Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Den 23. december 2012 syntes at blive verdens lykkeligste dag for Brooke Davis. Hun havde på denne dato været samme med sin kæreste, den famøse Liam i et helt år, og deres kærlighed skulle fejres ved at tilbringe julen sammen. Dette så dog imidlertid ikke ud til at ske, da Liam forlod Brooke tilbage med intet andet end et brev, og derefter aldrig vendte tilbage igen.
Et helt år senere modtager hun en invitation til et storslået bryllup imellem ingen ringere end fyren der knuste hendes hjerte og en af hendes tidligere folkeskoleveninder. Brooke vælger at tage til Wolverhampton for at deltage i brylluppet, men hvad sker der, når hun atter står ansigt til ansigt med fyren, som hun engang elskede af hele sit hjerte? Vil hun være i stand til at gennemføre hele december måned klods op og ned af det forelskede par, og vil der opstå kemi imellem hende og en af gommens bedste venner? Læs med i Last Christmas, og følg Brookes meget følelsesladede december måned!

200Likes
356Kommentarer
18708Visninger
AA

10. 8 december

 

Efter min snak med Danielle dagen forinden valgte jeg at takke ja, da Julia spurgte mig, om jeg ville med hende på cafe. Jeg var godt klar over, at jeg havde været lidt af en strid mokke på det seneste, og hun kunne jo et eller andet sted ikke gøre for det. Troede jeg. Det blev rart at få en afklaring på det hele. Få de svar, som jeg i så længe havde søgt.

Vi havde aftalt at mødes på cafeen klokken tolv, så det gav mig små tyve minutter til at trisse forbi Christina og Danielle, der sad i et sofaarrangement i lobbyen. Der var ingen grund til at møde op så meget som et minut for tidligt. Som chef for mit eget firma kom jeg altid til direktørtid – det vil sige, gerne fem minutter for sent.

”God formiddag piger,” udbrød jeg glad og fornøjet, i det jeg satte mig ned ved siden af Danielle i sofaen, og kiggede på de tonsvis af magasiner og bøger, som de havde spredt ud over hele bordet. De var åbenlyst i gang med at finde kjoler til brylluppet.

”Brooke, du er designer – vi er i seriøst krise, og kunne godt bruge noget hjælp,” Danielle kiggede håbløst op på mig, før hun kørte en hånd igennem sine sorte lokker. Jeg havde altid været missundelig på hendes hår. Det var så langt og skinende – mit, det var bare.. Udueligt.

”Jeg ville jo anbefale jer at bære tøj fra min kollektion,” der herskede ikke tvivl om, at jeg smurte tykt på. Jeg kunne give dem meget rabat i mine forretninger, og deres figurer ville passe perfekt ind i det billede. Det ville være mig en ære.

”Jeg ejer næsten ikke andet end Clothes Over Bro’s,” indrømmede Christina en anelse forlegent, som hun fiskede et magasin frem fra bunken, med en af mine kjoler på forsiden. Det var fra vinterkollektionen sidste år. Den var blevet solgt i ufattelig mange eksemplarer. Et eller andet sted så smigrede det mig, at hun bar mit design. Noget indeni mig fortalte mig, at jeg virkelig ville kunne lide hende.

”Hvis I tager ned til butikken her i Wolverhampton, så sig at de skal skrive det ind på min regning. Jeg giver,” da Liam og jeg begyndte at date, fik jeg stablet en butik på benene i byen, så hvis jeg var på besøg kunne jeg arbejde herfra. Det havde gavnet mig meget, men det var længe siden, at jeg sidst havde været der.

”Mener du virkelig det? Waow, tak Brooke,” Danielle kiggede overrasket op på mig, da jeg kastede et blik på mit armbåndsur og opdagede, at jeg nok hellere måtte tage af sted. Det ville være utrolig dårlig stil, hvis jeg kom alt for sent.

”Skulle det være en anden gang – men jeg må hellere komme afsted, jeg har en aftale nu,” jeg vinkede ganske hurtigt, før jeg hankede op i min taske, og tog mine luffer på. Det var for koldt at færdes udenfor dørene uden. 

 


 

Cafeen som Julia havde valgt var meget hyggelig, men ikke just et sted, hvor der var mulighed for at tale meget privat. Der var stoppet til med folk. Hvordan skulle vi føre en logisk samtale herinde, når alle og enhver kunne lytte til vores samtale? Wolverhampton var virkelig et primitivt sted. Hold da op.

”Brookey!” et kælenavn jeg ikke havde kørt siden High School fik hårene på mine arme til at rejse sig. Brookey? Af alle forfærdelige ting pressen nogensinde havde lukket ud plus alle de gange jeg fejlede en prøve igennem mit liv – så var dette kælenavn stadig det værste. Hvem ved sine fulde fem kunne sige noget så…. Sukker sødt som dette til en enogtyve-årig? Åbenbart en med utrolig lidt hjernekapacitet.

Jeg tog en meget dyb – og meget tiltrængt – vejrtrækning, før jeg begav mig i retningen af lyden og mod Julia, der sad ved et af de bagerste borde i lokalet. Det var da altid noget, at vi ikke skulle sidde i midten af menneskemængden, for så ville jeg nok få et mindre hjertestop. Jeg led af slem klaustrofobi, når for mange mennesker samlede sig omkring mig.

”Hej du,” jeg smilede overbærende til hende, da jeg satte mig ned på stolen overfor, og smed min taske på gulvet. Jeg var egentlig mest interesseret i at få denne middag overstået så hurtigt som muligt, da jeg overhovedet ikke kunne se, hvad jeg skulle tale med hende om. Hey, du er med garanti grunden til Liam forlod mig, hvordan føltes det at være så forbandet lykkelig? Nej, det fungerede bare ikke helt.

”Omg, jeg er SÅ glad for, at du ville med mig i dag, vi har bare meget at snakke om!” havde vi? Jeg håbede, at hun havde tænkt sig at føre ordet, for så kunne jeg i det mindste blot nikke og ryste på hovedet de rigtige steder. Jeg havde ikke lyst til at hyggesludre – jeg ville gerne vide, om hun mødte Liam inden eller efter vi mødte hinanden, og i så fald om hun overbeviste ham om at flygte med hende.

”Du må hellere starte så,” endnu engang formåede jeg at sende hende et anstrengt smil, før jeg åbnede min jakke og lod den falde mod stolens ryglæn. Menukortet lå pænt på bordet foran mig, og jeg var ikke længe om at åbne det. Jeg havde med vilje sprunget morgenmaden over, så jeg kunne nyde godt af et lækkert måltid her på cafeen. Gad vide om Julia havde tænkt sig at betale?

”Hvordan går det hjemme i Tree Hill?” Julia havde ligesom jeg åbnet sit menukort, men skimtede kun ganske kort hen over siderne, før hun lukkede det igen. Hun havde med garanti været her så ufattelig mange gange, at hun kunne det i søvne.

”Same old. Byen har ikke forandret sig særlig meget,” jeg lukkede omhyggeligt menukortet i igen og lagde det foran mig på bordet. Jeg var godt klar over, hvad jeg ville have at spise nu, og jeg ventede blot på, at hun havde tænkt sig at spørge.

”Virkelig? Jeg har ikke været der siden… Siden julen sidste år,” ser man det. Var sidste gang hun befandt sig i byen – på præcis det samme tidspunkt, som Liam befandt sig der? Det var dog et ufatteligt sammentræf.

”Så du smuttede sammen med Liam?” jeg fortrød overhovedet ikke at ordene forlod min mund, for jeg havde faktisk kun ventet på, at få lejelighed til at skyde den bemærkning af. Jeg iagttog hende, i det hun kiggede forfærdet op på mig. Hun havde ikke regnet med det spørgsmål, og hun var sikkert forfærdet over, at jeg bare skød den af sådan uden videre.

”Undskyld mig?” udtrykket i hendes øjne så meget såret ud, men hun nåede ikke at få et svar eller nogen form for uddybning, da tjenerinden kom over for at tage imod vores bestilling. Jeg valgte en simpel kyllingsalat med frisk kildevand til. Der var ingen grund til at spise mig så fed, at jeg ikke kunne passe min kjole til brylluppet. Jeg ville gerne skinne – skinne så Liam rigtigt kunne se, hvad han gik glip af.

Da tjenerinden atter forlod bordet kiggede Julia blot afventende på mig, hvilket gav mig intet andet valg end at fortsætte. Egentligt kunne jeg ikke finde ud af, hvorfor hun overhovedet ville have det uddybet. Jeg mente selv, at min udmelding var meget sort på hvid. Eller, jeg tog måske fejl?

”Da du forlod Tree Hill – var det sammen med Liam?” min før så søde og åbne facade var faldet til jorden med et brag, og jeg sad nu blot og stirrede på hende med intet andet end bebrejdelse spillende i mit blik.

”Brooke jeg – hvad får dig overhovedet til at tro det?” hvad der fik mig til at tro det? Hvad fik mig ikke til at tro det? Præcist et år efter Liam gik fra mig har han planlagt sit bryllup med en af mine skoleveninder. Deres forhold må have startet i december måned dengang, hvis der overhovedet skulle tegne sig et realistisk billede af sagen.

”Jeg kan ikke få det til at hænge sammen ellers. Jeg mener, hvordan I kan have et bryllup på trapperne blot et år efter Liam gik fra mig,” det føltes underligt at tale med min eks nye kæreste. Specielt når jeg kendte hende. Vi havde været gode venner engang.

”Jeg har aldrig forsøgt at sabotere dit forhold til Liam,” løgner. Lige siden vi var helt små havde Julia altid været missundelig på mine kærester. Da jeg datede Lucas var hun hoved over hale forelsket i ham, og hver eneste fest jeg ikke deltog i, prøvede hun på at score ham. Det var ikke en historie med særlig meget indhold, men det passede trods alt. Hvis hun ville ødelægge mine forhold allerede dengang, hvorfor skulle det så være anderledes nu?

”Så er der lidt lækkert mad til jer…” vores samtale blev endnu engang afbrudt, da tjenerinden kom tilbage til bordet og satte maden foran os. Sandwichen så langt mere delikat ud, end jeg turde drømme om.

Vi takkede hende mange gange, før hun atter forlod os alene tilbage, og vores samtale langsomt blev hevet ind igen.

”Hvorfor skulle jeg tro på dig?” min stemme lød kold og kynisk, hvilket også var det, som mit egentlige mål var. Jeg var fuldkommen ligeglad med, om hun følte sig stødt af mine ord. Jeg følte mig stødt af hendes eksistens. Okay, den var måske en smule grov, men hey – hun havde altid været en befængt løgner – så jeg måtte jo arbejde for sandheden.

”Liam gør mig lykkelig Brooke,” hun kiggede en smule opgivende på mig, da hun tog en pomfrit op fra sin tallerken og proppede den i munden. Hun virkede ligeglad med, at der var fyldt med mennesker rundt om hende, der brugte kniv og gaffel. Hun var enogtyve – hun burde lære at bruge bestik.

”Han gjorde også mig lykkelig, men det fik du jo så nydeligt saboteret,” den var grov. Jeg fortrød faktisk lidt, at jeg sagde det, for… Jeg var jo ikke klar over, om hun overhovet havde noget med det at gøre. Hun kunne godt bare have været på det rette sted på det rette tidspunkt, som bare ikke lå til min fordel.

”Hvor mange gange skal jeg sige, at jeg ikke har stjålet ham fra dig?” hun var begyndt at blive utålmodig nu. Det kunne jeg se på den måde, hvorpå hendes mund snerpede sig mere og mere sammen.

”Indtil du så kan fortælle mig – hvad der skete,” jeg kørte hånden en enkelt gang igennem håret, før jeg samlede mit bestik op og skar et stykke af sandwichen ud. Jeg havde i hvert fald ikke tænkt mig at bruge fingrene.

”Vi faldt bare for hinanden okay? Den toogtyvende december så jeg ham for første gang, og det gik hurtigt op for mig, at det var den berygtede Liam Payne. Ham du datede altså. Han så så umådelig ulykkelig ud, som han sad der på en bænk i parken, så jeg besluttede mig for at finde ud af, hvad der var galt. Han sagde, at han ikke rigtigt følte sig lykkelig i sit forhold, og så sagde jeg, at han ikke burde være i et forhold, hvor han ikke var lykkelig,” jeg havde nær spyttet sandwichen ud af munden igen, så chokkeret blev jeg. Hvis hun udmærket godt var klar over, at Liam var i et forhold med mig, hvorfor så bede ham skride? Det gav jo absolut og helt og holdent ingen mening, når hun sad og sagde, at hun ikke havde saboteret vores forhold.

”Din… Du… Du ødelagde jo det hele!” jeg var så fuldkommen forvirret, og sydede så helt igennem af raseri indeni, at jeg næsten havde lyst til at kaste mit glas med vand i hovedet på hende – hvis det da ikke var fordi, at hendes hoved var så tomt indeni, at det ikke ville gøre godt for noget.

”Han fortjener jo at være lykkelig Brooke, det burde du kunne se. Beklageligvis var det bare ikke dig, der gjorde ham det,” hun trak lidt på skuldrene, i det hun samlede endnu en pomfrit op fra sin tallerken.

”Nej det kan man vidst ikke sige,” jeg skubbede min tallerken med sandwichen på over til hende, før jeg tog min jakke på og samlede min taske op.

”Du skal være så velkommen til at spise resten – du kan jo så godt lide mine rester,” og med de ord skubbede jeg stolen bagud og rejste mig op. Hvad tænkte pigebarnet på? Hun var roden til alt ondt. Simpelthen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...