Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Den 23. december 2012 syntes at blive verdens lykkeligste dag for Brooke Davis. Hun havde på denne dato været samme med sin kæreste, den famøse Liam i et helt år, og deres kærlighed skulle fejres ved at tilbringe julen sammen. Dette så dog imidlertid ikke ud til at ske, da Liam forlod Brooke tilbage med intet andet end et brev, og derefter aldrig vendte tilbage igen.
Et helt år senere modtager hun en invitation til et storslået bryllup imellem ingen ringere end fyren der knuste hendes hjerte og en af hendes tidligere folkeskoleveninder. Brooke vælger at tage til Wolverhampton for at deltage i brylluppet, men hvad sker der, når hun atter står ansigt til ansigt med fyren, som hun engang elskede af hele sit hjerte? Vil hun være i stand til at gennemføre hele december måned klods op og ned af det forelskede par, og vil der opstå kemi imellem hende og en af gommens bedste venner? Læs med i Last Christmas, og følg Brookes meget følelsesladede december måned!

200Likes
356Kommentarer
18708Visninger
AA

26. 24 december I

 

Jeg var overrasket over, at det rent faktisk var lykkedes mig at trække i noget præsentabelt tøj, da familien Scott havde inviteret sig selv til juleaften hos mig. Siden jeg kom hjem fra mit ophold i England, havde jeg mere eller mindre tilbragt alt min tid i sengen, hvor jeg havde læst Liams brev om og om igen, imens jeg kastede lange blikke mod døren – som om at jeg blot ventede på det øjeblik, hvor Liam ville komme stormende ind, imens han fortalte mig, hvor meget han havde fortrudt. Det var dog imidlertid ikke sket, og han var nu en gift mand. Desværre.

 

Nå, men jeg befandt mig lige i dette øjeblik i stuen, hvor jeg iagttog Jamie der med begejstrede øjne betragtede de bunkevis af gaver, der lå under juletræet. De havde gjort sig stort besvær med at få både juletræ og julemad med over til mig, og det betød utrolig meget. De lod mig ikke røre en finger. Det havde sat et lille positivt spark i mit humør at tilbringe tid med Jamie igen, men det var stadig ikke nok til at fjerne enorme sten der stadig knuste mit hjerte i flere og flere stykker.

Vi havde lige rejst os fra middagsbordet, og alt imens Haley og Nathan ryddede af bordet, besluttede jeg mig for at sikre mig, at den lille dreng ikke åbnede nogen gaver før tid. Selvom den normale tradition gik ud på, at man først skulle åbne gaverne den 25 om morgenen, så var vi alle blevet enige om, at det var synd for Jamie, at han skulle vente så længe. Vi kunne lige så godt bare åbne dem i aften, og derved også få et par timer længere søvn i morgentimerne.

”Hvad så Jamie er der nogen store pakker med dit navn på?” jeg forsøgte så godt som overhovedet muligt at lyde oprigtigt begejstret og interesseret, da jeg rykkede lidt længere frem i sædet for bedre at kunne snakke med ham. Han havde godt kunnet mærke på mig, at der var noget galt, men jeg var sikker på, at Haley havde givet ham strenge ordre om, at han ikke skulle påpege det.

”De er næsten ALLE sammen til mig tante Brooke!” udbrød han glædeligt, da han for en kort stund fjernede sine øjne fra gaverne og over imod mig. Det fik smilet frem på mine læber, og jeg kunne næsten mærke tårerne presse sig på. Det gjorde mig på en eller anden måde totalt følelsesladet, at han var så sød. Han mindede mig om Liam.

”Jeg har faktisk også en gave med til dig. Jeg skal bare lige ud i køkkenet og hente den, okay?” jeg sendte ham et kærligt smil, da jeg rejste mig op fra min plads og begav mig ned langs gangen mod køkkenet. Dog kunne jeg høre lyden af Haley og Nathan tale på den anden side, hvilket fik mig til at stoppe op for en kort stund.

Tror du måske blot at det hele blev for meget for hende? Måske blev hun bare bange for det faktum, at hun behøvede nogen for meget,” hørte jeg Haley spørge. Snakkede de om mig? Selvfølgelig snakkede de om mig. Jeg havde været det helt store samtaleemne, siden jeg kom tilbage fra England.

Jeg ved det ikke Hales… Jeg ville bare ønske, at vi kunne stille mere op for at hjælpe hende,” det var der, jeg besluttede mig for at træde ud i køkkenet, som om at intet var hændt. Jeg var ikke den mindste smule sur eller skuffet over, at de talte om mig bag min ryg, for de var trods alt mine venner, og de ville mig kun det bedste. Jeg skulle virkelig være taknemmelig over de fantastiske mennesker, som jeg havde omkring mig. Det skulle jeg virkelig.

”Hey venner, har I set Jamies gave?” jeg smilede en anelse mere anstrengt end nødvendigt, da de vendte sig væk fra deres opvask for at kigge på mig. Selvom jeg elskede, at de var så forstående overfor situationen, så var jeg utrolig ked af de medlidende blikke, som de sendte mig. Jeg havde ikke behov for, at de havde medlidenhed med mig, de skulle bare lade hele emnet ligge, til jeg var klar til at tale om det.

”Klart den… Den ligger ovre på bordet,” Haley pegede i retningen af kommoden i den modsatte ende af køkkenet, og jeg gik ganske målrettet over i mod den. Vi havde ikke talt meget om Liam-episoden siden jeg kom hjem, hvilket nok primært skyldtes at de ikke ville ruske op i de gamle sår allerede. Det var stadig alt for følsomt et emne.

”Jeg går ind og ser til Jamie,” Nathan smed sit viskestykke fra sig på bordet, da han forlod lokalet, og jeg var udmærket godt klar over, hvad det betød. Det betød, at Haley og jeg var alene for første gang hele dagen, og at hun derfor havde mulighed for at spørge mig om det ene simple spørgsmål, som stadig gjorde så forbandet ondt at høre:

”Brooke er du okay?” hendes ord rungede i mit hoved, og jeg havde svært ved at fordøje dem ordenligt. Normalt ville man mene, at det var et let spørgsmål at besvare, ikke? Problemet lå blot i, at det også var et af de spørgsmål som ofte blev besvaret med en løgn. Jeg var bare blevet så træt af at lyve, at jeg lige så godt kunne nedbryde facaden og fortælle om mine sande følelser.

”Nej Haley, jeg er langt fra okay,” jeg tog Jamies gave op i hænderne, før jeg vendte mig om imod hende og for første gang i utrolig længe smed min facade ned. Jeg lod hende se smerten i mine øjne, det forsvindende smil på mine læber og det matte ansigtsudtryk. Jeg var færdig med at lyve om, hvordan jeg havde det.

”Brooke, du er et af de stærkeste mennesker, jeg kender. Jeg ved godt, at jeg har sagt det til dig før, men jeg mener det. Du skal nok komme igennem det her, og jeg kender en sød lille fyr, som vil gøre alt for at se sin tante og gudmor være glad igen,” jeg kunne alligevel ikke undgå at smile, da hun beskrev Jamies situation for mig. Havde det ikke været for ham, var jeg sikket heller ikke kommet ud af sengen i dag. Det betød meget, at han var så omsorgsfuld af blot en fire år gammel dreng at være. Det var utrolig så meget plads, han kunne finde i sit hjerte.

”Jeg skal nok klare den Hales… Jeg skal bare på benene igen,” jeg smilede endnu et meget svagt smil, før jeg fandt min vej tilbage til dagligstuen, hvor søde lille Jamie stadig sad tættest ved juletræet med en pakke i hånden. Havde Nathan virkelig givet ham lov til at åbne gaverne, før vi andre var klar? Jeg skulle aldrig have forladt stuen, og givet ham ansvaret for den lille knægt. Han var så ufattelig svær at modstå, så selvfølgelig var han bukket under.

”Nathan Scott har du virkelig ladet ham starte med gaveåbningen uden mig?” selvom jeg prøvede mit bedste på at lyde både sur og chokkeret, så lykkedes det mig langt fra. For at være ærlig så gjorde det mig faktisk ingenting da den lille fyr i sidste ende fortjente at åbne alle de pakker, der var tildelt ham. Han skulle være glad.

”Tante Brooke, det er en gave til dig,” han rejste sig op fra sin plads på gulvet for at finde vejen over til mig. Jeg placerede den store Wii indpakning i en af stolene, før jeg bøjede mig ned imod ham, da han rakte mig den lille firkantede boks. Jeg var ikke spor i tvivl om, hvem gaven var fra, men det undrede mig alligevel, at den var til stede i lokalet. Jeg havde gjort alt hvad der stod i min magt, for at tale Haley fra den idé, at gaven skulle under træet. Jeg havde ikke spor lyst til at åbne den.

”Skal du ikke åbne den?” han kiggede længselsfuldt på mig og på den gave, som Liam havde givet mig i lufthavnen. Nej, jeg skulle ikke åbne den, men… Hvordan kunne jeg lade være? Et eller andet sted blev jeg nødt til blot at bide i det sure æble og gøre det.

”Selvfølgelig,” jeg trak vejret dybt ned i maven, da jeg satte mig ned på kanten af stolen og forsigtigt åbnede den sløjfe, han havde bundet. Eller, det var nok ikke ham, der havde bundet den, men nok nærmere ekspedienten i den butik, han havde købt den i. Jeg var ikke sikker. Langsomt fjernede jeg papiret og sad dernæst tilbage med en ganske lille æske som nemt kunne være i min håndflade.

”Du tabte noget, tante Brooke!” Jamie bukkede sig ned på jorden foran mig, hvorefter han rakte mig et sammenfoldet stykke papir, som jeg havde overset i farten. Hvad var det her?

Før jeg besluttede mig for at læse brevet åbnede jeg den lille æske meget nænsomt, næsten som om at jeg var bange for, at indholdet skulle gå i stykker. Et gisp forlod mine læber.

Jeg havde absolut ingen ord at sige, da jeg så ringen, der var placeret i midten af den lille boks. Det var noget af det smukkeste, jeg nogensinde havde set. Tårerne truede endnu engang med at flyde ned af mine kinder. Hvorfor gav han mig denne? Hvad havde jeg gjort for at fortjene den.

”Læs sedlen!” Jamie kiggede utålmodigt på mig, da han tog den lille æske ud af hånden på mig, så jeg bedre kunne folde papiret ud. Jeg var ikke sikker på, om jeg var i stand til at læse det. Jeg var bange for, at det var for følelsesmæssigt.

 

Kære Brooke.

 

Jeg føler mig som en svans. Det er anden gang, at jeg forlader dig, og endnu engang gør jeg det med et brev. Jeg har vel aldrig været særlig god til det med ord. Det er den eneste rigtige forklaring.

Denne gave, som jeg har givet dig er ganske speciel. Faktisk findes der ingen ring i hele verden, der er ligesom denne. Den har været min farmors. Det var meningen, at jeg skulle give den til Julia i kirken, men jeg købte en anden til hende i stedet. Denne er yderst værdigfuld for min familie og jeg, og derfor skal den også gives videre til en, som fortjener den og som vil værdsætte den. En som dig.

Jeg er ked af, at det endnu engang skulle gå sådan her imellem os. At jeg skulle forlade dig i juletiden efter at have givet dig et håb om en sikker fremtid. Jeg håber dog, at du får den fremtid, som du altid har drømt om. En med en fyr, der fortjener din kærlighed. Den har jeg ikke just gjort mig fortjent til.

Som den fantastiske mand Nicholas Sparks sagde i ’A Walk to Remember,’ – ”Love is like the wind, you can’t see it but you can feel it,” det er sådan jeg vil have dig til at huske, når du tænker på mig. Selvom du ikke længere kan se min kærlighed, så håber jeg, at du kan fornemme den. Den vil altid være tæt på dig Brooke, den vil altid være med dig, og det mener jeg.

 

Jeg vil ikke bruge mere tid på at sige undskyld, for der er ingen undskyldninger der er gode nok.

 

Husk på, at jeg altid vil være din.

 

Kærligst Liam.

 

Havde det ikke været for Jamie, så havde jeg brudt sammen i gråd. Han kiggede op på mig med sine små søde øjne, da han tog ringen op fra æsken og rakte ud efter min hånd. Hvad havde han gang i? Der gik ikke mange sekunder, før han fik presset ringen ned over min ringefinger.

”Hvis ingen andre vil gifte sig med dig, så vil jeg gerne tante Brooke,” og det var dén simple kommentar der vitterligt reddede min dag. Jeg udvekslede et kort blik med Nathan, før vi begge brød sammen af grin. Det var noget af det sødeste og mest ærlige, jeg nogensinde havde hørt en person sige til mig før. Og det betød så meget.

 

Ligesom jeg netop var begyndt at have glæden tilbage i livet begyndte min telefon at ringe. Normalt ville jeg ikke tage den på trods af omstændighederne, men Danielle havde lovet, at hun ville ringe og ønske mig en glædelig jul.

 

Harry Styles

 

Stod der på displayet, da jeg fik telefonen op fra min taske. Måske ringede hun fra hans telefon? Måske var hun for travlt optaget til at ringe og bad ham gøre det i stedet? Jeg valgte at tage den.

”Brooke Davis telefon,” svarede jeg med et smil, da jeg stadig havde svært ved at styre mit grineflip. Der var ingen der sagde noget i den anden ende.

Hej Brooke… Det er Harry…” hans stemme var så sårbar og bekymret, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle reagere. Der var noget galt, det var der ingen tvivl om.

”Harry er alting okay?” jeg rejste mig op fra min plads på stolen og begav mig i stedet ud i gangen, hvor de andre ikke kunne høre mig.

Det… Det er Liam…” og det var præcis som de ord forlod hans mund, at min verden atter brød sammen. Der var sket noget med Liam, og så vidt jeg kunne høre, så var det slet ikke godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...