Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Den 23. december 2012 syntes at blive verdens lykkeligste dag for Brooke Davis. Hun havde på denne dato været samme med sin kæreste, den famøse Liam i et helt år, og deres kærlighed skulle fejres ved at tilbringe julen sammen. Dette så dog imidlertid ikke ud til at ske, da Liam forlod Brooke tilbage med intet andet end et brev, og derefter aldrig vendte tilbage igen.
Et helt år senere modtager hun en invitation til et storslået bryllup imellem ingen ringere end fyren der knuste hendes hjerte og en af hendes tidligere folkeskoleveninder. Brooke vælger at tage til Wolverhampton for at deltage i brylluppet, men hvad sker der, når hun atter står ansigt til ansigt med fyren, som hun engang elskede af hele sit hjerte? Vil hun være i stand til at gennemføre hele december måned klods op og ned af det forelskede par, og vil der opstå kemi imellem hende og en af gommens bedste venner? Læs med i Last Christmas, og følg Brookes meget følelsesladede december måned!

200Likes
356Kommentarer
18660Visninger
AA

24. 22 december

 

Jeg kunne slet ikke forstå det. Jeg kunne slet ikke forstå, at jeg nu stod i lufthavnen med min pakkede taske under armen og flybilletterne solidt placeret i hånden, imens jeg ventede på Liam. Tanken om at vi snart sad i en flyver på vej til Tree Hill sammen var så enestående og spændende, at min mave næsten slog koldbøtter.

 

Klokken var tyve minutter over otte om morgenen, da Liam og jeg begge var blevet enige om, at det var bedst at tage et tidligt fly. På den måde var der ingen der opdagede, at vi begge sneg os ud fra hotellet med kort tids mellemrum. Gad vide, hvor han overhovedet blev af? Vi havde alftalt, at han skulle være i lufthavnen klokken otte, men det syntes at være et stykke tid siden. Han havde vel ikke glemt det? Det hele havde vel ikke bare været en drøm?

Nej, jeg var helt overbevist om, at dagen i går langt fra blot havde været en drøm, og at vores plan om at flygte fra alting sammen slet ikke var noget, som jeg blot havde opdigtet i mit hoved. Jeg havde brugt oseaner af timer på at hoppe begejstret rundt på værelset i går, da vi kom tilbage fra vores tur i parken, simpelthen fordi at jeg var så lykkelig. Det føltes som en drøm, der endelig havde besluttet sig for at gå i opfyldelse.

Gad vide, hvad Jamie og de andre i Tree Hill ville sige, når jeg kom anstigende med Liam ved min side dagen før hans bryllup. De ville med garanti blive chokkerede og overraskede, selvom de sikkert hele tiden havde haft en form for idé om, at vi nok skulle finde sammen til slut. Det havde vel i det skjulte været grundlaget for hele min tur til England. Havde det ikke? Det var det i hvert fald blevet.

 

Og det var netop, som jeg stod der med tankerne kredsende om mit enestående liv tilbage i Tree Hill, at jeg fik øje på Liam ved indgangsporten til lufthavnen. Han kom valsende med en plasticpose i den ene hånd, imens den anden var stukket solidt ned i lommen. Kunne han virkeligt have alt sit tøj og praktiske udstyr i en plasticpose? Så på den anden side… Han kunne jo blot købe de ting han manglede, hvis han fik brug for det. Penge var jo ikke det, som han manglede mest af.

”Liam!” udbrød jeg med et smil spillende om læberne, da han omsider fik øje på mig og stoppede op midt i den store indgangshal. Hvorfor stod han der og blomstrede? Havde han ikke tænkt sig at komme herover, så vi kunne få tjekket vores pas og billetter, før vi skulle ombord? Havde han aldrig været ude at flyve før?

”Brooke…” han smilede et meget mat og svagt smil, før han tog et par meget usikre skridt i min retning. Han var sikkert nervøs for dette stunt, som vi lige nu var i færd med at påkalde ikke blot os selv men også alle de inviterede bryllupsgæster. Det hændte sjældent, at man hørte om brudgommens flygt fra sit bryllup dagen før sit bryllup. Specielt når denne brudgom var så stor en international succes, at bladende ville skrive så mange forfærdelige artikler om det senere hen. Det var egentligt et stort sats, han gjorde sig.

”Jeg har været henne og hente flybilletterne, så vi har omtrent tyve minutter til at gå rundt og kigge butikker, før vi skal finde den rigtige gate,” min begejstring for vores flugt var efterhånden blevet så stor, at jeg tog mig selv i at trisse længselsfuldt på stedet. Dette var virkelig noget af det mest spontane og ekstreme, jeg nogensinde havde gjort, men jeg elskede det. Der var så meget spænding og drama over det, at jeg glædede mig så umådelig meget til, at jeg atter skulle vise ham frem for vennerne i Tree Hill. Specielt Jamie – han havde savnet hende så meget.

Liam sendte mig et meget forsigtigt smil, da jeg blot begyndte at gå ned langs den sikre butikskavalkade, der befandt sig i midten af lufthavnen. Jeg var sikker på, at han var så stille, som han var på grund af det store skridt, som han var ved at tage nu. Liam var altid set som det mest ansvarsfulde og seriøse medlem af One Direction, så det at han lavede så vildt et stunt som dette, ville nok chokere hans fans over hele verden.

”Brooke, jeg bliver altså nødt til at tale med dig,” lyden af hans seriøse og meget bestemte stemme fik mig til at stoppe min gang, og vende mig rundt i en hurtig bevægelse. Den måde han talte på lød ikke særlig rar, og jeg kunne pludseligt mærke, hvordan min mave trak sig ubehageligt sammen. Jeg blev urolig.

”Hvad så, er der noget galt?” jeg tog et skridt tættere på ham, før jeg greb fat om den hånd, som han netop trak op ad sin lomme. Udtrykket i hans øjne var svært at tyde, men siden han ikke kunne kigge mig fast ind i øjnene, gik jeg ud fra, at der var noget galt. Hvorfor så han så skræmt og forvirret ud? Var han ked af det?

”Jeg… Jeg kan ikke det her,” okay, jeg svor til gud, at jeg slet ikke havde regnet med, at det var det, der var galt. Min mave trak sig sammen til, hvad der føltes som en hård jernkugle, der ganske kort tid efter eksploderede i ti tusinde stykker indeni mig. Hvad snakkede han om? Bakkede han virkelig bare ud nu?

”Hvad?” jeg løftede forvirret mit øjenbryn, i det jeg gav slip på hans hånd, men han var en tand hurtigere end mig og fik taget et nyt og mere solidt tag i den. Han ville ikke give slip på mig så let, han ville være sikker på, at jeg forstod det, som han gerne ville fortælle mig.

”Jeg kan ikke flygte til Tree Hill med dig… Jeg kan ikke byde Julia det,” jeg havde lyst til at bryde grædende sammen. Selvom jeg ikke var en person, der kunne finde på nogensinde at græde i offentlighed, så var det utrolig tæt på, at jeg alligevel var ved at gøre det. Det krænkede mig på en eller anden måde utrolig meget, og jeg var så følelsesmæssigt påvirket af dette, at jeg næsten ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med mig selv…

… Det var altså indtil, at jeg byggede den hårde facade op, og jeg mærkede hvordan vreden og skuffelsen blandede sig til en hård knude af dårlig karma i maven på mig. Den blussede snart op til overfladen, og det var ikke just særlig sjovt at overvære.

”Men du kan godt byde mig det?” hvor meget jeg end prøvede at rive min hånd til mig, så var det næsten en umulig opgave. Han havde et utrolig godt tag i den, og han havde vidst ikke i sinde at give slip lige med det samme. Selvfølgelig havde han ikke det.

”Brooke jeg… Jeg har lagt og tænkt over dette hele natten. Jeg har virkelig vendt og drejet situationen så mange gange, som jeg overhovedet kunne, men uanset hvor meget min lyst til at rejse har opvejet dilemmaet, så kan jeg bare ikke skride fra min brud og mit bryllup dagen før. Jeg kan ikke forlade alle mine venner og min familie tilbage på den måde, uden at folk vil se mig fra en side, som jeg bestemt ikke ønsker, at de skal se mig fra. Jeg har altid været den bedste til at stå til ansvar for mine handlinger, og derfor bliver jeg også nødt til at stå til ansvar for det, som jeg har gjort imod Julia,” vreden indeni mig sitrede og kogte, da han sendte mig sit meget beklagende og undskyldende smil. Hvordan kunne han smile af denne situation?

”Du lovede mig, at du ikke ville svigte mig igen,” hviskede jeg med halv knækket stemme. Hvor vred og sur jeg end var, så var det ingenting målt med den smerte og de tårer, der hobede sig op inden i mig. Jeg havde lyst til at falde ned på knæ og tigge ham om at blive hos mig, men jeg var godt klar over, at det ikke ville hjælpe noget. Det ville nok blot knuse mit hjerte endnu mere, end det allerede var knust.

”Jeg ved det…. Og…. Jeg har det også så forfærdeligt med det – for du fortjener det ikke Brooke. Du fortjener det bedste af det bedste, alt det som jeg ikke er i stand til at give dig og mere til. En eller anden dag møder du en fyr, der får dig til at glemme, hvor forfærdelig og uretfærdig jeg har været overfor dig og får dig til at indse, hvor perfekt og elskværdig du er. Hvor meget godt du fortjener,” jeg kunne bryde sammen. Jeg kunne næsten ikke mærke mine ben længere, og jeg var bange for, at mine stilletter snart ville give efter for min vægt. Jeg havde umådeligt svært ved at stå i oprejst position, når mine ben føltes som gele under mig.

”Jeg er jo ligeglad med alt andet Liam, du er jo den eneste, som jeg vil have,” aldrig før, havde jeg været så direkte i mit sprog, som jeg var i dette øjeblik. Jeg var fuldkommen ligeglad med, om han fandt mig alt for påtrængende og irritabel, for sandheden lå i, at jeg gjorde alt, hvad der stod i min magt for at holde på ham. Jeg kunne ikke bære tanken om, at jeg skulle miste ham til Julia endnu engang. At jeg skulle miste ham i det heltaget.

”Det ved jeg… Åh skat det ved jeg, men situationen ville se meget lysere ud, hvis jeg ikke skulle giftes,” hvordan kunne han blive ved med at bruge det samme dilemma? Hvordan kunne han blive ved med at bruge det argument, at han ville flygte med mig, hvis ikke hans bryllup stod for døren? Hvad var et bryllup uden kærlighed?

”Det….. Jeg….” jeg kiggede ned i jorden foran mig, da jeg ikke længere vidste, hvad jeg skulle sige. Jeg kunne ikke finde noget ord, der ville beskrive den enorme smerte der hobede sig op i brystet på mig. Jeg var knust. Knust på alle tænkelige måder en person kunne være knust på.

”Jeg havde håbet på, at du ville tage med tilbage til hotellet og stadig være en del af brylluppet, men jeg regner ikke med, at det er tilfældet,” et fnys undslap mine læber, da han sagde det. Selvfølgelig havde jeg ikke tænkt mig at tage tilbage til hotellet nu. Hvorfor skulle jeg? Det var der slet ingen grund til.

”Det har du fuldkommen ret i,” udbrød jeg med et påklistret smil, der hverken var ganske ægte eller ganske vellykket. Han kunne godt se, at det var falskt, og det var måske i virkeligheden også det, som jeg prøvede på at opnå.

”Det tænkte jeg nok… Derfor… Her,” han rakte den hvide plasticpose frem imod mig, som han hele tiden havde holdt godt og solidt fast ved med den modsatte hånd. Jeg var ikke helt sikker på, om jeg overhovedet havde lyst til at tage den, men jeg tog alligevel fat i den, da jeg kiggede forvirret op på ham. Hvad var det?

”Det er en julegave… En speciel julegave,” hvor sød og betænksom en gestus det end var, at han havde taget en gave med for at opkvikke mit humør, så befandt det sig ikke sådan, at han kunne købe min tilgivelse med gaver. Hele mønstret for gaven var alt for falsk og uægte, til at jeg overhovedet havde lyst til at have den.

”Jeg … Jeg kan ikke tage imod den… For at være ærlig, så vil jeg faktisk ikke have den,” jeg stak den tilbage i hånden på ham, før jeg kørte hånden igennem håret og meget stilfærdigt lod et lille suk undslippe fra mine læber.

”Men, jeg har noget til dig,” jeg stak hånden ned i lynlåsen på min taske og hev det brev op, som jeg havde skrevet til Julia for et par dage siden. Jeg havde ikke noget at bruge det til mere, så nu kunne han bestemme, hvad der skulle ske med det.

”Det her er et brev til Julia, som jeg skrev efter vores nat sammen. Riv det i stykker, giv det til hende, smid det ud, gør med det, hvad du vil,” jeg rakte ham den hvide kuvert og skulle lige til at lyne lynlåsen i igen, da han smed den hvide pose ned i den og derefter selv lynede den i. Jeg havde åbenbart ikke noget valg, når det kom til den gave.

”Jeg er virkelig ked af det Brooke,” han førte en lok af mit hår om bag øret, som han havde gjort det så mange gange før, bortset fra, at det denne gang bragte mig langt mere smerte end glæde. Hans berøring var nok til at få tårerne til at spire op i mine øjne.

”Farvel Liam,” var alt jeg formåede at hviske, da jeg tog et skridt væk fra ham og snurrede rundt på hælen.

 

Jeg var knap nok nået ud af syne, før jeg mærkede tårerne overmande mig, og jeg tillod mig selv at hulke det bedste jeg nogensinde havde lært på min vej mod gaten. Jeg havde mistet ham. For altid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...