Wrong

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 2 jul. 2014
  • Status: Færdig
Maj Andersons far - Des Anderson, er flyttet sammen med sin kæreste, Maura Horan, som er mor til den verdenskendte boyband-stjerne, Niall Horan. Tanken om at hendes far har fundet sammen med en, hader Maj virkelig. Og så vil hun skide på Niall. Han kan bare rende hende, ligesom hans mor. Niall, ønsker heller ikke deres forældre skulle være kommet sammen, han ønsker bare at hans forældre kunne være sammen igen, så alt var som før. De har aldrig mødt hinanden, så det indtryk Niall har dannet sig af Maj er, en pige der hører efter hvad der bliver sagt og med lyserød lipgloss i tasken, men det er ikke virkeligheden. Maj er det stik modsatte.. Hvad sker når Maj og Niall endelig mødes, når Niall kommer hjem på ferie i en hel måned? Hvad sker der når to modsætninger mødes? Kan de udstå hinanden? Følelserne bliver sat på prøve. Og historien tager pludselig en uventet drejning.
*Det er min veninde der startede på den, og jeg har så valgt at skrive videre..*

45Likes
52Kommentarer
3970Visninger
AA

3. "Vi fik vidst ikke hilst ordentlig på hinanden?" // Majs synsvinkel

Jeg farede op ad trappen og smækkede døren hårdt i. Min far var simpelthen for meget! Fattede han ikke bare at jeg ikke gad? Hvorfor fanden skulle jeg møde Niall? Han var jo bare en eller anden over sminket dreng. Jeg orkede ikke at se ham, selvom han nu var en smule køn… Jeg burde stoppe med de tanker der, især om rynke-far ned i stuen!

 

Jeg smed mig i sengen og skreg ned i puden. Jeg havde brug for at få alle mine frustrationer ud. Det plejede at hjælpe med at skrige ned i en pude. Haha, ret wired, men whatever.

 

Jeg fik endelig rejst mig op fra sengen. Da jeg skulle til at åbne døren, stod han der. Hans hånd var knyttet og hang svagt ud i luften. Jeg ville gætte på han var på vej til at banke på. Hans blik var overraskende, da han sikkert ikke havde regnet med, at jeg ville flå døren op lige foran ham.

 

Niall smilede blidt; "Vi fik vidst ikke hilst ordentligt på hinanden?" Han stak en hånd frem, dog sukkede jeg bare og gav ham et blik, der minde om et dræberblik ... men jeg kunne ikke få mig selv til at give ham "blikket". Hans blå øjne kiggede nemlig direkte ind i mine, imens han smilede. Han så ret charmende ud, med den måde han kiggede på mig.

                                                                    

"Hør her ... Niall eller hvad du nu hedder ... Vi kender ikke hinanden og vi behøver heller ikke at komme til det!" svarede jeg ligegyldigt. Hans smil forsvandt med det samme. Han var skuffet - det var helt tydeligt. "Sorry to say, men jeg tror bare det bedst hvis du går nu ..." svarede jeg, imens lavede tegn til at han skulle smutte. Men han blev bare stående. Jeg løftede det ene øjenbryn. "Er du døv eller hvad?"

                                                                                       

Han rullede med øjnene. "Hør her Maj eller hvad du nu hedder ... Jeg er heller ikke vild med det her, men derfor kan du da godt være venlig imod mig, du kender mig ikke engang," svarede han.  Første tænkte jeg efteraber. "Nej, jeg kender dig ikke. Og det har jeg heller ikke brug for," svarede jeg.

 

Niall sagde ikke noget, han kiggede mig bare i øjnene. "Fint," hviskede han, hvorefter han gik nedenunder. Endelig skred han.

 

"Komme du ikke med til festen hos Alison D i aften?" spurgte Josh McClane. "Jeg ved ikke ..." svarede jeg tøvende. "Kom nu Maj!" bedte han. "Desværre Josh ... Det passer altså ikke så godt. Jeg har fået en ret stor skideballe og hvis jeg bliver opdaget får jeg st ... ej, hvad er det jeg står og siger?" spurgte jeg mig selv. Josh grinte.

 

"Selvfølgelige kommer jeg. Hvad tid?" spurgte jeg. "Klokken 1-" Mere nåede jeg ikke at høre, for jeg blev afbrudt af Maura der stod i døren. "Jeg ringer lige tilbage," skyndte jeg mig at sige og lagde derefter på.

 

"Hvor skal du hen i aften?" Hun løftede et øjenbryn. "Ingen steder," smilede jeg falskt. "Du bliver hjemme Maj." Jeg rullede bare med øjnene. Hun skulle på ingen måde bestemme over mig, det var helt sikkert! Jeg var ikke hendes barn, og jeg blev det fandme aldrig!

 

"Der er mad nu," sagde hun og gik igen. Hvorfor skal hun altid afbryde? Det er typisk. Jeg hvæsede for mig selv og blev ved med at kigge ud på gangen, indtil jeg kom til mig selv. Jeg lagde mobilen på skrivebordet og gik ud. Men på vej ud mødte jeg med det samme Niall, der også var på vej nedenunder.

Åh gud, var han her stadig? Ham havde jeg helt glemt. Han sendte mig et hurtigt smil, som om intet var sket. Øhh, what? Han smilte ... til mig? Prøvede han seriøst at være venlig?

 

Jeg skyndte mig bare nedenunder, med ham på slæb. Min far gav mig et strengt blik, som jeg bare ignorerede.  Jeg overvejede stærkt hvordan jeg i aften skulle snige mig ud. Hmm ... skulle det mon være ud af vinduet eller døren? Det måtte jeg finde ud af.

 

Da Des og Maura troede jeg var gået i seng, begyndte jeg at gøre mig klar til nattens fest. Jeg trængte virkelig til at drikke mig fuld og ryge noget ... bare et eller andet. Jeg trængte bare til at komme væk herfra og leve livet. Alt det her med Niall, var bare gået endnu værre, da vi spiste - det var nok det mest akavede jeg nogensinde havde prøvet. Ingen sagde noget, og jeg skulle i hvert fald ikke have et ord indført.

 

Jeg gik ud på mit eget badeværelse og tog eyeliner på. Klokken var kun lidt over 11, men jeg vidste at Des og Maura var på vej i seng. Niall var allerede gået i seng for to timer siden. Han var "træt". Hvordan fanden kan man være træt klokken ni om aften?? Gard man, og han var sanger, og ung? Forstil jer det; han står på scenen, og så bliver han pludselig træt. ”Tak, for I aften, men jeg er desværre blevet træt, så jeg går i seng nu…” ”Jamen Niall, klokken er kun ni, og vi er i gang med en koncert…?” Han nikker, ”undskyld, men jeg er altså træt.” Jeg tror hverken drengene, fansene eller management, ville være særlig glade for det – jeg siger det bare. 

 

Da jeg havde lagt min makeup færdig og taget noget andet tøj på, fandt jeg nogle store puder frem og lagde dem under min dyne. Så ville det se ud som om jeg lå og sov, hvis de nu valgte at gå ind og kigge til mig. Jeg var jo forfanden ikke fem mere, så det håbede jeg da ikke for dem, at de gjorde. Måske kunne de lide at se på mig, mens jeg sov? Ad, fy forfanden!

 

Langsomt og listende lukkede jeg min dør og gik nedenunder. Jeg kiggede mig omkring og så ikke nogen. De måtte være gået i seng. Jeg skulle lige til at åbne døren til gangen da en stemme sagde: "Hvor skal du hen?" Jeg følte jeg fløj ti meter op i luften af forskrækkelse, men jeg blev bare stående helt stiv, og havde svært ved at vende mig rundt for at se personen. "Jeg ..." var det eneste jeg kunne sige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...