Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Den 23. december 2012 syntes at blive verdens lykkeligste dag for Brooke Davis. Hun havde på denne dato været samme med sin kæreste, den famøse Liam i et helt år, og deres kærlighed skulle fejres ved at tilbringe julen sammen. Dette så dog imidlertid ikke ud til at ske, da Liam forlod Brooke tilbage med intet andet end et brev, og derefter aldrig vendte tilbage igen.
Et helt år senere modtager hun en invitation til et storslået bryllup imellem ingen ringere end fyren der knuste hendes hjerte og en af hendes tidligere folkeskoleveninder. Brooke vælger at tage til Wolverhampton for at deltage i brylluppet, men hvad sker der, når hun atter står ansigt til ansigt med fyren, som hun engang elskede af hele sit hjerte? Vil hun være i stand til at gennemføre hele december måned klods op og ned af det forelskede par, og vil der opstå kemi imellem hende og en af gommens bedste venner? Læs med i Last Christmas, og følg Brookes meget følelsesladede december måned!

200Likes
356Kommentarer
18667Visninger
AA

9. 7 december

 

I dag skulle jeg deltage i en meget akavet og også meget unødvendig forlovelsesfest, som jeg ellers havde håbet så forfærdelig meget på, at jeg kunne undgå. At jeg kunne risikere at blive placeret ved siden af Julia eller en eller anden skør trunte, som jeg ikke havde noget til fælles med var bestemt ikke noget, jeg havde den fjerneste lyst til.

Den eneste grund til at jeg modvilligt var trukket i den guldbelagte kjole, var at Harry havde overbevist mig om, at vi begge ville drikke os plørefulde, så selve oplevelsen ikke blev nær så slem for mig. Efter jeg havde fortalt ham om Liams exit, var han blevet et par timer yderligere blot for at indhente noget af alt det forsømte. Vi havde drukket en enkelt flaske rødvin og spist en ordentlig klase vindruer, og jeg måtte indrømme, at jeg rent faktisk hyggede mig. Jeg havde savnet, at hænge ud med ham, og jeg kunne nu ikke vente med, at møde de andre igen.

Det var så nu, at jeg hørte et bank på min dør, der gjorde mig opmærksom på, at Harry var kommet for at hente mig. Hvor fjollet det end lød, så var jeg ikke spor meget for at skulle gå ned til festlighederne alene, så Harry havde været galant nok til at tilbyde at hente mig. Det var nok også en af de primære grunde til, at jeg var trukket i det pæne tøj. Selvom jeg virkelig ikke gad derned. Pladrende taler om deres uendelige kærlighed. Liam sagde til mig, at vi ikke var klar til et fast forhold i sådan en ung alder, så hvordan kunne han allerede et år efter være så tæt på sit bryllup? Jeg forstod det ikke.

Det hele kunne også være lige gyldigt, for jeg balancerede hen over gulvet til hoveddøren, og åbnede den lige tidsnok til at bemærke Harry stå med løftet hånd klar til at banke endnu engang. Han smilede.

”Det må jeg sige Frøken Davis, du ser brand godt ud,” selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg havde selv designet kjolen jo. Gad vide, hvor udbredt mit tøjmærke var her i England. Mon det var et brand som kun de rige og eksklusive gik med? Hadede de det?

”Du ser ikke så slem ud selv Styles,” han var iført et par stramme sorte bukser, en hvid skjorte der var knappet et par kapper ned, og så en sort blazer med et lommetørklæde i lommen. Det var ikke svært at skue, hvorfor så mange unge piger dånede omkring ham.

”Jeg bærer en skjorte fra din seneste kollektion,” indrømmede han med et lidt uskyldigt smil. Det havde jeg godt bemærket, og jeg måtte indrømme, at det var en utrolig smigrende kompliment. Dog ville jeg ønske, at han i stedet ville stoppe den ned i halsen på Julia, så hun muligvis blev kvalt og ikke kunne gifte sig med Liam.

”Du har netop skaffet dig et job som model til min næste kollektion,” selvom jeg sagde det med et grin, så mente jeg det helt hundrede procent. Hvis han havde lyst til at tjene nogle lette penge (ikke at han manglede dem) og han havde lyst til at omgås en masse af mine super søde modeller, så skulle han være velkommen. Desuden, ville det ikke just ødelægge mit image, at have så stort et ikon som Harry Styles med i mit magasin.

”Det ville glæde mig,” han smilede varmt, som han rakte armen ud for mig at tage. Vi blev nødt til at tage ned til festen nu, hvis vi ikke ville komme brasende ind alt for sent. Det var nok ikke det mindst opsigtsvækkende, hvis gommens tidligere kæreste kom for sent, og skabte et voldsomt drama. Jeg ville helst holde mig i baggrunden her til aften.

Jeg stak min arm ind under hans, og sørgede omhyggeligt for at låse døren bag mig, før jeg gik ud. Hvor ville jeg dog gerne bare stikke af væk fra det hele og aldrig komme tilbage. At tage til Wolverhampton var en fejl. En stor fejl. Noget jeg fortrød. Og så alligevel…

… Det faktum at jeg havde mødt Harry igen, og at jeg meget snart ville se de andre drenge igen var en følelse, jeg ikke ville være foruden. Jeg havde savnet dem så forfærdelig meget over det seneste år, og havde ofte skænket dem en tanke. Det gjorde bare for ondt at tænke på for længe ad gangen.

 


 

”Harry, Brooke, hvor er det vidunderligt at se jer,” Julia kom næsten dansende hen imod os med et glas champagne i hånden, før hun meget omhyggeligt pressede sine læbestifts-befængte læber mod henholdsvis min venstre og Harrys højre kind. Kunne hun da ikke bare holde sig fra mig? Hun havde trods alt stjålet min kæreste, så jeg havde ikke just det store at tale med hende om. Den hykler. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare hende. Behøvede jeg det?

”Ville ønske jeg kunne sige det samme,” mumlede jeg gennem sammenbidte tænder, hvilket fik Harry til at fnise. Julia derimod så ikke ud til at have opfattet det mindste, for hun løftede blot øjenbrynet og smilede uvidende til mig.

”Undskyld, den skal jeg lige have igen?” det var faktisk utrolig fristende blot at gentage mine ord, men ville det ikke være at ødelægge stemningen? Jeg var ikke interesseret i at få alle gæsterne til at hade mig. I hvert fald ikke allerede.

”Jeg sagde, jeg kan kun sige det samme,” det falske smil fandt sin vej til mine læber, og hun var ikke længe om at slå sin forfærdelige og ikke mindst utroligt irriterende latter op. Hun lignede en hvalros i hovedet, når hun grinede. Tænderne faldt næsten ud af munden på hende.

Jeg ved ikke, om det først var nu, at det gik op for mig – at jeg var jaloux på hende. Jeg var jaloux, fordi hun havde fået fat i Liam – og jeg ikke havde. For pokker da også.

”Vi skal snart til bords, så hvis I blot finder jeres pladser, så ville det være fan-ta-stisk!” hold nu op tøs, kunne du ikke tage dig lidt sammen for bare én gangs skyld? Hun teede sig lige så latterligt og barnligt, som hun gjorde, da vi gik i High School. Hun blev vel aldrig ældre.

”Lad os finde vores pladser Styles,” hviskede jeg imellem sammenbidte tænder, da jeg nærmest hev ham væk fra hende. Jeg havde ikke brug for at veksle flere ord med hende, og jeg gad simpelthen ikke at, have den falske facade slået op længere.

Der var utrolig mange gæster og utrolig mange borde i festlokalet. Et kæmpe langbord prægede bagvæggen, hvilken jeg gik ud fra var hovedbordet, hvor kun familie og parret skulle befinde sig. Hvis jeg blev hevet væk fra Harry og de andre nu, så ville jeg græde mig selv i søvne. Nej, jeg ville nok bare forlade selskabet.

”Hey hov, her står dit navn sørme,” pis… Harry pegede på en stol ved et af de runde borde tæt på hovedbordet. Skulle jeg sidde her sammen med en masse mennesker, som jeg ikke kendte? Mit hjerte havde svært ved at cirkulere rigtigt. Det gad jeg simpelthen ikke finde mig i.

”Og jeg skal vidst…” han gav slip på min arm, og gik en meget målrettet runde om på den anden side af bordet, før han stoppede op ved stolen lige overfor min.

”… Sidde her,” vidste han dette var starten? Det måtte han næsten have gjort siden han mere eller mindre kunne udpege sin plads uden at tjekke bordkortene. Den lille snyder.

”Vidste du dette?” spurgte jeg ham tilspørgende, som jeg kiggede på antallet af pladser. Det var borde af ni, så måske var der et spinkelt håb om, at jeg kendte alle dem, der befandt sig ved dette bord? Det ville i hvert fald løfte stemningen helt ufatteligt.

”Selvfølgelig gjorde jeg det tjek dine to bordherrer,” herrer, det kunne næsten kun betyde én ting. Jeg bøjede mig let og elegant over mod pladsen til højre for mig. Niall James Horan, hvor fantastisk – jeg havde rent faktisk fået lov til at sidde sammen med nogle mennesker jeg kendte. Mon det var Liams værk? Han vidste, hvordan jeg havde det med kedelige selskaber, og dette var langt fra kedeligt. Jeg lænede mig over imod stolen på den anden side. Louis William Tomlinson, dette var bedre end juleaften.

”Hvor er Danielle egentlig henne?” Harry var godt klar over, at jeg refererede til hans kæreste igennem efterhånden utrolig lang tid. Danielle Murs og ham havde slået op og fundet sammen igen utrolig mange gange, så man kunne aldrig være sikker på, om de var sammen eller ej. Jeg blev nødt til at have mine facts rigtige. 

”Danielle er sammen med Christina, tror jeg,” han trak lidt på skuldrene, før han sendte mig et meget mat og kærligt smil. Christina? Hvem var det? En jeg burde kende? Var det en stylist de havde?

”Christina?” jeg kunne mærke mine øjenbryn skyde til vejret. Hvis de havde fået et barn i mellemtiden, så var jeg ikke klar over, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det var altså lige en tand for underligt.

”Niall kæreste,” vent – hvad Niall fået en kæreste? Havde den lille, generte irer fået sig en kæreste? Det var simpelthen en tand for urealistisk. Han måtte have forandret sig fuldstændigt, for den søde lille fyr jeg mødte for snart to år siden var i hvert fald ikke klar på at få en kæreste.

”Hvem er min kæreste?” en tyk irsk accent fik mig til at vende mig om i en hurtig bevægelse, og blive mødt af et meget anderledes syn, end jeg forestillede mig. Niall var ikke bare blevet en forbedret udgave af sig selv, han var blevet dissideret lækker siden sidst jeg så ham. Han lignede jo nærmest en million.

”Waow, Niall Horan, hvad er der lige sket med dig?” jeg kunne ikke lade være med at smile, da han gav mig et meget afslappet kram. Vi havde været utroligt gode og tætte venner tilbage i Liams tid, så det føltes underligt, at se ham i denne nye og forbedrede version. Han lignede jo knap nok sig selv.

”Puberteten er en kælling,” grinede han svagt, i det Louis og en pige, som jeg bestemt aldrig havde set før kom ind ad døren. Hun var ikke Eleanor – hun var en mere statuelignende type. Næsten som om, at hendes smukke ansigt var hugget ud i marmor. Det var fuldkommen fortryllende.

”Jamen er det ikke Brooke Davis?” hans højlydte stemme rungede næsten i ørene på mig, da han banede sig vej hen over gulvet. Havde han tænkt sig at præsentere mig for sin dame? Hvis det da var hans dame.

”Er det ikke Louis og…. En jeg ikke kender?” jeg var hverken spor bleg for at spørge ind til hans nye dame eller for at spørge, hvad han havde gjort af Eleanor. Jeg havde for gudsskyld ikke fået nogle informationer om noget de sidste tolv måneder, så det burde vel være på sin plads.

”Christina,” hun rakte hånden frem imod mig meget formelt. Det var ikke svært at tyde, at hun var britisk. Hendes stemme afslørede hende.

”Christina Tomlinson,” var Louis blevet gift? Jeg kunne slet ikke finde rundt i det længere. Hed Nialls kæreste ikke også Christina? Mit hoved gjorde ondt.

”Er der en, der kan forklare mig alt dette?” jeg gav slip på Christinas hånd, og kiggede med opgivende øjne på Harry, der som den eneste havde fulgt med i hele optrinnet. Jeg ville gerne have nogle detaljer på plads.

”Christina er Louis’ søster og Nialls kæreste – og dernede for enden kommer Danielle gående sammen med Victoria,” han nikkede mod enden af salen, hvor Danielle kom gående ind sammen med en eller anden pige, som jeg heller ikke havde mødt før. De snakkede ikke med hinanden, de kiggede ikke engang i hinandens retning. Hvad gik det ud på?

 


 

En time og en masse drinks senere havde jeg omsider fået styr på alle detaljerne. Danielle fortalte mig at pigen, Victoria, var Louis nyeste kæreste, men at hverken hende eller Christina brød sig særlig meget om hende. Hun var åbenbart meget anderledes end dem, og ikke nær så sød og imødekommende som Eleanor var. Det var skide frustrerende – at jeg ikke kunne finde rundt i det, men nu gav det omsider lidt mere mening.

”Danielle, ved du hvorfor Liam inviterede mig?” jeg havde ingen idé om, hvorfor jeg slyngede det spørgsmål ud, men et eller andet sted, så følte jeg bare, at jeg behøvede et ordenligt svar. Danielle vidste utrolig mange ting, så hvorfor skulle hun ikke også vide dette?

”Er det ikke åbenlyst?” hun fnøs en anelse fornøjet, men da jeg ikke så ud til at opfange, hvad hun mente, så lagde hun sin hånd ovenpå min over bordet.

”Liam holder jo stadig af dig Brooke. Lige meget om han så er ved at gifte sig med en anden, så har han ikke glemt dig,” smilet fandt så småt vejen frem til mine læber. Hvad var det, jeg havde gang i? Der var slet ingen grund til at være sur på Julia og Liam over deres lykke – de havde jo ikke valgt, at forelske sig i hinanden.

”Der er vidst en, som jeg skal sige undskyld til i morgentimerne,” sukkede jeg en anelse misfornøjet, før jeg kiggede mod hovedbordet, hvor det forelskede par sad. Blot fordi jeg ikke selv var lykkelig, kunne jeg ikke forhindre dem i at være det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...