Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Den 23. december 2012 syntes at blive verdens lykkeligste dag for Brooke Davis. Hun havde på denne dato været samme med sin kæreste, den famøse Liam i et helt år, og deres kærlighed skulle fejres ved at tilbringe julen sammen. Dette så dog imidlertid ikke ud til at ske, da Liam forlod Brooke tilbage med intet andet end et brev, og derefter aldrig vendte tilbage igen.
Et helt år senere modtager hun en invitation til et storslået bryllup imellem ingen ringere end fyren der knuste hendes hjerte og en af hendes tidligere folkeskoleveninder. Brooke vælger at tage til Wolverhampton for at deltage i brylluppet, men hvad sker der, når hun atter står ansigt til ansigt med fyren, som hun engang elskede af hele sit hjerte? Vil hun være i stand til at gennemføre hele december måned klods op og ned af det forelskede par, og vil der opstå kemi imellem hende og en af gommens bedste venner? Læs med i Last Christmas, og følg Brookes meget følelsesladede december måned!

200Likes
356Kommentarer
18741Visninger
AA

27. 24 december II

 

”Hvad er der sket med Liam?” spurgte jeg en anelse nervøst, i det jeg satte mig ned på kanten af trappen for at få lidt mere kontrol over situationen. Jeg var bange for, at der var sket ham et eller andet farligt. Hvad det skulle være, det var jeg til gengæld mere i tvivl om.

Han er væk,” VÆK?! Hvordan kunne han blive væk? Han var ikke just så lille, at man skulle være bange for at miste ham af syne. Hvor kunne han være blevet af? Hvorfor ringede de til mig for at sige det, når de udmærket godt var klar over, at jeg sad på den anden side af Jorden og ikke kunne gøre noget som helst.

”Væk? Hvad mener du med væk?” et eller andet sted kunne jeg mærke panikken sprede sig i kroppen på mig. Jeg havde lyst til at tage det næste fly tilbage til Wolverhampton for at finde ham, men jeg var ikke sikker på, at det ville være til nogen gavn alligevel.

Han forlod Julia ved alteret, og vi har ikke kunnet finde ham siden,” vent hvad? Havde han forladt hende ved alteret? Havde han tænkt sig at forlade alle de kvinder som erklærede sin kærlighed til ham? Han var ikke just særlig god til det med piger lod det til.

”HVAD?!” og så fortalte Harry mig ellers hele historien fra ende til anden, og jeg kunne af en eller anden mærkelig grund fornemme lettelsen sive ind over mig. Af en eller anden grund blev jeg glad for, at han ikke var en gift mand. Julia skulle ikke være lykkelig. Hun var en dum ko.

 

Jeg skulle faktisk lige til at sige til Harry, at jeg nok skulle se, hvad jeg kunne gøre, da dørklokken ringede. Jeg bad ham om at hænge på, da jeg rejste mig op fra min plads på trappen, og begav mig de ganske få skridt, der var over til døren. Hvem kunne bilde sig ind at komme ved denne tid på juleaften? Det måtte næsten være en af Jamies venner, der kom for at aflevere en julegave til ham. Andre kunne det ikke være.

… Og det var så der, at jeg åbnede døren til et syn, som jeg bestemt ikke havde regnet med. Lige der foran mig, stod ingen ringere ned Liam James Payne – stadig iført sin smoking og med et meget forvirret og fortvivlet udtryk i øjnene. Jeg var som lamslået.

”Harry… Jeg har fundet ham,” formåede jeg at hviske, før jeg lagde røret på og fik placeret telefonen i vindueskarmen. Jeg havde ikke fjernet mit blik fra ham endnu, da jeg stadig troede, at det blot var en vision, jeg havde. Han kunne ikke være her. Hvorfor skulle han være her? Han skulle være i Wolverhampton ved sin forlovede… Hvis de stadig var forlovede.

”Liam?” overraskelsen var ikke svær at spore i min stemme, da jeg endeligt formåede at komme tilbage til virkeligheden. Dette var vitterligt ikke nogen drøm men den rene virkelighed. Han stod her rent faktisk.

”Jeg var ved at blive ramt af en bil på vej herover… Jeg har… Jeg har stået udenfor dit hus hele aftenen og tænkt over, hvad jeg skulle sige til dig,” hans tykke britiske accent gjorde mig blød i knæene, men jeg var stadig for vred og såret over hans exit i lufthavnen, at jeg kæmpede imod følelsen. Han skulle ikke have lov til at få mig til at føle sådan længere.

”Hvad laver du her?” jeg kiggede mig en enkelt gang over skulderen for at være sikker på, at ingen hørte mig, da jeg trådte ud på verandaen til ham og lukkede døren efter mig. De skulle ikke være vidner til dette, når jeg ikke engang selv vidste, hvor det ledte hen. Hvad hans intentioner var ved at dukke op.

”Jeg kunne ikke gifte mig med hende…” det havde jeg jo ikke regnet ud, tænkte jeg. Jeg var godt klar over, at han ikke kunne gifte sig med hende, men hvordan kunne det få ham til at tage hele vejen til USA? Han måtte have en bagtanke med det. Ellers gav det ingen mening.

”Det ved jeg men, hvad laver du her?” jeg lagde trykket på et andet sted i sætningen, så han muligvis forstod sammenhængen lidt bedre. Blot fordi han ikke kunne gifte sig med Julia, så burde han havde en god grund til at tage herover efter det, han gjorde imod mig i lufthavnen. Han burde holde sig på afstand.

”Det.. Du.. Alt, jeg.. Jeg kunne ikke gifte mig med hende, fordi hun ikke er dig,” jeg kunne næsten mærke, hvordan jeg gav efter for hans ord. Det gjorde mig så rørt, at han havde det på den måde, men samtidig så måtte jeg ikke lade det have en effekt på mig. Han fortjente ikke at se mig rødme, ikke længere.

”Det hjælper bare ikke rigtigt længere Liam… Du valgte mig stadig fra på grund af hende,” jeg korslagde mine arme over brystet, men det føltes ikke som om, at det gav den samme form for beskyttelse, som det gjorde engang. Jeg var vidst efterhånden blevet immun overfor den teknik, og mit hjerte var blevet mere åben overfor smerte, end det tidligere havde været.

”Jeg behøver, at du stoler på mig og tror mig, når jeg siger, at mit hjerte var hos dig hele tiden. Jeg elsker dig Brooke. Og jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal sige det,” sagde han lige, at han elskede mig? Selvfølgelig elskede han mig, for jeg elskede jo også ham, men det lod bare ikke til, at det var nok længere. At han sagde, at hans hjerte var hos mig ændrede ingenting. Ord betød ingenting overfor handlinger. Det vidste alle.

”Hvad med den måde du viser det på Liam? Jeg har aldrig skubbet dig fra mig, jeg har holdt ved hele tiden, men jeg behøvede, at du også behøvede mig! Okay, hvorfor fortalte du mig ikke om Julia dengang, og hvorfor ringede du ikke til mig, efter du havde forladt mig, og hvorfor vil du aldrig nogensinde bare lukke mig hele vejen ind?!” tårerne strømmede ned af kinderne på mig, da jeg slog min hånd blidt ind i brystkassen på ham. Lige der hvor hjertet sad, så han kunne mærke, hvordan det føltes. Hvordan smerten bredte sig.

”Ved du hvad Brooke? Jeg tror, at du prøver på at spolere det her! At du prøver på at finde enhver grund til, at du kan sige fra, så du ikke skal bekymre dig om at blive såret igen,” selvom jeg hadede at indrømme det, så var det sandt. Hvor let og simpelt det end ville være for mig blot at tilgive ham, så kunne jeg ikke gøre det. Jeg fandt enhver lille udvej, jeg kunne for at skubbe ham fra mig, så han ikke ville knuste mit hjerte for efterhånden tredje gang.

”Men hvorfor skulle jeg lukke dig ind? Hvorfor skulle jeg tilgive dig, når du lige så godt kunne være hos Julia lige nu? Jeg mener, hvad er forskellen på mig og hende overhovedet?” tårerne strømmede stadig ned af kinderne på mig, men jeg var på dette tidspunkt fuldkommen ligeglad med, hvordan han så mig. Det gjorde mig ikke længere noget, at jeg så sårbar og tilintetgjort ud, for det var også sådan jeg havde det indeni. Jeg var knust, og det var ene og alene fuldkommen hans egen skyld.

”Forskellen? Forskellen er, at jeg elsker dig Brooke. Jeg vil være sammen med dig, ikke Julia,” det burde jeg egentlig have sagt mig selv. Han havde jo ikke stået her på min veranda, hvis han ikke ville være sammen med mig. I hvert fald ikke på juleaftensdag, hvor han gerne skulle være sammen med alle dem, som han holdte af. Alle dem, som betød noget for ham.

”Men hvorfor? Jeg bliver nødt til at vide hvorfor,” jeg slog opgivende ud med hænderne, før jeg kørte den ene hånd igennem mit krøllede hår. Jeg måtte med garanti ligne noget der var løgn i ansigtet lige nu, for min make-up var sikkert ikke vandfast. Jeg havde grædt et helt vandfald de sidste fem minutter, og det så ikke ud til at stoppe lige foreløbigt.

”Fordi… Fordi du løfter dine øjenbryn, når du prøver på at være sød. Fordi du citerer Shakespeare, selvom jeg aldrig rigtigt har set dig læse. Fordi du savner dine forældre, selvom du aldrig nogensinde vil indrømme det. Og selvfølgelig fordi at jeg har givet præcis to af disse pinlige taler i hele mit liv, og de har begge været for dig… Jeg mener, det må da betyde noget ikke? Hvad vil du ellers have Brooke?” det var ikke engang fordi, at hans ord kom bag på mig, men da jeg mærkede hårene på mine arme rejse sig, kunne jeg så småt fornemme, at der var noget, der alligevel havde påvirket mig. Godheden, måske? Dog ændrede det ikke på det faktum, at han ikke kunne se det, at han ikke kunne se det, som jeg havde forsøgt at opnå under hele mit ophold. At jeg ville have ham til at kæmpe for mig.

”Hvad jeg vil have? Jeg vil have, at du kæmpede for mig! Jeg ville have dig til at sige, at der ikke var nogen anden, du nogensinde kunne være sammen med, og at du hellere ville være alene end uden mig.” jeg foldede endnu engang armene over brystet, da jeg kiggede ham meget dybdegående ind i øjnene. Åh, de øjne. De var så smukke og indsigtsfulde, og jeg ville ønske, at jeg kunne kigge i dem altid.

”Hvordan skulle jeg kunne vide det?” hans ord gjorde faktisk mere ondt på mig, end man skulle tro. Det gjorde ondt på mig, fordi han ikke kunne se det. Han kunne ikke se det faktum, at han ikke havde kæmpet for mig. Han havde mere eller mindre gjort det modsatte, ved ikke blot at stikke af fra begyndelsen.

”Det ved du bare Liam,” hviskede jeg med en meget rystende stemme, da jeg kiggede på ham med sammenknebne øjne. Jeg kunne vel i bund og grund ikke forstå, hvordan han ikke kunne forstå det, der var så simpelt for mig.  

”Er det slet ikke muligt, at du kan tilgive mig? Jeg tilgav trods alt dig,” han sendte mig sine mest bedårende øjne, og jeg rynkede brynene nærmest med det samme. Hvad fablede han nu om?

”Hvad tilgav du mig for?” Vinden tog fat i træerne, og fik bladende til at ryste. Det var blevet koldt her i Tree Hill, men da der intet sne lå, føltes det ikke nær så idyldisk, som det havde gjort det i Wolverhampton.

”For at du lagde op til mig, når jeg trods alt skulle giftes. For at du ville have mig til at flygte med mig, selvom mit bryllup stod for døren. For at du fik mig til at forelske mig i dig igen, selvom det aldrig havde været meningen,” hans stemme var alvorlig, men med vinden i håret så han mere uskyldig ud end nogensinde før. Han havde ret. Han havde fuldstændig ret, men det passede mig ikke alligevel.

”Ved du hvad Liam, det elsker jeg dig virkeligt for, men jeg kan ikke fatte, at du bruger det imod mig nu!” jeg bed tænderne sammen og kiggede utålmodigt op på ham. Ja, jeg havde lige brugt E ordet, men det ændrede ikke på det faktum, at jeg stadig var sur og vred over, at han brugte det som et argument imod mig. Det var ikke fair.

”Jeg bruger det ikke imod dig. Det gør jeg ikke. Det føltes bare som om, at du blot venter på, at kunne skubbe mig væk, og helt ud af dit liv, når jeg virkelig prøver på at komme tilbage i det igen!” han slog ud med armene. Hvad skulle jeg svare på dette? Et eller andet sted var det jo ikke løgn. Jeg prøvede jo inderst inde på, at skubbe ham væk. Det var det letteste.

”Bare fortæl mig, hvorfor du tog hele vejen til Tree Hill for at være sammen med mig, i stedet for at fuldføre dit bryllup som du først havde sat dig for, og det faktum at du elsker mig, er ikke godt nok,” det var tydeligt, at min stemme knækkede, og jeg slog blikket ned i jorden foran mig. Jeg kunne ikke se på ham længere. Det var for svært.

 ”Jeg kan ikke sige noget dårligt om Julia. Sandheden er, at jeg holder meget af hende,” jeg følte et underligt stik i maven. Var det jalousi? Var det noget helt tredje? Jeg kunne efterhånden ikke længere finde ud af det.

”Vi bliver nødt til at finde ud af, hvad vi gør med os,” sagde han så, og jeg bed mig i læben. Denne ville gøre ondt.

”Os? Der er ikke noget os Liam, og jeg er ikke sikker på om der nogensinde har været det,” konstateringen lød meget bedre inde i mit hoved, end det gjorde, da jeg først fik ordende ud. Det lød barskt, det lød brutalt, og det lød helt forkert. Jeg vidste, at der havde været ægte følelser imellem os, og jeg vidste, at jeg var dum, hvis jeg prøvede at benægte det.

”Brooke, jeg er ked af det, men jeg behøver dig. Jeg behøver dig i mit liv. Du er den som jeg vil være sammen med, og selvom du ikke vil erkende det, så ved jeg at et sted inderst inde, der har du det også sådan. Det slog mig ihjel indeni, da jeg gik fra dig i lufthavnen, og jeg er ked af, at jeg ikke kæmpede for dig noget før. Det var som om, at det først var, da du var rejst, at jeg indså hvor meget, jeg behøvede dig i mit liv,” hans stemme døde ud ved den sidste sætning, og jeg prøvede ihærdigt, at få styr på alle mine tanker. Jeg var forvirret, jeg var irriteret, og jeg var på en eller anden måde taknemmelig.

”Jeg kender dig Brooke. Inderst inde ved jeg, at jeg kender dig meget bedre, end jeg kender Julia. Jeg ved, at jeg måske ikke ligefrem er den nemmeste fyr at håndtere, men jeg er inderligt forelsket i dig. Jeg ved, at du ikke vil såres, og det ved jeg, at jeg ikke kommer til at gøre igen. Jeg ved, at jeg virkelig klokkede i det, men jeg ved også, at jeg har tænkt på dig lige siden, jeg forlod dig første gang. Jeg blev nødt til at fortælle dig, hvordan jeg havde det,” han holdte en kort pause, og fangede mit blik før han fortsatte:

”Den person jeg vil have ved min side, når alle mine drømme går i opfyldelse skal være dig, fordi du er min drøm, og ved du hvad? Jeg har ikke tænkt mig at stoppe med at følge den, før jeg har opnået den. Når min drøm engang går i opfyldelse, vil jeg aldrig nogensinde slippe den igen. Jeg vil ikke lade dig gå igen Brooke, og ved du hvorfor? Fordi jeg ikke kan. Da vi sagde farvel i lufthavnen, var jeg så indebrændt og ked af det, at jeg overvejede at tage det næste fly, og finde dig. Jeg var så væk i dig Brooke, det er jeg stadig, og jeg ved, at du er usikker omkring det, både på grund af Julia, og det jeg gjorde imod dig, men jeg tror, vi kan klare det sammen,” jeg var ikke klar over, hvad jeg skulle sige. Han havde netop sagt så mange søde og lidenskabelige ting i en køre, at min hjerne ikke kunne tænke længere. Den var stoppet med det samme.

”Jeg er den rette fyr for dig Brooke Davis, og jeg ved, at jeg sårrede dig sidste gang men…” jeg udbrød et lille trist udbrud med et smil på mine læber, da jeg kiggede op på ham med mine skuldre en smule løftet.

”Jeg elsker dig…” jeg havde aldrig troet, at jeg skulle høre mig selv sige de ord til ham nogensinde igen, men det føltes alligevel så fantastisk at høre det. Ja, jeg elskede ham, det havde jeg hele tiden gjort, og jeg følte, at jeg endeligt havde alting på plads. Alting jeg behøvede at få på plads. Ham i mit liv.

“Jeg elsker også dig…” svarede han mig, overrasket over mit udbrud, men jeg nåede ikke at studere hans ansigt yderligere, før det øjeblik jeg havde ventet på endeligt blev til virkelighed. Han kyssede mig. Intenst, midt på verandaen på den mest romantiske måde man overhovedet kunne tænke sig til. Mit hjerte var omsider helt igen, hvilket ringen på min finger også var et ganske pænt symbol på. Jeg havde ham nu for evigt.

 

Sidste jul gav jeg mit hjerte væk, men fik det knust i flere tusinde stykker. I år gav jeg det væk til en ganske særlig person – den samme person, med et håb om at det aldrig nogensinde vil blive knust igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...