Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Den 23. december 2012 syntes at blive verdens lykkeligste dag for Brooke Davis. Hun havde på denne dato været samme med sin kæreste, den famøse Liam i et helt år, og deres kærlighed skulle fejres ved at tilbringe julen sammen. Dette så dog imidlertid ikke ud til at ske, da Liam forlod Brooke tilbage med intet andet end et brev, og derefter aldrig vendte tilbage igen.
Et helt år senere modtager hun en invitation til et storslået bryllup imellem ingen ringere end fyren der knuste hendes hjerte og en af hendes tidligere folkeskoleveninder. Brooke vælger at tage til Wolverhampton for at deltage i brylluppet, men hvad sker der, når hun atter står ansigt til ansigt med fyren, som hun engang elskede af hele sit hjerte? Vil hun være i stand til at gennemføre hele december måned klods op og ned af det forelskede par, og vil der opstå kemi imellem hende og en af gommens bedste venner? Læs med i Last Christmas, og følg Brookes meget følelsesladede december måned!

200Likes
356Kommentarer
18662Visninger
AA

8. 6 december

 

Jeg havde ikke bevæget mig udenfor mit hotelværelse, siden jeg ankom dagen inden. Jeg havde primært blot sat på mit værelse med mine skitser foran mig, imens jeg forsøgte at samle mine tanker. Det var blevet til mange smukke kjoler på papiret, så måske var det ikke så dårligt, at jeg havde en smule hjertekvaler?

Roomservice,” lød der fra den anden side af døren, hvilket hev mig ud af mit tankespind og tilbage til virkeligheden. Endeligt tænkte jeg, så jeg hoppede i et elegant hop ned fra sengen og hen over det bløde gulvtæppe. Meget kunne man sige om dette idyldiske hotel, men værelserne var virkelig af høj standard. Det var virkelig lækkert.

”Tak det-” jeg nåede kun lige at hive døren op, da jeg fik øje på en meget høj, smilende og ikke mindst utrolig pæn fyr foran mig. Alt at dømme var han ikke just tjener, men hvad han ellers lavede udenfor min dør, var nok et helt andet spørgsmål.

”Jamen hej,” jeg foldede armene over brystet, som jeg lænede mig op ad dørkarmen og sendte ham et forsigtigt smil. Nej jeg flirtede ikke med ham, men lettelsen over at det i det mindste ikke var Liam, der stod udenfor min dør gjorde mig… Glad, imødekommende sågar.

”Hej… Jeg beklager meget, at jeg skulle snøre dig indtil at komme herud, men jeg hørte at Liams ekskæreste var ankommet, og jeg blev bare nødt til at tjekke det ud,” jamen tak? Var det en kompliment eller nærmere det stik modsatte?

”Hvad så Harry?” jeg lod som om, at jeg ikke havde hørt hans meget forvirrede tale, han netop havde kastet i hovedet på mig, og valgte i stedet at smile meget afslappet og venligt. Blot fordi Liam skred som et forvildet svin, var der vel ingen grund til, at jeg behandlede hans venner dårligt? Hans venner, som egentlig også var mine. Eller, det var de i hvert fald engang.

”Hey Brooke,” han hev mig ind i en meget kærlig omfavnelse, som jeg ikke var længe om at gengælde. Jeg havde savnet ham og de andre drenge så forfærdelig meget. Jeg havde aldrig fået sagt ordenligt farvel, hvilket egentlig kun havde pint mig endnu mere. Drengene var næsten som familie for mig. Det var de i hvert fald blevet.

Jeg hev mig ud af omfavnelsen, før jeg flyttede mig en smule.

”Kom ind,” han gjorde som befalet, og satte sig ned i en af de hvide velourstole i min stue, som stod klods op og ned af det kæmpe vindue med den mest fantastiske udsigt ud over det snedækkede landskab.

”Så Harry, hvad bringer dig op på disse kanter?” jeg satte mig ned i sofaen, og foldede mine ben omhyggeligt ved anklerne. Eftersom jeg bar en meget løstsiddende kjole, var jeg bange for, at man kunne se lige op under den. Hvor pinligt havde det ikke lige været?

”Jo altså… Jeg har gået og tænkt min hjerne tør de sidste mange måneder, faktisk lige siden du og Liam gik fra hinanden, men jeg kom først i tanken om det igen da han og Julia skrev indbydelserne, og jeg så, at du var inviteret. No offense. Liam insisterede på at du var en af de gæster, der skulle deltage i brylluppet og da var det, at det slog mig. Vi har aldrig fået at vide, hvorfor Liam og dig gik fra hinanden! Så, jeg spurgte ham ind til det, men han trak blot lidt ligegyldigt på skuldrene, så nu krøb jeg til korset og kom til dig for svar… Og så selvfølgelig for at se dig igen,” det kom bag på mig. Det kom virkelig bag på mig. Hvorfor havde han ikke fortalt det?

”Ved I det virkelig ikke?” jeg var forfærdet. Nej, jeg var i chok. Hvorfor havde han ikke fortalt dem den historie? Hvorfor var de uvidende om den skæbnesvangre dag, hvor Liams egoisme overmandede ham? Hvis han ikke ville fortælle dem den, så ville jeg med glæde gøre det, og jeg undlod ingen detaljer.

”Nej, han har holdt sine kort tætte,” han forsøgte at grine det en smule af, men det lykkedes ham overhovedet ikke. Faktisk nærmere tvært imod. Jeg var godt klar over, at Harry var meget nysgerrig

som person, og i dette tilfælde kunne jeg faktisk godt forstå ham. Hvis Haley og Nathan gik fra hinanden, ville jeg da også gerne have detaljerne.

”Jamen så lad mig fortælle det,” jeg satte mig bedre til rette, og iagttog ham, som han sparkede sine sko af, og smækkede fødderne op på sofabordet overfor mig. Det gjorde mig som sådan ikke noget, at han havde fødderne oppe på sofabordet. Det var det tætteste jeg kom på en fyr på mit værelse. Ha-ha, godt jeg stadig kan grine af mig selv.

”Det hele startede den treogtyvende december sidste år…”

 


 

At skulle arbejde over dagen før juleaften var ikke just min kop te. Jeg var udmattet af at gå i stilletter en hel dag, jeg havde ondt i hovedet af for lidt væske, og jeg ville egentlig helst tilbage til mit hjem, hvor jeg vidste, at Liam sad og ventede på mig. Liam. Liam, min kæreste, som jeg i dag havde været sammen med i et helt år. Det var utrolig så hurtigt tiden var gået, og at vi i morgen skulle tilbringe vores første jul sammen. Det var slet ikke til at fatte.

”Brooke, du er ude af fokus igen!” Victoria, min mor og værste fjende samt samarbejdspartner slog hånden ud foran mit åsyn, så jeg næsten havde fået en af hendes falske negle ind i øjet. Hvorfor kunne hun ikke bare lade mig slippe? At putte tøj på hylderne var ikke just det fedeste arbejde, og eftersom jeg designede tøjet, kunne jeg ikke forstå, hvorfor jeg skulle trækkes igennem dette også. Det havde jeg vel folk ansat til? Et smil løb over mine læber. Det var klart, at jeg var ukoncentreret, når der var så mange ting, jeg skulle forberede derhjemme til i morgen.

”Beklager Victoria, men jeg skal hjem nu, lad os lukke butikken ned for i dag,” for at være helt ærlig føltes det skønt, at være ejeren af dette firma. Jeg kunne gøre præcis, hvad jeg ville. Hvis jeg mente, at vi skulle lukke butikken, kunne hun ikke modsige mig, siden hun var ansat under mig.

”Jamen Brooke…” jeg løftede hånden op, før hun nåede at fortsætte, i det jeg fangede min taske på bordet, og kørte hånden igennem håret.

”Sådan er det bare. Lås når du engang går… Åh, og glædelig jul,” og med de ord forlod jeg butikken, og efterlod min mor alene tilbage. Så kunne hun lære det, jeg skulle hjem til Liam nu, og jeg var bedøvende ligeglad med, om det så betød, at jeg skulle forlade mit arbejde en time før tid.

 


 

At se huset torne sig op foran mig gjorde mig lykkelig. Selvom køreturen kun tog i omegn af fire minutter så var jeg glad for endeligt at være hjemme. Jeg havde ikke set Liam, siden jeg forlod ham i morges, og der sov han stadig tungt. Han havde været utrolig træt de sidste par dage, men jeg gik ud fra, at det blot skyldtes de mange koncerter og for lidt tid alene. Jeg lod ham sove.

”Liam, jeg er tilbage!” råbte jeg, da jeg åbnede hoveddøren, og kort tid efter lod den smække i bag mig igen. Stilhed. Man kunne end ikke høre en knappenål falde til gulvet, så jeg måtte gå ud fra, at Liam sov endnu. Det skadede ikke at tjekke efter.

”Skatter, det er tid til at stå op,” jeg puffede døren ind til soveværelset op, men i stedet for at finde ansigtet af en sovende engel var sengen i stedet redt, og det så ikke ud som om, at der havde været nogen der hele dagen. Hvad skulle det nu betyde?

”Liam?” uroligheden løb igennem mig, som jeg fulgte den eneste konstruktive tanke, der kørte rundt i mit hoved. Jeg flåede klædeskabet op, for kun at blive bekræftet i den ene idé jeg havde i mit hoved. Idéen om, at han muligvis havde pakket sine ting og smuttet. Skabet var tomt, og det eneste der var efterladt tilbage var en konvolut på en af de mange hylder. Nu var jeg sikker på, hvad dette drejede sig om. Han havde arrangeret et ophold på et hotel i anledningen af vores årsdag, og det ville dette brev fortælle mig mere om.

Jeg bed mig i læben, som jeg hev kuverten ud fra skabet, og nærmest kastede mig over på sengen. Der var så meget indeni mig, der glædede mig som en lille barn til at læse det. Crazy as it sounds…

 

Min kære Brooke.

 

Har du nogensinde hørt begrebet: Kærlighed kan gro, men det er sjældent, at den gror forevigt? Jeg har aldrig rigtig forstået meningen med det begreb før for ganske nyligt, da jeg sad alene tilbage i min lejelighed, og kiggede over på et forældet billede af du og jeg fra en af de første weekender, vi nogensinde tilbragte sammen. Det var en god tid.

Dette begreb funderede jeg over i længe, og jeg har lige siden jeg kiggede over på det forældede billede tænkt på; kan Brooke og jeg overhovedet klare denne store distance fra England til USA? Er vores kærlighed stærk nok, og er den i givet fald overhovedet det værd?

Som du nok har bemærket er alle mine ting forsvundet. Det skyldtes, at jeg er på vej tilbage til London. Selvom det overhovedet ikke kan forsvares, og selvom det bestemt ikke er den blideste og mest retfærdige måde at sige farvel på; så ville det gøre for ondt på mig, at skulle sige det til dit ansigt.

Jeg kan ikke fortsætte det her.

Jeg kan ikke lade som om, at denne afstand ikke afskærmer vores kærlighed, for det gør den. Vores forhold kan aldrig blive opretholdt med mindre jeg flytter til USA eller du flytter til England, og intet af dette synes sansynlig lige nu.

Vi er vidst begge for unge til at binde os fuld og fast.

Jeg håber dog, at du aldrig vil glemme de fantastiske minder vi sammen har formet, for det vil jeg ikke. De få gange jeg har hørt dig sige ordene; Jeg elsker dig, har fået mit hjerte til at springe flere slag over. Jeg bliver stadig helt varm om hjertet når jeg tænker på, at tre simple ord, kan redde hele min dag, hvilket jeg slet ikke var klar over, var muligt. Jeg ville ønske, at jeg kunne høre dig sige det hele tiden, om og om igen, uden stop.

Jeg kunne ikke sove sidste nat, fordi jeg vidste, at vores forhold ikke ville holde særlig meget længere. Dette var også grunden til, at jeg har sovet det meste af dagen væk.

Jeg håber ikke, at du fortryder hvad vi to har haft sammen. Det gør jeg i hvert fald ikke. Jeg har billederne hængende på væggen, og selvom at jeg kun er på vej hjem, så føler jeg allerede, at der mangler et eller andet i hverdagen. Dig, den måde vi kiggede på hinanden, den måde du smilede, alting. Sommetider, føler jeg dig nær mig, specielt, når jeg er alene. Måske en dag, vil jeg komme til Tree Hill igen for se dig. Men det vil mit hjerte dog endnu ikke kunne klare.

Jeg tror vi begge har brug for noget tid fra hinanden. Det vil vidst være det bedste for nu. Du skal blot vide, at jeg når jeg sidder alene hjemme i min lejelighed vil jeg stadig kigge på det forældede billede af os to og smile over de lykkelige stunder, vi tilbragte sammen. For dem vil jeg ikke være foruden.

Du skal vide, at du er den bedste ting, der nogensinde er sket for mig, og det vil du altid være, indtil den dag, jeg forlader denne verden. Jeg vil elske dig indtil solen stopper med at stå op om morgenen, og jeg vil vente med længsel på den dag, hvor jeg igen kan fortælle dig, hvor meget jeg elsker dig, og hvor meget du har betydet for mig.

En sidste ting.

Jeg vil altid være din.

Kærlige hilsner, og håbet om en god fremtid,

Liam.

Brevet faldt ud af min hånd, og jeg begravede chokkeret mit hoved i puden. Hvad skete der? Hvordan kunne han gøre det?

 


 

”Brooke jeg….” Harry kiggede nærmest forfærdet op på mig, og hvis jeg ikke tog meget fejl, så jeg også en tårer trille ned ad hans kind.

”Du behøver ikke sige noget Styles… Jeg har selv ingen ord for det endnu,” egentlig passede det ikke. Egentlig var det fuldkommen løgn, for jeg havde rent faktisk et ord for det.

Hjerteskærende

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...