Wrong

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 2 jul. 2014
  • Status: Færdig
Maj Andersons far - Des Anderson, er flyttet sammen med sin kæreste, Maura Horan, som er mor til den verdenskendte boyband-stjerne, Niall Horan. Tanken om at hendes far har fundet sammen med en, hader Maj virkelig. Og så vil hun skide på Niall. Han kan bare rende hende, ligesom hans mor. Niall, ønsker heller ikke deres forældre skulle være kommet sammen, han ønsker bare at hans forældre kunne være sammen igen, så alt var som før. De har aldrig mødt hinanden, så det indtryk Niall har dannet sig af Maj er, en pige der hører efter hvad der bliver sagt og med lyserød lipgloss i tasken, men det er ikke virkeligheden. Maj er det stik modsatte.. Hvad sker når Maj og Niall endelig mødes, når Niall kommer hjem på ferie i en hel måned? Hvad sker der når to modsætninger mødes? Kan de udstå hinanden? Følelserne bliver sat på prøve. Og historien tager pludselig en uventet drejning.
*Det er min veninde der startede på den, og jeg har så valgt at skrive videre..*

45Likes
52Kommentarer
3865Visninger
AA

21. Maura and Des? // Majs synsvinkel

Jeg havde ikke lyst til at vågne, ikke nu, ikke om en time, aldrig nogensinde! I aften skulle Niall af sted igen, og der var ingen vej uden om. Skænderierne var blevet bedre, men ikke særlig meget. Jeg havde stadig ikke lyst til at snakke med dem.

 

Jeg gik ind på Nialls værelse. Det var ved at være helt tomt igen, ligesom før han kom. Det var okay før, men nu hvor hans ting havde været der, og min følelser for ham, var steget til den forkerte side, så kunne jeg godt mærke at det ikke ville være et værelse jeg ville gå ind i, medmindre der var en helt speciel grund!

 

”Er du ved at være klar?” spurgte jeg. Han nikkede lidt, og kiggede ned på hans kuffert. ”Hvad tænker du på?” spurgte jeg, og lagde min hånd på hans ryg. ”Det hele..” svarede han. ”Niall, vil du ikke godt komme op med humøret.. jeg vil ikke tude igen..” svarede jeg. Jeg vidste at Niall ikke ville havde at jeg græd, så jeg kunne håbe det ville hjælpe på at han ville smile, og være den Niall jeg kendte.

 

For en gangs skyld var der stille i huset. Det var tydeligt at se at Maura havde dårlig samvittighed over at hun ikke havde været derfor Niall nu hvor han havde være hjemme. Jeg håbede hun havde det så dårligt inden i, at hun ikke kunne se sig selv i spejlet!

 

Min far var også begyndt på den der jeg-har-dårlig-samvittigheds-small-talk. Det var ikke de store lange samtaler om verdensfred og politik, det var mere sådan, hvordan det er at stå på en scene og synge for mange mennesker, og så lidt om livet i London. Niall svarede jo bare, selvom han også syntes det var underligt at min far pludselig spurgte indtil ham.

 

Klokken var ved at nærme sig tre, og Niall og jeg havde aftalt at vi ville gå en tur over i parken, for bare at være os.

”Er du klar?” spurgte han, og åbnede døren. Jeg nikkede, og tog hurtigt mine solbriller på.

 

Der var ikke langt over til parken fra hvor vi boede. Selvom jeg allermest havde lyst til at tage Niall i hånden, og så vise hele verden at jeg elskede ham mere end bare en bror, så vidste jeg jo godt at det var forkert. Og da hans hånd snittede min, kunne jeg heller ikke lade være med at smile. Det var rart at være alene med ham igen. Det var rart at vi kunne være sammen, og smile lidt mere til hinanden, end vi gjorde når vores forældre var hjemme.

 

Nialls synsvinkel:

Det var ikke svært at svare på, hvem jeg ville komme til at savne mest, nu hvor jeg ville rejse i aften. Jeg ville savne Maj, af hele mit hjerte! Hun kiggede på mig, da vi satte os på bænken. Vi smilede kort til hinanden, og det var så nu jeg ville havde kysset hende hvis det ikke var fordi hun var blevet kendt som min søster.

 

”Det bliver rart at komme væk fra dem, gør det ikke?” spurgte Maj. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. ”På en måde…” svarede jeg. Hun kiggede underen på mig. ”Maj.. selvom du er alene med dem i et stykke tid nu, så ændre det ikke noget mellem os! Forstår du det?” Hun nikkede roligt. ”Jeg elsker dig Niall,” sagde hun. ”Det siger du ikke tit?” svarede jeg. Ikke fordi jeg ikke var taknemmelig, for at hun sagde det. Men det var mest mig der sagde alle de der romantiske ting. Hun trak kort på skulderne. ”Jeg er vel bare ikke så romantisk anlagt..” svarede hun og virkede lidt underlig. ”Hvad tænker du på?” ”Det hele..” Jeg sukkede svagt. Jeg ville gøre alt for at få hende i godt humør igen, men jeg vidste at jeg kunne stå på hovedet og hoppe på tungen, og det ville ikke hjælpe. ”Kom pige… vi tager hjem nu, klokken er ved at være mange og jeg skal jo desværre nå noget..” Hun nikkede, og nussede min hånd. Det stak helt i mit hjerte. Hvor havde hun ændret sig, og jeg kunne ikke lade være med at smile over det. Jeg var stolt!

 

”Heey boys!” råbte jeg, da jeg så drengene i lufthavnen. Vi mødtes alle i et gruppekram, og vi var nu igen samlet efter en måneds adskillelse. Efter krammet kiggede jeg over på Maj igen. Jeg smilede til hende, fordi hun smilede til mig. ”Drenge, I skal lige hilse på Maj!” smilede jeg, og rakte min hånd ud efter Maj. Hun kom hen til mig. ”Maj, det her er Liam, Louis, Harry og Zayn,” smilede jeg til hende. Hun nikkede kort, ”hejsa!” De kom alle over og hilste på hende. ”Hvem er denne skønhed?” spurgte Harry. Jeg kunne mærke en indre raseri, han skulle holde fingrene fra Maj, hun var min, ikke nogen andens! ”Harry, hold kæft! Hun er min søster og du rør hende ikke!” Maj grinte og nussede mig hurtigt på ryggen. Harry tog forskrækket hænderne op, for at vise at han overgav sig og at han nok skulle lade Maj være. Jeg grinte ad ham, inden min mor og Des kom over til os.

 

”Hvornår letter flyet?” spurgte min mor og tog Des’ hånd. Jeg kunne næsten ikke svare. Mit blik var fanget på deres hænder. Jeg daskede stille til Maj, så hun også kunne se det. Hverken min mor eller Des så ud til at nyde hinanden. Maj og jeg kiggede bare chokeret på hinanden, inden jeg hørte at Liam fortalte min mor at vi skulle om bord om 2 timer.

 

”Mor… kan vi lige tale sammen?” spurgte jeg. Hun smilede og nikkede, inden vi forlod de andre og kunne tale sammen under fire øjne. ”Hvad så min dreng?” spurgte hun. ”I holder i hånden?” spurgte jeg. Hun smilede svagt, ”ja?” ”Kan du ikke bare være ærlig, og fortælle mig hvad fanden der forgår?” Jeg kunne se på hende at der var noget galt, men at hun ikke rigtigt vidste hvordan hun skulle sige det det. ”Ehm…” Hun kiggede kort over på Des. ”Undskyld mig mor, men jeg har et fly jeg skal nå, og jeg vil gerne vide hvad fanden det er jeg efterlader Maj til!” svarede jeg halv irriteret. Hun sukkede, ”Des og jeg er ikke sammen mere..” svarede hun. Svaret kom, på en måde, som et chok for mig. ”Oh..” ”Niall, det er okay. I havde ret, det er ikke rart at leve i, så vi har derfor valgt at gå fra hinanden. Det var bare ikke meningen at du skulle finde ud af det nu.” Jeg rystede på hovedet. Tænk at de ville holde det hemmeligt for mig, og så kunne ville de sikkert bede Maj om at fortælle mig det. Og nu stod de og ville se lykkelige ud, så jeg skulle få en fantastisk afgang! Tænk at de kunne se sig selv i øjnene. ”Okay. Jamen tak for snakken mor. Kan du nu havde det godt, og så.. snakkes vi vel,” svarede jeg hende koldt, og kiggede over på Maj. ”Niall..?” Jeg sukkede, ”hvad?” ”Jeg vil savne dig..” Jeg kom med et fnis, ”helt sikkert.”

 

Maj græd. Jeg holdte om hende og kyssede hende lidt i håret. ”Jeg vil savne dig..” sagde hun. ”Jeg vil også savne dig skat,” hviskede jeg til hende. Jeg havde lyst til at kysse hende på munden. Jeg kiggede mig hurtigt omkring, og fik øje på et toilet lidt længere fremme. Jeg tog hendes hånd, og trak hende med derud.

 

Majs synsvinkel:

”Hvad skal vi her, skat?” spurgte jeg. ”Sige farvel til hinanden,” smilede Niall og tog mig indtil ham. Vores læber rørte hinanden, og hele min krop slog gnister. ”Jeg elsker dig, og jeg vil savne dig virkelig, virkelig meget!” sagde jeg, og krammede ham igen.

 

Vi stod lidt og nussede og kyssede. ”Hvad skete der mellem din mor og dig?” spurgte jeg, og nussede hans arm. Jeg kunne se på ham at der var noget galt. ”De er ikke sammen mere..” svarede han koldt. ”Hvad..?” spurgte jeg. Han nikkede kort. ”Med de holdte i hånd?” spurgte jeg. ”Det var sikkert fordi de ikke ville have vi skulle opdage det, og at jeg skulle tage af sted med den tanke om at alt er okay, og at de finder ud af det..” Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af hvad jeg skulle føle. ”Skat, hør her! De er ikke sammen mere, tænk positivt på det. Din far bliver glad igen. Der er ingen skænderier. Du skal ikke holde dig på dit værelse hele tiden, og sidde med musik i ørerne. Jeg skal ikke bekymre mig om hvordan du har det, om du nu ligger og græder eller om du lige har råbt af dem. Men vigtigst af alt, så kan vi være sammen i offentligheden, og ikke ude på et toilet,” smilede ham, og kyssede mig på panden. ”Vi kan være kærester, og ikke søskende!” smilede jeg. Han smilede. Hvis jeg gættede rigtigt så var det ordet ’kærester’ der gjorde ham skør. Vi var kærester nu. Han var min og jeg var hans..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...