Wrong

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 2 jul. 2014
  • Status: Færdig
Maj Andersons far - Des Anderson, er flyttet sammen med sin kæreste, Maura Horan, som er mor til den verdenskendte boyband-stjerne, Niall Horan. Tanken om at hendes far har fundet sammen med en, hader Maj virkelig. Og så vil hun skide på Niall. Han kan bare rende hende, ligesom hans mor. Niall, ønsker heller ikke deres forældre skulle være kommet sammen, han ønsker bare at hans forældre kunne være sammen igen, så alt var som før. De har aldrig mødt hinanden, så det indtryk Niall har dannet sig af Maj er, en pige der hører efter hvad der bliver sagt og med lyserød lipgloss i tasken, men det er ikke virkeligheden. Maj er det stik modsatte.. Hvad sker når Maj og Niall endelig mødes, når Niall kommer hjem på ferie i en hel måned? Hvad sker der når to modsætninger mødes? Kan de udstå hinanden? Følelserne bliver sat på prøve. Og historien tager pludselig en uventet drejning.
*Det er min veninde der startede på den, og jeg har så valgt at skrive videre..*

45Likes
52Kommentarer
3810Visninger
AA

19. Skænderiet…// Majs synsvinkel

En stille snorken i mit øre vækkede mig. Jeg vendte mig om, og kiggede lige ind i Nialls sovende ansigt. Hans arme var omkring mig. Jeg smilede, de var helt fantastiske, og jeg kunne ikke andet end at smile over at de var omkring mig. Det var ikke sket noget i nat, kun kys og lidt kram. Han var helt fantastik, det kunne ikke beskrives. Virkelig!

 

Klokken var ved at være halv 12, og Niall var lige vågnet. ”Godmorgen du!” smilede han. Jeg kunne ikke lade være med at smile igen, hans smil brændte lige ind i hjertet på mig. ”Godmorgen din sovetryne..” gabte jeg, dog med et smil. ”Heeey..” ”Du er min lille sovetryne!” konstaterede jeg. Han kunne ikke lade være med at grine, ”jamen så længe jeg er din, og ikke en andens, så er det okay for mig.” Jeg kyssede ham på kinden, og han kyssede mig på munden. Vores læber smeltede sammen og det var som om vi ikke kunne give slip på hinanden.

 

Vi lå lidt og hyggede, inden vi tog os sammen til at stå op. Jeg tog mit tøj på, eller jeg tog Nialls jumpsuit på. Men den var så bare så hyggelig, at være i, og det var lige tilpas for stor til mig. Vi gik neden under, for at lave noget morgenmad.

 

”Nå, lad mig så høre.. hvordan er det at være med i verdens største boyband?” Niall kunne ikke lade være med at grine og træk derefter på skulderen, ”det ved jeg ikke, der er både fordele og ulemper ved det.” Han fik pludselig et blik i øjnene jeg ikke havde set hos ham før. Han stirrede bare ned i bordet. Jeg kiggede på ham, og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. ”Niall?” fik jeg pludselig sagt. Han kiggede på mig, men hans øjne havde ikke ændret sig. ”Er du okay?” spurgte jeg. Han smilede bare, rejste sig fra stolen og gik ind i stuen. Jeg sad lidt og kiggede på mit halve rundstykke. Hvad var der dog galt? Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af med mig selv om jeg skulle gå indtil ham, eller om han bare gerne ville være alene?

 

Jeg kom hurtigt frem til en beslutning. Jeg kunne jo kun finde ud af om han ville være alene, hvis jeg gik ind og snakkede med ham. Jeg satte mig i sofaen, ved siden af ham. Han sad med hans mobil, og jeg kunne se at han var i gang med at sende en besked til en eller anden. Jeg kiggede på ham, ”Niall.. Niall hvad sker der?” spurgte jeg. Han kiggede på mig, og jeg kunne se at tårerne i hans øjne var ved at hobe sig op. ”Niall snak til mig..” bedte jeg ham. Han træk på skulderne. Det kunne han da ikke bare gøre når jeg sad her og ville hjælpe ham..

 

Hans blik fandt hans mobil igen, han forsatte beskeden, og jeg fik mere og mere ondt i maven, over at han reagerede på den her måde. ”Vil du ikke godt snakke med mig?” spurgte jeg. Han skrev videre. Jeg ved ikke hvad der faldt over mig, og jeg vidste godt at det kunne gøre situationen værre. ”Niall snak til mig forfanden!” sagde jeg bestemt, og pludselig var hans mobil i min hånd. Jeg kiggede hurtigt på den. Han kiggede på mig, og der gik ikke to sekunder, før tårerne trillede ned af hans kinder. ”Niall, hvad sker der?” spurgte jeg igen, og var snart træt af at spørge om det samme. ”Jeg kommer til at savne dig..” svarede han stille. Mit blik fangede hans våde øjne. ”Hvad snakker du om Niall?” Jeg smilede til ham, i håb om at det kunne hjælpe lidt på stemningen. ”Jeg rejser om en uge..” svarede han. Pludselig gik det op for mig. Hans tour begyndte igen om en uge. Det føltes lige som om at han var kommet ind af døren i mit hus og havde vendt mit liv op og ned. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på ham, selvom alt inde i mig sagde at jeg skulle lade være, for ellers ville jeg også snart græde..

 

Jeg lagde mit hoved på hans bryst, min arm var hen over hans mave. Hans krop var helt udmattet. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle se Niall Horan græde. Han virkede som en stærk dreng, der ikke ville have at andre skulle se ham græde. Han sov. Typisk Niall, men jeg havde godt fornemmet på ham de sidste dage at han ikke havde sovet særlig meget, og det havde jeg fuld forståelse for. Ligesom alle andre var han jo bare et menneske, med følelser, og alt det der.

 

Da jeg lå der, sammen med ham, kunne jeg ikke lade være med at kigge på ham. Hvor var han altså bare dejlig at se på. Om en uge skulle jeg ikke se på hans kønne ansigt mere. Vi skulle nok holde kontakten, det var jeg ikke i tvivl om, men det ville blive svært at kæreste rundt sådan som vi havde gjort nu. Jeg kyssede hans bryst, da jeg pludselig kunne høre noget larme nede ved hoveddøren.

 

”Du kunne da også bare have sagt det noget før, så jeg ikke selv skulle finde ud af det!” ”Det mener du helt ærligt ikke?! Bare fordi jeg ikke siger det til dig, så er det da ikke ens betydning med at jeg ikke elsker dig!” ”Det kan jeg jo ikke bruge til noget nu!” Jeg vågnede pludselig helt op. Det var tydeligt at høre at min far og Maura var kommet hjem. Jeg kiggede hurtigt på mig og Niall, og konstaterede at de nok ikke skulle se os sådan her sammen. Jeg rejste mig hurtigt op, for så derefter at gå ned og sige hej til dem. Ja, man havde jo ændret sig lidt, bare lidt.. Utroligt hvad drenge kan få en til..

 

Det kunne godt være jeg ikke ønskede at de skulle se mig og Niall ligge og putte, men jeg ønskede bestemt heller ikke at se det syn der lige havde mødt mig. Maura græd og min far lignede noget katten havde taget med ind. Jeg kiggede mig hurtigt omkring, inden jeg fik fremstammet et hej. De kiggede begge hurtigt på mig, og jeg kunne godt fornemme at de ikke lige var helt klar til at snakke med mig. Jeg smilede bare kort, inden jeg gik på ad trapperne igen, ”velkommen hjem..” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...