Wrong

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 2 jul. 2014
  • Status: Færdig
Maj Andersons far - Des Anderson, er flyttet sammen med sin kæreste, Maura Horan, som er mor til den verdenskendte boyband-stjerne, Niall Horan. Tanken om at hendes far har fundet sammen med en, hader Maj virkelig. Og så vil hun skide på Niall. Han kan bare rende hende, ligesom hans mor. Niall, ønsker heller ikke deres forældre skulle være kommet sammen, han ønsker bare at hans forældre kunne være sammen igen, så alt var som før. De har aldrig mødt hinanden, så det indtryk Niall har dannet sig af Maj er, en pige der hører efter hvad der bliver sagt og med lyserød lipgloss i tasken, men det er ikke virkeligheden. Maj er det stik modsatte.. Hvad sker når Maj og Niall endelig mødes, når Niall kommer hjem på ferie i en hel måned? Hvad sker der når to modsætninger mødes? Kan de udstå hinanden? Følelserne bliver sat på prøve. Og historien tager pludselig en uventet drejning.
*Det er min veninde der startede på den, og jeg har så valgt at skrive videre..*

45Likes
52Kommentarer
3794Visninger
AA

9. Had kan føre til alt det forkerte ... // Majs synsvinkel

"Niall, Maj! Kom lige herned!" råbte min far. Jeg sukkede. Hvorfor fanden skulle han nu have fat på både mig og Niall? Hvad havde vi gjort, andet end at hade hinanden, men det var jo ikke noget nyt?

 

Jeg rejste mig op fra mit skrivebord og smed telefonen hen i sengen, dog ramte den væggen og sagde et knas. Fuck! Jeg skreg op og skyndte mig hen til den. Skærmen var flækket i den ene side. Fuck, fuck, fuck tænkte jeg. Det skete bare ikke det her! Heldigvis virkede den stadig.

 

"Hvad sker der?" lød det bag ved mig. "Ikke en skid," svarede jeg og kiggede hen på ham. Han så let chokeret ud. "Du skreg?" spurgte han. "Kan du ikke bare blande dig udenom?!" vrissede jeg og rejste mig op med min telefon, som jeg lagde på bordet. "Sikker skat?" smilede han. Jeg rullede med øjnene. "Gå nu bare med dig, Niall."

 

Jeg fik skubbet Niall med nedenunder, hvor Des stod og ventede på os. Jeg kiggede spørgende på ham. "Børn, kan I ikke lige smutte ned i supermarkedet og handle de her ting ind?" spurgte han og rakte Niall en seddel. Han kiggede på den og kiggede så over på mig. "No way. Jeg gider fandme ikke købe ind med ham!" sagde jeg. "Det bliver du nød til!" svarede Des med et strengt blik. Jeg stønnede og gav ham et surt blik. Han kiggede dog bare over på Niall og gav ham et blik, jeg aldrig havde set før. "Husk det nu." Niall nikkede bare og kiggede over på mig med et lille smil. Hvad gik det lige ud på? Jeg løftede øjenbrynene.

 

"Skal vi gå?" spurgte Niall. Jeg kiggede på min far der gav mig et strengt blik, inden han gik ind i køkkenet. Uden at sige noget gik jeg ud i gangen og tog mine nedslidte sko på. "Det tager jeg som et ja," lød det bagved mig. Jeg rullede med øjnene for mig selv og rejste mig op. Niall tog selv sine sko på.

 

Niall låste Mauras og Des' bil op. Han gik hen for at åbne døren til min side - like gentleman. "Eh ... hvad har du gang i Niall?" spurgte jeg underne og gik hen til ham. "Altså, har man ikke lov til at være en gentleman en gang i mellem?" smilede han. "Well... jo?" svarede jeg underne og steg ind i bilen, og han smækkede døren i. Hvad fanden forgik der lige for den dreng? Gentleman??

 

I akavet tavshed kørte vi hen til supermarkedet. Ingen af os sagde noget, så det var super akavet. Niall kørte ind på parkeringspladsen og holdte på en af pladserne. Jeg åbnede døren og steg ud af den blå bil. "Kommer du?" smiltde han og kiggede mod mig. Jeg nikkede bare og gik op ved siden af ham.

 

"Vent lige her," sagde han og gik hen for at tage en vogn. "Skal vi virkelig have så meget?" spurgte jeg og kiggede ned på vognen. "Jeps, se selv." Han rakte mig seddel hvor alle tingene stod på. Der var en del ting, så en vogn var nok det rigtige valg.

 

"Hvad skal vi have?" spurgte Niall. Jeg kiggede på listen; "Uhmm ... noget frugt." "Hvilken slags frugt?" spurgte han. "Det står der ikke. Bare 'frugt'," svarede jeg og kiggede op på ham. "Okay, så lad os finde noget ’bare frugt’ ..." Jeg sukkede, jeg orkede virkelig ikke det her, men jeg blev nød til det. Fml.

 

"Vi mangler kun at finde noget salat," svarede jeg. Vi var, næsten, endelig færdig. "Det er hvis lige derhenne!" pegede Niall. Jeg nikkede bare. Det var så mærkeligt - Niall var så sød imod mig, vi havde slet ikke skændes, eller noget. Det var så forket. Han var så sød imod mig? Hvorfor?

 

"Lad os tage den her," sagde vi begge to på en gang og tog hver sin salat. Niall grinede og jeg kunne ikke lade være med at smile over hans grin. Det var måske lidt sødt.

 

"Vi tager bare din salat," smilte han og var ved at tage salaten fra mig, men jeg holdte godt ved. "Må jeg ikke få den?" spurgte han med et lille smil. "Jo, men..." sagde jeg. "Men hvad?" spurgte han. Jeg rystede på hovedet; "Ikke noget alligevel." "Sikker honey?" spurgte han. Jeg rullede med øjnene og nikkede. Niall tog salaten og vi gik hen imod kassen.

 

"Det bliver 559,02 kroner," sagde manden bag kassen. Niall hev sit dankort frem, og jeg gik i gang med at pakke varerne ned i poserne. Da Niall havde betalt kom han hen for at hjælpe mig. Jeg rakte ud efter pastaen, og det samme gjorde han også i det øjeblik, så det førte til at vi rørte hinandens hænder. Et stød gik igennem min krop og jeg skyndte mig bare at fjerne hånden fra hans.

Jeg blev ved med at undere mig over hvorfor Niall havde været så sød ved mig i dag. Hvad var der galt med ham? Lige siden min far gav ham det blik og sagde 'husk det nu', har han opført sig sådan. På en måde var det skønt og dejligt, men på en anden måde var det underligt og forket? Vi plejer at hade hinanden, i dag grinede vi og kunne holde hinanden ud ... eller næsten da. Hvad var der galt her? Jeg kunne ikke sove, jeg blev ved med at tænke på det.

 

Jeg rejste mig derfor op og rettede på mit nattøj. Jeg åbnede døren, og gik hen af gang lige indtil jeg stod foran Nialls dør. Jeg vidste han var gået i seng, men jeg var ligeglad - jeg skulle have et svar og det skulle være nu!

 

Jeg trak ned i håndetaget og braste ind hvorefter jeg smækkede døren i. Niall lå i sengen og åbnede øjnene. "Maj? Hvad laver du her?" spurgte han træt "Den er snart tolv, hvorfor ligger du ik-" "Spar mig fra alle dine spørgsmål Niall, og besvar mit ene spørgsmål!" afbrød jeg ham. Han satte sig op i sengen og strakte sig. "Så kom med det, hvis det er så vigtigt at du er nød til at afbryde min søvn for det."

 

"Hvad har du gang i? Hvorfor er du pludselig så sød imod mig?" spurgte jeg og kiggede på ham. Jeg satte mig ned i hans seng. "Ehm.." svarede han og kløede sig i håret. "Ser du ... jeg kan ikke lide dig, hvis det er det du går og tror."

 

"Hvorfor var du så, så sød i mod mig i dag?" spurgte jeg underne. "Det var ligesom min pligt ..." svarede han og kiggede mig direkte i øjnene. "Din pligt? Hvad fanden snakker du om?" Jeg løftede det ene øjenbryn. "Din far. Din far vil have jeg skal være sød mod dig, han tror jeg kan hjælpe dig," "HVAD?!" udbrød jeg og spærrede øjnene op. Hvad fanden havde min far nu gang i?! Som om Niall kunne hjælpe mig, hvis han spillede sød overfor mig!!

 

"Sssh!" tyssede han på mig. Jeg rullede med øjnene. "Jeg kan ikke lide dig Maj, men det tror jeg vel du har bemærket." "Du aner heller ikke hvor meget jeg hader dig!" svarede jeg og kneb øjnene sammen. "Jeg hader dig så meget at jeg er ved at eksplodere!" vrissede han og kom nærmere.  "Jeg har aldrig hadet nogen så meget som jeg hader dig!" vrissede jeg igen.

 

Niall kneb øjnene sammen og pludselig var hans læber mod mine. Jeg fik et sus i maven og trak ham længere ind til mig. Hans arm var rundt om mig, og jeg holdte godt fast i hans bluse. Hurtigt uviklede han det til snav. Jeg stak hånden ind under hans bluse, og han trak mig helt ind til ham så jeg fik benene rundt om ham. Det var så forket, men det føltes så rigtigt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...