Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Den 23. december 2012 syntes at blive verdens lykkeligste dag for Brooke Davis. Hun havde på denne dato været samme med sin kæreste, den famøse Liam i et helt år, og deres kærlighed skulle fejres ved at tilbringe julen sammen. Dette så dog imidlertid ikke ud til at ske, da Liam forlod Brooke tilbage med intet andet end et brev, og derefter aldrig vendte tilbage igen.
Et helt år senere modtager hun en invitation til et storslået bryllup imellem ingen ringere end fyren der knuste hendes hjerte og en af hendes tidligere folkeskoleveninder. Brooke vælger at tage til Wolverhampton for at deltage i brylluppet, men hvad sker der, når hun atter står ansigt til ansigt med fyren, som hun engang elskede af hele sit hjerte? Vil hun være i stand til at gennemføre hele december måned klods op og ned af det forelskede par, og vil der opstå kemi imellem hende og en af gommens bedste venner? Læs med i Last Christmas, og følg Brookes meget følelsesladede december måned!

200Likes
356Kommentarer
18662Visninger
AA

25. 23 december

 

LIAMS SYNSVINKEL

 

At sige at jeg havde det forfærdeligt ovenpå gårsdagens afsked med Brooke ville være en underdrivelse. Synet af hendes ansigt, da hun spandt rundt på hælen og forsvandt længere og længere væk sad stadig plasteret på min nethinde og dukkede op for mit indre hver evig eneste gang, at jeg lukkede øjnene.

 

Nå, men eftersom der kun var en lille time til brylluppet, befandt jeg mig på mit værelse, hvor jeg netop var blevet færdig med at klæde mig på. Egentlig burde dette være tidspunktet, hvor sommerfuglene begyndte at invadere min mavesæk og gøre mig spændt og højrystet, men der var ingen følelse at hente. Måske var det fordi, at jeg var for nervøs til at føle noget? Nej… Hvem prøvede jeg på at narre? Jeg var udmærket godt klar over, hvorfor jeg ingen glæde kunne finde, og det var ene og alene min egen skyld.

 

Bank bank bank

 

Lyden af en håndflade mod døren fik mit hjerte til at slå tyve gange hurtigere. Jeg tog mig selv i at danne et håb om, at det muligvis var Brooke, der var vendt tilbage for at stå bag mig i denne beslutning. Hvorfor var jeg så langt ude? Selvfølgelig havde Brooke ikke tænkt sig at komme til brylluppet. Slet ikke efter alt det, som jeg sagde til hende i går. Jeg havde skuffet hende endnu engang, hvilket var grundlag nok for hende, til at lukke mig ud af hendes liv for evigt. Det var vel også det, som jeg fortjente.

”Kom ind!” råbte jeg i et forsøg på at lyde begejstret og opstemt, men jeg var helt overbevist om, at det ikke lykkedes mig særlig godt. Alle andre end Julia var godt klar over, at mit hjerte ikke var i dette på samme måde, som det havde været før Brooke ankom til England. Hvis hun aldrig var kommet, var jeg aldrig blevet i tvivl om mine følelser. Jeg ville have været en lykkelig mand nu i stedet for denne forræderiske kujon, der i sidste ende fortjente alt den smerte, som han var blevet pålagt.

”Hej champ, hvordan har du det?” jeg måtte faktisk indrømme, at jeg blev en smule overrasket, da både Christina og Danielle trådte ind over dørtærsklen til mit værelse. Jeg havde ikke haft særlig meget mulighed for at tale med dem de sidste par dage, for jeg var bange for, at mine intentioner omkring Brooke og hele eskapaden ville blive for tydelig. Jeg ville ikke have, at for mange mennesker havde næse for sagen.

”Jeg har det udmærket,” løj jeg med et kærligt smil, da Christina omhyggeligt lukkede døren bag sig, og de begge meget målrettet gik over imod sofaen der stod lige overfor den stol, som jeg sad i. De så meget eftertænksomme ud, og det var nok også der det slog mig, at de vidste noget, som de ikke skulle vide. Måske endda mere.

”Jeg ville ønske, at vi kunne sige det samme om Brooke,” det gjorde ondt i mit hjerte og det gyste hele vejen ned af mine arme, da Danielle omhyggeligt foldede hænderne over brystet, da hun kiggede anklagende på mig. Selvfølgelig vidste pigerne, hvad der var sket imellem os. Selvfølgelig havde de fået alle detaljerne – ellers ville de nok heller ikke være her lige nu.

”Hvad mener du?” jeg kunne ikke undgå at blive urolig. Hvis jeg sagde, at jeg havde det udmærket, måtte hun have det helt katastrofalt. Jeg havde været verdens største idiot overfor hende i går, og jeg ville ønske, at jeg kunne tage alle mine ord og handlinger til mig igen, så jeg kunne sidde i Tree Hill med hende nu og leve det liv, som jeg altid havde drømt om. Et liv med hende.

”Hun ringede til mig i går morges. Hun var helt ude af den, da hun fortalte mig, at hun sad i et fly på vej hjem til Tree Hill, og hun derefter fortalte mig hele historien om jer to,” Danielles ord hang tungt i den bagerste del af mit hoved, og jeg følte, hvordan jeg mest af alt havde lyst til at græde alle mine frustrationer ud. Hele denne ægteskabsfasen kom på det helt forkerte tidspunkt. Hele Brooke-fasen kom på det forkerte tidspunkt.

”Hun var så vred… Hun sagde ikke noget, men jeg kunne se det på hende, forstår I? Hun… Hun var så indebrændt,” jeg slog blikket ned mod gulvet, i det jeg fik øje på brevet Brooke skrev til Julia, som lå på stuebordet imellem os. Jeg havde endnu ikke læst det, selvom jeg havde haft den største træng til at gøre det. Det var ikke min opgave. Det kom ikke mig ved.

”Hun var ikke vred Liam, hun var knust, fordi hun indså at den dreng, som hun elskede så højt ikke kendte hende godt nok til at vide, hvor hjerteskærende dette var for hende,” det gjorde ondt på mig at høre oprigtigheden og bebrejdelsen i Danielles stemme. Hende og Brooke havde været veninder over en lang periode, så selvfølgelig skulle det ikke komme bag på mig, at hun tog hendes parti i denne sag. Det ville alle der kendte til situationen nok gøre.

”Hun vil aldrig tage mig op til tilgivelse alligevel Danielle. Du skulle have set hendes blik, det var så.. Fjernt,” jeg tvang mig selv til at kigge op på de to smukke og velklædte piger, der sad foran mig i sofaen. De kiggede begge på mig med denne overvejede tålmodighed, som jeg ikke rigtigt vidste, hvad jeg skulle gøre med, og hvad de prøvede at opnå med.

”Hun har blot været meget beskyttende omkring sit hjerte for meget lang tid, Liam. Hun er bange,” selvom jeg helst ikke ville tro på det, så var jeg ikke i tvivl om, at det hun sagde, var rigtigt. Det var min skyld, at hun var bange for at lukke sig op foran folk – havde jeg aldrig forladt hende, havde hun været lige så frembrusende, som hun altid havde været.

”Jeg er også bange, men jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal slippe af med det!” sætningen kom ud med langt mere frustration og temperament, end jeg overhovedet ville have den til. Jeg lød hård – nærmest fjendtlig, og det havde bestemt ikke være min intention. De skulle ikke også gå fra mig, for så havde jeg ikke andre at snakke med.

”Vil du have et godt råd? Lad Brooke hjælpe dig af med din angst okay? Du skal ikke lukke hende ude af dit liv, og da slet ikke på baggrund af alt det, som du har budt hende. Hun gav dig sit hjerte Liam, du skulle give hende dit,” det føltes næsten som om, at alle mine følelser og alle mine tanker eksploderede i hovedet på mig. Hun havde ret. Den eneste, der kunne hjælpe mig af med min frygt fra Brooke – men det kunne jeg ikke gøre særlig meget ved, når jeg skulle giftes om mindre end tre kvarter.

”Det hele ville være meget lettere, hvis jeg kunne snakke med Andy om det her,” Andy Samuels var ikke blot min bedste ven, men han var også ligesom en bror for mig. Dog var han forhindret i at komme til brylluppet, da hans helbred ikke var for godt disse dage. Det hele startede efter branden på min altan, og han havde haft svært ved at komme sig over det lige siden. Desværre.

”Det ved jeg godt Liam, men han ville med garanti gerne have været her, og jeg ved at han elsker dig meget højt, ligesom os… Og Brooke,” det kom bag på mig, da Christina rykkede lidt længere frem i sædet og greb ud efter min hånd. Jeg var ikke helt sikker på, hvad hun havde gang i, men det var kun indtil der dumpede en seddel ned i hånden på mig.

”Kan du huske ugen efter du kom tilbage fra Tree Hill, og du var fuldkommen knust og ulykkelig ovenpå alt det med Brooke, og du fortrød, at du ikke bare tog tilbage til hende?” åh ja, det huskede jeg kun alt for godt. Det var en af de mest sårbare perioder, jeg nogensinde havde været vidne til. Jeg nikkede svagt.

”Jeg fortalte dig, at det hele ville blive bedre, hvis du skrev noget ned, som du ville forsøge at opnå i det kommende år. Noget der kunne give dig en perfekt start. Du sagde, at ingen af dine forudsigelser ville blive til virkelighed, men den første på din liste er: Dette år vil jeg prøve igen med Brooke… Du prøvede igen Liam, du prøvede igen, og nu fortryder du, at du ikke tog med hende på den flyver, har jeg ikke ret?” hendes evne til at overbevise mig selv om mine egne følelser kom virkelig bag på mig, men jeg nåede aldrig at tænke mere over det, før døren ind til mit værelse endnu engang gik op, og Harry stak sit hoved indenfor.

”Jeg er ked af at ødelægge stemningen, men vi skal køre nu,” jeg nikkede en smule usikkert, før jeg greb Brookes brev til Julia og stak den ind i min inderlomme. Jeg havde tænkt mig at læse dette brev på min vej til kirken, selvom jeg virkelig ikke burde.

”Jeg er klar, lad os køre,”

 


 

Jeg havde lyst til at græde. Jeg havde lyst til at bede Harry om at vende bilen, da jeg nåede til den sidste linje i brevet. Brooke vægtede virkeligt min lykke mere end noget andet, hvilket faktisk kom en smule bag på mig. Jeg havde altid haft i baghovedet, at hun med garanti ville gøre mange ting for at gøre mig glad, men det kom bag på mig, at hun virkelig var villig til at gøre meget.

”Er du klar mate?” Harry klappede mig hjælpende på ryggen, da vi gik op ad kirkegulvet og smilede til alle de gæster der allerede var mødt op. Selvom jeg egentlig i første omgang havde sagt, at jeg ikke ville vælge én af fyrene til at være min forlover, så havde de i alt hemmelighed trukket lod bag min ryg. Harry vandt lodtrækningen, hvilket også var grunden til, at han var ved min side i dag. Det var rart, at han var der. På den måde følte jeg mig ikke nær så alene.

”Jeg ved det ikke rigtigt,” jeg trak en smule ligegyldigt på skuldrene, i det vi nåede vores plads ved alteret, og jeg ved at skue ud over forsamlingen af folk let fik øje på de andre drenge og deres partners position på forreste række. Det gjorde mig utrolig glad, at de alle var her og støttede op om mit ægteskab, selvom jeg overhovedet ikke var i tvivl om, at de alle langt bedre kunne lide Brooke end Julia. Det kunne alle vidst.

”Det hele går af om to minutter, for brudepigerne gør klar til position,” meddelte han mig, som han foldede hænderne omhyggeligt foran sig, hvilket fik ham til at se utrolig elegant og præsentabel ud. Ikke at han ikke altid gjorde det! Det var jo Harry vi talte om.

De to minutter føltes som sekunder, da dørene gik op og de små brudepiger kom valsende op ad gulvet med deres blomsterkurve, hvorefter de spredte de rosenrøde blade ud på jorden. Det så alt sammen meget bedårende ud.

var det, at brudemarchen begyndte og dørene atter gik op til synet af en smuk og helt igennem perfekt Julia, der kom gående op ad gulvet imod mig. Selvom dette burde fremkalde et smil på mine læber, så skete der ikke noget. Eller det ville være løgn, for der skete faktisk noget.. Bare noget ganske anderledes, end jeg havde troet på.

”STOP!” lyden af min egen stemme der rungede igennem det store lokale, gjorde mig faktisk utrolig overrasket og chokkeret over mit eget udbrud. Hvorfor gjorde jeg det? Hvad havde jeg gang i? Hvorfor bevægede mine ben sig ned af gulvet? Hvorfor bevægede jeg mig i mod Julia? Hvad skete der?

”Jeg kan ikke….” var alt der kom ud af min mund, da jeg nåede frem til hende midt i midtergangen. Hendes ansigt var fortrukket i frustration, da jeg trak Brookes brev ud fra min inderlomme og rakte det til hende. Selvom det var verdens værste måde at forlade Julia på, så havde jeg ikke andre muligheder. Jeg skulle væk herfra i en fart, før jeg nok begik den største fejltagelse i mit liv. Nogensinde.

”Jeg kan ikke gifte mig med dig Julia. Mit hjerte er et andet sted – du kan læse det hele her,” jeg var godt klar over, at jeg var verdens største idiot lige i øjeblikket, men jeg havde et fly, som jeg skulle nå,

”Jeg kunne virkelig have elsket dig …. Desværre var der bare en anden der kaprede mit hjerte først,” og med de ord hørte jeg lyden af folks gisp, da jeg løb ud af kirken. Væk fra alle gæsterne, væk fra min brud, væk fra mit bryllup og væk fra min fremtid med Julia. Væk fra alt det, som kunne have været en fejl.

 

Det var, da jeg nåede ud af kirken, at jeg troede mit liv skulle starte på ny. Det var hvis ikke, at jeg så de lysende billygter, der havde kurs lige i mod mig og lyden af bremserne, der blev hugget i. Åh shit…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...