Wrong

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 2 jul. 2014
  • Status: Færdig
Maj Andersons far - Des Anderson, er flyttet sammen med sin kæreste, Maura Horan, som er mor til den verdenskendte boyband-stjerne, Niall Horan. Tanken om at hendes far har fundet sammen med en, hader Maj virkelig. Og så vil hun skide på Niall. Han kan bare rende hende, ligesom hans mor. Niall, ønsker heller ikke deres forældre skulle være kommet sammen, han ønsker bare at hans forældre kunne være sammen igen, så alt var som før. De har aldrig mødt hinanden, så det indtryk Niall har dannet sig af Maj er, en pige der hører efter hvad der bliver sagt og med lyserød lipgloss i tasken, men det er ikke virkeligheden. Maj er det stik modsatte.. Hvad sker når Maj og Niall endelig mødes, når Niall kommer hjem på ferie i en hel måned? Hvad sker der når to modsætninger mødes? Kan de udstå hinanden? Følelserne bliver sat på prøve. Og historien tager pludselig en uventet drejning.
*Det er min veninde der startede på den, og jeg har så valgt at skrive videre..*

45Likes
52Kommentarer
3813Visninger
AA

12. Fuck my family // Majs synsvinkel

Jeg lå i min seng, og jeg var ikke klar over hvad jeg skulle tænke og føle. Niall havde sagt hvad han følte, og jeg havde indirekte fortalt om mine følelser. Var vi virkelig forelsket i hinanden? Det kunne ikke være rigtigt, vi var søskende, det kunne aldrig gå! Plus at vi var så forskellige, at det kunne være løgn.

 

Mine tanker blev afbrudt ved en banken på døren. ”Ja..” mumlede jeg, og tog mine høretelefoner ud. Døren gik op, og Niall kom ind. ”Hvad så?” spurgte han. Jeg trak på skulderne, og satte mig på i sengen. ”Er du okay?” Jeg nikkede, ”jeg gik selv med til det, men jeg kan bare ikke tænke på andet end om jeg er gravid.” Han satte sig ved siden af mig. ”Du er ikke gravid, det lover jeg dig!” Hvordan kunne han helt ærligt vide det? ”Niall det ved du ikke!” var jeg ved at råbe i frustration, men nåede at stoppe mig selv inden. ”Nej, det ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg tror på det bedste… Og for resten så er der mad,” smilede han og klappede mig på skulderen. Tak for opmuntringen! ”Jamen tak du! Det hjalp virkelig også!” smilede jeg irriteret, inden jeg rejste mig op fra sengen, og forlod rummet.

 

Ved bordet skete der ikke rigtigt noget. Vi skulle have en eller anden lam irsk ret, som min far var helt vild med, og ikke kunne lade være med at rose. Han skulle hele tiden fortælle hvor godt det smagte, og hvor god en kok Maura var. Det var til at brække sig over! ”Hallo?! Kan vi snart få noget madro?!” råbte jeg, og rejste mig op. ”Hvad sker der Maj?” spurgte min far. ”Ikke så meget, andet end at du ikke kan snakke om andet end hende!” råbte jeg, og pegede på Maura. Jeg kunne se i mit fars blik, at hvis jeg ikke skulle havde stuearrest resten af mit liv, så skulle jeg holde min kæft nu. ”Maj, hold så din mund! Sæt dig ned og spis færdig! Og hun hedder altså Maura!” råbte min far. Efter han havde fundet sammen Maura, havde han ikke øjne for andet. Jeg havde aldrig hørt noget lignede, så meget kærlighedspis fra hans mund. Jeg kunne mærke kvalmen. Fy for pyffer! ”Jeg er ligeglad med hvad hun hedder! Hun skal ikke være en del af mit liv, og det skal hendes søn heller ikke!” råbte jeg. ”Maj! Nu holder du din kæft! Jeg elsker Maura! Hun er en del af mit liv nu, og hun er også en del af dit! Måske skulle du give dem en chance!” Jeg rystede på hovedet, ”prøv at hør på dig selv!” svarede jeg, inden jeg forlod dem.

 

Kæft mand! Hvis min far kunne se ideen i at hans datter og hans nye søn lå og kneppede, og at han selv var begyndt at lyde som en forelsket tosse, så var det da helt i orden. Men hvis hans datter måtte komme ind med en lille sidebemærkning, så var det altså ikke optimalt. Hverken det med at datteren lå og tilfredsstillede hende selv og hendes bror, men også det med at hendes far glemte hende. De kunne rende mig! Dem alle sammen! Kunne jeg lyde mere som en lille pige? Maj, velkommen i 1 klasse…

 

 

Jeg løftede op i trøjen. Vendte og drejede mig lidt foran spejlet på mit værelse, inden jeg lagde mine hænder på den. Tænk at der måske lå et lille barn derinde, eller måske ikke lige et barn, med øre og øjne, men du ved hvad jeg mener! Og hvis der lå et lille foster derinde, skulle det være mere end lykkelig for at det ikke ligge herude, for det ville da være det rene lort at høre på.

 

Mens jeg stod og betragtede min mave, bibbede en sms ind på min mobil. #Se udenfor din dør…# Det var fra Niall. Jeg kunne ikke lade være med at smile, ikke fordi jeg syntes det var sødt at han skrev til mig, det var mere på den måde at jeg ikke kunne forstå hvorfor han skrev sådan til mig. Hvad kunne det være?

 

Jeg lukkede døren op, og der stod han. Hans smukke jeg. Han var altså gudesmuk. Hans øjne. Hans smil. Hans måde at bevæge kroppen på. Hans alt. Hvad fanden var det jeg lige sagde? Jeg stod ikke her, og lød som min far, vel?!

 

”Er du okay, Maj?” spurgte han. Mine øjne himlede automatisk, ligesom de altid gjorde når der var noget jeg ikke magtede at gøre eller forklare. Noget folk selv burde kunne regne ud, eller noget helt andet.

”Nej, det er jeg ikke. Men er det ikke lige meget?” spurgte jeg. Han rystede på hovedet, ”jeg vil ikke have at min ’lillesøster’, skal være ked af det. Hun skal have det godt!” svarede han stille, dog med et lille smil, for at lette stemningen lidt. ”Din lillesøster?” spurgte jeg, og løftede øjnebrynet. ”Du ved hvad jeg mener!” svarede han hårdt, men stadig i et sødt toneleje.

 

Jeg åbnede døren helt, så han kunne komme ind på mit værelse. Han gik ind, og satte sig på sengen, idet jeg også gjorde det. Hans blik faldt i mit, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Han havde en effekt på mig, jeg ikke kunne beskrive. Ligeså irriterende han kunne være, ligeså sød kunne han altså også være.

 

”Jeg tænkte på om… Du ved.. Om vi ikke skulle tage ud for at spise sammen en dag?” spurgte han, og kiggede ned på gulvet. ”Altså en date?” Han nikkede usikkert. ”Ehm… vi er søskende, ikke kærester, eller hinandens dates,” svarede jeg og forsøgte at overbevise mig selv og ham om at det ikke ville være en god ide. ”Ingen ved jo hvad der er mellem os, man kan da sagtens have en hygge aften med sin søster ik’?” Jeg trak på skulderne, og smilede. Det kunne man vel godt, men det ville stadig være forkert, nu hvor vi kendte ’sandheden’ mellem vores forhold. Jeg havde virkelig meget lyst til at sige ja til ham, men jeg skulle overbevise den her følelse om at det ikke kunne være rigtigt at den var her. Jeg havde aldrig haft den før, og det var selvom jeg havde været sammen med flere drenge end… Ja, du ved hvem. 

 

”Hvornår vil du så på date, eller hvad vi nu skal kalde det?” Han trak på skulderne, ”skal du noget på fredag?” ”Ja,” svarede jeg koldt. ”Noget vigtigt?” ”Ja, ellers ville jeg sgu da ikke tage af sted?” svarede jeg, og himlede igen med øjnene. ”Hvad kan være så vigtigt?” ”Jeg skal til fest.” ”Fest?” Jeg nikkede. ”Hos hvem?!” spurgte han frustreret. ”En du ikke kender.” ”Så tag mig med?” svarede han, og jeg kunne høre at han mente det. ”Du er kendt, jeg skal ikke have dig med,” svarede jeg. Han sukkede, ”hvad er der galt med dig?” ”Hvad mener du?” ”Du ændre dig, ligesom vinden skifter.” Kunne han ikke bare lukke røven nu? ”Hold kæft, Niall! Jeg gider ikke hører på dit pis mere! Du ved ikke om jeg er gravid, men du bliver ved med at forsikre mig om at der ikke er sket noget. Hvordan ved du det?!” Total emneskift, men whatever! ”Det ved jeg bare!” råbte han. ”Svar mig! Hvordan ved du det?!” ”Maj..” ”SVAR MIG!” skreg jeg. ”Det ved jeg bare okay?!”

 

Jeg rejste mig op fra sengen, og forlod værelset. ”Maj, forfanden…” sukkede han. ”Luk!” vrissede jeg, og trampede jeg af trapperne. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle hen, men jeg skulle væk. Væk fra alt hvad der hed kærlighed, bræk og lort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...