Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Den 23. december 2012 syntes at blive verdens lykkeligste dag for Brooke Davis. Hun havde på denne dato været samme med sin kæreste, den famøse Liam i et helt år, og deres kærlighed skulle fejres ved at tilbringe julen sammen. Dette så dog imidlertid ikke ud til at ske, da Liam forlod Brooke tilbage med intet andet end et brev, og derefter aldrig vendte tilbage igen.
Et helt år senere modtager hun en invitation til et storslået bryllup imellem ingen ringere end fyren der knuste hendes hjerte og en af hendes tidligere folkeskoleveninder. Brooke vælger at tage til Wolverhampton for at deltage i brylluppet, men hvad sker der, når hun atter står ansigt til ansigt med fyren, som hun engang elskede af hele sit hjerte? Vil hun være i stand til at gennemføre hele december måned klods op og ned af det forelskede par, og vil der opstå kemi imellem hende og en af gommens bedste venner? Læs med i Last Christmas, og følg Brookes meget følelsesladede december måned!

200Likes
356Kommentarer
18675Visninger
AA

11. 9 december

 

Siden min knap så bratte afsked med Julia på caféen dagen forinden, havde jeg nægtet at begive mig udenfor mit værelse. Et eller andet sted følte jeg mig flov og åndssvag. Selvom jeg havde ret til at være sur og nedtrygt over alle de informationer, som jeg havde fået – så gav det mig stadig ingen rettigheder til at tale sådan til hende. Hun skulle giftes om et par uger, hvad end jeg kunne lide det eller ej.

Et eller andet sted, følte jeg mig også en smule missundelig. Julia levede lige nu dette fantastiske prinsesse liv, som jeg kun turde drømme om, da Liam og jeg var sammen. Alt det jeg håbede ville ske imellem os – at vi fik et storslået bryllup og kunne stifte en familie – skete ikke, og nu stod hun i samme sted som jeg. Den eneste forskel var, at Liam ønskede at have en fremtid sammen med hende og åbenbart ikke med mig.

 

Jeg sad i sofaen med min computer på skødet, hvor jeg tjekkede dagens nyheder og vigtigste begivenheder på Facebook. Det var efterhånden længe siden, at jeg sidst havde været på de sociale medier, hvilket i realiteten var for dårligt. Når man arbejdede som kendt modedesigner blev man nødt til at tjekke kundernes respons på designet – hvilket man nemmest og hurtigt kunne gøre på internettet. Jeg havde ikke tid til at læse personlige breve igennem, selvom jeg virkelig gerne ville det.

Midt i alt min forvirring og mit tankespind omkring Julia og hvor stor en kælling jeg var, dukkede der en besked op i mit chatfelt. Det var sjældent, at jeg skrev med folk på Facebook, men da jeg så Penns navn lyse op, kunne jeg ikke undgå at smile. Jeg havde bestemt brug for noget opmuntring, og Penn var den bedste til det lige for tiden. Ud over Jamie, selvfølgelig.

 

Peen Dayton Badgley

Hey Brooke, hvordan har du det? Er England for barsk for dig? X

 

Af en eller andet grund voksede smilet på mine læber sig større og større. Han fik mig på en eller anden magisk måde til at glemme alting, og fik mig til at se det humoristiske i situationen. England var barsk for mig, men var det ikke også dét, der gjorde mig stærkere? Det var jo den primære grund til, at jeg var kommet.

 

Brooke Penelope Davis

Hey Penn! England er en kælling… Jeg kan ikke forklare dig det, men jeg har vidst rodet mig ud i noget, som jeg ikke skulle rode mig ud i. X

 

Et suk undslap fra mine læber, da jeg satte computeren fra mig på bordet og begav mig ind i soveværelset, hvor min taske stod gemt under en stol i hjørnet. Jeg var egentlig ikke klar over, hvorfor jeg havde gemt den sådan væk, men der lå noget nede i kufferten, som jeg gerne ville holde skjult for omverden.

Jeg kiggede mig diskret omkring, som om at jeg rent faktisk frygtede, at en eller anden ville snige sig ind på mit værelse og kigge på mig. Jeg stak hånden ned i den ene ydrelomme og rodede rundt i ganske få sekunder, før jeg hev brevet op ad den igen. Brevet Liam havde skrevet til mig, dengang han forlod mig og USA for altid.

Selvom det lød underligt, og selvom det sikkert ikke gav meget mening for andre end mig, så kunne jeg faktisk godt lide, at læse brevet igennem. Var det underligt? Var det mærkelig at kunne lide et brev, som ens ekskæreste forlod en med, da han skred? Ja, det var underligt, men imellem alle de sørgelige passager stod der rent faktisk noget, som kunne få smilet frem på mine læber. Passagen hvor han skrev, at han altid ville være min sad stadig printet på min nethinde, og jeg kunne efterhånden huske det hele udenad.

Hvis jeg blot havde fået en enkelt chance for at vise ham, hvor meget han betød for mig, og hvor meget jeg ville gøre for, at han var blevet hos mig, så var jeg sikker på; at situationen havde set anderledes ud end den gjorde nu. Måske kunne jeg være i Julias sted? Måske kunne det være mig, der stod på hendes plads og snart skulle giftes med mit livs kærlighed… Hvis han altså var mit livs kærlighed.

Dårligt havde jeg fået lov at kigge på brevet, før en svag banken på døren, fik mig ud af mit tankespind. Hvem kunne det være? Det var sandsynligvis blot Danielle eller Christina, der var kommet op for at spørge efter modetips. Det havde de allerede været flere gange i dag.

”Kommer!” råbte jeg igennem rummene, før jeg småløb hen til min kuffert, hvor jeg stoppede brevet ned. Jeg ville ikke risikere, at nogen fandt det. Hvordan ville det ikke lige se ud, at ekskæresten til gommen havde gemt hans brev, og at hun ovenikøbet læste det igennem flere og flere gange? Det var absurd.

Jeg kørte frustreret hånden igennem håret, som jeg tippede på mine tåspidser igennem soveværelset og ud i stuen, hvor døren ud til gangen også befandt sig. Klokken var efterhånden sent på aftenen, så jeg burde efterhånden også snart bestille noget aftensmad. Jeg var skrupsulten, men jeg var stadig for flov og ydmyget til at kunne begive mig ned i buffeten.

I en fluks bevægelse fik jeg åbnet døren, til et syn som jeg bestemt ikke havde regnet med. Det var hverken Danielle eller Christina der stod udenfor, men en helt tredje, som jeg hverken havde forventet ville dukke op, eller havde lyst til at snakke med.

”Hey…” hele min krop frøs næsten til is, og jeg kunne ikke finde ud af, hvordan mit hjerte dog atter kunne banke så hurtigt. Inderst inde havde jeg lyst til at smække døren direkte i fjæset på ham, men det kunne jeg ikke. Vi havde jo ikke snakket sammen yderligere ud over vores meget korte hilsen i receptionen for et par dage siden. Jeg havde mere eller mindre forsøgt at undgå ham lige siden.

”Liam? Hvad laver du her?” jeg var ikke helt klar over, om jeg skulle grine eller græde. Et eller andet sted var det her en perfekt mulighed for at få svar på alle mine spørgsmål, men samtidig var jeg så gal og indebrændt, at jeg helst så ham gå sin vej.

”Jeg kom faktisk for at tale med dig…” Se, den havde jeg jo ikke regnet ud. Jeg regnede faktisk med, at han fandt sin vej til hver eneste dør på gangen og bankede på for sjov. Seriøst, jeg var jo ikke dum eller noget.

”Hvad vil du tale med mig om?” egentlig var jeg ligeglad. Han kunne tale med mig om blomsterne og bierne, og jeg ville ikke høre efter alligevel. Alt der kom ud af hans mund gjorde ondt på mig, uden at jeg egentlig kunne forklare hvorfor. Var det på grund af brevet? Fordi jeg ikke vidste, om jeg kunne tro på noget af det, han sagde? Jeg ville ønske, at jeg vidste det…

”Kan jeg komme ind et øjeblik?” øh nej? Hvad regnede han med? At jeg bare ville lukke ham ind i mit liv, når han praktisk talt smed mig ud af sit? Dog kunne jeg ikke undgå at tænke over, hvad han mon ville tale med mig om. Det kunne jo være, at han havde tænkt sig at droppe sit forhold til Julia og i det tilfælde, så ville jeg hellere end gerne høre på ham. Det kunne være fuldkommen fantastisk. For ikke at sige et mirakel.

”Klart?” jeg flyttede mig en anelse fra døråbningen, for at se ham træde ind i stuen og sætte sig ned i en af stolene. Ja vel, han skulle da også bare føle sig velkommen. Lade som om at han var hjemme og alt det der.

”Så lad mig nu vide, hvad du vil tale med mig om,” jeg lukkede døren efter mig, før jeg valsede hen over gulvet og satte mig ned i sofaen – så langt væk fra ham som muligt. Jeg havde ikke lyst til at snakke med ham, men jeg ville stadig høre, hvad han ville sige til mig: giver det nogen mening overhoved? Nej, sikkert ikke.

”Hør… Jeg ved godt, at du har det en smule svært ved at være her, og at du sikkert er utrolig sur og vred på mig over alt det, der er sket, men vil du ikke være sød, at lade det gå ud over mig og ikke Julia?” vent hvad? Den havde jeg bestemt ikke set komme. Det føltes faktisk som et slag i hovedet på en eller anden måde.

”Hvis din forlovede nu ikke havde været en bedragerisk bitch, så kunne vi måske snakke om det,” jeg trak lidt ligegyldigt på skuldrene, før jeg kørte med musen på min computer. Jeg havde ikke lyst til at snakke om, hvor ked af det Julia var over mine ord, for hun var selv uden om det. Hun kunne lade være med at stjæle Liam fra mig – først og fremmest.

”Brooke…” han lod et lille fordærvet suk undslippe fra sine læber, og jeg måtte anstrenge mig utrolig meget, for at rette min opmærksomhed imod ham igen. Dette var ikke en samtale, som jeg havde lyst til at være en del af. Nærmest tværtimod.

”Jeg vil bare gerne have nogle svar, Liam! Hvorfor jeg er inviteret til brylluppet, hvorfor du stak af og … Hvorfor du siger ja til at tilbringe resten af dit liv med hende,” jeg slog opgivende hænderne ud i luften, før jeg tog en dyb indånding og sank sammen i sofaen.

Han sad og stirrede på mig lettere intenst for et minut eller to, før han lænede sig lidt længere frem i sædet, og foldede hænderne omhyggeligt sammen. Han så faktisk utrolig klog og privilegeret ud – men det var han selvfølgelig også.

”Hvad med at vi diskuterer dette over en kop kaffe i morgen aften i stedet? Så skal jeg nok svare på alle dine spørgsmål,” jeg følte mig næsten fristet til at spørge, om der var tale om en date, men jeg valgte at bide det i mig. Han ville nok ikke have særlig meget lyst til at snakke med mig, hvis jeg sprang på ham på den måde. Han var jo trods alt (desværre) forlovet. Damn it.

”Hvordan kan jeg vide, at du ikke bare sender et brev?” jeg løftede prøvende det ene øjenbryn, og hvilede mit hoved mod min knyttede hånd. Jeg var godt klar over, at jeg blot kørte ham rundt i manegen lige nu, men han havde et eller andet sted godt af det.

”Fordi jeg er blevet klogere,” han sendte mig noget, der med garanti skulle minde om et smil, men i stedet endte med at ligne en halvhjertet gestus som aldrig nåede hans øjne. Normalt kunne Liams smile sende varme og glæde rundt i min krop, men det smil han sendte mig lige nu, gjorde mig faktisk mere trist og ked. Han så ikke lykkelig ud – var det min skyld?

”Okay… Én kop kaffe,” overgav jeg mig med et suk, før han pegede mod døren, og kløede sig kluntet i nakken. Han behøvede ikke at gøre mere. Jeg vidste godt, hvor han ville hen med det.

”Jeg må hellere komme tilbage til Julia, hun har brug for hjælp til bordplanen,” han sendte endnu et halvhjertet smil, før vi begge rejste os op og begav os mod døren. Jeg havde tænkt mig at låse den efter ham.

”Vi ses til den kop kaffe i morgen så,” sagde han, i det han åbnede døren og stoppede op lige på den anden side for at kigge på mig. Hvad forventede han, at jeg skulle sige? At jeg glædede mig? Det kunne man vel ikke sige, at jeg gjorde.

”Liam, kan jeg stille dig et enkelt spørgsmål på forhånd?” i tilfælde af at brudemonstret/Julia havde tænkt sig at spænde ham fast til sengen, så han ikke kunne komme på besøg, måtte jeg hellere få spurgt om det vigtigste spørgsmål, før han gik.

”Ja?” han kiggede afventende på mig, og jeg måtte trække vejret dybt, for at samle mig mod nok. Det var ikke så nemt bare at slynge sådan noget ud, når nu det betød så meget for en, som dette spørgsmål betød for mig.

”Elskede du mig?” jeg kunne næsten fornemme, hvordan jeg holdt vejret, da ordene endeligt forlod min mund. Det lød meget værre, når de endeligt var ude, end de havde gjort det inde i min mund. Det var et meget personligt spørgsmål, og det kunne svække min selvtillid for evigt, hvis han sagde, at han aldrig havde elsket mig. Der var stille i nogle sekunder.

”Selvfølgelig elskede jeg dig Brooke… Et eller andet sted, så stoppede jeg aldrig,” og med de ord og et lille smil på læben, forlod han mig totalt paf tilbage i døren. Hvad mente han med det? Hvorfor sagde han det? Det var i hvert fald et spørgsmål, som jeg skulle spørge ham om i morgen. Det var jeg sikker på.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...