil tro på dem! De skal være sande! Heldigvis nikker pigen og kaster om sig med sin enorme manke af endeløst mørkt hår. ”Der må jeg give dig ret, vriend!” Hun tøver et øjeblik. ”Men for nogen er jeg stadigvæk ikke velkommen! Der er stadigvæk nogen, der helst vil være mig foruden, vriend!” Da hun omsider giver mig plads til at svare, er jeg i tvivl om, jeg stadigvæk kan huske, hvordan man snakker. Forsigtigt lader jeg mine læber glide fra hinanden og lader min tunge glide langs med indersiden af min mund. Den søger efter ord. Pludselig er de der. Som ved magi vokser det ene ord efter det andet i munden på mig. Små uskyldige stiklinger gror i munden på mig og vokser sig til de smukkeste planter, der nu engang kan gro i en mund. ”Kan du se solen?” Jeg vender atter fronten imod det uendelige hav og peger på den store brændende appelsin, der spreder varme og liv over hele kloden. Følger min finger og nikker langsomt. ”Hvad er der med solen?” ”Solen er håb!” Svarer jeg. ”Så længe håbet stråler ud over vores verden, vil alle skyggerne med tiden forsvinde! Før eller siden vil du være velkommen i hvilken som helst kupe, du ønsker!” ”Håb?” Hun betragter solen og smiler. Da hun vender sig imod mig, er det som om, at noget af solens varme får forplantet sig i hendes kønne fyldige læber. ”Følg solen og håbet vriend og…” hun læner sig over imod mig og planter et stort fugtigt kys på min venstre kind, der straks blusser op. ”Og tak!” Jeg nikker og træder ud over skrænten. Så rammer kvalmen mig. Jeg kaster mig ud igennem kupeens dør og er atter i ingenmandsland. Mine øjne løber i vand, og en sur galde fosser ud af munden på mig. Mine hænder ryster, og jeg falder på knæ. Drengen med det lyse hår og de græsgrønne øjnes stemme rammer mig som en lussing på siden af hovedet. ”Bare vent til jointen slår rigtigt igennem, så bliver det først rigtig vildt!” Hvisler han. Jeg får glippet vandet væk fra mine øjne og fæstner mit blik på mine rystende hænder. Men de er ikke alene. Forskrækket kigger jeg op og opdager pludselig, at der står tre mennesker rundt om mig. ”Er du okay?” En blid kvindestemme rækker langsomt ud efter mig og forsøger at tage mig i sin favn. ”Bare lad ham sidde!” En hård mandestemme skubber kvindens blide væk. ”Den fyr er langt væk! Hvad end han har taget, har han selv været uden om det! Den slags skal man ikke have noget tilovers for!” Min slags? Hvad mener han med det? Hvilken slags tilhører jeg – hvis jeg da overhovedet tilhører en! Men hvis jeg gør, er det så en slags kiks? Chokolade eller uden noget? En slags sodavand? Sur eller sød? Et slags dyr? Abe eller anoreksi? Er anoreksi overhovedet et dyr? Måske er det bare en tilstand? Min hjerne strækker sig i alle retninger i et håbløst forsøg på at finde svar på spørgsmål, der bare bliver endnu mere kringlede. Som en regnbuefarvet orm snor den sig rundt om sig selv igen og igen i al uendelighed med spørgsmål efter spørgsmål. Pludselig stopper det uendelige og personerne, stemmerne og følelsen af ikke at være alene er væk. Til min store overraskelse er mine hænder stoppet med at ryste, som om noget har beroliget dem. Jeg kommer ubesværet op at stå igen og får, på trods af de usynlige hænder, der trækker i mig, flyttet mig hen til døren til den næste kupe. Skridt for skridt, åndedræt for åndedræt. Med et højlydt klik breder døren sig og skaber en åbning, hvor der før var lukket. Jeg træder ind. I samme øjeblik som jeg placerer min fod på den anden side af døren, bliver jeg ramt af et mildt vindpust, der lokker mig helt ind. Pludselig står jeg med sand til anklerne. Overalt breder der sig et uendeligt sandtæppe i konstant bevægelse, som var det et bølgende hav. Solstrålerne bølger ned over mig og river og flår i min kridhvide hud, der langsomt begynder at glide over i det mere rødlige. Forvirret vender jeg mig om imod døren – min eneste redning fra det brændende solhelvede, men den er væk. ”Frygter du ørknen?” En bølge af angst sitrer igennem min krop, og jeg vender mig forskrækket væk fra døren – og der står han. Høj og mørkglødet med en flødefarvet turban og dækket af chokoladebrunt stof, der slynger sig rundt om hans muskuløse krop i store bløde bevægelser. Jeg forsøger at svare, men den glødende sol har allerede drænet mine læber for hver eneste lille dråbe væske og truer mig med at revne, hvis jeg bevæger dem. Langsomt med sandet hvirvlende omkring sig, vender ørkenprinsen sig om og betragter mig med to skarpe gyldenbrune øjne, der brænder sig ind i mit sind. ”Tror du ørken er god mod dig?” Hans hvislende stemme rykker tættere på mig. ”Når den ikke engang er god ved sine egne børn?” Jeg træder usikkert et skridt tilbage og falder over mine egne fødder. Sandet svøber sig om mig som et tyndt brændende tæppe i takt med, at hans skygger glider hen over mig – eller glider den i virkeligheden under mig? Han holder mig lænket med sit blik samtidig med, at hans højre arm glider ind under stoffet ved hans brystkasse. Granaten, som han hiver frem, står i stærk kontrast til de sandfarvede og mere stille farver med sin skarpe grønne nuance. Mine ben ryster under mig, og jeg forsøger at komme væk, men til ingen nytte. Langsomt begynder et skadefro smil at tage form på det ellers uvenlige ansigt. ”Jeg slår dig ihjel i Allahs navn! Og når jeg er færdig her, kommer turen til dit land!” ”Vent!” Fremstammer jeg i samme øjeblik, som ørkenprinsen flår i splinten. Vand. Den rislende lyd af vand i bevægelse glider ind af min øregang som en lang glat ål. Langsomt åbner jeg øjnene og den uendelige sandørken fylder atter hele min verden. Men jeg er ikke alene. Med sitrende arme får jeg min anspændte krop hejst op og støtter på albuerne. Foran mig betragter mit eget spejlbillede mig fra det mørkeblå klare vand. Sekundet efter omslutter det kolde friske vand min krop, og mine læber suger til sig af verdens mest fantastiske nektar. Et øjeblik fylder vandet mine øregange og forvandler hele verden til et tyst og stille blåt univers. Så kolliderer jeg atter med overfladen. ”Var det godt?” Jeg kigger op og finder hurtigt ørkenprinsen. Turbanen ligger i vandkanten, og han sidder og dypper et par hærdede fødder i vandet. ”Går det bedre nu?” Han løfter langsomt blikket og sender mig et lille men klart smil. ”Hvad skete der?” Jeg kommer hurtigt tilbage til vandkanten og løfter mig op ved siden af ham. ”Den granat burde have sprunget os i småstykker, ikke?” Ørkenprinsen betragter mig et øjeblik med sine skarpe brune øjne, hvorefter han flytter blikket til den stille vandoverflade. ”Den granat kunne ikke slå nogen ihjel!” Han lader sin ene hånd glide let hen over vandoverfladen og skaber små tsunamier. ”Det var bare min måde at vise dig, at selvom vi måske virker farlige eller fremmede for jer, så gør vi, ligesom min granat, ikke nogen skade!” Han trækker vejret dybt ind og rejser sig op. ”Hverken på dig eller dit samfund!” Han rækker sin hånd ned til mig og jeg tager den tøvende. ”Det passer ikke særlig godt sammen med det første du sagde!” ”Nå det?” Han hiver mig helt op. ”Det var bare noget jeg sagde fordi du troede at jeg ville sige det – du var fordomsfuld!” Jeg sniger mig hurtigt udenom bemærkningen og børster sandet af mine bukser. ”Hvad mente du med at ”vi ikke gør nogen skade?” Hvem er ”vi”?” ”Muslimer!” Uden at se mig i øjnene vender ørkenprinsen sig om og glider over imod den nærmeste bananpalme, der lever af den lille søs vand. ”Hvad du først så var hvordan du regnede med at se en muslim! Turban, granater og had til det vestlige samfund – til dit samfund!” ”Jeg ville elske at kunne bevæge mig frit mellem togvognene, men det er desværre ikke alle steder, hvor jeg er velkommen!” I en hurtig bevægelse slap hans fødder jorden og hans højre hånd slyngede sig omkring en velduftende korngul banan. ”Ser du” Han vender sig om imod mig samtidig med at han giver mig et stykke af bananen. ”At være muslim handler ikke om at slå folk ihjel eller at ære Allah for enhver pris! At være muslim handler om at vise respekt for sin familie, at være tro mod sit land og at udrette noget!” Han gav mig et øjebliks tænkepause og tog et stort stykke af sin banan. ”At udrette noget godt vel og mærke!” Eftertænksomt nipper jeg til den modne banan og lader min mund dvæle i en symfoni af god smag. ”Hvad så med alle de muslimske  terroristgrupper, der konstant gør oprør mod vesten? De taler ikke ligefrem for din sag!” ”Dem?” Han tygger sig hurtigt igennem resten af bananen og sender mig et veltilfredst smil. ”Sådan nogle som dem har i også i vesten! Vi kalder dem ekstremister! Det du forbinder muslimer med svarer til at forbinde alle tyskere med nazisme. Det er jo hverken fair eller virkelighedsnært på nogen måde!” ”Nazister siger du?” Han nikker. ”Kig nu på mig!” Jeg kigger spørgende på ham. ”Hvad ser du?” Jeg kigger på turbanen, tøjet og den mørke hud. ”En ørkenprins!” Siger jeg og rødmer. Han virker ikke synderligt påvirket af mit svar. ”Kig nu på mit spejlbillede!” Jeg flytter nysgerrigt blikket fra ham ned til den stille vandoverflade med forventningen om at se det samme. Der tager jeg fejl. Ved siden af mit spejlbillede står en høj smilende fyr i et par cowboybukser, et par løbesko og en rødternet skovmandsskjorte. ”Hvad i hele..” Jeg træder forskrækket et skridt tilbage og kigger forundret fra ham til spejlbilledet. ”Hvad ser du?” Jeg kigger endnu en gang for at være helt sikker på, at jeg ikke ser syner. ”En ganske almindelig gymnasieelev!” Svarer jeg  stadigvæk letter forvirret. ”Nemlig!” Smiler han. ” Ser du, jeg er ligesom dig en ganske almindelig skoleelev med håb og drømme ligesom dig!” Han tøver et øjeblik hvorefter vi åbner munden på præcis samme tid. ”Vi er ens!” Pludselig kigger han bekymret ud i horisonten, hvor solen er ved at gå ned. ”Du må hellere komme tilbage til din vogn nu!” Jeg skal lige til at protestere, men hans ansigtsudtryk fortæller mig, at det ikke er til diskussion. ”Du må komme og besøge mig engang!” ”Det vil jeg gerne!” Smiler han. ”Bare husk at lukke mig ind!” Jeg presser min pegefinger imod den lille røde knap på døren og en åbning breder sig foran mig. Hele mit hoved føles som et stort virvar af tanker, der gnider sig imod hinanden og skaber spændinger, der gør det hele endnu sværere at forstå. Tågen omkring mig er igen aktiv, men af en eller anden grund synes den at blive mere og mere tynd. Pludselig går det op for mig, at jeg er tilbage hvor jeg startede. Den spinkle dreng, sidder lænet op af pigen, der har sit blik fæstnet gulvet. Jeg kanter mig forbi de få passagerer, der står i vejen, og når frem til dem. Min krop føles pludselig tung og kvalmen begynder atter at tage til, men jeg holder det nede. ”Nå der er du Andreas!” hun sender mig et træt smil som jeg følger til jeg kan sætte min halvdøde krop ned overfor hende. ”Jeg var bange for, at du var faret vild!” Jeg smiler igen. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare. I stedet søger jeg efter et punkt, som jeg kan fokusere mine trætte tanker omkring. Da falder mit blik på hendes store himmelblå øjne. De er smukke. Som to store smukke søer med det klareste vand. Jeg lader mig falde ned i dem og svømmer dybere og dybere ned i hendes perfekte øjne. Pludselig støder jeg på modstand. Ud af det blå banker jeg direkte ind i en usynlig mur, der står imellem mig og søens bund. Jeg virrer forvirret med hovedet og forsøger at skabe mig et overblik. Ved nærmere eftersyn er det ikke en usynlig mur  - Det er is. En stenhård barrierer imellem mig og hendes inderste – en barrier, der holder hele verden væk fra den rigtige pige. I samme øjeblik som jeg svømmer ud af hendes øjne går det op for mig, at de ikke er blå som himlen, de er blå som is. ”Føler du dig diskrimineret?” ”Hvad?” Pludselig kommer der liv i pigen og hun sender mig et underligt forvirret blik. ”Hvad mener du Andreas?” ”Føler du at du er nødt til at leve op til alle de krav, som samfundet sætter til smukke populære piger som dig?” Pigen blusser pludselig op og hun sender et stjålent blik til den spinkle dreng, der stadigvæk sover tungt. ”Jeg føler mig alene Andreas!” Pludselig fletter hendes fingre sig sammen med mine. ”Jeg er altid bange for at gøre ting forkert og for at folk skal grine af mig! På en eller anden måde føler jeg mig vel også diskrimineret…. Folk har i hvert fald en masse forventninger om, hvordan jeg bør være! Det er næsten som om…” Hendes stemme knækker over og en spag hulken er det eneste, der kan høres i kupeen. ”Jeg føler nogen gange, at den rigtige mig ikke er velkommen!” Jeg kigger et øjeblik på hende, før jeg giver hendes hånd et lille klem. ”Hos mig er du altid velkommen!” Hvisker jeg. Hun sender mig et spagt smil og giver min hånd et klem. I samme øjeblik stopper toget. Den spinkle dreng vågner op og vi bevæger os ud af kupeen og over imod friheden. Døren åbner sig og et friskt pust af morgenluft rammer min kind og sprænger en lille sæbeboble med billeder fra en togtur, jeg aldrig troede jeg skulle glemme. ”Var det en god joint eller hvad?” Griner den spinkle dreng. Jeg blinker forvirret med øjnene. ”Hvad fanden er der sket?” Drengen trækker på skuldrende og fortsætter med at grine. ” Efter sådan et heftigt trip ville det sku ikke undre mig hvis du ikke kunne huske noget som helst!” Jeg nikker eftertænksomt og kigger ned på mit mørkeblå armbåndsur. Min mor bliver med garanti stiktosset hvis jeg ikke er hjemme før klokken 23:00. I samme øjeblik fornemmer jeg, at jeg bliver overvåget. Længst væk, omkring den sidste togkupe, står en dreng, der ligner Aladdin i ufattelig grad. Et par kupeer tættere på står en høj slank afrikanerpige og glor dumt på mig. Og som om det ikke er nok står Isabel og glor på mig med sine store blå øjne. Hvad vil de have af mig? Jeg ignorerer dem og vender ryggen til toget og alle dets besynderlige passagerer. Hvad kommer de min verden ved? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...