Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Den 23. december 2012 syntes at blive verdens lykkeligste dag for Brooke Davis. Hun havde på denne dato været samme med sin kæreste, den famøse Liam i et helt år, og deres kærlighed skulle fejres ved at tilbringe julen sammen. Dette så dog imidlertid ikke ud til at ske, da Liam forlod Brooke tilbage med intet andet end et brev, og derefter aldrig vendte tilbage igen.
Et helt år senere modtager hun en invitation til et storslået bryllup imellem ingen ringere end fyren der knuste hendes hjerte og en af hendes tidligere folkeskoleveninder. Brooke vælger at tage til Wolverhampton for at deltage i brylluppet, men hvad sker der, når hun atter står ansigt til ansigt med fyren, som hun engang elskede af hele sit hjerte? Vil hun være i stand til at gennemføre hele december måned klods op og ned af det forelskede par, og vil der opstå kemi imellem hende og en af gommens bedste venner? Læs med i Last Christmas, og følg Brookes meget følelsesladede december måned!

200Likes
356Kommentarer
18737Visninger
AA

7. 5 december

 

Otte timer og fire minutter senere var jeg omsider nået til Wolverhampton med alt for lidt søvn i bagagen. Klokken var omkring ni om morgenen på grund af de fem timers tidsforskel, og jeg glædede mig mere end nogensinde til at komme hen på hotellet og få mig en ordentlig lur.

Det hotel, som receptionen skulle holdes på var lukket af for andre gæster, så da jeg ringede for at bestille et værelse fik jeg meddelt, at bruden og gommen stod for betaling af overnattende gæster. Jeg måtte åbenbart ikke være den eneste, der allerede kom i god tid, men hvem sagde nej til gratis overnatning? Desuden manglede Liam ikke penge, så det manglede også bare, at han diskede op med lidt service. Syntes jeg.

Jeg satte mig ind i en taxa og oplyste ham adressen, i det samme øjeblik som min mobiltelefon ringede. Til min store overraskelse var det Haley, der trods det faktum at klokken var lidt over fire om natten alligevel havde valgt at ringe mig op. Hun var med garanti nervøs, fordi hun ikke vidste, om jeg var nået sikkert frem.

”Brooke Davis,” sagde jeg flabet, som jeg tog den og førte telefonen op til øret. Der var et godt stykke vej til hotellet, hvis mine beregninger var korrekte, så det gjorde mig bestemt ikke noget, at hun ville underholde mig på turen derhen.

Hey Brooke, det er mig. Jeg vil bare gerne høre om du er okay? Er du nået sikkert derover?” typisk Haley. Hun bekymrede sig simpelthen for meget, når man tænkte over, hvor lille et problem dette var. Hvis der var styrtet en flyver ned imellem USA og Storbritannien, så ville hun nok have fået besked.

”Hey Hales, ja, jeg er på vej til hotellet lige nu, men jeg må sige, at jeg virkelig har behov for at sove. Tidsforskelle er virkelig hårdt for en,” grinede jeg en anelse uskyldigt, som jeg spejdede ud af vinduet mod den fjerne horisont.

”Det kan jeg godt forstå, er vejret ikke også fuldkommen anderledes? Har englænderne pyntet op til jul?” det ville være en underdrivelse at sige, at de havde pyntet op. Jeg ville nærmere sige at de havde gemt byen under dynger af julelys og den dynge sne, der lå og prægede fortovene. Det var underligt at mærke forskellen på juletraditionerne allerede. Det virkede som om, at englænderne gik noget mere op i det, end vi gjorde i Tree Hill.

”Vejret er koldt. Der ligger en ordentlig dynge sne, så jeg håber virkelig, at mine sko er praktiske nok,” jeg havde slet ikke taget højde for, at det kunne sne, da jeg pakkede min taske. Jeg havde absolut intet praktisk pakket overhovedet, og mine Louboutin stilletter var bestemt ikke egnet til denne slags vejr. Desuden var vejene utrolig glatte, så jeg ville med garanti vælte på min vej fra taxaen og ind på hotellet.

Pas på dig selv Brooke,” lød hendes meget bekymrede og anstrengte stemme i den anden ende af røret. Det var ikke svært at mærke, at Haley var blevet mor i en tidelig alder. Hun bekymrede sig meget om andre, og havde en tendens til at være en tand for overbeskyttende til tider.

”Rolig nu søde, hvis jeg skulle gå hen og brække benet, så overlever jeg også det,” et lille grin undslap mine læber, men da jeg ikke hørte hende grine med mig i baggrunden gik jeg ud fra, at hun ikke fandt min joke lige så morsom.

”Jeg talte ikke om dit ben, og jeg talte heller ikke om din arm eller din fod. Jeg taler om dit hjerte,” uden jeg havde nogen anelse om, hvorfor, kunne jeg mærke en kvalmende fornemmelse af savn. Jeg skulle aldrig have taget afsted. Jeg skulle aldrig have forladt Tree Hill for at gæste min ekskærestes bryllup. Hvad fanden tænkte jeg på?

”Haley?” jeg kiggede ud af vinduet og på det smukke morgenklare vintervejr, der havde lagt sig i fine lag på husenes tage. Sidst jeg var i Wolverhampton var det, da Liam præsenterede mig for sine forældre. Jeg forelskede mig i byen næsten med det samme, så følelserne der vendte tilbage i dette selv samme øjeblik var ufattelige. Det føltes så underligt at være her igen. Under disse forbehold.

”Begår jeg en stor fejl ved at være her?” hvorfor skulle hun også ringe til mig? Hvis hun ikke havde ringet mig op, så havde jeg ikke siddet her og ønsket, at jeg kunne tage den næste flyver hjem igen. For fanden da også.

Det kan ingen svare dig på, men hvis du spørger mig, ville jeg nærmer sige, at du ville begå en stor fejl, hvis du ikke tog chancen,” noget af det værste ved at have en yderst klog og fornuftig veninde var, at hun for det meste altid havde ret. Det havde hun med garanti også i denne situation. Det var i det mindste, hvad jeg håbede.

 


 

Godt og vel et kvarter senere parkerede taxaen foran Ramanda Park Hall Hotel. I forhold til mange af de hoteller jeg havde overnattet på i New York og L.A. var dette en smal sag, men dog havde det alligevel sin helt egen fantastiske charme. Jeg fandt allerede selve stedet fuldkommen idyldisk og harmonisk.

Så går det løs, var hvad min hjerne fortalte mig, og da jeg rakte taxichaufføren pengene, fornemmede jeg, hvordan min hånd rystede. Jeg var slet ikke forberedt på det her, og de spontane beslutninger havde jeg aldrig været særlig god til. Åh gud, jeg skulle blot være blevet hjemme i USA. Det her var fuldkommen absurd jo.

”Tak for køreturen,” smilede jeg til chaufføren, som jeg hankede op i min taske på sædet ved siden af mig, og åbnede døren lige efter. Vinden var ufattelig kold og den eneste tanke jeg kunne tænke var, at jeg skulle ind på hotellet i en rygende fart.

Hurtigt smækkede jeg fødderne ned i på den ryddede opgang op til dørene, og smækkede efterfølgende bildøren i efter mig. Gad vide, hvor mange mennesker, der allerede nu befandt sig på hotellet? Det ville være ufattelig pinligt, hvis jeg var en ud af to, der havde valgt at komme næsten tyve dage før brylluppet. Hvor var det dog typisk mig.

Nå, men jeg fik valset mig op af trapperne, og ind i den kæmpe reception, uden at vælte og brække mit ben. Det var da rart nok, at jeg ikke var fuldkommen tabt bag en vogn fra start af. Hvor pinligt havde det ikke lige set ud?

Den entré jeg blev mødt af var kolossal. Der var spækket med gæster i den ene eller anden dur, der gik frem og tilbage, og snakkede indbyrdes om alt mulig ligegyldigt. Var alle disse gæster inviteret til brylluppet? Det burde de næsten være, siden det hele var lukket af for alle andre. Det var dog utrolig absurd.

Spørgsmålet var så, hvor jeg skulle gå hen. Hvor skulle jeg tjekke mig ind henne? Jeg havde absolut ingen idé om noget som helst. Mit liv var definitivt slut.

”Brooke?” nej vent. Hvis jeg sagde, at mit liv var definitivt slut for blot to sekunder siden, så mente jeg det ikke. Det var først, da jeg hørte mit navn blive nævnt fra et sted bag mig, at mit liv for alvor braste i sænk. Nej. Jeg havde ikke noget overskud eller energi til at snakke med nogen lige nu. Slet ikke hende. Overhovedet ikke hende.

”Julia,” sagde jeg med et falsk smil spillende om mine læber, som jeg vendte mig om imod hende. Selvom jeg indvendigt havde lyst til at smadre hende i gulvet og banke hende gul og blå, så var jeg nødt til at opføre mig eksemplarisk. Vi havde trods alt været veninder engang… Engang før hun fik min kæreste til at skride. Den dumme skøge.

”Jeg kan slet ikke tro, at du er her! Hvor er det vildt!” hun stormede næsten de fire meter hen over gulvet imod mig og hev mig ind i en omfavnelse, som jeg bestemt ikke havde lyst til, at være en del af. Hun skulle holde sig på afstand. Jeg havde ikke lyst til at kramme med hende, når hun var sådan en bedrager. Tsh.

”Jeg kan heller ikke selv tro det,” mumlede jeg fjernt, i det jeg klappede hende afventende på ryggen, hvilket fik hende til at trække sig fra mig. Hun var simpelthen snotdum. Nej, snotdum var ikke engang ordet. Hun var værre endnu.

”Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke havde regnet med at se dig her. Årgh, Liam bliver så glad, når han ser dig!” mit hjerte sank ned i bunden af min mave, da hans navn forlod hendes læber. Var hun godt klar over, at Liam og jeg var kærester engang? Julia og jeg havde ikke talt sammen særlig meget siden vi gik ud af High School, så det var vel muligt, at han ikke havde nævnt noget overfor hende. Så igen, hvorfor skulle jeg ellers blive inviteret? Hvem havde overhovedet inviteret mig?

”Virkelig?” overraskelsen strålede vel nærmest ud af mig, da hun sagde det. Hvorfor ville Liam blive glad for at se mig? Efter den afslutning vores forhold endte med skulle man ikke tro, at han nogensinde ville se mig igen. Overhovedet.

”Ja selvfølgelig, dumme! Hvis han hadede dig, så var du nok ikke blevet inviteret vel?” betød det, at det var Liam der inviterede mig? Betød det, at han rent faktisk gerne ville have mig her? Spørgsmålene i mit hoved hobede sig op, og jeg var ikke sikker på, hvad svarene til dem lød. Jeg ville dog ønske, at jeg vidste det.

”Jeg glæder mig til at høre alle de saftige detaljer,” løgn på løgn. Jeg ville bestemt ikke glæde mig til at høre noget som helst, og da slet ikke hvordan hende og Liam mødte hinanden. Hvordan skulle jeg tackle det hele, hvis hun var grunden til, at han forlod mig? Jeg ville græde mig selv i søvne, og tæve hende ihjel med et bræt. Eller, noget derhen af i hvert fald.

”Det skal du virkelig også!  Omg, der er bare så fandens meget at fortælle! Først og fremmest så-” hun nåede aldrig videre med sit pladder, da en hånd lagde sig på min skulder, og jeg mærkede hvordan alt indeni mig frøs til is. Nej, nej, nej, nej, nej. Kunne jeg tillade mig at flygte? Kunne jeg godt spurte ud af døren så hurtigt som mine små ben og tynde hæle kunne bære mig?

Jeg var i tvivl om, hvordan jeg skulle kontrollere min vejrtrækning, og hvordan mit hjerte kunne arbejde normalt igen. Jeg havde bestemt ikke lyst til at vende mig om, og jeg havde slet ikke lyst til at tænke på, hvordan jeg skulle sige hej. Lad os kigge på kendsgerningerne endnu engang; han knuste mit hjerte. Hvordan skulle jeg sige hej til ham, for første gang siden han forlod mig? Tricky question.

”Brooke?” åh nej, det var nu det skete. Det øjeblik jeg havde frygtet det sidste år, og som jeg havde haft oseaner af mareridt omkring.

Mit møde med ham. Vores ”genforening,

”Liam,” jeg vendte mig om i en bevægelse, der skulle have været yderst formel og elegant, men som næsten fik mig til at snuble på hælene. Heldigvis nåede jeg at genoprette balancen, og se ind i hans meget åbne og meget glædesfyldte øjne.

Wow, hvis der var sket noget siden Liam og jeg gik fra hinanden, var det primært mest, at han var blevet tusinde gange kønnere. Han havde fået begyndende skægstubbe, var utrolig velklædt i tøjet, og udstrålede en utrolig selvsikkerhed i den måde han stod. Hold da op!

”Hvor er det godt at se dig,” mente han det eller var det blot endnu en lam joke, han fyrrede af? Uanset hvad kunne jeg mærke at hans kommentar kom så meget bag på mig, at jeg begyndte at fnise. Seriøst, jeg var den værste til sådan nogle samtaler som disse. Jeg var indbegrebet af akavet.

”Ville gerne sige det samme, men ville det ikke være lidt upassende?” jeg løftede prøvende øjenbrynet, før jeg rettede min opmærksomhed imod min tidligere veninde, der stadig stod, hvor hun altid havde gjort.

”Hvis det ikke gør noget, så vil jeg finde mig et værelse, jeg er ret bombet efter den lange flyvetur,” jeg smilede undskyldende, før jeg forlod parret alene tilbage på min vej mod receptionen.

Hvor smertefuldt jeg end havde troet dette ville blive, havde jeg på fornemmelsen, at det ville blive meget.

Meget.

Værre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...