Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Den 23. december 2012 syntes at blive verdens lykkeligste dag for Brooke Davis. Hun havde på denne dato været samme med sin kæreste, den famøse Liam i et helt år, og deres kærlighed skulle fejres ved at tilbringe julen sammen. Dette så dog imidlertid ikke ud til at ske, da Liam forlod Brooke tilbage med intet andet end et brev, og derefter aldrig vendte tilbage igen.
Et helt år senere modtager hun en invitation til et storslået bryllup imellem ingen ringere end fyren der knuste hendes hjerte og en af hendes tidligere folkeskoleveninder. Brooke vælger at tage til Wolverhampton for at deltage i brylluppet, men hvad sker der, når hun atter står ansigt til ansigt med fyren, som hun engang elskede af hele sit hjerte? Vil hun være i stand til at gennemføre hele december måned klods op og ned af det forelskede par, og vil der opstå kemi imellem hende og en af gommens bedste venner? Læs med i Last Christmas, og følg Brookes meget følelsesladede december måned!

200Likes
356Kommentarer
18698Visninger
AA

5. 3 december

 

Så sikker jeg havde været i min sag dagen forinden, var jeg i dag i tvivl, om jeg skulle afsted. Efter Haley var taget afsted på arbejde, havde min mening ændret sig hundrede gange, og jeg var stadig i tvivl om, hvad der var det rigtige at gøre.

Klokken var atten minutter over to, da jeg parkerede min sorte range rover udenfor den børnehave, hvor Jamie blev passet. Jeg havde lovet Haley, at jeg ville passe ham i dag, da hende og Nathan skulle ud og købe diverse julegaver på hendes eneste ugentlige fridag. De havde lavet ufattelig mange aftaler i denne måned allerede, og jeg forstod det udmærket godt, hvis de allerede var gået ned med stress. Det måtte være hårdt, når man også havde et barn oveni hatten.

Jeg drejede nøglen om, satte P-skiven, greb min taske på passagersædet og åbnede derefter døren. For at lede hans opmærksomhed væk fra den lange dag, som han med garanti havde haft, så havde jeg besluttet, at vi skulle en tur til det lokale indkøbscenter (fordi jeg vidste, at Haley og Nathan ikke ville være der) og få os en is og have et par hyggelige timer.

Det var altid en fornøjelse at tilbringe tid med Jamie, og han blev altid så glad, når det var mig der hentede ham i børnehaven. Det var kun hent en enkelt gang, at han var blevet umådeligt sur, og havde skældt mig ud for jeg var i hvert fald ikke hans mor. En lidt pinlig gestus, men efter lang tids overtalelse, fik jeg overbevist pædagogerne om, at jeg ikke var en pædofil stodder, der kom for at kidnappe børnene.

Jeg gik op ad den lange trappe og ind ad den åbne dør ind til den store indkomsthal, hvor en af pædagogerne sad bag en skærm, og noterede hvilke børn der var blevet afhentet. Det måtte dog være et ufattelig kedeligt arbejde, når jeg nu tænkte over det.

”Åh Miss Davis, er De kommet for at hente James?” nej, jeg er kommet for at bortføre en eller anden tilfældig. Hvad tror du? Selvom mine tanker ikke just var positive formåede jeg stadig at sende hende et meget anstrengt smil. Det var ikke just, hvad jeg behøvede sådan en dag som i dag. Jeg ville bare tilbringe tid med min nevø, så jeg kunne få min hjerne væk fra Liam og hans forpulede bryllup. Jesus Kristus altså.

”Det er jeg ja, hvor kan jeg finde ham?” jeg iagttog hende, som hun fandt navnet James Lucas Scott eller, som jeg bedst kendte ham; Jamie. Hun var simpelthen bare alt for langsomt i optrækket, hvis hun ikke engang kunne krydse ham af, samtidig med at hun fortalte mig, hvor jeg kunne finde ham henne. Kom dog videre i teksten kvinde.

”Han skulle meget gerne befinde sig inde ved siden af,” hun smilede varmt, som hun pegede på den åbne dør til venstre for sig, hvor lyden af børne stemmer og legoklodser gav en alt for høj genlyd. Man kunne næsten få helt stress at af være her.

”Jamie?” prøvede jeg en anelse tilbageholdent, som jeg trådte frem i døråbningen og kiggede ind. Det ville være pinligt, hvis der kom en eller anden unge rendende nu, der ville løbe ind i mine ben, så jeg skvattede så lang, jeg var. Okay, hvorfor skulle det også ske?

”Tante Brooke!” han smed de legoklodser, han nu havde i hånden, og spænede hen over gulvet og lige ind i min åbne favn. Denne gestus var lige ved at få tårerne til at flyde. Siden jeg modtog indbydelsen, havde jeg været meget følsom overfor de mindste ting. Når Jamie sådan omfavnede mig, fik det en tryghed indeni mig til at spire. Jeg følte mig hel igen.

”Hey J Scott, er du klar på en super-nice tur med tante Brooke?” jeg bøjede mig ned, så jeg kom på øjenhøjde med ham. Han smilede så fuldkommen overgearet og ukontrollerede, at jeg kunne mærke mit hjerte smelte. Når jeg var sammen med ham, så glemte jeg alle mine bekymringer. Jeg glemte alt det, der gjorde mig ked af det. Alle mine spekulationer.

”Yeees! Lad mig lige hente min trøje, så er jeg klar,” han løb lige forbi mig, hvilket gav mig muligheden for at rejse mig op i fuld højde igen. Det føltes en smule underligt sådan at sidde i skrædderstilling, når der nu ikke var nogen grund til det. 

 


 

En lille halv time senere slenterede Jamie og jeg rundt i det indendørs center, og kiggede lidt på de mange vinduer, vi passerede. Han havde talt uafbrudt, siden vi satte os ind i bilen, om hvordan hans kanin, Chester, havde spist så mange gulerødder, at den havde fået ondt i maven. Halvdelen af det han sagde, gav absolut ingen mening, men alligevel lyttede jeg interesseret med. Når jeg hørte alle de søde ting, Jamie lukkede ud, så lukkede jeg alle andre tanker ud. Heldigvis.

”Skal vi have en is?” jeg pegede på butik på den modsatte side af den, vi gik på, og bemærkede, hvordan han energisk nikkede. Jamie sagde aldrig nej til en is og da slet ikke, hvis han kunne få den lige så stor, han ville.

”Hvad kunne du så tænke dig for en?” spurgte jeg, da vi banede os vej hen over gulvet, og videre ind i butikken, hvor en ung kvinde stod bag disken og smilede. Hun så umådelig glad og frisk ud, hvilket blot gjorde mig utrolig irriteret. Grundet min manglende søvn de sidste to dage, skulle der ikke meget til at pisse mig af.

”Må jeg få en vaffel med chokolade?” han sendte mig et særdeles sødt og vindende smil, som jeg selvfølgelig ikke kunne stå for. Hvem kunne det? Han var ligesom noget af det sødeste, der overhovedet eksisterede.

”Så lad gå. Jeg skal have en vaffel med to chokolade kugler og en kaffe,” normalt kunne jeg bedst lide at få alt muligt i min kaffe, men jeg behøvede stærkt noget koffein, hvis jeg ikke skulle falde i søvn midt i det hele. De sidste to nætter søvnunderskud havde næsten gjort mig til et omvandrende monster. En mumie eller sådan noget.

Der gik aldrig længe før ekspedienten rakte mig både is og kaffe, og jeg i stedet smed en seddel på disken. Jeg gad ikke bøvle med drikkepenge, så jeg valgte at give Jamie sin is, hvorefter vi forlod butikken i en fart. Han var den eneste, jeg ville integrere mig med i dag, og derfor kunne jeg ikke magte at snakke med andre. Sådan var det bare.

”Hvorfor er du så underlig i dag tante Brooke?” vi satte os ned ved springvandet i midten af centeret, og jeg kunne ikke undgå at fnise af hans kommentar. Det var faktisk ret sødt, at han sådan kom med en så sød udmelding. Underlig? Tak Jamie, det hjalp på selvværdet.

”Du ved situationen med Liam, som din mor fortalte dig om? Da han forlod mig i juletiden?” han nikkede energisk, og tog en ordentlig bid af sin is, hvilket resulterede i, at han havde is siddende i hele hovedet. Det så ufattelig sødt og bedårende ud. Jeg ville også have et barn med is om munden.

”Han har lige inviteret mig til sit bryllup i denne dumme invitation,” jeg kløede mig irriteret i håret, og tog derefter en slurk af min kaffe. Jamie derimod stoppede sin is-spisning, for at kigge underligt på mig med løftede øjenbryn.

”Har han skrevet noget dumt i invitationen? Hvordan kan man det?” okay, jeg skulle overveje mit ordvalg, når jeg talte. Jeg glemte altid, at selvom Jamie var en ufattelig klog lille knægt, så var han altså stadig ikke særlig gammel, og havde derfor ikke altid lige let ved at forstå tingene.

”Det er det, der er problemet… Det er ikke hvad invitationen siger, det er måden han har skrevet det på. Han opfører sig som om, at han er bedre end mig, hvilket er åndssvagt. Han er en sanger, han laver ikke andet end at synge og blande underlige drinks til sig selv og sine bandmedlemmer,” jeg fnøs irriteret.

”Som chokolade mælk?” igen, jeg skulle overveje mit ordvalg. Han kunne jo ikke vide, at jeg talte om alkohol, når jeg sagde drinks. Det ville nok også være en dum idé, at blande en lille dreng ind i disse ting så tidligt  Jeg burde holde min mund.

”Ikke rigtigt,” jeg sendte ham et lille, opgivende smil, hvorefter jeg tog endnu en slurk af min kaffe, og foldede mine ben.

”Vil du dræbe nogen eventyr væsner?” det var en underlig udmelding, han kom med, og havde det været enhver anden end ham, var jeg med garanti også blevet irriteret. Men, Jamie var min lille guldklump, og han havde svært ved at bevare koncentrationen til tider.

”Jeg vil bestemt ikke dræbe nogen eventyr væsner!” udbrød jeg smilende, som han tog endnu en bid af sin is. Tænk at han kunne tage en bid af en is. Det måtte give nogle forfærdelige isninger i tænderne. Gys.

”Lover du det?” han hoppede ned fra sin plads ved springvandet, for at sætte sig over ved siden af mig. Chokoladen sad stadig klistreret ud over hele hans ansigt, og jeg kunne ikke undgå at smile over synet.

”På lillefinger ære, ja. Nu, hvor var jeg? Oh… Han skulle være heldig at have mig, jeg er Brooke Davis!” jeg slog ud med hænderne, og lod dem derefter falde ned i skødet.

”Brooke Penelope Davis,” rettede han mig, i det han atter førte isen op til munden, og en glædesfølelse løb igennem mig. Det var sjældent, at jeg blev omtalt ved mellemnavn, men det gjorde mig faktisk ikke noget. Jeg var ikke flov over det.

”Præcis! Desuden, hvad har han overhovedet nogensinde sagt for at lade mig tro, at han overhovedet er min tid værd?” ordene nåede knapt nok at forlade min mund, før Jamie havde åbnet sin, og kiggede på mig med disse bedårende øjne, han havde.

”Hvad er under alt det tøj, Brooke Davis?” okay, jeg skulle lade være med at fortælle ting til Haley. Havde hun sågar fortalt ham dette? Den linje Liam havde brugt overfor mig engang for tusinde år siden, og som slet ikke havde været så pervers, som den lød.

”Hvor gammel er du nu igen?” jeg løftede mit ene øjenbryn, og sendte ham et mistroisk smil. Af at være sådan en lille knægt, så var det ufattelig så klog og privilegeret han var. Hvis han ikke kom ind på et af de store universiteter, så ville det virkelig komme bag på mig.

Han rakte fire fingre frem imod mig, og jeg kunne ikke undgå at grine lidt stilfærdigt for mig selv.

”Okay så, en kugle mere for den kloge dreng, men du må ikke sige det til din mor!” jeg rejste mig op for min plads, og gjorde tegn til at han skulle følge med. Han havde så trods alt lige hjulpet mig til at huske, hvorfor jeg blev nødt til at tage af sted til brylluppet.

Jeg skulle vise Liam, hvad der var indenunder facaden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...