Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Den 23. december 2012 syntes at blive verdens lykkeligste dag for Brooke Davis. Hun havde på denne dato været samme med sin kæreste, den famøse Liam i et helt år, og deres kærlighed skulle fejres ved at tilbringe julen sammen. Dette så dog imidlertid ikke ud til at ske, da Liam forlod Brooke tilbage med intet andet end et brev, og derefter aldrig vendte tilbage igen.
Et helt år senere modtager hun en invitation til et storslået bryllup imellem ingen ringere end fyren der knuste hendes hjerte og en af hendes tidligere folkeskoleveninder. Brooke vælger at tage til Wolverhampton for at deltage i brylluppet, men hvad sker der, når hun atter står ansigt til ansigt med fyren, som hun engang elskede af hele sit hjerte? Vil hun være i stand til at gennemføre hele december måned klods op og ned af det forelskede par, og vil der opstå kemi imellem hende og en af gommens bedste venner? Læs med i Last Christmas, og følg Brookes meget følelsesladede december måned!

200Likes
356Kommentarer
18672Visninger
AA

23. 21 december

 

Efter en hel dag i Wolverhamptons gader med Zayn, var det som om, at både hans og mit humør var løftet en del. Mit savn til Jamie var blevet markant mindre, da jeg fandt den spillekonsol, som han så længe havde ønsket sig, og Zayn var kvikket en smule mere op, ved at han kunne snakke ud om alle sine frustrationer i forhold til bruddet med Perrie. Det gjorde mig en smule ør i hovedet, da han fortalte om hendes utroskab, for selvom jeg var imod alle former for snyd og bedrag, så var det jo egentlig det, som jeg havde været med til at gøre mod Julia. Damn me.

Zayns ord havde haft sin virkning på mig det meste af dagen, og han havde lovet mig, at hvis han manglede en skuldre at græde ud ved, så skulle han nok opsøge mig. Det betød meget, at vi stadig kunne være så tætte, som vi engang var på trods af alt, der var sket på det seneste.

 

Nå, men hvor meget utroskab og forfærdelse end fyldte mit hoved efter gårsdagens samtale, så havde jeg en aftale med Liam om ganske få minutter. Fordi Julia stressede bryllup og bordplan så meget de kommende dage, havde han inviteret mig med en tur i parken, og jeg glædede mig så fantastisk meget. Det var måske ikke den mindst opsigtsvækkende ting at gøre, men jeg var ret sikker på, at vi begge havde behov for at komme lidt væk fra alting…

… Lidt væk fra Julia.

I dagens anledning havde jeg trukket mig selv ned i et par sorte bukser – på trods af det faktum, at jeg aldrig går i bukser – og en yderst tiltalende hvid skjorte. Selvom Liam ikke just kunne se mit outfit på grund af jakken og mit kæmpe Burberry-tørklæde, så var det utrolig vigtigt for mig, at jeg stadig så pæn og klassisk ud. Jeg ville aldrig sløse med mit outfit, og da slet ikke, hvis jeg skulle vise mig offentligt.

 

Bank bank bank

 

De burde skaffe sig en dørklokke på disse hoteldøre. De sidste par dage var jeg blevet fuldkommen bims i hovedet af at høre på de forbandede bank.

Selvom jeg normalvis ville råbe tilbage og melde, at jeg snart ville være i stand til at åbne døren, så rev jeg den bare op i en hurtig og effektiv bevægelse. Jeg var efterhånden desperat efter at se ham igen, og da hans utrolig smukke og maskuline ansigt tonede frem for mit åsyn, var jeg næsten ved at dåne.

”Hey handsome,” jeg lænede mig prøvende op ad dørkarmen, i det jeg nærstuderede hans meget omhyggelige påklædning. Han var iklædt et par mørkeblå bukser og sin klassiske grå frakke, der gik ham til midt på lårene. Sexet som altid, det var ikke just noget nyt.

Han slog forlegent blikket ned i jorden, hvorefter han kørte sin handskebefængte hånd igennem det ellers så nydeligt opsatte hår. Hvorfor blev han så genert, når jeg blot gav han så simpel en kompliment? Normalt skulle der meget til, før han kunne blive forlegen over noget, som jeg sagde, men dette var åbenbart nok.

”Du må hellere vogte din mund frøken Davis, jeg er fristet nok til at kysse dig allerede,” en markaber følelse af, at mit hjerte snart ville springe ud af brystet på mig, invaderede mit sind, i det jeg forfjamsket slog blikket ned. Hvorfor havde han denne effekt på mig? Det irriterede mig, at han var i stand til at kontrollere mine følelser så tydeligt, som han havde. Og så var vi ikke engang kærester længere..

”Det ville være forfærdeligt at udfordre skæbnen, ikke? Lad os gå,” jeg greb ud efter mine handsker på det lille bord tættest ved døren, før jeg forlod værelset og låste døren efter mig. Det var utrolig dejligt, at vi endeligt kunne tilbringe lidt tid sammen udenfor hotellet, hvor Julia ikke kunne komme rendende hvert fjerde sekund.

 


 

Parken i Wolverhampton var ikke blot kernen af liv, men også et af de mest besøgte steder i byen. Den isdækkede sø blev brugt flittigt af byens børn til at stå på skøjter, hvor forældre havde placeret sig rundt omkring på bænkene med hver deres kop kaffe eller kakao fra den søde sælger, der havde slået et telt op i området. Selvom det var langt fra Central Park, som jeg vanligt besøgte, da jeg boede i New York, så var der noget idyldisk over dette sted.

”Skal vi gå en tur igennem skoven?” han pegede mod det fjerneste hjørne af parken, hvor en meget smuk og snoet sti kunne føre os hen. Vi havde førhen gået tur i denne skov, og det gjorde mig faktisk kun positivt overrasket, at han ville tage den gåtur med mig igen. Jeg elskede dette sted og den harmoni, som den bragte med sig.

”Lad os,” jeg sendte ham et forsigtigt smil, som vi forlod den store flok af mennesker, der var samlet omkring søen. Det forekom mig egentlig meget overraskende, at der endnu ikke havde været nogen ovre, for at spørge Liam om en autograf. Måske var det fordi, at han kom fra byen og derfor havde været på besøg så ofte, at de ikke længere fandt det særlig specielt. Jeg var ikke helt klar over det.

”Harry konfronterede mig med vores seance i går,” åh nej. Jeg kiggede forfærdet over på Liam, da vi omsider var nået ind i den tætbevoksede skov, hvor resten af omverden ikke kunne høre os, og nu stod vi overfor et af de emner, som vi ikke kunne tale om på hotellet. Da Harry næsten havde taget os i et kys.

”Hvad sagde du?” et eller andet sted håbede jeg på, at han blot havde fortalt ham sandheden. At han bare havde fortalt ham, at der var nogle små gnister, der ikke ville uddø, og at vi havde lavet ting, som vi bestemt ikke måtte. Ærligheden skulle jo starte et sted, ikke?

”Jeg fortalte ham, at jeg ikke selv vidste det,” han trak en smule overflødigt på skuldrene, før han kiggede sig over skulderen. At han ikke vidste det? Hvad mente han helt præcist med det? Han burde vel selv være mand nok til at stå ved, hvad han havde gjort – og hvis han ikke kunne stå frem overfor Harry, hvordan skulle han så kunne gøre det overfor Julia?

”Du ved det ikke?” jeg løftede prøvende øjenbrynet, før jeg stoppede op midt på stien og foldede mine arme over brystet. Der var grænser for, hvor meget jeg havde tænkt mig at finde mig i, og nu ville jeg meget gerne snart have nogle svar. Han gjorde mig ikke just klogere på, hvad der foregik oppe i hovedet på ham.

”Brooke hør nu ….” han stoppede op foran mig og lod sin ene hånd fjerne en lok hår fra mit ansigt. Jeg elskede, når han gjorde det. Det var en så fin og elegant bevægelse, men den fremkaldte alligevel så stærke og vilde følelser indeni mig. Det var utroligt, at der fandtes en fyr, der kunne påvirke mig på samme måde, som Liam gjorde det.

”Dette ville være meget lettere, hvis jeg ikke havde et bryllup for døren om under tre døgn,” han sukkede en anelse opgivende, før han frustreret kløede sig i nakken og sendte mig et håbløst smil, før han fortsatte.

”Hvis jeg ikke stod til at skulle giftes, så havde jeg smidt alt, hvad jeg havde i hænderne for dig, men…. Det er bare ikke så nemt,” waow, var det virkelig rigtigt? Ville han virkelig være i stand til at forlade Julia, hvis det ikke havde været for brylluppet? Selvom det var en stor mundfuld at sluge, så gjorde den mig faktisk utrolig glad og lettet. Måske endda også så lettet, at jeg havde mod til at sige den enkelte sætning, som jeg havde haft lyst til at sige lige fra starten:

”Gift dig ikke med hende Liam…” et eller andet sted blev jeg selv utrolig overrasket over at høre mig selv sige denne sætning. Hans ansigtsudtryk ændrede sig straks for fortvivlet til overrasket, da hans øjenbryn skød i vejret, og hans mund let formede sig til et chokkeret o. I ved, der hvor hans mund stod let åbent?

”Synes du ikke, at det er lidt sent at sige tre dage før brylluppet?” han kluklo en anelse tøvende i manglen på bedre. Han havde absolut ingen anelse om, hvordan han skulle håndtere denne situation, og jeg bearbejdede ham ikke. Det var ikke bare en helt almindelig kommentar, jeg lige havde slynget i hovedet på ham. Tværtimod.

”Vi kunne stikke af sammen! Vi kunne tage til Tree Hill og leve det liv, som vi altid har været ment til!” min begejstring overfor min egen idé var efterhånden steget mig så meget til hovedet, at jeg nu blot stod og smilede alt for vildt og ekstremt situationen taget i betragtning.

Liams forvirrede udtryk brød ud i et kærligt smil, som han tog blidt fat om mine skuldre, for at neddæmpe min begejstring en smule. Jeg var godt klar over, at min ønske lå usandsynligt lang ude, men man havde vel lov til at drømme? Det var bedre, at jeg i det mindste prøvede, end jeg sad i kirken på mandag og fortrød.

”Er det forkert af mig, at jeg faktisk overvejer dit forslag?” Liam kiggede en anelse forlegent på mig, før han slog blikket ned mod jorden, for derefter at lade et forsigtigt grin undslippe sine læber. Mente han det? Overvejede han faktisk mit tilbud om, at vi kunne stille af og starte et liv op sammen? I så fald, så var det med at få kørt den aftale hjem så hurtig som muligt.

”På den måde kan du også fortælle Julia om vores nat sammen, uden at du behøver at føle skyldfølelse. Jeg mener, hvis du stadig føler bare en lille bitte smule for mig, så ville det da være en oplagt mulighed,” det kom vidst ikke bag på nogen, at jeg smurte lidt ekstra på i forhold til, hvad jeg nok burde. Alle var jo klar over, at Liam stadig følte lidt for mig, ellers havde han aldrig været Julia utro på den måde, som han havde.

”Jeg ved det ikke Brooke, det er virkelig fristende, for jeg lovede dig jo, at jeg ikke ville skuffe dig igen – problemet er bare… Jeg ved ikke, om jeg er mand nok til at gøre det,” jeg kneb øjnene en smule sammen, da hans ord lige skulle falde på plads i mit hoved. Det var lidt svært at fordøje, men jeg havde stadig ikke tænkt mig at give op.

”Okay – forestil dig, at du står overfor den største begivenhed i hele dit liv, det tidspunkt hvor den drøm, som du altid har båret rundt på bliver realiseret – hvem står så ved siden af dig?” det føltes en smule fejt, at jeg blot brugte min veninde Peytons ord, da hun holdte den præcis samme tale overfor Lucas, dengang han ikke kunne beslutte sig for, hvem han ville være sammen med. Jeg blev nødt til at få et svar ud af ham.

”Det gør du…” det kom bag på mig, at han var så sikker i sin sag. Lucas havde dengang været ufattelig ubeslutsom og skulle bruge flere timer på at træffe en ordentlig beslutning. Liam var virkelig hurtig til at træffe en beslutning, og han så ikke ud til at være spor i tvivl, da hans blik mødte mit.

”Så stik af med mig,” dette var vanvittigt. Havde jeg virkelig tænkt mig, at stikke af med en snart gift mand? Ja, for det var ikke en hvilken som helst mand – det var Liam, og vi var begge ret afklarede med det faktum, at vi langt fra var færdige med hinanden. Havde vi været det, så havde vi aldrig haft sex – vi havde aldrig næsten kysset, og han havde aldrig skrevet den besked på mit spejl. Han havde desuden heller ikke tvivlet på dette.

”Okay… Vi stikker af… I morgen mødes vi i lufthavnen,” HVAD? Jeg havde nær tabt både øjne og mund, da beskeden forlod hans læber. Han havde virkelig tænkt sig at forlade Julia for min skyld. Han elskede mig virkelig.

”Jeg….” jeg nåede ikke at sige mere, før jeg mærkede hans læber imod mine i et meget lidenskabeligt kys, som jeg ikke havde i sinde at afbryde på noget som helst tidspunkt. Jeg var omsider blevet lykkelig, og jeg havde omsider fået min mand tilbage… 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...